Justin Bieber, It's a game or real love?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2012
  • Opdateret: 17 jul. 2013
  • Status: Igang
Andrea Sommer er en henrivende, bedårende, tiltrækkende og intelligent 17 årige pige, hun er sød og hjælpsom overfor alle, og hun har svært ved at sige nej. Efter den lange sommerferie, skal hun starte i skole igen. Her kender hun alle, og hun ved alt om alle. Men noget er anderledes, hun er forandret. Hun er blevet, hvad drenge kalder for en 'Sild'. Og det ser Justin - skolens player og skolens mest tiltrækkende fyr - hurtigt. Alle på skolen ved, hvem Justin er, og alle kender hans 'Player Game'. De fleste piger drømmer om at være i nærheden af ham, eller bare snakke med ham. Så, hvad sker der så, når han begynder at flirte med Andrea? For Andrea er ikke nem, hun er klog, og ved hvad han vil. Men er hun klog nok? Kan hun vinde over den charmerende og flirtende dreng Justin? Eller vil hun falde for ham? Og er der flere følelser end der burde? (Justin er ik' kendt)

286Likes
301Kommentarer
48451Visninger
AA

12. Kapitel 11

Da jeg vågnede mandag morgen, hørte jeg intet vækkeur, ingen irriterende lyd som sagde, at jeg skulle i skole, intet. Det eneste som virkede unormalt, var at personen ved siden af mig, vendte og drejede sig hele tiden.

Jeg åbnede stille mine øjne, og den træthed, jeg normalt havde mandag morgen, var der ikke. Og det kunne kun betyde 1 ting, vi havde sovet over os.

Jeg kunne tydelig mærke, når jeg havde sovet over mig. Det var ikke den bedste følelse i verden, det var mere en følelse om stress, og den hadede jeg.

 

Jeg rejste mig med lynets hastighed op af sengen og kiggede forvirret rundt. Solen skinnede højt oppe på himlen, det var i hvert fald ikke længere morgen. Justin åbnede sine øjne stille og kiggede på mig, et lille smil bredte sig på hans læber.

 

"Vi har sovet over os". Sagde jeg irriteret og tog mig til hovedet.

Mine ord fik Justin til at vågne lidt mere. Han løftede hovedet lidt op og kiggede lidt rundt, og da han kunne se, at solen skinnede ind af vinduerne, kunne han se, at jeg havde ret.

 

"fuck". Sagde han træt.

Jeg sukkede lidt.

 

"Hvad er klokken?". Spurgte han sukkende og lagde sit hovedet ned på puden.

Jeg gik hurtigt over til min telefon og tjekkede klokken.

 

"Den er halv 12". Mumlede jeg.

Justin sukkede.

 

"Hmm, så kan det ikke betale sig at gå i skole". Sagde han og lukkede sine øjne.

Han havde på en måde ret, for der var kun 2 timer tilbage, og så havde vi fri. Men alligevel, min mor vil flippe ud, hvis hun fandt ud af at jeg ikke var i skole. Hvilket ikke var sikkert, at hun gjorde. Men normalt fandt hun ud af alt.

 

"Jeg har det ikke godt med det". Sagde jeg og satte mig ned på sengekanten.

Justin satte sig op i sengen og lagde min hånd på min skulder. Med et træk, fik han mig til at ligge ned på hans skød. Godt han havde dyne på. Tanken om, hvis han ikke havde, gjorde mig lidt hed, for så havde jeg ligget på hans....

 

"Hør, bare lad som om, at du er syg". Lød det fra ham, heldigvis afbrød han mine tanker.

Jeg kiggede dumt på ham.

 

"Hvad siger dine forældre til sådan noget her?". Spurgte jeg ham nysgerrigt.

Jeg ville også gerne vide noget omkring hans forældre, han sagde aldrig noget om dem.

 

"Faktisk siger de, at jeg SKAL gå i skole, det er deres eneste krav". Sagde han, og han havde et tryk på skal.

 

"Men hvor er de?". Spurgte jeg ham.

Jeg havde ikke set hans forældre før, kun hans mor, da hun lukkede Sarah og jeg ind, men ellers ikke. Jeg havde heller ikke hørt dem, mens jeg havde været her.

