New Life. Maybe? - One Direction 15+

*Denne Movella har øhm.. Intense scener*
**Der er en stor del på engelsk**

Valerie Olsen er 17 år, hun har mørkbrunt hår, store mørkebrune øjne, hun har en flot solbrun hud og er ca 165 høj. Hun bor i Danmark med hendes far, mor og fire mindre søskende Michael, Mathias, Mike og Vanessa.
Sidste gang Valerie var sådan rigtigt på ferie, var for 9 år siden, inden hendes søskende kom til verden, så da hun får mulighed for at tage med hendes kæreste til London, tænker hun kke to gange.
Men når så Valerie og Adam slår op en uge før, hvad siger hendes forældre til det, at de vælger at tage afsted som venner? Hvem er den søde fyr der løber ind i Valerie i lufthavnen og vil hun nogensinde møde ham igen? Og hvordan vil det egentlig ske? Hvordan vil det gå Valerie og hendes musik? Vi hun overhovedet kunne holde at være der kun to uger?

11Likes
17Kommentarer
1391Visninger
AA

2. Stay

Stay - Miley Cyrus

 

”Jeg tager med ham til London lige meget hvad! I skal ikke bestemme det, vi kan sagtens tage af sted som venner!” Råbte jeg til mine forældre. Mig og Adam havde slået op, men da det allerede var planlagt at jeg skulle med fjorten dage til London med hans familie, aftalte vi at tage af sted bare som venner. ”Du skal ikke med og sådan er det bare!” sagde min mor - Anne strengt. ”Jeg bliver 17 år på turen, du skal ikke bestemme hvad jeg gør, og ikke gør!” Råbte jeg videre, det var kun et spørgsmål om sekunder før mor også tændte af. ”Nu kommer du her og sætter dig ned og så snakker vi om det her.  Stille og roligt. Uden at råbe af hinanden, for du skal indse at du ikke kommer med, og sådan er det bare!” Råbte min far - Peter, der ikke plejede at blande sig i uenighederne mellem mor og mig, så den her gang var det slemt, det vidste jeg også godt. ”Men far…” ”Nej Valerie!” sagde han bestemt, han var irriteret, for han brugte kun mit fulde navn, når han var i dårligt humør. Jeg begyndte at græde, nu havde jeg haft chancen for at komme til udlandet, den mulighed havde jeg ikke haft, siden mine søskende kom til. Der var bare ikke penge nok. Det er ni år siden det skete, familien blev over dobbelt så stor. Der kom firlinger til familien, tre drenge – Michael, Mathias og Mike, og en pige Vanessa.

”Jeg er nødt til at hente drengene” sagde mor til far. ”Det er okay, jeg snakker med hende” mor tog af sted og efterlod far med den grædende lille mig. ”Val, jeg er ked af det, men du må altså ikke tage af sted. I er ikke sammen længere, så hvis der sker noget, så er vi der ikke!” Hviskede far til mig, ”Men far, vi har været venner i 12 år! Vi bare ikke følelserne for hinanden længere? Desuden er vi blevet gode venner og jeg lover at hvis de sker noget, så er du den første jeg ringer til! Må jeg ikke nok, jeg har ikke haft en længere ferie i ni år! Be om søde far!” ”Okay Val, men hør lige på mig først. Du SKAL ringe, hvis der er det mindste, ingen piercinger, tatoveringer og sådan noget. INGEN drenge, vi kan ikke have at du kommer hjem med kærestesorger! Og ikke noget med og sige det til mor! Jeg kører dig og først når du er landet i England, må du kontakte mig og KUN mig. Okay?” Mine tårer stoppede straks, da jeg igen så op på far ”Tak far! Du er den bedste, men det ved du godt!” ”Skynd dig at pakke, men gem det væk så din mor ikke ser det” ”Tak igen far. Jeg elsker dig” skyndte jeg mig at sige, hvorefter jeg forsvandt op på mit værelse for at pakke. Og det skulle gå stærkt! Jeg skulle rejse dagen efter og kun far og Adams familie vidste at jeg skulle med. For en gangs skyld fik jeg endelig lov til at gøre noget selv! Det var nu jeg skulle vise at jeg godt kunne.

Op for at pakke. To uger. To kufferter. Jeg ville finde alt hvad, hun skulle bruge og bagefter presse så meget mere ned i som muligt. God strategi. Jeg havde dog en liste over tingene på hotellet, så dem skulle jeg ikke have med. Så det var bare: tøj, sko, toiletsager og andre vigtige ting som oplader og telefon. Jeg fik hurtigt stoppet en masse tøj ned i kufferterne, men stoppede op, da jeg kom til at tænke på, at jeg også skulle rejse i noget. Det skulle være behageligt, men stadig lækkert. Det blev til en blomstret kjole, en blazer og et par converse, så kunne det jo heller ikke gå helt galt. ”London here I come.”

