Justin Bieber, It's a game or real love?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2012
  • Opdateret: 17 jul. 2013
  • Status: Igang
Andrea Sommer er en henrivende, bedårende, tiltrækkende og intelligent 17 årige pige, hun er sød og hjælpsom overfor alle, og hun har svært ved at sige nej. Efter den lange sommerferie, skal hun starte i skole igen. Her kender hun alle, og hun ved alt om alle. Men noget er anderledes, hun er forandret. Hun er blevet, hvad drenge kalder for en 'Sild'. Og det ser Justin - skolens player og skolens mest tiltrækkende fyr - hurtigt. Alle på skolen ved, hvem Justin er, og alle kender hans 'Player Game'. De fleste piger drømmer om at være i nærheden af ham, eller bare snakke med ham. Så, hvad sker der så, når han begynder at flirte med Andrea? For Andrea er ikke nem, hun er klog, og ved hvad han vil. Men er hun klog nok? Kan hun vinde over den charmerende og flirtende dreng Justin? Eller vil hun falde for ham? Og er der flere følelser end der burde? (Justin er ik' kendt)

286Likes
301Kommentarer
48721Visninger
AA

6. Kapitel 5

Mandag, en dag som de fleste unge bare gerne ville sove igennem, men skolen kaldte. Og den kaldte højt...

"Andrea, du kommer for sent!!". Råbte min mor højt nede fra køkkenet, jeg vidste at hun var i køkkenet, da hun altid var der, når jeg skulle i skole. Det var hendes sted, hvor hun sad. Hun arbejde hjemme, mens min far arbejde inde i byen.

Jeg stod på toilettet og var i mine egne tanker, jeg troede ikke på, at jeg kom for sent, så jeg kiggede bare videre i spejlet. Jeg så fin ud i dag, jeg smilede lidt for mig selv.

"Andrea". Råbte min mor endnu højere.

Jeg sukkede og gik ind på mit værelse, hvor jeg hurtigt tog min telefon fra natbordet, jeg havde fået en masse beskeder fra Sarah.

-Hvor bliver du af?

-Er du syg?

-hallo?!

Jeg fik hurtigt kigget på klokken, og jeg forstod hurtigt, hvorfor hun var lidt bekymrende.
Jeg tog min taske og løb nedeunder, tænk at jeg ikke kiggede på klokken, jeg kom sikkert for sent!

Jeg kom ind i køkkenet, hvor min mor stod med 50 kr i hånden.
Hun havde laksefarvet joggingtøj på, hun skulle sikkert ud at løbe, når jeg var gået. Hun gik meget op i motion, så hun løb hver mandag, onsdag og fredag, jeg løb nogengange med hende om søndagen. Men det var lidt hårdt, så det var kun sket 2 gange.

"Her, køb frokost for den". Sagde hun smilende.
Jeg tog den ud af hendes hånd og gav hende et dejligt smil.

"tak". Sagde jeg og lagde den ned i min lomme.
Jeg havde taget bukser på i dag, da vejret så ud til at blive dårligt, skyerne var i hvert fald sorte, og der var ingen sol på himlen. Til de sorte bukser, som jeg havde taget på, tog jeg en mørkelilla top/kjole på, og så havde jeg selvfølgelig taget en sort cardigan på, så det ikke blev for koldt.

Grunden til at jeg var lidt sent på den, var ikke at jeg stod for sent op, men at jeg havde glemt tiden, jeg hadede når det skete, hvilket nogengange skete.

"Se at komme afsted". Sagde hun hurtigt og grinede lidt.
Hun forstod ikke hvor slemt det var, hvis jeg kom sent. Men alligevel var lidt glad for, at hun tog det så roligt, for så blev hun sikkert ikke så sur, hvis jeg fik en seddel med hjem, som hun skulle skrive under på, hvilket jeg havde hørt, man fik.

Jeg fik kigget på et ur som hang på væggen, jeg havde 3 minutter, ellers ville jeg komme for sent, noget som jeg ikke gjorde så tit, faktisk aldrig.

"Ses senere". Råbte jeg, da jeg gik hurtigt ud af døren.

"ja". Råbte hun tilbage.

Jeg smilede lidt, og det gjorde jeg fordi, at jeg var stresset.
Hellere smile end se sur ud..

