Forfatterwannabe

Dette handler om en pige, der føler sig overset og ikke har lyst til at blive voksen (og dermed miste sin fantasi). At læse og skrive plejer at være alverden for hende, men blokeringer har sat sig i vejen.
Det er hendes 18års fødselsdag og hun har besluttet sig for at skrive et par sider for hver time, der går. Men alting går galt og som timerne går bliver hun bare mere deprimeret. Hvad skal hun gøre af sig selv?

Ideen er efterhånden et år gammel og har været meget forskellig; det har hele tiden handlet om at fylde 18, men tidligere har ting set anderledes ud; hovedpersonen har blandt andet tidligere både været af ukendt køn og hankøn og antallet af venner og hvor tæt fødselsdagen har været har også ændret sig meget.

0Likes
0Kommentarer
430Visninger
AA

3. Klokken 6

 

Da Vicky vågnede for anden gang den morgen, lagde hun ud med at tørre det ubehagelige, indtørrede spyt af sit ansigt. Hun var ikke en stor fan af hverken folk der talte i søvne, gik i søvne, snorkede i søvne eller savlede i søvne. Dette var ganske vist meget dobbeltmoralsk af hende, siden hun selv gjorde samtlige fire, men man ville aldrig høre hende indrømme det. Det der med at tale og gå i søvn måtte hun i sit stille sind også indrømme at savne, siden det plejede at have med hendes farverige drømme at gøre.

    Vicky havde nået at læse nogle få sider, før hun var faldet i søvn, men kunne alligevel ikke have sovet meget mere end tyve minutter. 06.13. Denne gang var huset så småt begyndt at have liv i sig. Man kunne høre farens lidt for hårde trin slå ned i gulvet. Formentlig kunne han igen ikke finde sin mobil. Noras fjernsyn var skruet højt nok op til, at Vicky kunne genkende Grace fra Will & Graces stemme. Moren var tydeligvis også allerede stået op, selvom hun først skulle senere på arbejde i dag. Man kunne høre hende tage en tallerken frem og hælde cornflakes op.

    Det var vel egentlig ikke fordi familien larmede så meget endda. Vicky var bare lidt for god til at lægge mærke til ting omkring hende, og siden hun ikke længere kiggede i bogen, men havde løftet sit blik mod loftet, virkede lydene bare så meget tydeligere, end de ellers plejede. Dengang Sune stadig boede hjemme havde det været nogle larmende morgener. Ikke alene havde han trampet hårdere rundt end faren, haft fjernsynet oppe på en endnu højere volumen end lillesøsteren og nærmest smidt rundt med morgenmaden; han havde også haft en tendens til at starte skænderier. De mest øredøvende, modbydelige skænderier havde altid fundet sted om morgenen.

    At Sune gik hen og blev et helt ansvarligt menneske, da han flyttede hjemmefra, havde forundret og glædet dem alle. Sidenhen havde han ikke alene fundet sig den perfekte kvinde, men havde pludselig både barn og hund. Børn sagde ikke Vicky noget. Eller, de var meget søde, så længe hun ikke behøvede at have med dem at gøre mere end én dag af gangen (dengang de havde skullet passe lille Rasmus havde været et helvede!).

    Til gengæld fandt Vicky sig selv værende svært jaloux over hunden. Sådan en schæfer havde hun altid ønsket sig. I stedet havde hun fået en afskyelig, kedelig gnaver – i form af en kanin – som hun straks havde givet videre til Nora. I Vickys øjne skulle dyr enten være store og intelligente eller små og ulækre. Hun havde heller aldrig fået lov til at få den kæmpeedderkop, hun havde ønsket sig.

    ”Godmorgen,” sagde Vicky og begyndte at finde ting frem til morgenmad. Hun kiggede op på køkkenets store ur. 06.34. Det havde taget hende over tyve minutter at tage sig sammen til at rejse sig op. Typisk hende.

