Forfatterwannabe

Dette handler om en pige, der føler sig overset og ikke har lyst til at blive voksen (og dermed miste sin fantasi). At læse og skrive plejer at være alverden for hende, men blokeringer har sat sig i vejen.
Det er hendes 18års fødselsdag og hun har besluttet sig for at skrive et par sider for hver time, der går. Men alting går galt og som timerne går bliver hun bare mere deprimeret. Hvad skal hun gøre af sig selv?

Ideen er efterhånden et år gammel og har været meget forskellig; det har hele tiden handlet om at fylde 18, men tidligere har ting set anderledes ud; hovedpersonen har blandt andet tidligere både været af ukendt køn og hankøn og antallet af venner og hvor tæt fødselsdagen har været har også ændret sig meget.

0Likes
0Kommentarer
429Visninger
AA

2. Klokken 5

 

Vicky vågnede med et sæt. Puden var svedig og dynen var blevet kastet på gulvet i løbet af natten. Det var en af de koldere maj-morgener, så egentlig burde teenageren fryse. Hun vidste dog godt hvor den indre ophedning kom fra.

    Problemet var hendes drømme. Eller mangel på samme. Hun sukkede, kiggede på mobilens ur og tændte for lyset. Klokken sagde kun 05.02, men Vicky orkede ikke at give søvnen et nyt forsøg. I stedet tog hun fat i sin drømmedagbog og begyndte at skrive:

    ”Ingenting, mørke, fald.” Herefter brugte hun et par minutter på at kigge bogen igennem. De sidste to uger havde hun haft denne samme, foruroligende drøm fire gange. Resten af tiden kunne hun ikke huske at have drømt noget. Faktisk havde hun ikke haft en ordentlig drøm i snart tre måneder. Hvis Vicky havde været overtroisk, havde hun nok lagt for meget i de pludseligt manglende drømme. Heldigvis var hun af den overbevisning, at hun skulle se eller opleve noget, før hun troede på det. Alligevel gik det hende på.

    Pigen kiggede op. Hun syntes at have hørt noget. Ganske rigtigt kom der to bankelyde igen, denne gang lidt højere end før. Vicky lukkede per instinkt bogen i, før hun gik hen og åbnede for døren. Udenfor stod faren og kiggede søvnigt på hende; der var vist en, der ikke havde fået sin kaffe endnu.

    ”Hvad laver du oppe så tidligt?” spurgte han halvgrødet og sneg sig til at kigge ind på hendes værelse. Af en eller anden grund troede forældrene altid, at Vicky skjulte et eller andet derinde. Eller den følelse fik hun i hvert fald lidt for ofte. Dette var dog ikke tilfældet; det eneste sted, hun gemte ting, var på computeren.

    ”Jeg kunne ikke sove, så jeg kigger bare lidt på noget, jeg har skrevet,” lød Vickys svar prompte. Faren virkede ikke tilfreds, men han havde heller aldrig været fan af hendes fritidsinteresse inden for skrivning. Da teenageren havde været lille, havde han ladet som om, at historierne interesserede ham. Men som hun blev ældre, blev kritikken større, hvilket til sidst havde medført, at hun ikke lod ham læse historierne længere.

    ”Du skal først møde klokken 10 i morgen, ikke? Få dog lidt søvn, mens du kan.”

    ”Nah, jeg klarer mig. Godnat far,” svarede Vicky og gav ham et hurtigt kys på kinden, inden hun lukkede døren og slog låsen for. Forældrene havde ikke forstået, hvorfor deres datter så gerne ville have en lås dengang for to-tre år siden, men havde føjet hende med det samme. Et par af veninderne havde også syntes, det var noget mærkeligt noget. Tanja havde dog givet hende ret i, at det måtte være rarere. Så var privatlivet lidt mere sikret, til hvis hun skulle have veninderne eller en kæreste på besøg. Ikke at hun havde haft en kæreste at bringe med hjem før for nyligt.

    I stedet for at vende tilbage til drømmedagbogen valgte teenageren at tænde for den bærbare; hendes yndlingsbeskæftigelse. Sådan en lille ting – kun en anelse større end en normal bog – bød på så forfærdelig meget underholdning, massevis af redskaber til lektier og ikke mindst det fantastiske tastatur med hvilket, hun kunne skabe verdner og lave historier mange gange hurtigere, end dengang hun havde været nødt til at skrive den slags i hånden.

