Changed by an audition - 1D

Da Louises lillesøster, Marie, kommer med i x-factor, er Louise først skeptisk. Hun bryder sig ikke om de regler hun nu skal følge, for at sørge for at Marie ikke kommer til at se dårligt ud i offentlighedens lys. Men mon ikke hun ændrer mening når hun finder ud af at fem, helt specielle drenge, kommer til Danmark for at deltage i et af liveshowene med One Direction som tema?

OBS! Jeg ejer kun figurene: Maria, Louise og Marie (der forresten er baseret på mennesker i min omgangskreds ;))
Holdninger der bliver givet udtryk for i denne movella er ikke nødvendigvis ejet af hverken One Directions medlemmer eller mig selv. Alt er opfundet og intet er sket i virkeligheden, selvom det ville have været herre fedt.

9Likes
1Kommentarer
967Visninger
AA

6. Teach me how to be loved

Jeg vågnede og strakte mig op imod loftet. Jeg kunne mærke hvordan mine muskler løsnede sig efter en hel nat i en akavet stilling. Jeg havde sovet sammen med Marie. Hun havde haft mareridt om at blive stemt ud, igen. Det skete efterhånden tit, jo mindre de blev jo flere mareridt. Det eneste der hjalp var når jeg lagde mig ned ved siden af hende, og nussede hende i håret, til hun faldt i søvn. Det tog hårdt på den lille pige der stadig gemte sig inde i hende et sted, og jeg havde ondt af hende, men jeg var nød til at vække hende. Det var torsdag, så der var ekstra travlt inden den store premiere i morgen aften. Jeg ruskede blidt i hende og da hun slog øjnene op bøjede jeg mig ned over hende og hviskede "godmorgen Tulle" i hendes øre. 

Hele morgenen og formiddagen var gået uden at jeg var stødt på den charmerende irer der bevægede sig rundt et sted i x-factor huset. Jeg kunne ikke lade være med at gå og kigge mig over skulderen, og spejde efter ham. Af en eller anden grund kunne jeg ikke glemme vores lille stund selvom jeg vidste at det var forkert. Desuden ville han sikkert også bare have underholdning mens han er i Danmark, og jeg er ikke sådan en slags pige. Alle disse tanker kørte rundt i mit hoved mens jeg tullede rundt på gangene. Jeg var dybt optaget af musikken i mine ører: "Some, some die young, but you better hold on. So many things i need to say to you. Please don't, don't let me go, and we said we would die together." da jeg pludselig fandt mig selv liggende på gulvet. Det er sådan en kliche, men det var selvfølgelig ham jeg havde gået og ledt efter hele tiden der var stødt ind i mig. Foran mig stod ingen ringere end Niall og smilede til mig. "hvad laver du dernede Lou?" spurgte han  med sit drengede smil, og jeg kunne ikke lade være med at grine ad ham. Han rakte hånden frem imod og tog imod mig i sine arme, da jeg mistede balancen, fordi han kom til at rykke for hårdt, da han ville hjælpe mig op. "Undskyld, jeg kender ikke min egen styrke." sagde han og blinkede til mig, mens han stadig havde sine arme omkring mig. Sådan stod vi i ca. 5 sekunder, men på mig føltes det som flere år. Det var utroligt som han kunne påvirke mig som ingen anden nogensinde havde gjort det før ham. Jeg stoppede mit smil midt i hele scenariet, og begyndte at vende tilbage til virkeligheden. Jeg kunne ikke få ham, og det var det der gjorde det hele så mere attraktivt. "Tak for hjælpen Niall, men nu må jeg videre. Vi ses." sagde jeg og vendte om. Pludselig mærkede jeg en hånd på min arm, det var Niall der havde grebet fat i mig og nu pressede mig ind i hans favn. Jeg stod helt tæt på ham og trak vejret i korte stød. Til sidst slap han mig, kiggede på mig, smilende og sagde: "Jeg ville bare sørge for at jeg er den eneste du kan tænke på resten af dagen." inden han gik sin vej og efterlod mig uden nogen anelse om hvad jeg skulle gøre. Jeg var forgabt og jeg kunne ligeså godt indse det. Den charmerende dreng fra One Direction havde helt sikkert krammet på mig.

***

Jeg havde fanget Maria i en af hendes sjældne pauser. Der var ingen tid at spilde, for hun havde kun omkring to minutters pause og de skulle også bruges på at klemme en smule føde ned i hende, så jeg gik lige til sagen, og bekendte mig til hende. Hun kiggede op på mig ind imellem når hun skulle tygge. Og jeg kunne se hvordan hendes pande fik flere og flere bekymrings rynker eftersom min fortælling skred frem. Det stod ikke på hendes ønskeliste det jeg fortalte hende, kunne jeg godt se på det hele, og jeg forbandede mig og mine følelser langt væk. Da jeg var færdig med at fortælle, kiggede hun på mig, tyggede af munden og begyndte sine formaninger. "Louise, du ved godt at det på ingen måde kan lade sig gøre at du kan være sammen med ham. Vi kan simpelthen ikke risikere at hele Danmark går amok over at du dater en af bandmedlemmerne. Det er næsten lige så slemt som hvis jeg datede Harry. Derfor må du gøre som mig, lukke af og ikke lade dig distrahere af dem. Selvom du har uendelig meget lyst til bare at give slip, og lade det hele gå sin gang, så må du kæmpe imod." sagde hun og jeg fik en følelse af at hun mere rettede på sig selv end på mig. Det gik op for mig, hvor meget hun havde lyst til at gå efter Harry, men at det ville være fuldstændig udelukket. Hvis Maria kunne skjule sine lyster, kunne jeg i hvert fald også. Ikke mindst for Maries skyld, jeg ville ikke kunne bære hvis hun blev diskvalificeret p.g.a. mig.

