Justin Bieber, It's a game or real love?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2012
  • Opdateret: 17 jul. 2013
  • Status: Igang
Andrea Sommer er en henrivende, bedårende, tiltrækkende og intelligent 17 årige pige, hun er sød og hjælpsom overfor alle, og hun har svært ved at sige nej. Efter den lange sommerferie, skal hun starte i skole igen. Her kender hun alle, og hun ved alt om alle. Men noget er anderledes, hun er forandret. Hun er blevet, hvad drenge kalder for en 'Sild'. Og det ser Justin - skolens player og skolens mest tiltrækkende fyr - hurtigt. Alle på skolen ved, hvem Justin er, og alle kender hans 'Player Game'. De fleste piger drømmer om at være i nærheden af ham, eller bare snakke med ham. Så, hvad sker der så, når han begynder at flirte med Andrea? For Andrea er ikke nem, hun er klog, og ved hvad han vil. Men er hun klog nok? Kan hun vinde over den charmerende og flirtende dreng Justin? Eller vil hun falde for ham? Og er der flere følelser end der burde? (Justin er ik' kendt)

284Likes
301Kommentarer
47846Visninger
AA

7. Kapitel 6

Hmmm, stuearrest, 2 ugers eftersidning med Justin og en sur mor? Det var bare ikke mig, jeg var ikke typen som fik stuearrest, aldrig i mit liv havde jeg fået det. Eftersidning? Total nyt for mig, jeg blev kaldt den gode pige, og hun får ikke eftersidning. Og så med Justin, det kunne kun give problemer, og dem havde jeg nok af. Fx, min mor, hun var så sur, da jeg kom hjem, og det havde hun ikke været i virkelig mange år.

Men på grund af Justin, skal jeg komme direkte hjem fra eftersidning for at sidde på mit værelse i 2 uger, det skulle nok blive interessant. Nåh ja, Justin og jeg måtte ikke se hinanden mere, ikke på skolen eller hjemme, fordi min mor og lærerne troede, at det var hans skyld det hele, hvilket godt kunne være rigtigt.

Jeg sad på min seng og lavede matematik, vi havde åbenbart fået lektier for, men det kunne jeg ikke vide, da jeg ikke var der. Men så var det godt, at jeg havde Sarah som skrev til mig, hvad vi havde for. Jeg havde ikke fortalt hende, at jeg faktisk var på skole, men så stak jeg af, hun troede, at jeg var syg. Ikke så godt! Hun var min bedsteveninde, vi fortalte hinanden alt, men åbenbart ikke længere.

Jeg lagde bogen ned på sengen og kiggede på mine svar, jeg var faktisk færdig, men jeg lavede bare lidt videre, så slap jeg for lektier en anden dag. Mine svar var rigtige, eller det var jeg sikker på, matematik var mit lykkefag, det var det fag, som jeg var bedst i.

Min telefon lavede pludselig en sms lyd, hvilket fik mig til at tænke over noget. Min mor tog ikke min mobil? Vil de fleste forældre ikke gøre det? Men jeg var bare glad for, at hun ikke gjorde, for så kunne jeg komme i kontakt med omverdenen.
Jeg tog min mobil fra sengen, og tjekkede navnet: Justin. Ja, lige den som jeg behøvede!! Hvordan skulle jeg forklare ham, at jeg ikke længere kunne være omkring ham? Der var kun 1 udvej, jeg skulle ignorere alt omkring ham, hvilket også betød beskeden.
Jeg slukkede min telefon, så jeg ikke risikerede, at jeg kunne høre ham ringe eller skrive som en gal, det kunne han godt finde på, hvis jeg ikke svarede.

Jeg pakkede mine ting sammen og lagde dem over på skrivebordet, jeg var færdig med det, eller jeg gad ikke mere.
Jeg gik ud af døren og nedeunder, hvor min mor sad i køkkenet med sin computer, hun arbejdede sikkert. Min far kom først hjem til aften, så jeg havde noget tid med min mor alene, det var rart. Min far ville flippe ud, når han hørte, hvad der skete i dag. Eller han ville ikke kunne tro det, ligesom min mor sagde.