    ”Godmorgen,” svarede moren. ”Er du ikke lidt tidligt oppe?”

    ”I lige måde,” lød det grinende fra Vicky, der få sekunder senere tog sig selv i at gabe. Morens efterfølgende grin var endnu højere.

    ”Hvad griner I af?” lød det fra Nora.  Det var ellers ikke særlig ofte, at familiens tre kvinder befandt sig i samme lokale.

    ”Ingenting. Vil du joine os?” spurgte Vicky og tog endnu en ske havregryn. I stedet for at svare rigtigt rystede Nora bare på hovedet og stillede den brugte tallerken til opvask. Hun skulle velsagtens til at gå i bad og derefter bruge et par timer på makeuppen.

    De tre søskende var gledet længere fra hinanden med årene. Sune var lige pludselig blevet så voksen og ansvarlig, at alt han efterhånden snakkede om, var bleskift, penge og politik. Selvom Nora kun var 15 år var hun også alt for voksen at have med at gøre.  Lillesøsteren havde så travlt med at se godt ud og tjene penge til at gå i byen, at hun ikke havde tid til eller lyst til at hænge ud med Vicky længere. Selv når de endelig snakkede sammen handlede det netop også om drukture, shopping og at forældrene ikke behandlede søsteren voksens nok, hvilket ikke interesserede hende synderligt.

    Vicky følte dog ikke kun, at søsteren og broren voksede fra hende, men at de på samme tid voksede sig tættere på forældrene. Hun vidste selvfølgelig godt, at forældrene elskede hende ligeså højt, som de elskede de to andre børn. Der var aldrig blevet forskelsbehandlet i hjemmet. Alligevel var de forskellige bånd efterhånden alt for tydelige i Vickys øjne.

    Sune havde automatisk altid været ”fars store dreng”. De havde gået til fodboldkampe sammen, havde snakket cykelløb og den slags. Vicky havde aldrig følt sig udenfor hvad det angik, for der var få ting i verden, der interesserede hende så lidt som sport. Det skulle da lige være politik eller klassisk musik. Det der særlige bånd havde de altid haft ved at være familiens to mænd. Førhen plejede Sune bare på samme tid at være en ballademager, der startede skænderier og hele tiden kom i unåde hos folk, hvilket dæmpede deres far-søn-forhold bare en smule. Nu hvor de begge var fædre havde de alting til fælles og snakkede altid åh så godt sammen.

    Så var der moren. Ikke alene havde Nora altid været den der nuttede lille ting, som alle altid elskede at beundre og som krævede al opmærksomheden. Det var normalt med lidt jalousi imellem store- og lillesøster. Nu var Nora bare begyndt at stjæle endnu mere opmærksomhed på så mange måder. For det første var hun ikke ligeså klog og flittig som Vicky, hvilket gjorde, at moren hver aften sad og hjalp lillesøsteren med lektierne.

    En anden ting var, at de begge nød shopping og mode og makeup, hvilket gjorde, at de tit tog på den slags ture sammen. Vicky blev selvfølgelig altid inviteret med, men endte alligevel bare med at stå i sidekanten, de par gange hun havde sagt ja. Derudover fandt Nora for få år siden ud af, at hun gerne være skuespiller, hvilket deres søde, støttende mor selvfølgelig hjalp med så vidt muligt. De tog til auditions sammen og hver gang lillesøsteren gik ned fra en scene, var moren altid den stolteste i verden.

    Altså stod Vicky tilbage som den eneste i familien, der ikke havde et helt specielt forhold til et andet familiemedlem. Selv mormoren og farfaren havde altid holdt mest af Sune, mens farmoren altid havde haft en forkærlighed for Nora. Dette plejede kun at gå Vicky ganske lidt på, da hun var yngre, men sådan som tingene havde ændret sig, var hun begyndt at tænke meget over det. Hun havde venner, der holdt af hende, en familie, der elskede hende, var en flittig studerende med en nogenlunde sund hobby og et stort værelse og alt muligt. Kunne det ikke bare være nok?