Normalt når jeg var på vej i skole, var der en masse børn og folk på min alder som gik eller cyklede den sammen vej som mig, men vejene var tomme, og det gjorde mig stresset.

Selvom jeg boede tæt på skolen, var jeg stresset, for det tog min lidt over 2 min at gå i skole, og så skulle jeg finde lokalet, og selvfølgelig skulle jeg have matematik i første time, og der var 2 dårlige ting ved det. 1. Lokalet var det som lå længst væk, det lå på den anden side af indgangen til skolen. 2. Matematiklæreren var en lortelærer som altid var sur, uanset hvad man gjorde, fik man eftersidning.

Jeg begyndte at små løbe, da jeg kom til skolens grund, og der var ingen mennesker udenfor, det gjorde mig mere bange, for det ville sige, at klokken havde ringet ind. Og de mange elever havde nu time, som jeg faktisk også burde have.
Jeg skyndte mig ind af døren, og kom ind til gangen, hvor skabene var, gangen var naturligvis også tom. Eller..
Der stod en længere fremme, men lyset lige over personen var gået i stykker, så der var lidt mørkt, jeg anede ikke hvem det var. Men personen stod med benet op af skabet, hvilket vi ikke måtte her, det ville give en eftersidning, hvis det blev opdaget.

Jeg gik hurtigt, fordi vi måtte ikke løbe på gangene, så det gjorde jeg selvfølgelig ikke.
Jeg var blevet lidt forpustet af alt det løberi, en grund til jeg ikke løb med min mor, min form var noget lort.

"Nå kommer man for sent". Sagde en irriterende stemme, som jeg efterhånden havde lært at kende. Jeg kiggede på den person, som jeg ikke før kunne se, og selvfølgelig var det Justin. Det fik mig til at tænke på det, som Sarah sagde til mig.

("Han er forelsket i dig")..

De ord havde gentaget sig hele dagen i går, og jeg havde tænkt meget over dem, og mit reultat var, at det ikke var rigtigt, han kunne umuligt være forelsket i mig, ingen dreng var forelsket mig, og sådan var det.

"Måske". Sagde jeg lidt flabet.
Jeg gik væk fra ham, da jeg ikke gad at komme alt for sent. Men han fulgte efter mig, og pludselig kunne jeg se ham ved min side.

Han grinede lidt, ikke et sødt, mere et ondt grin.

"Jeg kan se, at du kommer for sent". Sagde han lidt ondt, og den måde han sagde det på, fik mig til at se dum ud, for han havde ret, det var tydeligt, at jeg kom for sent.

"Kommer du ikke også for sent?". Spurgte jeg ham.
Han grinede lidt.

"Måske". Sagde han på den samme måde som mig, han gjorde grin med mig, hvor ondt!
Jeg gad ikke at spørge ind til det mere, da jeg nok ikke ville få et ordentlig svar ud af ham.
"Hvorfor går du til time? Du får en eftersidning alligevel". Sagde han.
Jeg kiggede dumt på ham.

"Fordi jeg faktisk gerne ville lære noget". Sagde jeg irriteret til ham.
Han smilede lidt, mens han kiggede op og ned af mig.

"Du er virkelig lækker i dag". Sagde han, og han var lige ved at skubbe mig op af skabet, men jeg nåede lige at flytte mig.

"Nej Justin, jeg skal til time". Sagde jeg irriteret, men jeg kunne ikke lade være med at smile, da han havde et mærkeligt, sød ansigt, som jeg fandt sjovt.

"Pjæk sammen med mig". Sagde han og tog min hånd. Han havde et sødt blik, et som var svært at sige nej til.
Jeg rystede hurtigt på hovedet, sådan noget gjorde jeg ikke.

"Nej". Sagde jeg bestemt og prøvede at tage min hånd til mig, så jeg kunne komme til timen, som jeg kom temmelig meget for sent til. Men Justin tog mig tættere på ham, så vi stod temmelig tætte.
Han holdte på mine hofter, mens han smilede til mig.

