Stellas historie

Historien handler om vampyrer. Umiddelbart ikke så nyt og originalt. Men det her er en dejlig blodig historie med et tvillinge-vampyr-par, der er pænt psykotiske. De skiller sig ud fra andre vampyrer med deres øjenfarve og kan ikke huske tiden før de blev til vampyrer.

Det her er en ide, jeg har sammen med min søster. Meningen er at jeg skal skrive første bog fra Stellas synsvinkel, mens anden bog bliver skrevet fra Oscars perspektiv.

0Likes
0Kommentarer
641Visninger
AA

4. Et par regler

 

”G’morgen solstråle,” siger Stella, da Maria kommer til bevidsthed igen. Ved ordene kniber pigen hårdt de lukkede øjnene endnu mere sammen.

    En af Stellas alt for lange negle sættes ind i kødet på pigen, der begynder at hyle. Dog når vampyren rimelig hurtigt at sætte hånden ind foran. Hun burde nok have forudset, at pigebarnet ville begynde at larme.

    ”Jeg har ventet på, at du skulle stå op. Og så lægger du bare der og ignorerer mig. Det er ikke særlig pænt af dig, nej,” siger hun lige så stille og roligt som muligt, mens pigen så småt falder en anelse mere til ro. ”Jeg har et par regler til dig. Hvis du gerne vil overleve, altså. For det første: ingen skrigen, okay?”

    Selvom Maria ikke nikker, tages hånden væk fra hendes mund. Intet skrig. Stella kan føle sine mundvige bevæge sig længere ud i ansigtet. Det kribler i hende efter at lege med tøsen.

    ”For det andet … hmm … skal du gøre alt, hvad jeg siger.” Egentlig havde Stella fundet på en masse små regler og diverse straffe for ikke at følge reglerne, men det hele forsvandt pludseligt. Tanken om alle de ting, hun kunne få mennesket til at gøre, overskyggede det andet. Selvfølgelig var tanken om vampyrflokke ikke forsvundet overhovedet, men det her hjalp en anelse.

 

”Du vil have, jeg skal tage det der på?” gentager Maria langsomt. Godt nok er mennesker dumme, men man skulle tro, der var grænser.

    ”Ja … ellers ville jeg ikke have sagt det, vel?” kommer det muntert udseende svar, der dog ligger en snert af kølighed bag. Tiden går og pigen er stadig ikke hoppet i tøjet.

    Stella har fået Maria til alverdens underlige ting. Eller, egentlig er det ikke underlige ting, men nok nærmere lidt for normale ting i forhold til situationen. Først stod den på spisning og tandbørstning, derefter tv-kiggeri, hårrening og bad. Stella sørgede selvfølgelig for at fjerne Stephanie ved den sidste ting. Overraskelsen ved at se sin mors lig vil hun gemme til, når pigen er faldet helt og fuldstændig til ro. Hvilket desværre nok ikke når at ske, men tanken huer vampyren.

    ”Hvad så nu?” forsøger Maria sig med at sige. Stellas blik har været intenst under hele tøjskiftningen, og selv nu sidder hun bare og stirrer. Blodlysten er der altid, så længe der er mennesker i nærheden, siden vampyrer kan lugte, høre og næsten smage det dunkende blod under huden.

    Endelig falder Stella til ro, da hun hiver sine tanker væk fra alt det tykke, flydende, fyldige, røde blod og i stedet fokuserer på kjolen. Kostumet er formentlig fra fastelavn eller en udklædningsfest, selvom den slags ikke ses i voksne hjem så meget længere. Da Stella fandt den skønhed og flere andre på pigens værelse kunne hun ikke holde sig fra dem. Derfor står hun nu selv beklædt i en stor, lyserød og lidt gammeldags udseende kjole, mens pigen er iklædt noget sort, mere tjenestepige-udseendet tøj.

    ”Du ser strålende ud! Kom, så skal vi aflægge min bror et visit,” udbryder Stella endelig og trækker Maria lidt for ivrigt i armen.

    ”Av.”

    ”Årh, vær ikke så sippet. I det mindste faldt den ikke af,” griner vampyren og lægger kræfter i ikke at lægge kræfter i. Et par skridt og hårde bank på døren senere er de to på vej ind ad døren.

    ”Heeeeej, Oscar,” kommer det forsigtigt fra Stella. Hun har ikke ligefrem lyst til at træde på endnu en landmine, men på den anden side, kan hun ikke bare lade broren være. ”Jeg har godt set i fjernsynet, hvad der må have gjort dig så oprørt.” Tvillingen viser endelig interesse ved at vende sit hoved mod dem, hvor han før havde haft det i modsat retning – mod ydervæggen i det lille soveværelse.

    ”Og?” sukker han. Oscar kigger kun kort på sin søster, hvorefter hans blik falder på den tjenestepige-iklædte Maria og bliver der. Stella er både glad, såret og vred. Mest det sidste. Temperamentet lader hun dog ikke vinde, og den sårede forfængelighed kan hun altid gøre godt for en anden gang. Armen lægges om siden på teenageren.

    ”Jeg ville bare vise dig Maria. Er hun ikke yndig … en rigtig tjenestepige. Lige til at spise!” Ved ordene går der en sitren igennem Maria, men der kommer ikke et ord ud af hende. Hvilket er dejligt anderledes.

    ”Det var der da ikke nogen grund til,” svarer Oscar endelig, mens han tager blikket til sig. ”Hun er din fangst – du skal have hende.”

    ”Nej, nej, jeg insisterer,” fortsætter Stella, mens grebet strammes om den rædselsslagne pige. ”Du trænger til noget blod. Du ved, til at friske dig lidt op og hjælpe på humøret og alt det der.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...