Et år i London - One Direction

Taylor Ray er en almindelig Teenage pige, der lige er gået ud af gymnasiet. Hun har sparet sammen i mange år, for at kunne tage til London og bo i et år. Taylor tager til London og skal bo i en lille lejlighed alene. Hun beslutter sig for at få et job. Men siden det vrimler med unge jobsøgende i London, ender hun med at få et job, som hendes forældre ihvertfald ikke er glade for. Hun arbejder om natten, og møder lidt for mange fremmede mennesker. Men en nat, kommer fem drenge ind ad døren. Og de er slet ikke den type, Taylor normalt ser på sit arbejde. Hun falder i snak med dem, og finder ud af at de er kendte. Hun har aldrig hørt om dem før. Men de ender med at kende hinanden bedre, end Taylor måske lige havde lyst til.

8Likes
8Kommentarer
1845Visninger
AA

4. The day.

„The hardest part of moving forward, is not looking back.“

 

Langsomt spærrede jeg øjnene op, og strakte mig. Jeg satte mig op i sengen og gabte. Jeg havde sovet skønt.

 

Så var det idag! Om mindre end 24 timer, ville jeg være i London. Jeg kiggede rundt i værelset. Alle hylder var tømt, og der var ækko herinde. Der var ikke længere billeder på væggene. Alle mine ting, og minder, var pakket ned i flyttekasser. Jeg kiggede hen mod natbordet, som jeg så kom i tanke om også var pakket ned. Så huskede jeg at jeg havde lagt min telefon under hovedpuden istedet for. Jeg rykkede mig lidt længere ned mod fodenden af sengen, og løftede hovedpuden for at se klokken på telefonen. 09:13.. Om lidt mindre end en time, ville flyttemændene komme. Jeg rejste mig fra sengen, og strakte mig endnu en gang.

 

Inden jeg pakkede tingene ned i kasser igår, havde jeg fundet tøj frem til idag, så jeg ikke skulle til at rode igennem alle kasserne for at finde det. Hm.. Smart nok egentlig! Jeg fandt tøjet frem, og gik ud på badeværelset. Jeg tog et hurtigt bad, og tog derefter tøjet på. Det var nogle mørkeblå stramme jeans, end hvid skjorte med blonde krave, og et flettet brunt læder - belte.  Lige min stil. Jeg tog mine hvide converse på, og fandt en sølv halskæde med et hjerte på, som jeg havde fået af mine bedste veninde inden hun flyttede skole. Den betød virkelig meget for mig. Inden jeg gik ud i køkkenet, gik jeg lige ind på min søsters værelse, sagde god morgen til hende, og tog et sprøjt af hendes parfume. Endelig færdig!

 

Jeg gik ud i køkkenet, men blev skubbet ind i væggen, af en super glad hund. Jeg begyndte at grine, og fik rejst mig op. "Nå, du glæder dig måske til at flytte var?" Sagde jeg med et smil, til Nuca, og kyssede hende på snuden.

 

Jeg glædede mig også selv, men det ville virkelig blive hårdt at skulle sige farvel til sin familie. Jeg var også virkelig nervøs for om jeg overhovedet kunne finde nye venner. Eller i det hele taget om jeg kunne falde til i London. Men mon dog ikke at det nok skulle gå?

 

"Godmorgen skat". Sagde min far smilende, og trak mig ind i et kram. Han trak sig ud af krammet, og holdt mig lidt ud fra sig. "Jeg kommer sådan til at savne dig" Sagde han med et skævt smil, og sukkede inden at han plantede et kys midt i panden på mig. Jeg smilede til ham, og svarede så; "Jeg kommer til at savne dig mest!" Han grinede sin hæse latter. "Hvad vil du have at spise?" Jeg nåede ikke at svare, for pludselig ringede det på døren, og min far gik ud for at åbne op.

 

"Hej! Nå, er i flyttemændene?" Kunne jeg høre min far sige. Jeg trak på smilebåndene. Min kære gamle far. "Ja, er det her der skal flyttes?" Spurgte en mand, med en meget lys stemme. Det var lige før jeg skulle til at grine. Heldigvis kom min mor, og afholdt mig fra det. Det ville sådan set også have været pænt meget uhøfligt. "Nå, så er det idag var?" Sagde min mor sørgmodigt og kiggede på mig. Hun sendte mig et lille smil, men blev bare ved med at betragte mig. Hun fik tårer i øjnene, og en efter en, begyndte de at trille ned ad hendes kinder. Hun kunne ikke længere holde gråden tilbage, så hun hev mig ind i sin favn, og kyssede mig. Jeg kunne ikke holde ud at se hende græde. Jeg fik en klump i halsen, og jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Det sveg i mine øjne. Jeg kæmpede for ikke at græde. Men det var for sent. En tårer landede på min hånd, og derfter.. Kunne jeg ikke holde det tilbage. Åh, hvor jeg dog hadede at sige farvel. Jeg havde altid været dårlig til det.