 

"De er et eller andet sted ude i verden, de er forretningsmennesker, så de rejser tit rundt i verden". Sagde han sukkende.

Jeg nikkede bare.

Jeg havde altid haft ondt af de børn, som havde sådan nogen forældre. Bare tanken om, at deres forældre rejste rundt i verden, mens de blev passet af forskellige familiemedlemmer. Tanken om at deres forældre aldrig var til fodboldskampe, fordi der var et forretningsmøde i Japan, jeg havde så ondt af dem. Det vil sige, at jeg også havde ondt af Justin.

 

"Er det hårdt?". Spurgte jeg ham.

Han kiggede ned på mig, og jeg kiggede op på ham.

 

"At de rejser så meget?". Spurgte han mig.

Jeg nikkede.

 

"Jeg er vandt til det". Sagde han ligegyldigt.

Men han lød ret såret i sine ord, han lød også som en, som ikke ville snakke om det mere. Jeg ville ikke pine ham med det mere. Emneskift!

 

Der var lidt akavet tavshed mellem os. Snakken om hans forældre, som aldrig var hjemme, fordi de arbejde som meget, og det havde sikkert gjort i hele Justins liv, den snak, gjorde det akavet. Jeg var bange for, at Justin var lidt trist over det.

For det kunne godt være, at han var den seje, rige og populære dreng i skolen, og at alle syntes, at hans liv var godt, men så godt kunne det heller ikke være, hvis hans forældre aldrig var i nærheden. Men som han sagde, han var vant til det, det var på en måde normalt for ham. Det ville måske være underligt for ham, hvis de var hjemme hver dag.

 

"Skal du med til festen på fredag?". Spurgte han mig lige pludselig.

Jeg kiggede op på ham. Fester var ikke min ting, og det vidste han godt.

 

"Kom nu, jeg har hørt, at den bliver vild". Sagde han meget overbevissende.

Jeg sukkede lidt.

 

"ved ikke rigtig". Sagde jeg bare.

Jeg fjernede mit blik fra ham, og kiggede ud af vinduet, hvor solen var det mest dominerende på det tidpunkt. Den skinnede bare så meget.

 

"Du er min bedste veninde, så du skal altså med. Jeg kan ikke have en veninde, som ikke tager til fester" Sagde han på en sjov måde, den måde, fik mig til at smile lidt.

 

"Jeg tænker over det". Sagde jeg til ham.

Han smilede lykkeligt. Han havde tit snakket om, at jeg skulle med til fester. Han syntes, at det var på tide med mig. Og han brugte altid den grund, at jeg var hans bedsteveninde, så jeg skulle altså bare med til fester, så vi kunne hygge os sammen.

Men til de fester som jeg havde hørt, at Justin havde været med til, var der både slagsmål, farlig alkohol, rygning og stoffer. Der var også en fest, hvor Justin overhoved ikke kunne huske noget efter. Og han sagde, at hans venner havde fortalt ham, at han tog stoffer. Men den troede han ikke på. Selvom der var 10 som sagde det, og selvom de havde billeder af det, så troede Justin ikke på det. For sådan en type var han ikke, troede han selv.

 

"Jeg håber, du kommer, så kan vi scorer sammen". Sagde han smilende.

Justin og hans piger. Jeg tror ikke, at der ikke var en fest, hvor Justin ikke fik bid. Han fik altid en pige til hver fest.

 

"Ja ja, Justin". Sagde jeg grinede til ham.

Mig score en fyr? Det måtte være den sygeste joke i verden. Jeg havde aldrig scoret en fyr, for det meste var det fyren som scorede mig.

 

"Hey, du kan møde min ven Nick". Sagde han meget bestemt.

Jeg kiggede undrende på ham.

 

"Er han en af dine underlige venner, som jeg aldrig har set før?". Spurgte jeg ham.

Justin havde virkelig mange venner. Nogen var mere normal end andre.

 

"Ham her, han har godt nok et narko problem, men han er vild skæg, han kommer på fredag". Sagde han glad.

