Stellas historie

Historien handler om vampyrer. Umiddelbart ikke så nyt og originalt. Men det her er en dejlig blodig historie med et tvillinge-vampyr-par, der er pænt psykotiske. De skiller sig ud fra andre vampyrer med deres øjenfarve og kan ikke huske tiden før de blev til vampyrer.

Det her er en ide, jeg har sammen med min søster. Meningen er at jeg skal skrive første bog fra Stellas synsvinkel, mens anden bog bliver skrevet fra Oscars perspektiv.

0Likes
0Kommentarer
620Visninger
AA

1. Se min kjole

 

”Se den nye kjole min

Jeg synes den er åh så skøn

Er den ikke bare fin?

Jeg føler mig nu ret så køn”

 

     ”Hold op med at synge. Det forstyrrer,” lyder det fra hjørnestolen. Oscar har fortsat lukkede øjne. Tvillingens personlighedsforandring havde moret Stella i starten, men på det seneste er det lige modsat. Dennes ligegyldige mine og fraværende person irriterer hende gevaldigt. Især øjeblikke som disse er de værste. Efter en kort pause begynder hun at synge og danse igen. For at vise at hun gør, som hun vil, danser Stella denne gang endnu hurtigere og synger langt højere end tidligere:

 

”Dans i kjole uden had

Den er hvid og farvet rød

Ejeren er ligeglad

For hun er nemlig super-”

 

    ”-død,” afbryder Oscar endnu engang. Stella tramper hårdt i gulvet og vender sig om. Endelig har tvillingen åbnet sine øjne. Deres blikke fanger hinanden. I samme øjeblik er Stella ikke vred længere. De tidligere følelser overskygges af søsterkærligheden til hendes eneste tilbageværende familiemedlem.

    ”Du ved, jeg hader at blive afbrudt, Oscar. Desuden kan du slet ikke teksten. Jeg havde tænkt mig at synge sød, ikke død,” siger hun smilende og sætter sig på gulvet foran hans stol. Benene går bag hende ud til hver sin side, og hun sidder lettere foroverlænet med hænderne på skødet. Stella kan nemt narre et flertal af personer med sin lidt for uskyldige lillepige-væremåde. Faktisk er Oscar nok den eneste person i verden, der kan se direkte igennem skjoldet og ind til den egentlige person bagved. Dette er en af de mange grunde til, at Stella elsker og hader ham mere end nogen anden.

    ”Men hun er jo død,” svarer han i et ligegyldigt tonefald. Stella vipper hovedet let til siden og laver et uforstående ansigt.

    ”Selvfølgelig er hun det. Men det har ikke noget med sagen at gøre. Min pointe var jo, at det slet ikke var sådan, sangen skulle være!” Stella er så småt begyndt at blive irriteret. Og ikke nok med det, begynder det her sted at kede hende. De burde lave et eller andet, men hun har ikke fundet på noget spændende endnu.

    ”Hun er mere død end sød.”

    ”Nej, hun er da både bedårende og sød, selvom der kun er hendes jordiske rester tilbage. Mennesker er jo generelt onde, så når de ikke har deres sjæle længere, må de da være sødere end før de døde,” fortsætter Stella det mindre skænderi. Egentlig siger det hende ingenting overhovedet længere, men noget skal man jo have tiden til at gå med. Og hun vil også så forfærdelig gerne have ret. De par gange hun nævner pigen, kan hun ikke lade være med at kigge sig bagud efter hende. Hvad var det nu hun hed? Næsten hver gang Stella møder nye mennesker, spørger hun om deres navne. Men de snakker tit så forfærdeligt utydeligt eller siger ingenting overhovedet. Det er nok derfor, hun ikke kan huske navnet. Pigebarnet havde været lammet af skræk.

    ”Man kan altså ikke både være sød og død, kære søster. Det er simpelthen en umulighed,” bliver Oscar ved og begynder ligeså roligt at gå over til liget. Han roder kort ved det gyldne hår og lukker endelig øjenlågene ned over de lysegrå øjne. Stella valser hurtigt over og svinger begge arme om halsen på sin tvilling.

