Be Mine (1D)

Da Tiffany får at vide at hendes gamle barndomsven, Louis, kommer tilbage til Doncaster, for at tilbringe sommeren med hans familie ser hun pludselig muligheden for at samle prikkerne i deres rustne venskab, som efterhånden er mere et "bekendtskab" end "venskab". Spørgsmålene farer rundt Tiffany's hovede, for hvad nu hvis han slet ikke kan huske hende? Men efter godt 17 års venskab burde det vel ikke være muligt... right?

12Likes
5Kommentarer
1515Visninger
AA

3. Kærester

 

Jeg sukkede dybt inden jeg åbnede beskeden, hvilket jeg synes var mærkeligt. Hvorfor var jeg så nervøs?

”Tiffany, jeg håber du har det godt. De sidste par år har været vildt hektiske for mig og vi har ikke haft set hinanden én eneste gang. Jeg savner dig. Jay siger du stadig bor i Doncaster? Jeg kommer snart hjem, så kan det være vi lige skulle ses? :) x”

Jeg kunne ikke lade være med at sidde tilbage med et skævt smil. Jeg ville så gerne mødes med ham og tale om alt hvad der er sket de sidste par år, hvor vi ikke havde haft chancen for det, men jeg er bare bange for at jeg vil kede ham. Nu hvor han bliver inviteret til store V.I.P. fester, snakker med bemærkelsesværdige personer og bliver forfulgt af paparazzier og skrigende fans. Hvad nu hvis jeg intet særligt er længere?

 

Jeg stod ude foran familien Tomlinson’s hus. Forberedte mig på at banke på og have det største smil på læberne. Jeg kunne ikke lade være med at være nervøs. Jeg gik langsomt hen til havelågen og op ad stien, hvorefter jeg bankede på døren tre gange.

”Tiffany! Hvor er det lang tid siden jeg har set dig her!” udbrød Jay overrasket, men samtidig glad for at se mig. Hun gav mig et lille knus og kiggede mig i øjnene. ”Hvordan har du det?”

”Jeg har det fantastisk!” svarede jeg entusiastisk med et kæmpe smil på læben.

”Det er jeg glad for at høre! Du må endelig komme her noget mere. Alle spørger altid til dig og om hvor du befinder dig! Især Phoebe og Daisy, de havde fødselsdag for en måned siden, du ved, de fyldte 7…” mere sagde hun ikke inden Louis kom og afbrød. 

”Hej!” nærmest råbte Louis, hvorefter han svang sine arme omkring mig og vi stod og krammede i hvad der føltes som 5 sekunder, men var nok nærmere et halvt minut.

Han gik et par skridt tilbage og vi kiggede på hinanden.

”Hej Lou.” peb jeg. Hvor pinligt. Det hele var virkelig pinligt.

”Kom med om i haven, der sidder de andre!” sagde Louis idet han allerede var på vej om i haven. Jeg stod bare og stirrede et øjeblik inden jeg satte i spring efter ham. De andre? Var hele familien på besøg eller hvad….

Da vi kom om i haven var den prop fyldt med folk. Jeg genkendte dog de fleste. Hele haven så så festlig ud. Der var pyntet op og musikken brølede ud gennem højtalerne.  

Jeg blev nærmest overfaldet af Louis’s mindre søstre. De var der alle sammen Lottie, Fizzy, Phoebe og Daisy. De snakkede alle sammen i munden på hinanden, hvilket var typisk familien Tomlinson. Jeg kunne ikke lade være med at kigge over på Louis, som stod og grinede af mig. Jeg kunne godt mærke, at jeg så lidt lost ud.

”Kan I give hende noget luft piger.” sagde han med sin søde stemme til sine søstre idet han tog mig i hånden og førte mig ind på sit værelse. Det gode gamle værelse. Jeg kunne ikke lade være med at tænke du er 21 år Louis, og du har stadig dit værelse stående uberørt ved din mor. Tanken fik mig til at grine, højt. Louis kiggede over på mig og smilte, men han spurgte ikke hvad det var jeg grinte af.

Han åbnede munden og sagde: ”Hvor er det godt at se dig igen.” Hvor var det dejligt at høre. Jeg havde virkelig også bare savnet ham, men hvad skulle jeg sige? Han stod der i sine røde bukser, hvide Toms, sort hvid stribede T-shirt, sorte seler, sin perfekte frisure og kiggede på mig, som havde jeg været i krig og var lige kommet hjem i godt behold. Jeg kunne ikke lade være med at kigge tilbage på ham, men jeg så helt sikker ikke lige så perfekt ud.

Det gjorde ondt i min mave pga. mine tanker. Er jeg forelsket i Louis William Tomlinson?! Åh Gud, ja. Det her kunne ikke blive andet end en katastrofe. Hv.. Mine tanker blev afbrudt af en sød stemme, som havde den fineste britiske accent.

”Er det her du gemmer dig Louis?” sagde en pige og gik over og stilte sig ved af Louis. Hun var dog det smukkeste. Perfekt, fejlløs. Hendes hår var brunt og det krøllede perfekt ned på hendes skulder. Hendes ansigt stirrede på mig på en mærkelig måde, men samtidig meget venligt. Hun havde en hvid skjorte på og mørke bukser. Så simpelt, men stadig … perfekt. Hun rakte sin hånd frem imod mig:

”Du må være Tiffany! Jeg har hørt alt om dig! Jeg er Eleanor.”

Jeg tog min hånd i hendes og smilede et kort smil ”Hej Eleanor.”

”Jeg er super glad for, at I endelig mødes!” sagde Louis imens han smilede stolt idet hn kiggede rundt på Eleanor og jeg.

”Det er min kæreste.”

Selvfølgelig. Hans k-k-k-k-kær-ær-st-ste? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...