 

Pludselig slog det mig, hvor Stella egentlig var henne? Så for at slippe for tårerne, spurgte jeg mor; "Mor? Hvor er Stella henne?"

 

"Hmm.. Det ved jeg ikke skat." Sagde mor, og kiggede på mig med et lille smil, og et trist glimt i øjet. Selvom hun prøvede hårdt på at skjule det, kunne jeg stadig tyde i hendes øjne at hun var ked af det. Det var jeg jo også selv. Men det var vel bare hårdt for hende at forstå at hendes 'lille pige' er blevet stor. Nu hvor jeg tænkte over det på den måde, gav det også bedre mening at mine forældre havde været lidt tavse på det seneste. Men sådan som man ser på film, i TV, og læser i bøgerne alle steder, er det altid svært for forældre at se deres børn flytte hjemme fra. De vidste jo heller ikke hvad der ville ske mig i London. Det var trist. Det var det virkelig. Men på den anden side havde jeg bare glædet mig så meget til det i så mange år. Jeg ville ikke sige det overfor min mor og far, når de nu syntes at det var så svært at sige farvel, men inderst inde var der bare noget der sagde at det ville blive godt at få en pause fra familien. Man kunne jo bare trøste sig selv med tanken om at de jo altid ville være der for en, og det var jo ikke fordi at vi aldrig ville ses igen. De havde jo lovet at komme og besøge mig. Og jeg ville jo også selv komme hjem et par gange i løbet af året.

 

Jeg besluttede mig for at finde Stella, så jeg gav min mor et kram og hviskede hende i øret; "Jeg elsker dig mor." Derfeter rejste jeg mig fra sengen og gik ud i gangen for at finde Stella. Det varede ikke længe for hun sad, bare mutters alene på teressen og spiste morgenmad.

 

"Godmorgen søs!" Sagde jeg og kiggede på hendes rundstykke med nutella, eller med så meget nutella på; Nutella med rundstykke. Stella havde altid haft en svaghed overfor nutella. På min opslagstavle hang der et billede af Stella som lille med nutella i hele ansigtet, og et kridt hvidt smil der fyldte halvdelen af hendes ansigt. Jeg begyndte selv at smile ved tanken om det.

 

"Godmorgen". Svarede Stella og løftede hovedet, og kiggede ud på marken. Der var helt stille indtil flyttemændene kom ud af døren og begyndte at larme med nogle af mine flyttekasser som de skulle have ind i deres hvide varevogn.

 

Jeg lod et suk undslippe mine læber. Jeg kiggede over mod Stella som sad på den anden side af bordet. Underligt nok skyndte hun sig bare at kigge væk. Hvad var der galt med hende? Var det med vilje eller hvad? Det kunne hun da ærlig talt ikke være bekendt. Her sad jeg og var ked af at jeg ikke ville se hende i et år, og så gider hun ikke engang kigge på mig? Ikke fordi at jeg forlangte at få opmærksomhed eller noget, men helt ærligt! Hvad skete der for hende? Pludselig rykkede Stella på sig, og selvfølgelig var det derfor at hun havde kigget væk. Nu forstod jeg det.

 

________________________________________________________________________________________________

 

Hej søde mennesker! Endelig fik jeg skrevet lidt! Men jeg har det bare sådan at hvis ikke man har lyst til at skrive, skal man ikke gøre det. Ellers ender det bare op med et mega kort kapitel med en hel masse stavefejl, og sætninger der ikke giver mening. Jeg håber på at skrive lidt mere fremover. Eller rettere sagt; Det LOVER jeg at gøre! (; Haha! Nå men jeg håber at i nyder denne Movella, og at i ikke har mistet interessen, for den er ikke helt begyndt endnu. Hvis i læser resumè'et vil i forstå det. Den bliver vildt spændene senere henne i historien. :D Men please "Like" den, og skriv gerne kommentarer med konstruktivt kritik! ( Jeg kan tage det!) I må også MEGET gerne føje den til favoritter. Men mest af alt, bare læs med! Stort knus til jer alle - Yas.(:

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...