Jeg satte mig ved siden af hende og kiggede på skærmen, jeg prøvede at se interesserede ud, men det hun lavede, ragede mig faktisk ikke en skid.

"Vil du have noget?". Spurgte hun mig, mens hendes øjne stirrede ind i skærmen.
Jeg kiggede undrende på hende.

"Hvorfor tror du det?". Spurgte jeg hende.
Hun kiggede på mig, men der var intet smil eller søde øjne, kun et koldt ansigt, eller rettere sagt, et skuffet ansigt, det kunne jeg ikke lide.

"Du har ikke siddet, og kigget mens jeg arbejder siden du var 8". Sagde hun bare.
Jeg sukkede lidt. Jeg kunne godt huske den tid. Jeg kedede mig, så jeg satte mig ved min mor, og på en eller anden måde, blev det sjovere.

"Jeg keder mig bare". Sagde jeg og trak på skulderne.
Hun sukkede irriteret.

"Jeg ville ønske, at jeg måtte gå ud". Sagde jeg med en sukkende stemme.

"Det kan du godt glemme, du skal straffes". Sagde hun, som om at det ikke betød noget, men jeg vidste, at hun hadede at sige det, for så skulle hun være den strenge mor.

"Bare lige hurtigt, over til Sarah?". Spurgte jeg hende bedende.
Hun rystede surt på hovedet.

"Ved du overhoved, hvad du har gjort?". Spurgte hun mig surt.
Jeg sukkede og nikkede svagt.

"For jeg kan ikke fatte det". Sagde hun sukkende og lukkede computeren.
Hun kiggede på mig.

"Du kom for sent, men fordi du kom for sent, betød det ikke, at du ikke skulle gå til time". Sagde hun med hendes skuffet stemme.

Jeg kiggede ned i bordet, jeg skammede mig meget, og det vidste hun.

"De ting du gjorde...". Sagde hun med et suk. "Det gør du jo ikke".
Hun havde ret, fuldstændig, jeg var enige i det, for det var ikke mig.

"Pjække, fysisk kontakt med Justin, som du jo ikke har noget med?". Sagde hun og kiggede undrende på mig. "Og den værste, stikke af? Hvad skete der?". Spurgte hun mig roligt, hun begyndte at være rolig, rart.

"Jeg ved det ikke". Mumlede jeg.
"Hvad?". Spurgte hun surt.

"Jeg ved det ikke okay, gider du ikke bare lade det ligge?!". Spurgte jeg højt og hårdt, det var tydeligt, at jeg var sur.

"Du kommer ikke let ud om det her, unge dame". Sagde hun surt.
Jeg sukkede irriteret.

"Jeg gider ikke snakke med dig mere". Sagde jeg surt og rejste mig op.
"Bare vent til din far kommer hjem". Sagde hun truende til mig, da jeg var på vej op af trappen.

Jeg glædede mig ikke, til min far kom hjem. Jeg var bange for, hvad han ville gøre. Men det kunne umuligt være værre, end det min mor allerede havde gjort?

Jeg gik surt ind på mit værelse og smækkede døren, jeg håbede, at hun hørte min vrede. For jeg var virkelig sur på hende, noget jeg aldrig havde være før, det var så unormalt.

"Du er sur". Sagde en stemme, som jeg udemærket kendte.
Jeg kiggede over på min seng, og der lå Justin som om, at det var hans egen seng.

Jeg gik trist over til ham og satte mig på senge kanten.

"Ja, og det er på en måde din skyld". Mumlende jeg.
Hvis det ikke var for ham, ville jeg ikke være i sådan et problem.

"Ja det ved jeg". Sagde han grinende.
Jeg kiggede dumt på ham.

"Hvad er der sjovt ved det?". Spurgte jeg ham lidt surt.
Han smilende skævt.

"alting". Sagde han grinende.
Jeg rejste mig op og kiggede surt på ham.

"Er du klar over, hvordan de straffer mig?". Spurgte jeg ham.
Han grinende lidt.

"Straffe? Lækkert, jeg vil gerne straffe dig, hårdt". Sagde han med en fræk stemme.
Den kunne jeg ikke lade være med at grine af.

"Du er så klam". Sagde jeg med et lille smil.
Han satte sig op og tog fat i min hånd.