"Jeg skal altså til time nu". Sagde jeg med en lav stemme, som han bare grinede af.
Han kørte sin hånd langsomt op og ned af min hofte, mens hans øjne stirrede direkte ind i mine, jeg grinede lidt over det, men kun et lille grin.
Han begyndte at se meget seriøs ud, mens han kiggede på mine læber. Hans ene hår aede min kind blidt, mens han holdte mit hovede oppe. Jeg kunne mærke, at hans hovede kom tættere på, jeg tabte min nye skoletaske, som min mor og jeg var ude for at købe i fredags, på gulvet. Jeg var helt væk i hans øjne, og den måde han kom tættere på, virkede bare så rigtigt. Jeg mærkede spidsen af hans læber, og vi lukkede begge vores øjne.

"Sommer og Bieber". Sagde en meget overrasket mande stemme. Vi fjernede os hurtigt fra hinanden og kiggede på manden, som sjovt nok skulle være vores Rektor. Han så virkelig sur ud, meget faktisk.
Jeg fik kigget på Justin, han lignede en som prøvede at se hård ud, det troede rektoren sikkert også, at han var, men der var noget som han skjulte, han var sur over noget, måske var han sur over, at nogen afbrød os. Havde han virkelig tænkt sig at kysse mig denne gang? Jeg fandt aldrig ud af det, da vores læber ikke ramte hinanden rigtigt, ligesom alle de andre gange, hvor jeg troede, at Justin ville kysse mig. Men måske var det anderledes denne gang, hans ansigtudtryk, hans hjerte som hamrede hurtigere, måske..nej, det kunne ikke være sandt!

"Mit kontor nu!". Sagde Mr. Sparks, som han nu hed.
Vi sagde ikke noget, vi fulgte bare med ham. Men vi vidste begge godt, at det ikke kunne være for godt.

Vi kom ind på et kontor, hvor det pludselig blev koldt, jeg opdagede, at det var på grund af vinduet, som stod helt åbent.
Mr. Sparks sagde ikke noget, han satte sig bare på hans plads bag skrivebordet. Justin og jeg satte os automatisk på 2 stole foran ham, mens vi kiggede ned i gulvet.

Jeg havde aldrig været i dette rum, men det virkede som et helt normalt kontor, med et skrivebord, et skab hvor der sikkert var en masse papirer, og så selvfølgelig stolene og et par enkle blomster.

Jeg kiggede på Justin, som sad ret sjovt. Han havde lænet sig tilbage, som om at han følte sig hjemme. Han manglede bare lige at sætte foden op på skrivebordet, så lignede det, at han ejede stedet, jeg sad på en nervøs og normal måde. Man kunne tydelig se at jeg var nervøs, da jeg legede med mine fingre og jeg havde et nervøs ansigtudtryk.

"Justin og Andrea". Sagde han sukkende.
Han kaldte os vores fornavne, det var ikke så tit, det skete.

"Andrea, dig har jeg ikke set her før?". Sagde han på en spørgende måde.
Selfølgelig, for jeg var ikke en person som gjorde slemme ting, som Justin åbenbart gjorde, siden at Mr. Sparks ikke var overrasket over, at Justin var her.

"Nej, jeg har heller ikke være her før". Sagde jeg lavt.
Han sukkede lidt.

"Det i 2 lavede ude på gangen, er forbudt her. Især hvis det er i timerne...". Sagde han, men han stoppede og kiggede undrende på Justin, det fik også mig til at kigge på ham. Idioten sad med mobilen, og var ukoncenteret i hvad Mr. Sparks sagde.

"Justin!". Sagde han lidt hårdt. Justin kiggede på ham, og han så Mr. Sparks' sure ansigt, han sukkede og lagde den ned i lommen. Han opførte sig som om, at han var vant til det, og at han var fuldstændig ligeglad. Så så man lige mig, som var pisse nervøs og bange.

"Syntes du, det er okay?". Spurgte han Justin.
Det skulle nok blive interessant, for med Justin var der aldrig et rigtigt svar.

"Ja, det syntes jeg". Sagde han med et skævt smil.
Hvordan kunne man snakke sådan til ham, han kan få ham bortvist?
Mr. Sparks sukkede bare og kiggede på mig.

"Men som jeg sagde før..". Sagde han og kiggede ned på nogle papirer på bordet.
Han ignorere fuldstændig det med Justin, hvilket jeg forstod, han havde sikkert lært, at med Justin kunne man ikke føre en ordentlig samtale, han var for flabet og irriterende. Hvorfor var Justin ikke bortvist for længst? Ikke at jeg ønskede det, det undrede mig bare lidt.