 

"Jeg ved ikke rigtig". Sagde jeg tøvende.

En dreng, eller mand, som har et narko problem? Hvem vil overhoved kendes ved ham? Okay Justin, men Justin kendte alle.

 

"Han er god nok, vild sød at snakke med". Sagde han meget overbevissende.

Jeg kiggede dumt på ham.

 

"Jeg vil helst ikke omgås folk med narko problemer". Sagde jeg meget bestemt til ham.

Jeg havde allerede alt for mange problemer i forvejen. Hvis min mor fandt ud af, at jeg rendte rundt med en stofmisbruger, så blev jeg sku da smidt ud hjemmefra.

 

"Okay, det er okay". Sagde han bare.

Justin ville gerne have, at jeg mødte alle hans venner. Men jeg havde ikke lige tid til at møde 4.000 mennesker, eller flere. Han kendte rigtig mange, det var helt sygt.

 

"Hvad skal vi egentlig lave i dag?". Spurgte jeg ham pludselig.

Jeg var en person som gerne vil lave noget hele tiden, ingen pauser.

 

"Vi kunne kører en tur?". Spurgte han mig.

Jeg kiggede smilende på ham, det lød faktisk hyggeligt.

 

"okay". Sagde jeg glad.

Justin havde en fed bil, så hvorfor ikke bruge den til noget sjovt. Og jeg gad i hvert fald ikke sidde indenfor hele dagen.

 

Vi rejste os begge to op fra sengen og begav os til at tage tøj på. Som altid var vejret i top, så dagens valg var shorts og en T-shirt. Justin tog ikke shorts på, men lange mørke bukser, hmm, han kom sikkert til at svede, men det var hans problem.

 

"Ved din veninde Sarah, at vi er venner?". Spurgte han mig, mens han knappede hans bukser. Jeg kiggede over på ham, efter jeg havde skiftet fra min top til T-shirt.

 

"Ikke rigtigt, men regner med at jeg fortæller hende det i morgen". Sagde jeg sukkende.

Han nikkede bare. Jeg burde i hvert fald sige det til hende, hun var trods alt min bedste veninde. Men det var bare lige hvordan. Hun var jo en af de piger som var håbløst forelsket i Justin. Enten blev hun overlykkelig, fordi hvis jeg var venner med Justin, betyder det jo, at hun også kom til at se ham. Men hun kunne også blive sur, da hun blev sur over de mest mærkelige ting. Men hun blev altid god igen, sådan var Sarah.

 

¤¤¤

 

Da vi begge havde fået tøj på, og jeg havde ordnet mig, bevægede vi os ud til Justins bil, som var den fedeste bil, som jeg nogensinde havde set.

Vi satte os ind i den. Og jeg kunne godt mærke, at det var længe siden, at jeg havde siddet i en varm bil, for Justins bil var godt nok varm.

Jeg satte mig ned på det brandvarme sæde.

 

"Arhh". Sagde jeg og satte mig ned på sædet.

Justin grinede lidt.

 

"Er det varmt?". Spurgte han mig med et smil.

Jeg nikkede ivrigt.

 

"Det går væk". Sagde han.

 

"Det håber jeg da".

Han grinede lidt.

 

Justin startede bilen, og der kom et ordentlig brag. Og han gjorde det kun for at prale sig, drenge og deres biler. Jeg gav bare et lille smil og kiggede ud af vinduet.

Han kørte ud på vejen og kørte hen af den.

 

"Hvor kører vi hen?". Spurgte jeg ham undrende.

Han grinede bare.

 

"Det finder du ud af". Sagde han.

Jeg kiggede forskrækket på ham.

 

"Hvor tager du mig hen?". Spurgte jeg ham.

Han smilede, mens han kiggede ud på vejen.

 

"Det finder du ud af". Sagde han endnu engang.

Hvor tog han mig dog hen? Det var lidt skræmmende, men også spænende.

Jeg holdt godt øje med, hvor han kørte hen. Vi var helt ude i ingenting. Der var marker ved siden af, hvor kørere opholdte sig. Virkelig landligt, ikke lige et sted for mig.