Døren nedenunder gik op, og det betød – mor var hjemme. Jeg var nødt til at smide kufferterne ind i mit allerede tætpakkede skab. Jeg kiggede på uret. 17.58. Flyet gik kl. 5 – 11 timer endnu. Det kunne jeg godt lige klare. Det eneste dagen nu stod på, var aftensmad, pakke og så i seng. *bank* *bank* ”må jeg komme ind” lød det fra døren. Det var far. ”Jaja” sagde jeg hurtigt. ”Hør her skat, nu skal du høre hvordan det her kommer til at foregå. Jeg siger til mor at jeg skal se noget i fjernsynet ved to-tiden og kommer så op for at vække dig.  Du skal pakke færdig og så kører vi så snart du er færdig. Vi skal bare gøre det så stille som mulig. Okay?” ”Ja selvfølgelig far. Du er den bedste” Sagde jeg og gav ham et kram. Det var muligheden for at skinne. Nu kunne jeg måske få mit musik igennem, det havde taget mig 10 år, men nu kunne jeg både synge, danse, spille klaver og guitar. Min guitar var især en stor del af mit liv, men for et par uger siden, besluttede mine brødre at lege rockstjerner, og endte med at smadre den. Dog havde far lovet mig en ny, jeg havde bare aldrig fundet den rigtige. Det måtte jeg gøre når jeg kom til London!  

”Der er aftensmad! Kom så” lød det fra køkkenet. Mor. Jeg nærmest løb ned for at spise, jeg glædede mig allerede helt vildt, men jeg var nødt til at være sur ved bordet, for mor måtte jo ikke vide noget. Aftenen gik stille og roligt, langsomt blev mine søskende smidt i seng og pludselig var klokken næsten ny dag. Jeg lagd mig op for at slappe af og…

*Bank* *Bank* ”Skat, du skal op og pakke færdig” der var en der ruskede i mig. Jeg måtte være faldet i søvn? Klokken var halv tre! Vi skulle køre om en halv time. Senest! ”Hvorfor vækkede du mig ikke før?” hviskede jeg. Og skyndte mig at pakke videre og komme i tøjet, dog ikke uden et bad først. Da jeg kom ud fra badet, havde far allerede slæbt mine tasker ud i bilen, så jeg skulle bare hurtigt pakke min håndtaske med de mest nødvendige ting. Telefon, headphones, pung, solbriller, en bog og mit medicinskab – Jeg går ingen steder uden Panodil, allergipiller og plaster, det lærte jeg på den hårde måde. Jeg valgte også lige at tage en notesbog og en kuglepen med, så havde jeg lidt jeg kunne skrive tanker og andre ting ned i. Færdig med at pakke. Så gik turen mod lufthavnen.

Hele vejen i bilen – den tre kvarter lange køretur, sad far og jeg og skrålede med på sangene i radioen, det var en ting vi altid gjorde sammen, når vi altså var alene, dog var det ikke altid det lød lige godt, især ikke fra fars side! Han havde bare altid været der for mig når det gjaldt musik.

Vi holdte på parkeringspladsen ved lufthavnen og det gik op for mig, at jeg rent faktisk var på vej på ferie. Og så gik det straks lidt hurtigere med at komme videre. Da far og jeg endelig nåede indenfor med kufferterne, blev vi mødt af Adam og hans forældre, hans søstre var ingen steder at se – han har to Annabella og Kimmie. ”Valerie, hvor er det godt at se dig” sagde Adams mor – Lene til mig og hans far – Peter, sjovt nok. Nikkede enigt, mens Adam trak mig ind i et kram. Min far hilste hurtigt på alle tre og gav sig så til at aftale et eller andet med Peter. ”Vaaaaaaaaaaaal!” To piger kom gående hen til mig, Adams søstre, de var 16 år og tvillinger, og nogle af mine gode veninder. Jeg blev mast i et dobbeltkram,” også godt at se jer” fik jeg pustet ud. ”Vi skal af sted nu” Lene afbrød os, gudskelov for det da! Vi gik mod check in, ”øhm, Val har du ikke glemt noget?” Jeg vendte mig rundt, kastede mig ind i fars arme og med hovedet begravet i hans skulder, fik jeg mumlet, ”Jeg kunne aldrig glemme dig far! Tak. Elsker dig” ”Jeg elsker også dig! Jeg har faktisk noget til dig.” ”Hvad?” Han stak hånden ned i lommen og tog en kuvert op og gav mig den, ”Lov mig du åbner den når du er alene, okay?” ”Selvfølgelig far. Vi ses!” sagde jeg og smuttede over til de andre, for derefter at forsvinde i mængden af folk i Kastrup Lufthavn. Dog nåede jeg at høre ham råbe ”God tur Val, pas på dig selv” Det gav mig et smil på læben.

 

__________

 

Tak fordi i gider læse den!

- Jeg er meget inspireret af musik og der kommer så også til at stå en sang i toppen af hvert kapitel.

Tak igen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...