"I skal selvfølgelig have en straf". Sagde han sukkende og kiggede på mig.
Han var ikke så glad for at se mig her, det var tydeligt.

"I pjækkede fra timen og havde fysisk kontakt på gangen". Sagde han.
Justin grinede over det han sagde, men jeg fandt det ikke sjovt, overhoved. Han sagde, at jeg havde pjækket fra timen, og det var jo ikke rigtigt, jeg kom bare for sent.

"I...". Mere nåede han ikke at sige, da det bankede på døren.
Vi kiggede allesammen på døren.

"ja!". Råbte Mr. Sparks irriteret.
Døren åbnede langsomt.
En lyshåret dame trådte ind af døren, hun var skolesekretær.

"Der er et problem i hallen". Sagde hun surt, hun var en meget sur dame, altid sur, uanset hvad.

Mr. Sparks sukkede, og så rejste han sig op og gik over til damen.

"I bliver her, vi er ikke færdige med her". Sagde han surt og gik med damen.
Hvad mon der skete i hallen?

Pludselig kunne jeg mærke, at Justin rejste sig op. Jeg kiggede undrende på ham.

"Hvad laver du?". Spurgte jeg ham lavt.
Han grinede lidt.

"Vi har en chance for at stikke af". Sagde han grinede og gik over til det åbne vindue.
Jeg kiggede dumt på ham.

"Er du sindssyg, vi kan ikke stikke af". Sagde jeg dumt til ham.
Han smilede lidt.

"Det er enten det, end en hård straf". Sagde han og kiggede ud af vinduet, han skulle sikkert se, hvor lang der var ned, og der var ikke langt, man skulle ikke engang hoppe, man kunne bare gå ud.

"Hård straf? Vi får bare en eftersidning". Sagde jeg flabet til ham.
Endnu et grin kom fra ham af.

"Du er virkelig nybegynder i det her, hva?". Sagde han grinende.
Nybegynder?

"Hvad mener du?". Spurgte jeg ham.
Han kom over til mig, han tog fat i min hånd og trak mig med over til vinduet.

"Det er værre end eftersidning". Sagde han meget seriøst.
Jeg grinede lidt.

"Hellere det end mere ballade". Sagde jeg grinende.
Han hoppede op i vindueskammen og trak mig med.

"Kom så". Sagde han og kiggede ud af vinduet.
Jeg rystede stille på hovedet, og så 'hoppede' jeg ud af vinduet. Og så klodset, jeg nu var, faldt jeg. Justin grinede af mig, jeg kiggede dumt på ham, men jeg begyndte også at grine, da jeg så hans søde smil. Og det var måske også lidt sjovt, at jeg faldt.

"Kom så". Sagde han smilende og hjalp mig op.
Vi gik væk fra skolen, mens vi holdte i hånd.

"Justin, det her er dumt". Sagde jeg smilende og kiggede tilbage til skolen.
Jeg syntes det var spændende, at pjække fra skolen, jeg havde aldrig gjort det før, og det var så dumt. Men spændende.

"Nej, det er sjovt". Sagde han grinende.
Jeg rystede smilende på hovedet, han var så dum, men på en sød måde.

Vejret var vi lidt uheldige med, det var ikke så godt. Solen var ikke kommet frem i dag, kun mørke skyer.

"Hvad sker der, når han finder ud af, at vi ikke er der?". Spurgte jeg ham.
Han trak på skulderne.

"Det er forskelligt, nogengange ringer de hjem til ens forældre, og andre gange lader de det ligge". Sagde han.

Jeg sukkede lidt.

"Men, får vi ikke flere problemer af det her?". Spurgte jeg ham.
Han rystede på hovedet, hvilket fik mig til at kiggede undrende på ham.

"Du siger bare til dem, at du var bange, så du stak af, og de lader dig gå". Sagde han som om, at det var noget han gjorde tit.

"Gør du det?". Spurgte jeg grinende, jeg fandt det lidt sjovt, da det lød som om, at han skulle være bange. Og Justin var en hård type, han ville hellere have eftersidning end at vise sin følsomme side til lærerne. Hmm, han kom sikkert ikke til eftersidningerne, han var jo ham?

