Wild Paradise [1D]

Mød Christine Payton. Flabet, højrystet og et kendt ansigt i det mørke natteliv. Hun er afhængig af stoffer, alkohol og rygning. Men hvad sker der når den person, der trak hende ned i nattelivet, opsøger hende? Og tvinger hende til at bo med ham og hans venner? I et år? Og når føelser bliver inblandet, er der ikke meget at gøre. Christine bliver tvunget ud i en hård tid. Hårderer end at være afhænging. Afholdelse. Vil Harry være der til at hjælpe hende? Eller vil han skride når hun har mest brug for ham? Ligesom sidst.

25Likes
11Kommentarer
2591Visninger
AA

3. Tears

Jeg åbnede stille mine øjne, og mærkede at hele rummet snurrede. Fuck mit klamme skod liv. Jeg tog mig til hovedet, og det gav et stik af smerte igennem mig. Jeg kunne ikke huske en skid fra igår og var også pisse ligeglad hvad der var sket. Jeg lagde mig ned på min hovedpude, og kiggede op i loftet. Det var da ikke mit loft? Fuck, hvor fanden er jeg? Jeg satte mig igen op, og kiggede mig rundt. Værelset lignede et hvert andet normalt værelse, bortset fra at det var meget upersonligt. Der var igen personlige ting, som billeder, eller plakater. Væggene var sygeligt hvide, og sengen stod i midten beklædt med grønt silke betræk. Altså wtf? Grønt silke? Hvem i hele verden bruger det til senge betræk? Jeg rystede på hovedet, hvilket reslutterede i at jeg måtte ligge mig ned igen. Jeg tog mig til hovedet, og kunne mærke det dunkede i takt med mit hjerte. Jeg kiggede igen rundt i det upersonlige værelse, og besluttede mig for at fyren måtte være et sted i lejligheden. Jeg rejste mig op, og forventede jeg ville være nøgen, men jeg havde derimod min kjole fra igår på. Den sad akavet forkert, og man kunne se halvdelen af min vorte. Jeg rettede kjolen, og gik så med forsigtige skridt ud i lejliheden. En føelse af deja-vu ramte mig.

"Sæt dig ned C" Harry sendte mig et nervøst blik, og jeg satte mig ned i sofaen. "Jeg er nød til at fortælle dig noget" Han kløede sig i nakken og forsatte så. "Jeg kan ikke blive set med dig mere, du har ændret dig alt for meget, det vil give problemer for bandet. Jeg er ked af det" Tårende pressede sig på, og jeg kiggede skræmt på Harry. Hvad havde han lige sagt? "Vi er nød til ikke at være venner mere" De 8 ord kørte rundt i mit hoved. Tårende begyndte at strømme ned af mine kinder. "Chirs- jeg.." Inden han nåede at sige mere, rejste jeg mig op, og løb grædende ud af lejliheden. Hvordan kunne han? Lige når jeg behøver ham allermest, så siger han fra. Jeg krydsede ind på en side gade og satte mig ned. Jeg græd, og jeg græd. Hele natten.

Jeg glippede forvirret med mine øjne. Han havde gjort alt det her ved mig. Jeg kiggede på min arm hvor 3 store ar stadig lyste op. Jeg kunne mærke en tåre på min kind, og tørrede den hurtigt væk. Jeg hørte lavmældte stemmer inde fra det sted jeg gættede på var stuen. Jeg bevægede mig forsigtigt derhen, og så 4 drenge side og snakke sammen. 4 alt for velkendte drenge. Jeg mærkede mine årer fryse til is. Det her kunne ikke være sandt? Kunne det? En af de fem drenge kiggede op på mig, og smilede et omsorgs fuldt smil. Liam. Jeg kunne mærke tårende løbe om kap ned af mine kinder. "Chirs.." Harry's stemme var tøvende, som om jeg var en tikkende bombe der kunne sprænge hvert sekundt.  "Hva-hvad laver jeg her?" Stammede jeg. Mine hænder var kampagtigt knyttede, og mine fødder var som limet til gulvet. "Jeg vil hjælpe dig" Harry's stemme var omsorgsfuld. En omsorgsfuldhed jeg havde savnet helt vanvittigt meget. Jeg kiggede for første gang hen på ham. Han havde en mørkeblå striktrøje, og et par jeans på. Hvis jeg skal være ærlig, så var han lækker. "Jeg ved du aldrig vil tilgive mig for hvad jeg gjorde, men vil du ikke være sød at prøve? Vi vil hjælpe dig Christine" Jeg glippede overrasket med øjnende. Hjælpe mig? "Nej, jeg skal hjem" Min stemme var overraskende kold, og som jeg sagde det, bevægede mine fødder sig ud mod gangen. "Nej, du skal blive her" Foran mig stod Louis. Han smilede opmuntrende til mig, og førte mig ind i stuen.

"Slip mig Louis! Jeg vil ikke være her!! I skal ud af mit fucking liv!!" Skerg jeg, og vred mig i Louis' arme. "Rolig Chris, du er nød til at være her" Jeg vendte øjne. "Hvorfor?" Spurgte jeg flabet. "Fordi din mor ikke kan styre dig mere, hun kommer med dine ting idag" What?! Oh my god. "Så flytter jeg hjem til Hope og Chelsea" Jeg gik udenom Louis, og ud i gangen igen. "Det kan du ikke, din mor har givet os ansvaret, du bliver her til fylder 18" Jeg stoppede op, og mærkede vreden pumpe i mit blod. "I er så fucking hellige. Jeres ansvar kan rage mig langt op hvor solen ikke skinner!" Råbte jeg vredt, og smækkede døren til gæsteværelset.

****

"Christine, din mor er her. Vil du snakke med hende?" Niall's bløde stemme ramte mine ører. "Ja, bare send hende ind" Sagde jeg, og tørrede en tåre væk fra min kind. Drengene havde ladet mig være, bortset fra at Liam var kommet ind med en hovedpine pille til mig. Kort efter kom min mor ind af døren. Hun rettede på sit mørkebrune hår, og satte sig i sengen. "Jeg er ked af det, men det er det bedste for dig" Min mors øjne fyldte med tårer, og understregede det første i sætningen. "Hvorfor mor? Ja, jeg har et problem med alkohol, men det er faktisk Mr. Perfect Styles derinde, der er skyld i at det er gået så galt" Jeg pegede ind på stuen. "Det ved jeg, men giv dem nu en chance, Harry vil det bedste for dig" Med de ord, rejste hun sig og gik. Dejlig mor jeg har mig. Jeg smed mig grædende ned på hovedpuden. Jeg begyndte at skrige, skrige af smerte. Smerten inde i mit hjerte var uudholdelig. Jeg skerg højerer og højerer. "Hvad fanden sker der?!" Råbte Harry panisk. Jeg stoppede ikke med at skrige selvom han hev mig op og sidde. Tårende løb ned af mine kinder, og mine skrig blev blandet med snøft. "Chris, hvad er der galt?" Spurgte Harry, og lagde armen om mig. Jeg stoppede med at skrige, og græd ned i hans skulder. "Shh" Sagde Harry berogligende og strøg mig over ryggen. "Hvorfor græder du?" Spurgte han. "Det er ligemeget" Mumlede jeg, og tørrede mine øjne. "Okay, jeg er her hvis du har brug for mig" Sagde han og rejste sig. Han smilede opmuntrende, og gik så ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...