    ”Du er så kær. Jeg synes da, du er frygtelig sød, selvom vi per definition begge er døde. Synes du måske ikke også, jeg er sød?” Stella holder fortsat fast om Oscar, mens grebet så småt strammes ind. Oscar svarer ikke, men giver bare et hurtigt nik som et tegn på, at han lader hende vinde diskussionen. Et egentligt nederlag er det ikke for ham, siden han ikke som sådan giver hende ret. Men det er rigeligt for Stella. Hendes interesse for situationen er forsvundet. Endelig giver hun slip og går nynnende hen til det store spejl. I udkanten af spejlbilledet kan man lige ane Oscar, der endnu engang bukker sig ned mod den tidligere ejer af Stellas nye yndlingskjole. Han løfter det unge lig op.

   ”Nej, det må du ikke,” udbryder Stella. Oscar hører ikke efter, men går ligeså langsomt over mod døren.

    ”Hvad skal du med min nye veninde?” bliver hun ved, men fjerner hverken sig selv eller sit blik fra spejlet. Det er på ingen måde nødvendigt at vende sig om. Fornemmelsen af tvillingens tilstedeværelse fjerner sig fra døren og nærmer sig hende. Da han endelig når hen til hende, står han med siden til spejlet. Stellas blik fikseres på dét øje. 

    ”Jeg sørger for at begrave hende, inden solen står op,” siger han endelig. Hun rømmer sig lidt, men stirrer stadig på det flotte øje. Hun har en slags evig betagelse af en af de få ting, der udseendemæssigt står i kontrast til hende selv.

    ”Siden hvornår bekymrer du dig om, at ligene bliver begravet? Du er måske gået hen og blevet helt … menneskelig?” spørger hun endelig. Det skulle have lydt drillende, men hun kan ikke helt skjule sin nervøsitet. Hvis nu Oscar går hen og bliver følsom, bliver begge deres liv alt for komplicerede. Hvordan skal hun så få lov til at lege og gøre, hvad hun vil, ligesom hun plejer?

    ”Selvfølgelig ikke. Jeg afskyr bare stanken af, når de begynder at gå i forrådnelse,” lyder svaret. I samme øjeblik sætningen er sagt færdig, forsvinder han fra rummet. Som det overnaturlige væsen hun er, når Stella godt at opfatte hans bevægelser. Dette er på trods af, at det foregår så hurtigt, at de fleste mennesker kun lige ville kunne ane et eller andet. Når den slags sker, bliver de for det meste forvirrede og skræmte. Siden størstedelen af Stellas første år er forsvundet, kan hun ikke huske, om hun nogensinde har haft nogen lignende følelser eller oplevelser.

    Egentlig burde hun derfor slet ikke have nogen viden om sådanne følelser. Den eneste grund til, at hun alligevel kender dem, er, at hun kan se det på menneskenes reaktioner. Uanset hvor hurtigt hun bevæger sig, kan hun stadig se alt, der sker omkring hende. Menneskenes hjælpeløse og vildledte ansigtsudtryk er blandt det mest fascinerende, Stella kan komme ud for. Hun elsker at opleve og genopleve disse reaktioner. Oscar går mere op i selve jagten, hvilket som sådan ikke siger hende særlig meget. Deres hjælpeløshed er og bliver helt sikkert det bedste.

    Den ene af hendes fingerspidser rækker ud mod spejlet. Så langt tilbage Stella kan huske, har hun været frygteligt interesseret i spejle. Onde væsner som hende selv burde ikke kunne se deres egne spejlebilleder, siden de ikke har nogen sjæl. Nonsens. Måske følger hun ikke ligefrem de love, menneskene gør, men det gør hende vel ikke sjælløs? Og de overnaturlige kræfter, hun har, kan hun ikke huske, hvor hun har fået fra. Det kunne godt tænkes, at Oscar og hun virkelig solgte deres sjæle for de par århundreder siden, hvor de begge mistede al tidligere hukommelse. Måske kommer der på et uventet tidspunkt en djævel for at hente dem ned i helvede. Hvem ved.

   ”Så meget desto mere grund til at more sig, ikke?” hvisker hun til sin spejl-kopi, der smiler stort tilbage til hende. Da hun endelig fjerner sit hypnotiserende jeg, begynder hun endnu en gang at danse og synge højlydt:

 

”Danse, danse, hav det sjovt

Uden frygt og uden angst

At more sig er ikke flovt

Håb på du ikke bli’r min fangst”

 

*  *  *

 

Efter at være blevet bedt om at gå i bad et par gange, befinder Stella sig under bruseren. Oscar er til tider lidt rigeligt overfølsom. Som vampyrer har de ikke brug for at vaske sig, da de hverken sveder eller udsender nogen former for grimme, menneskelige lugte. Faktisk lugter de i virkeligheden bare slet ikke.

