Et år i London - One Direction

Taylor Ray er en almindelig Teenage pige, der lige er gået ud af gymnasiet. Hun har sparet sammen i mange år, for at kunne tage til London og bo i et år. Taylor tager til London og skal bo i en lille lejlighed alene. Hun beslutter sig for at få et job. Men siden det vrimler med unge jobsøgende i London, ender hun med at få et job, som hendes forældre ihvertfald ikke er glade for. Hun arbejder om natten, og møder lidt for mange fremmede mennesker. Men en nat, kommer fem drenge ind ad døren. Og de er slet ikke den type, Taylor normalt ser på sit arbejde. Hun falder i snak med dem, og finder ud af at de er kendte. Hun har aldrig hørt om dem før. Men de ender med at kende hinanden bedre, end Taylor måske lige havde lyst til.

8Likes
8Kommentarer
1780Visninger
AA

5. The day 1.1

 

En tåre trillede ned ad hendes kind, og da hun først fandt ud af at jeg havde opdaget hende, lod hun tårerne få frit løb. Selvfølgelig havde hun ikke ignoreret mig. Stella hader bare at græde foran andre. Nok mest fordi at hun er kendt som en stærk pige. Og ja, det er da heller ikke særlig fedt at andre ser en græde, men jeg er altså hende søster. Så det korte af det lange; Hun burde ikke være flov over at græde foran mig. Men jeg forstod hende godt.

 

Jeg rejste mig op, og gik over på den anden side af bordet til Stella. Jeg gik rundt om bordet, og satte mig derefter ved siden af hende. Det havde altid været hende der tog initiativ, og hende der ligesom bestemte når vi var sammen, så jeg syntes at det føltes underligt når det nu var mig. Men jeg kunne jo ikke bare lade hende sidde der og græde, og så især ikke når hun græd fordi at hun ville savne mig. Altså jeg ville jo også savne hende! Misforstå mig nu ikke, men jeg var på en måde bare træt af at græde. Jeg var træt af at alle var bekymrede for mig.. Jeg var trods alt ikke en lille pige mere. Men da jeg var familiens yngste var jeg desværre altid blevet betragtet so hende den lille pige, der var familiens putte gris, og familiens lille dængse. Jeg elskede Stella. Virkelig højt. Hun havde altid været der for mig, og jeg skyldte hende alt. Men lige nu... var jeg bare en smule irriteret over at andre ikke kunne se det fra den lyse side. Altså jeg glædede mig jo til det! Jeg havde altid ment at man skulle se alt fra en positiv side, og prøve at vende de dårlige ting, og se så meget godt som muligt. Men mine forældre mente at det var noget pladder. "Det kan man jo ikke med alt, lille skat." Havde de altid sagt med et smil på læben. Men hvordan vidste de det, når de ikke havde prøvet? Jeg trak Stella ind i et kram. Jeg holdt hende ind til mig, men kom så på den idè at forklare hende det jeg selv tænkte over.

 

"Stella?"

 

"Ja?"; fik hun stammet igennem tårerne.

 

"Jeg skal fortælle dig noget."

 

"Mhm?" Sagde hun og kiggede afventende på mig.

 

"Altså.. Jeg er ikke sur på dig eller noget, men du skal altså ikke være så ked af det. Jeg mener, jeg har glædet mig meget til at flytte til London, også selvom det betød at jeg skulle sige farvel til jer. Jeg kommer til at savne jer uendeligt meget, men vi ses jo igen! I skal ikke være så bekymrede for mig. Jeg klarer mig. Og det bliver jo godt for mig, ikke?" Det var virkelig svært at fortælle det her til Stella. Mest fordi jeg ikke ville have hun skulle tro at jeg var totalt ligeglad med at jeg ikke ville se hende i så lang tid. Jeg ville komme til at savne dem meget, men jeg ville bare gerne komme mig over det.

 

"Jeg forstår det godt, søs" Sagde Stella og kiggede på mig, med et skævt smil som man tydeligt kunne se var falskt.

 

Nej du gør ej! Tænkte jeg, men sagde det ikke. Hvorfor var det dog så svært at forklare!?

 

"Stella, jeg kommer til at savne dig, det er ikke det. Men jeg vil bare gerne komme over det. Jeg mener.. " Mere kunne jeg ikke sige. Jeg kunne ikke finde de ord jeg manglede. Jeg havde helt særiøst mistet kontrollen over mine følelser. Pludselig sagde jeg bare; "Jeg elsker dig virkelig højt Stella"

 

"Iligemåde Taylor." Sagde Stella. Denne gang med et smil der rent faktisk var ægte.

 

"Tak fordi du forstår det." Sagde jeg lavt. Men højt nok til at hun hørte det.

 

"Så lidt." Svarede hun og grinte stille før hun sagde: "Jeg er også bare sådan et tudefjæs! Det er jo ikke noget at græde sådan over. Jeg tror bare lige det først er nu at det rent faktisk er gået op for mig at jeg skal sige farvel til min lille søster." Sagde Stella.

 

"Jeg er jo også så dejlig!" Sagde jeg for sjov, og grinte sammen med Stella.

 

Lidt efter kom mor ud på terassen, med en kande saftevand, og 3 glas. "Hvad griner to af?" Sagde hun smilende og skævede til os med et løftet øjenbryn.

 

"At Taylor er dejlig!" Svarede Stella kækt, og grinede videre.

 

___________________________________________________________________________

 

I må altså virkelig undskylde at mine kapitler er så korte. Men jeg har også et liv udenfor Movellas. Jeg har 4 søskende, og forældre. Man har bare ikke så meget tid til at skrive når det er sådan. Jeg er lige startet i skole igen osv. Jeg håber i kan bære over med mig, og jeg ved godt at begynder at blive kedeligt, men jeg skal nok se at tage mig sammen snart, og få hevet en dag ud af kalenderen til jer. Stort knus Yas#

 

Ps. Tusind mange gange tak til alle jer der læser med, skriver kommentarer, og tilføjer til favoritter <3 <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...