"Du elsker det". Sagde han fræk og kom tættere på.
Jeg satte mine knæ på sengekanten og havde hovedet nede til Justin.

"Jeg har fået stuerrast i 2 uger". Sagde jeg med et smil, men kun fordi han kiggede frækt på mig.

"Jeg skal nok underholde dig". Sagde han og kyssede blidt min kind, det fik mig til at smile.

"Jeg har også fået eftersidning i 2 uger". Sagde jeg.
Han smilede lidt.

"Vi skal have det sammen, så kan vi rigtig få det sjovt, i stilhed". Sagde han på en fræk måde, jeg kunne ikke lade være med at smile. Han trak mig ned til ham, så jeg så i hans arme.

"Min mor hader mig". Sagde jeg sukkende.
Han kyssede mig på panden, hørte han overhoved efter?

"Nej, hun er bare beskyttende". Sagde han.
Der fik jeg mit svar.

Jeg sukkede lidt, den sidste ting var jeg lidt bange for, jeg vidste ikke hvordan han ville reagere på den.

"Jeg må ikke være sammen med dig hjemme eller på skolen". Sagde jeg sukkende
Han holdte om min hånd og aede den lidt.

"Vi skal nok klare os". Sagde han.
Jeg sukkede igen, forstod han overhoved noget, det var næsten umuligt, de ville opdage os på et tidspunkt.

"Du ved at der er videokamera på skolen, og lærerne kigger efter os".

"Ja, og hvad så? Hvad kan de gøre?". Sagde han grinende.
Han tog fat om min hage og fik drejet mit hoved op til hans, så vi kiggede direkte ind i hinandens øjne.

Det var på en måde en sød måde, som vi lå på. Justin havde sin hånd på min hofte og den anden aede min kind blidt, mens min ene var hans hår og den anden holdte om ham, meget romantisk.

"Du er så sexet". Sagde han med en fræk stemme.
Jeg grinede lidt.

"Dine læber råber hele tiden mit navn". Sagde han, men han kunne ikke lade være med at grine over sine egne ord.

"Så gør noget ved det". Sagde jeg smilende.
Han blev overrasket over mit svar, men selvom han vidste, at det var en joke, så gjorde han noget, som jeg havde på fornemmelsen på, at han ville have gjort for længe siden.

Hans hoved kom tættere på mit, og da det var tæt nok på, lukkede vi begge vores øjne. Jeg mærkede at hans greb om min hofte blev strammere, var han nervøs? Det kunne han umuligt være, han var....ham? Som alle de andre gange, mærkede jeg spidsen af hans læber, men denne gang gad jeg ikke at blive forstyrret, jeg gad ikke, at det ikke blev til noget, fordi vi var så langsomme, så jeg tog det sidste skub.
Vores læber ramte hinanden, og vi fik begge et chok, mærkeligt nok. Med Justins hånd om min kind og hofte, var det perfekt. Mine hænder rodede rundt i hans hår, det var virkelig dejligt at røre ved.

Kysset udviklede sig til snav, og hvorfor jeg gjorde det næste, aner jeg ikke. Jeg satte mig på hans mave og bukkede mig ned for at snave videre. Ligesom jeg havde forestillet mig, var hans læber bløde og vild gode, han var en fantastisk kysser. Vores tunger legede rundt med hinanden, det var det perfekte snav. Han hænder ragede rundt på min krop, ligesom mig, nød han det.

"Andrea". Sagde en stemme udenfor min dør, stemmen tilhørte min mor.
Justin og jeg trak os fra hinanden, og vi kiggede begge bange på hinanden, hvad fuck ville min mor sige, hvis hun så os sådan her.

"Må jeg komme ind?". Spurgte hun mig, jeg kunne høre, at hun var faldet lidt ned.
Jeg fjernede mig hurtigt fra Justin og stilede mig på gulvet.

"Ja, lige om lidt". Sagde jeg tilbage.
Jeg kiggede på Justin, som lignede en der ikke vidste, hvad han skulle gøre.

"Dig, ind i skabet". Hviskede jeg kommanderende til ham.
Han gik hurtigt over til skabet og åbnede døren, men der var ikke så meget plads. Jeg gik over for at hjælpe ham, jeg fjernede et par til, så han kunne sidde derinde.