    Tvillingens årsag til at provokere Stella i bad var derfor intet mindre end, at han ikke kunne klare synet af det tørre blod i hendes ansigt. Desuden var det tilsyneladende også begyndt at lugte mærkeligt ifølge Oscar. Derimod begynder det nu så småt at dufte på samme måde som det originalt gjorde, mens det løber langs hende og ned i kloakken gennem hullet i gulvet. Som vandet og blodet flyder, flyder Stellas tanker også i diverse retninger. 

    Endelig er de nået det enogtyvende århundrede. I årene op til årtusindeskiftet fablede folk om, at jorden snart ville gå under. Da dette ikke gik i opfyldelse, kom der stadig nye spådomme. Man skulle ellers tro at den slags pladder ville forsvinde før eller siden. Men nogle ting går nu engang aldrig af mode, ligesom kærlighed og krig. Stella har gennem tiderne oplevet uendeligt mange af begge dele. Personligt har hun dog aldrig selv været i krig eller holdt specielt med nogen af parterne.

    For hende er den slags bare endnu en måde at få tiden til at gå. Man kan vædde om, hvem der vinder, eller forskrække de i forvejen ødelagte folk. Hvad kærlighed angår, har hun kun oplevet, at andre har oplevet den. Der er ikke noget herligere end at splitte små familier ad eller høre dem tigge for deres elskedes skyld. Nej, kærlighed er for fjolser, der gerne vil gøres sårbare. Stella er alt andet end fan af fænomenet. Men selv Oscar har været forelsket engang. Hvem skulle have troet det – hendes egen tvilling har været forblændet af et andet væsen end sin søster! Heldigvis er det dog så mange århundreder siden efterhånden, at det ikke er andet end et minde. Godt nok er det et grumt et af slagsen, men ikke desto mindre stadig kun noget, der skete i en fjern fortid. Oscar og Stella går efter at leve nuet.

    Uden at gide slukke for vandet går Stella ud af badet. To flotte, hvide håndklæder hænger på knagen. Et øjeblik falder det Stella ind, hvor uendeligt besværligt det må være at være et menneske. Bare det at skulle tørre sig selv virker så evigt besværligt. I stedet for at tage fat i nogen af håndklæderne, stiller hun sig helt tæt op ad det beduggede spejl. Med fingeren skriver hun sit navn på glasset.

    På trods af, at hun endnu ikke er blevet tør, tager hun den hvide kjole fra tidligere på igen. Ligesom vampyrer ikke sveder, fryser de heller aldrig. Kjolens gennemsigtighed tænker Stella ikke videre over, og selv hvis hun havde overvejet det, ville hun have været ligeglad. At være sky ligger ikke til hendes voldsomt ligefremme personlighed. Inden hun forlader det lille toilet opfanger Stella bogstaverne på spejlet. Eller rettere sagt: hun opfatter det sted på spejlet, hvor bogstaverne burde have stået.

    ”Jeg hader vand,” siger hun hidsigt på sin vej ind i den store stue. Oscar sidder endnu engang i den store lånestol. Han må have set et eller andet særligt i den grønne tingest, ligesom Stella så noget særligt i dette hvide vidunder.

    ”Hvorfor dog det?” spørger tvillingen endelig, uden nogen videre interesse i stemmen.

    ”Det er bare slet ikke nær så godt som blod …” begynder hun sin tale, men stopper sig selv på grund af tvillingens distraherende grin. Han griner ellers aldrig.

    ”Jeg mener det altså!” prøver hun efter at være kommet sig over det.

    ”Det gør du garanteret.”

    ”Jamen, virkelig! Blod smager og dufter skønt, mens vand hverken dufter eller smager af noget som helst. Og man kan tegne med blod, mens vand bare er så godt som usynligt. Plus at vand fordamper eller optages, så det helt forsvinder. Det er der jo ikke noget ved.” Hun tier endelig, og lader dermed Oscar komme til orde. Han tager dog ikke imod muligheden og forbliver ligeså stille som tidligere. Først da Stella igen skal til at komme med et udsagn, lyder der nogle få ord fra hans læber:

    ”Du er virkelig den mærkværdigste person, jeg nogensinde har mødt,” og ikke et ord mere end det. Først overvejer Stella, om hun har noget at sige til den bemærkning, men lader det ligge. Hun kan ikke komme i tanke om et godt svar, og desuden virker tvillingen ikke til at være i humør til andet end at drømme. Så er det vel også op til ham selv.