 

"Du ved den fest på fredag?". Sagde Justin pludselig, mens vi kørte ude i ingenting.

Jeg kiggede over på ham.

 

"Ja?". Sagde jeg undrende.

 

"Ved du overhoved, om du må tage med?". Spurgte han mig.

Jeg tænkte mig lidt om. Sådan som tingene så ud, ville mine forældre aldrig give mig lov.

 

"Mine forældre giver mig i hvert fald ikke lov". Sagde jeg sukkende.

Så jeg havde faktisk mit svar. Selvom Justin så gerne ville have mig med, måtte jeg nok sige nej. For det var ingen mulighed for, at tage af sted uden deres tilladelse.

 

"Jeg er ligeglad, du skal med". Sagde han meget sikkert.

Jeg sukkede lidt. Jeg vidste, at det var svært at komme uden om den her samtale. For han ville altid have ret.

 

"Jeg må ikke, og jeg behøver slet ikke at spørge, de siger nej uanset hvad". Sagde jeg meget irriteret.

 

"Det gider jeg ikke  høre på, du kommer med". Sagde han igen meget sikkert.

Han var virkelig sikker i sine ord, så sikker, at jeg faktisk troede på, at der var en mulighed.

 

"Men hvordan det?". Spurgte jeg ham.

Jeg vidste egentlig ikke, om jeg overhoved vil med. Jo, det kunne være sjovt, men også farligt. Der skete jo så mange ting til fester, det havde jeg i hvert fald hørt. Mange ting, som man kom til at fortryde.

 

"Du sniger dig du". Sagde han.

Jeg kiggede undrende på ham. Og han forstod godt, at jeg behøvede en forklaring, for at forstå det nærmere.

 

"Du gør dig klar, så sniger du dig ud til mig, og jeg holder og venter på dig, derefter tager vi til festen, og resten finder vi ud af". Sagde han med et lille smil på læben.

Jeg nikkede bare. Jeg havde det ikke godt med, at jeg skulle snige mig ud, uden at mine forældre så mig. Jeg havde allerede alt for mange problemer i forvejen, det var ikke så godt. De ville blive så sure, nej rasende, hvis de fandt ud af det.

Og jeg var jo normalt deres søde pige, som altid gjorde, hvad der blev sagt.

 

"Det er for risikabelt". Sagde jeg sukkende.

Bare tanken om at snige mig ned af trappen i ført en festekjole, fik mig til at tvivle. Tænk hvis de opdagede mig?

 

"Sådan er livet". Sagde han og kiggede godt med, hvor han kørte.

Jeg kiggede ud på vejen. Han drejede ind til en lille vej som førte ind til skoven. Hvad skulle vi dog i skoven?

 

"Man skal tage nogle chancer, ellers kan dit liv ikke være et eventyr". Sagde han meget bestemt. Jeg kiggede på ham, men han koncentrerede sig godt om vejen, som ikke var den nemmeste vej at køre på.

 

"Livet er det bedste eventyr". Sagde jeg mumlende.

Jeg husker tydeligt, da jeg var mindre, og jeg skulle i seng. Min mor læste altid for mig, ellers kunne jeg ikke sove. Og det skulle være et eventyr, ellers kunne jeg ikke drømme godt. Til sidst, hver eneste gang, sagde hun altid det citat: Livet er det bedste eventyr..

 

"Lige præcis". Sagde han smilende.

Jeg lænede mit hoved tilbage i sædet og kiggede på ham. Han sad bare og smilede, mens han kiggede ud af vinduet.

 

"Så er det en aftale?". Sagde han og drejede ind til et stille sted, mere stille end før. Der var også mørkere end før, faktisk også hyggeligere.

 

"Det er det vel". Sagde jeg tøvende.

 

"godt".

Så havde jeg sagt ja til den fest, ingen vej tilbage. Den fest næste fredag, skulle jeg med til. Det blev sikkert også sjovt. Måske er alle de rygter om, hvor dårlige og sindssyge fester var, ikke sande?