"Undskyld". Hviskede jeg til ham.
Han nikkede bare, han var sikkert skuffet.

Jeg lukkede døren og gik over til den anden dør, min mor stod der ude, og Justin var herinde, det var ikke så godt.
Jeg åbnede døren og en glad mor kom ind, hun kiggede rundt på mit værelse.

"Hvad har du lavet i din seng?". Spurgte hun mig.
Jeg kiggede på min seng, den var temmelig rodet, da Justin og jeg havde rullet rundt i den.

"Jeg var bare så sur, så det gik ud over sengen". Sagde jeg bare.
Hun satte sig sukkende ned på sengen.

"Jeg er ked af det, jeg ville ikke være sådan her, men du må forstå.."..Sagde hun, men jeg gad ikke at høre det igen, så jeg afbrød hende. "At jeg skal straffes, i know mor". Sagde jeg irriteret.

Hun nikkede stille.
"Jeg håber bare, at du ikke er for sur, at du stikker af eller gør forkerte ting". Sagde hun.

Jeg grinede lidt.

"Du kender mig jo". Sagde jeg smilende.
"Det ved jeg ikke, om jeg gør længere". Sagde hun lavt.
Jeg sukkede, hvorfor skulle hun sige det?

"Du kender mig, det var bare kun 1 dag, det sker aldrig igen". Sagde jeg bestemt.
Hun nikkede.

"Det håber jeg også, for jeg kan ikke lide den side af dig". Sagde hun skuffende.

"Det ved jeg". Sagde jeg ligegyldigt, det eneste jeg ville have, at hun skulle gøre nu, var at gå.

"Ved du, hvad der er mest skuffende?". Spurgte hun mig.
Jeg rystede stille på hovedet.

"At du ikke fortalte mig om ham Justin, jeg troede, at vi havde det gode forhold, hvor vi fortalte hinanden alt, og tænk, at jeg skal finde ud af det via skolen". Sagde hun stille, hun var meget lav, og det betød 1 ting, hun var såret.

"Undskyld, men...Det er indviklet". Sagde jeg sukkende.
Hun rejste sig op og gik over til mig.

"Så snak med mig". Sagde hun.
Jeg nikkede bare.

"Må jeg gerne være alene nu?". Spurgte jeg hende.
Hun sukkede stille.

"Ja selvfølgelig". Sagde hun og gik over til døren.

"Men bare hold dig fra ham Justin, han er ikke den rigtige type". Sagde hun lidt hårdt og gik ud, det var tydeligt, at hun ikke kunne lide Justin.
Jeg lukkede døren og Justin kom ud af skabet, så snart jeg havde lukket døren.

"Wow, hun kan virkelig ikke lide mig". Sagde han grinende.
Jeg kiggede surt på ham.

"Kan du ikke se, hvad det her betyder?". Spurgte jeg ham.
Han kom over til mig og tog fat i mine hænder.

"Vi skal være sammen i skjul". Sagde jeg sukkende.
Han grinende lidt.

"Det er da lidt...Uh hvad hedder det, romatisk?". Sagde han sødt.
Jeg grinede lidt.

"Vi er som Romeo og Julie". Sagde jeg smilende.
De måtte heller ikke se hinanden, og de var forelsket, just like us!

"Ja, men lad os håbe, at vi ikke ender som dem". Sagde han grinende.
Jeg nikkede stille.

"Ja..". Sagde jeg.
Romeo og Julie døde jo til sidst..

Justin kom tættere på, hvilket betød kyssetid. Vores læber ramte hinanden igen, og det var fantastisk. Jeg havde det ikke godt med, at jeg ikke kunne være sammen med Justin sammen med andre, eller at mine forældre kunne indse, hvor sød han faktisk kunne være. Men man vidste aldrig, hvad der kunne ske. Især ikke med Justin, ham vidste man aldrig med. Det vi havde var indviklet, det var ikke til at finde ud af om vi var venner, bekendte eller noget helt andet, men det måtte tiden finde ud af. Livet er det bedste eventyr, der findes, men det kan også være det værste.

Men...

1 ting var sikkert, vi havde noget.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...