    Eftersom solen står op om alt for få minutter, kan Stella desværre ikke nå at lave noget udendørs. Solen kan ikke dræbe dem som sådan, men alligevel kan den sagtens skade mere end rigeligt. Hvad den slags angår, havde Bram Stoker fat i den lange ende af sagen. Op til flere fejl er der dog at finde i hans noget så humoristiske værk. For eksempel sover vampyrer ikke i kiste. Faktisk så sover de slet overhovedet ikke. Selv når hendes slags er kommet til skade eller keder sig abnormt meget, kan de ikke finde ly og genopfriskning i den sorte tavshed.

    Oscar har dog fundet den mellemting, han kalder drømmeriget. Hvis han lukker øjnene i lang nok tid og tænker på alt og intet, kan han med tiden finde frem til en indre drømmeverden. Eller, det påstår han i hvert fald at kunne. Stella tvivler gevaldigt, siden hun aldrig selv har kunnet opleve noget lignende. Dette er på trods af, at hun har forsøgt sig utalligt mange gange. Tvillingen mener dog, at det er på grund af hendes manglende evne til at koncentrere sig. Det kunne der garanteret godt være noget om.

    Stella beslutter sig endelig for at gennemsøge huset endnu en gang. Indtil nu har de to mest af alt befundet sig i stuen. Oscar har en tendens til at finde hen til det mest behagelige sted i huset. Han bruger formentlig alt for meget energi på selve jagten. Normale vampyrer bliver ikke trætte, men de to har nu heller aldrig været normale. Stella har en teori om, at det nok også mere er en psykisk end en fysisk træthed.

    Som det første går hun gennem gangen direkte ind på pigens værelse. Navnet var åbenbart Brianna, kan det ses på de farverige bogstaver uden på døren. Inde i selve rummet er der ligeså nydeligt som i resten af huset. Væggene har en meget lys lilla farve og møblementet er alt sammen hvidt og meget antikt i stilen. Endnu et spejl er at finde her, denne gang som en del af et flot sminkebord. Den her familie må have været ligeså store fans af spejle som Stella selv. Sengetøjet og gardinerne matcher væggene, dog i en lidt mørkere kulør. Indrammede fotografier og utallige plakater giver værelset lidt mere sjæl.

    Generelt er huset også lidt for ordentligt. Kvinden i huset må have været noget af et ordensmenneske, da hun stadig var i live. Inde i pigens skabe er der fyldt med rod, hvilket tyder på, at datteren ikke havde arvet tendensen. Kun udadtil ser der ordentligt ud. På en reol står diverse bøger, men dette kigger Stella dog kun kort på. Der er ikke nogen bøger stående, som hun ikke har læst før. Kedeligt. En kalender ligger på skrivebordet. Stella bladrer ligegyldigt i den, men finder så endelig noget spændende. Eller, nærmere end det, noget, der gør hende rasende.

    Efter at have studeret de to resterende værelser samt køkkenet efter, finder hun vej tilbage til stuen. Et øjeblik prøver hun at lade tiden gå i stilhed, men opgiver hurtigt. For vampyrer findes der, ligesom med søvnen, ingen stilhed. Selv hvis man er i et lille sommerhus, flere kilometer væk fra det nærmeste hus, som nu, er der stadig så mange andre uundgåelige ting for øret. Om det så er larmende dyr eller mekaniske dimser eller noget helt tredje er ligegyldigt. Alle lydene irriterer Stella. Efter få sekunders leden efter den rigtige knap, får hun endelig slået noget musik til: kedeligt jazz. Hvordan mon man slår radioen til?

    ”Hvorfor har du ikke noget tøj på?” spørger Oscar, mere forundret end oprørt. I forhold til de ting Stella normalt kan finde på at gøre, er det velsagtens ingenting i sammenligning. Musikken må have vækket ham fra hans mediteren. Selvom dét der dårligt kan kaldes musik.

    ”Jeg har da tøj på.”

