Hemmeligheder 2 (1D)

Dette er 2'eren af 'Hemmligheder'.

Line og Louis' liv er perfekt. Louis har friet så de skal snart giftes, og Line er sammen med Danielle ved at gøre klar til brylluppet. Men hvad sker der når en gamle flamme kommer tilbage midt i det hele? Vil Louis måske falde for hende? Hvad sker der mon med Angel, når hun begynder at snakke om hendes far har kysset en anden? Få dage får brylluppet? Vil de blive gift? Og hvad vil der ske på bryllupsrejsen vis Line valger at se bort for det? Vil hun måske finde en anden?... Følg med i Hemmligheder 2, som er skrevet af Line K. ...

83Likes
110Kommentarer
7524Visninger
AA

9. Kapitel 7.

 

Never Again.

De sidste par dage var gået med kvalme, opkast og tænkte på hvad mig og Louis har tilbage. Jeg havde en underlig følelse i maven. Der var fire dage til brylluppet, og jeg havde stadig ikke besluttet om jeg havde styrke nok til t give hm en chance mere. Louis gav mig styrke når jeg manglede, og uden ham ved min side kunne jeg intet. Alt forsvandt.

Jeg gik ned f trappen, og ind i stuen. Jeg boede stadig ved Niall, og vad jeg kunne se så havde han gang i et twitcam. "Godmorgen Niall" Halv hvisket jeg, og gav et meget lille smil fra mig. "Godmorgen Line, hvordan har du det?" Spurgte han, og rejste sig fra skærmen. Han kom hen til mig, og trak mig ind i hans arme. Jeg trak mig på skuldrene. "Har det ikke fantastisk, men har det bedre" Svarede jeg. Enlig var det en løgn. Jeg savnede Louis som bare fanden. "2 sek" Sagde han, og gik hen til skærmen. "Når men vi ses piger! Det var hyggeligt, og tak for jeres spørgsmål. Elsker jer" Sagde han, og lavede luftkys, før han lukkede skærmen ned. "Så" Sagde han, og kom hen til mig. "Du bliver nød til at give ham et svar" Startede han, og trak mig ned og sidde i sofaen ved siden af ham selv. "Der er kun fire dage, og han er virkelig ved at gå helt ned vis ham ikke allerede er det. Du ved jo godt hvor meget han fortryder det han gjorde, og hvor meget han savner dig" Forsatte han. Jeg mærkede en svag følelser i mit bryst. Følelsen af at savne ham så meget. Jeg tog foran døren til mig og Louis hus. Det var mærkeligt at jeg skulle banke på ved mit eget hus.

Jeg tog en dyb indånding. Mig og Niall havde siddet og snakket sammen i over to timer, og han havde fået mig overbevist om at jeg skulle tilgive ham. Jeg skulle til at banke på da jeg hørte Louis' vrede stemme. "ELEANOR JEG GIDER IKKE SNAKKE MED DIG! DU HAR ØDELAGT MIT LIV!". Min mave trak sig sammen, og jeg kiggede chokket på døren. Var Eleanor her? Jeg sank en klump, og gik stille og roligt ind af døren. "Louis stop nu! Du ved at jeg elsker dig, og du ved godt selv at du elsker mig!" Råbte en stemme, som helt sikkert var Eleanor's. Jeg fik det dårligt af at høre på hendes stemme. Det hele er hendes skyld. "Eleanor jeg elsker dig ikke, jeg elsker Line! Vis du ikke vidste det så skal vi faktisk giftes om fire dage..! Nåårh nej, det skal vi nok ikke mere, fordi du lige skulle ødelægge det!" Sagde han, og jeg kunne høre noget glas gå i stykker. Jeg spærrede øjnene op, og gik hurtigt ind i stuen. Når Louis var sur, kunne ham nemt gøre ting han fortyder. "Louis hvornår indser du det! Det er ikke min skyld, og det ved du! Du kan lide mig, ellers ville du aldrig have kysset mig!" Råbte hun, og jeg kunne se hvor såret, vred og sur hun var i hendes græde færdige øjne. De havde ikke set mig endnu, så jeg fulgte bare med i deres samtale. "Eleanor få det ind i dit hoved, skal jeg virkelig stave det for dig! J-E-G E-L-S-K-E-R D-I-G I-K-K-E! Og lige nu vil jeg bare have at du skal lade mig være! Lige nu har jeg vigtigere ting at tage mig til!" Sagde han vred, og der landede en vase mere på guvet ved siden af den anden. Jeg var overrasket over hans ord. Jeg kunne ikke andet end at smile, selvom tiden ikke lie var perfekt. "Så du vil have at jeg skal gå, fint! Når det brylluppet ikke bliver til noget, så ring! Hun gider dig jo alligvel ikke!" Råbte hun. Jeg kiggede på Louis, som så græde færdig ud. Jeg kunne se, og mærke i mit bryst hvor meget det sårede ham. Jeg trådte frem fra mit skjulested, og gik mod dem. "Eleanor det her brylluppet blive til noget, og nu vil jeg godt have dine falske patter ud af mig hus, er det forstået, og du skal aldrig komme her igen" Sagde jeg, og smilede falsk til hende. Hun kiggede mundlam på mig. "Jeg troede du hvde droppet ham" Svarede hun snobbet. Jeg kiggede på hende med mit 'wtf' blik. Mange ting havde jeg troet om hende, men aldrig at hun havde været så snobbet. Da jeg mødte hende første gang, var hun sød. Men hendes job som model og skuespiller har vidst taget overhånd. "Bare gå" Sgade jeg, og pegede mod døren. Hun kiggede fornærmet på mig, og greb sin jakke før hun gik. 