 

Pludselig stoppede bilen. Jeg kiggede ud af vinduet, og jeg fik nærmest et chok. Han holdte bilen lige foran klint, selvfølgelig med til afstand fra den, så vi ikke kørte ud over den og landede i vandet. Udsigten var virkelig smuk.

 

"Hvordan kender du det her sted?". Spurgte jeg ham, mens jeg kiggede rundt.

Jeg havde tit gået rundt i skoven med mine forældre, og jeg havde aldrig været her. Det var som et hemmeligt sted.

 

"Det er mit lille private sted". Sagde han med et lumsk smil.

Jeg rystede bare svagt på hovedet, mens jeg havde et smil på læben.

 

"Lad mig gætte, dit scorested?". Spurgte jeg ham med hævet øjenbryn.

Justin havde sikkert en masse scoresteder til de piger som han 'fangede', mærkeligt ord, men det sagde han selv, at det hed. Han fik bid i fiskestangen.

 

"Det kan man godt sige" Sagde han smilende.

Jeg nikkede bare.

 

Vi kiggede begge ud af vinduet, den udsigt havde sikkert hjulpet Justin med at få bid. Måske havde de endda gjort det i bilen? Klam tanke, nu når jeg sad i bilen. Men man vidste aldrig med ham.

 

"Jeg vil bare vise dig et af de steder, hvor jeg tager pigerne hen". Sagde han med et skævt smil.

 

Jeg kiggede smilende på ham.

 

"Lettet, troede at du skulle til at score mig". Sagde jeg grinende.

Han grinede også, men det lød ikke speciel overbevissende.

 

"Jeg skal lige pisse". Sagde han sukkende.

Jeg nikkede bare.

 

Han trådte ud af bilen og gik over til det nærmeste træ. Mens han var væk kiggede jeg ud på den smukke udsigt igen. Jeg havde virkelig den følelse om, at Justin vil score mig, men det ville være forkert, ville det ikke? Vi var jo venner, derimod var vi også gode venner, bedste venner. Hmm.

Justin var godt nok tiltrækkende, sød og en dejlig dreng, men vi var bare ikke skabt til hinanden.

Pludselig blev mine tanker forstyrret af en sms tone. Jeg kiggede på Justins telefon, og fordi han havde en iPhone, kunne man se navnet på personen og lidt af teksten. Den lyste meget, så jeg kunne ikke undgå at se teksten.

 

-Vanessa skrev: Det kan vi godt<3

 

Min nysgerrighed gik helt fra hinanden. Selvfølgelig ville jeg gerne vide, hvad den besked indebar, men det var forkert at læse hans beskeden. Men på den anden side, var jeg jo ikke hans kæreste. hmm.

Jeg tog hans telefon op og gik ind på beskeden. For at se hele samtalen kørte jeg helt op, jeg stoppede, da det blev interessant.

 

Vanessa: Vi skal snart have snakket om det;-)

 

Justin: Ja selvfølgelig<3

 

Vanessa: Kommer du på fredag?;)<3

 

Justin: Ja da<3

 

Justin: Skal vi snakke om det der, for du har ret, det er nok bedst, at vi snart får snakket om det, før det er for sent;)

 

Vanessa: Det kan vi godt<3

 

Og der sluttede samtalen. Hmm, jeg tror ikke, at jeg var den eneste pige, som Justin skulle rende rundt med på fredag. Hvad mon de skulle snakke om? Hvorfor lød Justin som om, at det var meget alvorligt? Og stadig hvem var hun?

Jeg havde meget svært ved at tro på, at hun bare var en hel normal pige som Justin kendte. Og ja, hun gjorde mig måske lidt jaloux, men det måtte Justin overhoved ikke vide.

 

Jeg kiggede over på Justin, da jeg kunne se, at han lynede sine bukser om, skyndte jeg mig at låse skærmen og lagde den på plads igen. Jeg kiggede ud af mit vindue. Jeg måtte virke normal, men spørgsmålet om Vanessa brændte inde i mig. Men jeg måtte vente til på fredag. For jeg vidste ikke hvordan Justins reaktion ville være, hvis han fandt ud af, at jeg havde læst hans beskeder. Jeg havde en fornemmele på, at fredag ikke blev en god dag alligevel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...