    ”Hmm. Personligt ville jeg nu ikke kalde det der ´tøj´. Og hvad blev der egentlig af din nye yndlingskjole?” spørger han igen. Netop fordi han normalt forstår sin søster så godt, er hans nysgerrighed, i situationer som denne, større end på noget andet tidspunkt.

    ”Jeg kiggede i Briannas …”

    ”Hvem?”

    ”Hende, hvis kjole jeg lånte, selvfølgelig,” mumler Stella tvært og fortsætter så: ”Jeg kiggede altså i Briannas kalender. Og det viste sig, hun fylder 15 om lidt under tre uger.” Efter nogle sekunders pause skal Oscar til at sige noget, men ser ud til at skifte mening. En tænkepause senere får han endelig sagt, hvad han tænker.

    ”Og?” lyder spørgsmålet, og da Stella bare kigger forvirret på ham, prøver han igen: ”Hvilken betydning har det? At hun snart har fødselsdag, burde da ikke gøre nogen forskel …”

    ”Det gør det da heller ikke! Det er hendes alder, der har betydning!” svarer Stella irriteret og begynder at rode ved fjernbetjeningen igen. Før eller siden må den vel gøre, hvad hun vil have den til.

    ”Hvad er der da med hendes alder?” bliver Oscar, der endelig har rejst sig op, ved. Hans spørgsmål frustrerer Stella i en grad, at hun næsten ødelægger fjernbetjeningen.

    ”Hvad der er i vejen med hendes alder? Åååh, ingenting, ingenting. Ikke andet end at hun er fire år yngre end mig, og alligevel mindst ti centimeter højere. Hvorfor skulle jeg ville gå i sådan en lille snyders tøj. Jeg troede, at hun var mindst sytten …”

    ”Jeg forstår virkelig ikke dine grunde,” bryder Oscar ind og tager på samme tid fjernbetjeningen fra hende, inden den bliver helt vredet i stykker. Med en noncholant bevægelse bliver cd-afspilleren sat over på radio-mode. ”En kjole er vel en kjole, uanset hvem den tidligere ejer var. Og hvor gammel og høj hun var for den sags skyld. Desuden er du meget høj, i forhold til hvilken tid, du er fra.”

    ”Du forstår det ikke.”

    ”Nej, det gør jeg ikke. Det var også det, jeg lige sagde,” siger han i en afsluttende tone og går tilbage til stolen. Den stol kan vist efterhånden godt blive kaldt hans, siden det er der, han konstant og hele tiden befinder sig. Stella glider i rasende fart ind på pigens værelse. Skabet flås op med en styrke, så den ene låge falder helt af og lander med et hårdt bump på gulvet. Utallige stykker tøj hives ud, rives i småstykker og flyver bagud til at ligge i én stor bunke.

    ”Dumme, dumme Oscar. Forstår ingenting,” mumler hun, mens hænderne næsten automatisk fortsætter det ødelæggende arbejde. ”Jeg kunne lide kjole, fordi den virkede lille-pige-agtig. Men det var den slet ikke. Det var bare fordi, det faktisk var en lille pige, der havde kjolen på. Snyder. Fusker. Jeg hader folk som hende.”

    ”Nej, du gør ej.” Oscars stemme kan høres inde fra stuen. Han har ikke engang gidet at bevæge sig denne gang, men sidder velsagtens stadig behageligt tilbagelænet.

    ”Jo jeg gør så!”

    ”Selvfølgelig gør du ikke det. Så hold op med det pjat.” Hans stemme lyder ikke som andet end en hvisken. Stella banker den ene knytnæve direkte igennem skabslågen og ind i væggen. Der efterlades et dybt hul. Hun fortsætter med at banke på væggen, denne gang med flad hånd.

    ”Nej, nej, nej! Du ved ikke, hvad jeg tænker. Lad være med at spille så stor. Som om du kender mig bedre, end jeg selv gør.”

    ”Jamen, det gør jeg da,” siger han uden nogen form for tøven. Udsagnet får Stella til at stoppe sin banken i nogle sekunder, hvorefter hun fortsætter igen. ”Hvorfor skulle du hade et menneske? Hvis du hader det, er det et tegn på, at du skænker dem tanker. Du er, og har altid været, ligeså ligeglad med den art som med et hvilket som helst andet insekt.” I løbet af den mindre tale er Stella stoppet helt med sin banken.