Jeg kiggede genert på Louis. "Mente du det?" Spurgte han nervøst. Jeg sendte ham et lille smil, og gik over mod ham. "Ja, Niall mange forsøg på at overbevise mig, har vidstf givet porte" Startede jeg, og kiggede ind i hans øjne. De øjne jeg for første gang i langtid har kigget ind i, med så meget kærlighed. "Og så savner jeg dig også. Og jeg ved jo godt at du ikke mente noget med det, og det ved jeg specait nu da jeg har hørt det du havde til Eleanor" Forsatte jeg. Hans læber trante op i et smil, og med det samme landede hans læber på mine. Fyrværkerig var inde i min mave, og det jeg har manglet kom med et trylleslag tilbage. Jeg lagde hænderne på hans nakke, og han trak mig ind i sig. Jeg havde virkelig savnet hans kys.

 

Louis og mig stod udenfor Harry's dør. Angel havde nemlig boet ved ham imens, og dsa vi nu er blevet gode igen er det vidt på tide at vi hentede hende. Jeg savner hende virkelig, men hun skulle helst ikke vide noget, så det var bedst. "Skal vi ikke bare gå ind, og så overraske dem" Spurgte han med et smil, og man kunne nemt se at alt hans gode humør var kommet tilbage. Jeg kyssede ham på kinden, og nikkede. Han åbnede døren, og vi gik mussestille ind. Ingen af os orkede at tage sko af, så vi beholdte dem på. Harry vil sikkert ikke sige noget til det, for han har rengørnings vanvid, og gøre rent hver dag. "Angel, du skal altid spise lidt mere, ellers ingen is senere" Lød Harrys bestemmende stemme. Jeg fniste lydløst. "OKay" Svarede hun, og nogle lette fodtrin lød mod køkkenet. "Drenge, hvad gør vi med Louis og Line? De kan ikke blive ved med at være uvenner" Kunne jeg høre Liam spørge om. Jeg sendte Louis et svag smil, og tog hans hånd. "Kom" Hviskede han, og trak mig med ind i stuen. "Hvem siger vi er uvenner?" Svarede jeg på hans spørgsmål, og sendte ham et flabet smil. "Line! Louis!" Sagde Harry, som kom over og overfaldte os. Vi begyndte at grine. "Så i er sammen igen?" Spurgte Niall, og kiggede håbende på os. Vi nikkede. "Endelig!" Sagde Harry, og tog ud med hænderne. Vi begyndte alle at grine. "Men vi kom faktisk for at hente vores savnede datter" Sagde Louis. Harry lagde armene over kryds, og sendte os dræberblik. "Hende får i altså ikke med" Svarede han, og blinkede med øjet. Jeg rakte tunge til ham. "Få din egen datter med Alexis" Sagde jeg flabet. Han kiggede mistrorisk på mig. "Hvordan ved du jeg ser en der hedder Alexis?" Spurgte han. Jeg lavede et 'ups' face. Jeg kom vidst til at afslører mig selv. "Tjaa.. Lad os bare sige din mobil ikke blev væk" Fniste jeg. Han kiggede på mig med onde øjne. "Line?! Det der vil blive hævnet" Sagde han irriteret. "Angel?" Sagde Louis, og man kunne høre hende kom herind. "Mor! Far!" Råbte hun, og løb hen mod vores favne. Vi satte os på hug, og greb hende i et kram. "Hvor har vi savnet dig" Sagde jeg, og kunne mærke tårene presse på. Det var dejligt at have min familie samlet igen.. Og jeg kan ikke vente med at gifte mig med min Louis William Tomlinson.

(Wow der er faktisk mange der læser den! ;).. Undskyld for ventetiden, men jeg håber i kan holde det ud ;)<3 .. Og undskyld for tryk/stavefejl.. Lots of love! Btw så tryk lige på 'like' ;)<3)

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...