Efter min snak med Maria, holdte jeg mig i kølig afstand af Niall. Bare så jeg ikke skulle blive fristet yderligere. Selvfølgelig sagde jeg "hej", smilede og svarede når han spurgte mig om noget, men det var med en kølig tone og korte svar, og jeg kunne se hvordan det gik ham på, at jeg ikke længere viste min interesse for ham. Han var tydeligvis ikke vant til at blive afvist af piger, men det måtte han lære at finde sig i, for jeg havde ingen intention om at ændre min opførsel. Selvom jo mere jeg ikke så til ham, jo mere attraktiv, spændende og sjov blev han. Jeg havde sat ham op på en piedestal så høj, at det ville betyde den sikre død, hvis jeg nogensinde skubbede ham ned af den igen. Men da torsdagen gik på hæld, havde jeg næsten glemt alt om paparazziaer og lyshårede drenge, og hele fredagen gik også uden at jeg stødte på ham. Jeg brugte hele fredag dag sammen med Marie. Hun havde nerver på, så hendes coach og jeg prøvede i fællesskab at berolige hende, men intet hjalp, før jeg tog hende i hånden og lukkede hende og mig selv inde på værelset i to timer. Der lå vi så, alene, i sengen. Hun lå med hovedet på mine mave og jeg nussede hendes hår, mens hun talte om en masse ligegyldige ting. "Lou? Kan du huske Pelle? Den første kat vi havde, du ved den røde?" sagde hun, og jeg nikkede bekræftende, mens hun talte løs om denne her kat, jeg knap nok kunne huske at have klappet. men som altid indhentede tiden os, og det var tid til omklædning. Jeg sagde farvel til min søster, da hun begav sig ned mod makeup rummet, og lovede i farten at komme ned til hende, så snart jeg selv var færdig. 

Den sorte kjole smøg sig om min krop. Jeg havde aldrig været meget tynd, men jeg var heller ikke tyk, jeg var ca. et sted midtimellem, men det havde aldrig irriteret mig at jeg havde former, før Marie fik presse opmærksomhed. Marie var meget tynd, og havde en skikkelse som en lille pige. Hun var min totale modsætning, og det så pressen også. Min tykkelse var blevet kommenteret indtil flere gange, og jeg tør slet ikke tænke på hvordan det ville være blevet set på, hvis det rent faktisk var mig der var x-factor deltageren. Men jeg kunne være ligeglad, jeg skulle bare sidde blandt publikum, og jeg vidste at Marie ville være ligeglad med mit tøj og udseende, om så jeg havde taget overalls på. Det eneste der betød noget for hende, var at jeg var der, sammen med vores forældre. Jeg lagde et tyndt lag mascara, i dagens anledning, ellers plejer jeg aldrig at bruge makeup, jeg synes ikke det passer til mig, jeg ligner mildt sagt en panda. Da jeg havde gjort mig færdig bevægede jeg mig ned mod Maries lokale. Man kunne ikke træde ind i et lokale uden at lægge mærke til hende. Hun var smuk som en drøm, og jeg var mere end nogensinde stolt over at kunne kalde hende min lillesøster. Hendes lange mørke hår bølgede ned ad hendes ryg, og pandehåret var flettet i en tynd fletning der hang ned af siden. Hendes olivenbrune hud var iklædt en smuk hvid kjole, men snører i ryggen, og jeg vidste med det samme at hun ville tage publikum med storm.

"If I die young, bury me in satin. Lay me down on a bed of roses. Sink me in the river at dawn. Send me away with the words of a love song.     

Lord make me a rainbow, I'll shine down on my mother. She'll know I'm safe with you when she stands under my colors. Oh, and life ain't always what you think it ought to be, no. Ain't even gray, but she buries her baby.

The sharp knife of a short life. Well, I've had just enough time.

If I die young, bury me in satin.  Lay me down on a bed of roses. Sink me in the river at dawn. Send me away with the words of a love song."

Ordene flød flot ud af hendes mund, men jeg kunne se at hun var skræmt fra vid og sans. Hun lå i bunden efter afstemningen, og skulle nu synge for sidste gang, og hvis ikke de valgte at frede hende, var hendes drøm slut for denne gang. "Selvom du jo ved at jeg synes du synger fantastisk Marie, så bliver jeg nød til at sende dig hjem, du er simpelthen for ung." sagde en af de mandelige dommere og folk begyndte at bue i salen. "Søde Marie, du er en fantastisk sanger og performer, vi kan ikke undvære dig, og jeg tror oprigtigt på at du vende det her, så jeg sender Katrine hjem." sagde Maries coach, Pernille, men jeg havde heller ikke forventet andet. "Så er det hele op til dig Blachman." sluttede Pernille  af. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...