"Nej, er du sindssyg, men jeg siger til andre, at de skal for at hjælpe dem". Sagde han.
Jeg grinede lidt.

"Det er jo sødt". Sagde jeg til ham.
Han trak på skuldrene.

Jeg syntes det var sødt på en måde, han hjalp en masse.....piger? Okay mindre sødt! Blev han tit opdaget med en pige, dum tanke, for selvfølgelig gjorde han det, han var ham.

"Hvor skal vi hen?". Spurgte jeg ham.
Han trak igen på skulderne.

"Det ved jeg ikke, hvor vil du hen?". Spurgte han mig.
Jeg smilede lidt.

"Nå, skal du nu til at være sød?". Spurgte jeg ham.
Han smilede lidt.

"Jeg er sød". Sagde han, jeg grinede lidt.
Han aede min hånd lidt, det var egentlig underligt, at vi holdte i hånd, men det var dejligt. Det fik mig til at føle tryg.

"Skal vi gå på stranden?". Spurgte jeg mig.
Han grinede lidt.

"hvor romantisk". Sagde han grinede.
Jeg grinede også lidt.

Han stoppede op og kiggede på mig.

"Duer så smuk". Sagde han med en sød stemme, han havde også et sødt blik, som gjorde mig blød i knæene.

"Nå, er jeg ikke lækker mere?". Spurgte jeg ham fornærmet.
Jeg gik væk fra ham, bare for at drille ham. Han plejede altså at sige, at jeg var lækker, og så var jeg smuk ligepludselig. Det var noget andet, syntes jeg. Smuk, lød som noget folk mente, og lækker var en score ting.

Jeg smilede lidt, da han kom bagfra og holdte rundt om mig.
"Du er både smuk pg lækker, du har det hele". Sagde han og kyssede mig i håret.
Jeg smilede lidt, han var så sød. Han vidste altid, hvad han skulle sige og gøre, han var ham, virkelig ham. Han havde 2 sider, det var nemt at se! Jeg havde oplevet dem begge, den søde Justin, og den mindre søde flirtende Justin. Jeg kunne lide dem begge, det må jeg indrømme.

"Du er da også okay". Sagde jeg smilende.

Han fik vendt mig om, så vi stod overfor hinanden. Hans hænder var på mine hofter, og mine var rundt om ham.

"Er jeg ikke mere end det?". Spurgte han mig med en fræk stemme, den gamle Justin var tilbage.
Han kom tættere på, så jeg kunne mærke hans bryst mod mit. Han holdte om mit hovede igen, og vores læber skulle lige til at ramme hinanden, da vi blev forstyret af en irriterende ringetone, som kom fra min telefon.

"Min telefon". Sagde jeg, Justin gik lidt væk fra mig.
Jeg tog den op af min lomme og sukkede.

"Det er min mor". Sagde jeg lidt nervøst.
Justin sukkede lidt, han var irriteret over, at vi endnu engang blev afbrudt, det kunne ses.
"undskyld". Sagde jeg. "det er okay". Sagde han med et sødt smil, jeg gik væk fra ham og tog telefonen.

"Mor". Sagde jeg overraskende. "Du kommer hjem nu". Sagde nu meget surt. Jeg blev lidt nervøs. "Hvorfor?". Spurgte jeg hende. "du kommer bare hjem nu". Sagde hun lagde på, hun var virkelig sur. Jeg kiggede på mobilen, jeg var bange, min mor var sur på mig,, det havde hun ikke været siden jeg var lille.

"Hey er du okay?". Spurgte Justin mig, da han kom over til mig. Han holdte blidt rundt om min arm. Jeg rystede stille på hovedet. "Ikke nu Justin". Sagde jeg og gik, Justin kom op til mig. "Hvad sker der?". Spurgte han mig. "Jeg skal hjem, og følg ikke efter mig". Sagde jeg lidt surt til ham. Han nikkede forstående, men han lignede en som var såret. Jeg nåede ikke at sige mere, før jeg gik hjem, hvor det ikke blev sjovt. Men jeg håbede virkelig ikke, at Justin troede, at jeg var sur på ham, for han virkede temmelig såret.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...