    Tydeligvis ikke, siden Vicky havde nået at bebrejde Nora to gange for to abnormt åndssvage ting i løbet af hendes par sekunder i køkkenet. Først blev hun sur over at have ødelagt kvalitetstiden Vicky havde gang i med moren, herefter lod hun sig fornærme over at søsteren ikke gad spendere et par sekunder med hende, inden de begge fik travlt med diverse ting og sager.

    ”Mor?” kom det lige så stille fra Vicky, da morens positur indikerede, at hun skulle til at rejse sig op. Der kom intet svar. Pigen prøvede en gang til, men denne gang havde kvinden allerede rejst sig op og var på vej til at skylle både sin egen og Vickys tallerken af.

    ”Skal du ikke ind og sove lidt mere, du ser så træt ud, skat. Sidder i din egen verden,” kvidrede den lidt for morgenglade mor, der rodede lidt ved datterens morgenhår, før hun gik ovenpå. Tilbage sad Vicky med den der nagende følelse. Hun vidste jo godt, at moren ikke bevidst havde ignoreret sin ældste datter. Som altid var hun bare blevet overhørt; overset. Nej, det var ikke første gang og formentlig også langt fra sidste gang. Vicky tog sig endelig sammen til at gå tilbage til sit værelse, hvor hun smed sig på sengen.

    Hun havde så meget lyst til at græde eller skrige eller ødelægge noget. Alt dette var følelser, hun afskyede og gjorde sit vitterligste for at ignorere, gemme væk, få til at forsvinde. Af indlysende grunde var hun altid blevet kaldt det stille barn. Når noget gik hende på, tænkte hun på andre ting. I hendes tanker var det lidt ligesom med et fjernsyn; hvis der var noget, hun ikke gad at se, zappede hun bare videre eller slukkede helt.

    Både Sune og Nora havde skændtes på livet løs med forældrene og ladet sig styre alt for meget af følelserne. Vicky kunne huske at have trøstet lillesøsteren et hav af gange over de underligste små ting, mens moren selvfølgeligt havde snakket med den yngste datter om de større problemer. Sune havde haft raseriet og slåskampene. Begge to havde haft en større skare af venner end Vicky nogensinde ville have lyst til at have, men til gengæld havde de altid en 3-5 mennesker, de ikke kunne fordrage eller have noget med at gøre på nogen måde.

    Så var der stille og søde og rolige og Vicky. For hende var det direkte pinligt at vise eller tale om følelser. Hendes problemer var så ligegyldige i forhold til hungersnød og dødelig sygdom og lignende, at hun ikke følte sig berettiget til at være ked af det. Alligevel havde hun til tider de der øjeblikke, hvor hun havde lyst til at komme af med det hele og ignorere sit eget overjeg.

    Øjeblikkene forpassede dog altid af den ene eller anden årsag. Nogen havde en grim nyhed, som virkede så meget værre, eller en god nyhed, så man ikke ville spolere humøret. Til tider var hun blevet afbrudt, da hun skulle til at fortælle hvor ensom og modløs, hun var, mens hun andre gange bare blev overhørt.  Ligesom nu.

 

Der lå Vicky altså; bedrøvet og modløs. Men det var netop i disse situationer, at hun skubbede alle de grimme følelser til side ved at tænke på noget positivt. Tankerne kunne enten hive fat i et rart minde fra barndommen – som dengang de var i Disneyland – eller hun kunne i sit sind gentage sætningen ”Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg …” indtil hun var faldet til ro. En tredje måde hun oftest brugte, var at finde på historier. Enten kunne Vicky befinde sig i en perfekt verden, hvor alting gik efter hendes hoved. Ellers kunne hun opfinde en ond og dyster verden, der var så meget værre end den virkelige, at hendes egne problemer på den måde sank i gruset.

    I dag valgte hun at skabe sig en perfekt verden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...