    Denne gang tændte Vicky dog ikke pc’en for at skrive. Faktisk havde hun ikke fået nedfældet hverken ideer eller fantasier i ugevis. Inspirationen havde ligesom drømmene simpelthen ikke været der, men som hendes mor havde sagt: ”Måske den bare lige har brug for en lille ferie; det får vi jo alle sammen.” Problemet var bare, at det aldrig var sket for Vicky før, at hun hverken havde lyst eller ideer til at skrive. Aldrig. En af dagene havde det gået hende så meget på, at hun havde åbnet et word-dokument med beslutningen om at få skrevet et eller andet. Dette var uheldigvis endt med tre timers stirren.

    Pigen forsøgte at ryste de grimme tanker af sig. Internettet tændtes og ligeså gjorde diverse chatsteder. Egentlig skulle man ikke forestille sig, der kunne være særlig mange online på hverken msn, facebook eller skype på den tid af morgenen. Heldigvis slog face’ren dog aldrig fejl. Hele fire styk mennesker lå heller ikke og sov eller var ved at gøre sig klar til arbejde eller lignende. En bonus måtte være, at en af de fire var Rita; en veninde helt tilbage fra børnehaven.

    ”Godmorgen,” skrev hun til samtlige af de fire, selvom hun ikke anede, hvem den ene var, og kun havde set to af de andre ved en enkelt begivenhed eller to. Da der slet ingen svar kom, sendte Vicky i sin utålmodighed først en ekstra smiley til samtlige af de fire, hvorefter hun begyndte at kigge diverse hjemmesider igennem og rydde lidt op i sine dokumenter. Desværre havde pigen en tendens til at være lidt for ofte på computeren uden egentlig at have noget at lave derpå, så der var kun få ting, der var værd at flytte rundt på og nærmest ingen nyheder på hverken hjemmesider eller blogs siden sidst. Hvilket da i realiteten også kun var et par timer siden.

    ”Godmorgen J,” kom svaret endelig fra Malik, en dreng hun vistnok havde mødt til Lous fødselsdag. Lous rigtige navn var Nadia, men ikke engang lærerne kaldte hende det længere. Vicky funderede over, hvor Lou og Malik mon egentlig kendte hinanden fra, mens hun skrev et svar. Hun havde besluttet sig for at snige spørgsmålet ind i deres samtale på et tidspunkt. Pigen valgte dog hurtigt at opgive at skrive med Malik, da hun blev træt af hans enstavelsessvar. I mellemtiden var både Rita og Tor logget af, mens et par andre til gengæld havde logget på. Dog gik andet forsøg på en samtale heller ikke efter planen, hvorfor Visky endte med at opgive. Den bærbare blev slukket og lettere bestemt gik pigen i stedet over til reolen for at søge efter noget godt læsning at slå tiden ihjel med. Eller få inspiration af.

    Selvom bøgerne var de samme som altid, tog Vicky flere ud og kiggede lidt på dem. Det var en lille samling af hendes yndlingsbøger, som alle var blevet læst mindst tre gange. Dermed kendte hun dem alle fra ende til anden. Alligevel kunne det at tage dem ud og kigge lidt på for- og bagsiden give hende en ide om, hvad hun mest af alt følte for.

    ”Kraften fra kamere” var den eneste af bøgerne, der ikke var direkte fantasy, men som selvfølgelig alligevel havde en form for overnaturlighed i sig. Vicky havde aldrig helt fundet ud af, hvad præcis der fascinerede hende ved denne. Hovedpersonen var afskyelig og generelt kunne hun faktisk ikke fordrage nogen af karaktererne, romanen omhandlede en form for hypnose, hvilket var en anden ting, hun ikke var fan af og desuden var slutningen … i det mindste var den okay original, men det var da også det eneste, der var ved den slutning.

    Bøger om vampyrer følte hun på ingen måde for lige nu. De der smukke væsner, der kunne leve så godt som evigt, som myrdede og filosoferede og oftest var at se om natten; dem plejede Vicky at være stor fan af, men med den der Twilight-tendens havde selv hun efterhånden fået nok af den form for fantasy. Og dog. Hun greb fat i ”Dødens baron” og overvejede den lidt. Middelalderligt miljø, mordere og tyve, vampyrer og drager, kærlighed og krig. Jo, det var helt sikkert den roman, Vicky havde lyst til at læse. Eneste problem var, at den aldrig var blevet afsluttet. Der var kun udkommet to ud af tre bøger, hvorfor teenageren altid endte med en underlig tom fornemmelse inden i sig selv, når der ikke var mere.

    Mens pigen lagde sig til rette på sengen med bogen ved siden af sig, besluttede hun for sig selv, at hvis hun nogensinde fik udgivet noget – og især hvis det var bare halvt så godt som Lautitzens Luna-bøger – ville hun ikke lade sine læsere vente så lang tid på en fortsættelse! ”Jeg har aldrig nogen sinde hævdet at jeg var en sød pige. …” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...