    ”Hvorfor er jeg så så vred?” Hun har nu bevæget sig ind i stuen og kigger nedslået på tvillingens ansigt. Der kan ikke ses særlig meget andet end en ligegyldighed og fjernhed, der normalt ville have fået Stella til at trampe hårdt i gulvet. Nu venter hun bare.

    ”Du er ikke vred på hende. Du er vred over, at hun er skyld i, at du tog fejl. Du hader nemlig at tage fejl.”

    ”Hvad er forskellen da?” mumler hun og piller ved sit hår.

    ”Det kan du selv tænke lidt over,” lyder det, endnu engang i denne irriterende, afsluttende tone. Hvorfor er det, at Oscar næsten altid ender med at få det sidste ord? Stella hader det.

    ”Dumme, dumme Oscar. Tarvelige Oscar,” hvisker hun henslået og går tilbage til pigens værelse efter den hvide kjole. På trods af at have ødelagt så meget andet i lokalet, fik Stella ikke ødelagt selve årsagen til sin rasen. Kjolen er stadig både hel og farvet mørk af det indtørrede blod. Stella har stadigvæk ikke lyst til at tage kjolen på, men sidder bare med den i hænderne. Inde fra stuen kan hun høre radioen spille en sang om engle. Følelsen af Oscars tilstedeværelse rykker sig ikke en tomme. Så stille som han sidder lige nu, kunne han ligeså godt have været en statue. Endelig går Stella ind til ham med kjolen i hånden.

    ”Jeg ved, hvorfor jeg blev så vred,” siger hun sagte og går hen mod sin tvilling.

    ”Det tog dig godt nok lang tid at finde ud af, når man tænker på, at jeg lige fortalte dig det,” svarer Oscar uden synderlig interesse. Da Stella står så tæt på tvillingen, at hun ville kunne røre ved ham, sætter hun sig ned på sine ben. Hun griber fast om knæene og lægger sit hoved på hans skød.

    ”Du kender mig alligevel ikke så godt, som du selv tror.” Med en næsten lydløs stemme kommer ordene ud.

    ”Hvad mener du?” Oscar aer hende forsigtigt på hovedet.

    ”Jeg blev ikke vred på grund af kjolen. Jeg blev vred, fordi jeg havde brug for en grund til at være vred.” Tvillingen skal til at sige noget, men Stella fortsætter, før han kan nå at få et ord indført. ”Jeg gider ikke mere. Her er så forfærdeligt kedeligt. Der er kun børnefamilier og gamle mennesker. Jeg vil tilbage til byen, hvor vi rigtigt kan lege med folk. Og hvor vi er nødt til at passe på. Det er ikke spændende at lege med folk, der ikke har noget håb om at blive reddet.”

    ”Jeg forstår,” kommer det fra Oscar. Bevægelserne over Stellas hoved holder op og kører i stedet ned til håret. Fingrene glider igennem det lyse, efterhånden alt for filtrede hår. Førhen plejede Stella at gå mere op i sit udseende, men de sidste par uger er blevet hende ligeså ligegyldigt som så meget andet. Faktisk begyndte det netop nok, da de valgte at tage på landet. Herude har alle alligevel afslappet tøj på, så måske det er derfor, hun holdt op med at interessere sig?

    ”Så vi tager tilbage til byen? Ikke flere sommerhuse?” Den barnagtige stemme er vendt tilbage til Stella. Hendes glæde er så meget større, end hun havde forventet. Hvorfor havde hun ikke bare sagt noget til sin tvilling noget tidligere?

    ”Ja, når solen er gået ned, bevæger vi os ind mod byen. Vi må efterhånden også have taget alle de liv, der er at tage her i området. Det skal nok blive spændende at vende tilbage til det voldsomme byliv.” Med de ord holder han op med at rode ved sin søsters hår, lader sig læne tilbage i stolen igen og lukker øjnene.

   ”Hvor bliver det godt. Åh, men hvordan skal jeg se ud? Jeg må hellere tage noget ordentligt tøj på,” siger hun muntert til sig selv og går ind på Briannas værelse igen, igen. Den hvide kjole går ikke an, siden folk nok vil finde pletterne mærkelige. Beskidt tøj generelt er jo heller ikke særlig godt. Forhåbentlig er der noget tilbage i skabet, der ikke nåede at blive smadret. Da Stella begynder at synge, bevæger Oscar sig det lille stykke hen for at slukke radioen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...