To Verdener - Adrian Maxwell Purvis [Pause]

Historien handler om en ung mand - Adrian - der gerne vil være kunstner, hvilket hans far er stor modstander af. Efterhånden som historien skrider frem, gør også Adrians udvikling og mentalitet. Efter han opdager at han er bøsse, går det dog både op og ned.

Skrevet til min lillebror, Mike Malmros Nielsen

1Likes
1Kommentarer
804Visninger
AA

4. Kapitel 4

Dagene efter det fatale møde med Monique, husker jeg kun i korte glimt. Jeg husker at Lilly helt holdt op med at komme ind til mig. Jeg husker Fritz der madede mig, med medlidenhed og let afsky i blikket. Jeg husker Alec og Eric der hviskende talte sammen.

   Jeg gled ind og ud af bevidstheden. Jeg vidste ikke hvor lang tid der gik før jeg nogenlunde kunne holde mig vågen, men det føltes som år. Mine tanker blev ved med at sværme om én bestemt person:

   Monique.

   Jeg så igen og igen hendes rædselsslagne ansigt for mig. Hvad der kun var mareridt i min dybe søvn, begyndte også at forfølge mig i min vågne tilstand. Til sidst var jeg så tæret op af dette mareridt, at jeg ikke længere ønskede at leve. Jeg udtænkte planer for hvordan jeg ville begå selvmord, hvordan de andre omkring mig ville reagere. Jeg må indrømme at jeg var en kende dramatisk.

   En dag, da jeg var nogenlunde ved bevidsthed, kom Lilly ind til mig. Hun satte sig på kanten af min seng, helt yderst og nægtede at se på mig. Sådan sad hun i nogle minutter og stilheden føltes dræbende. Så sukkede hun, et suk der burde tilhøre en gammel, livstræt kone og ikke en sekstenårig pige.

   ”Adrian … Det der skete den dag …” begyndte hun og jeg gruede for at høre hvad det var hun ville sige.

   ”Tilgiv mig!” sagde jeg og kunne slet ikke kende min egen stemme.

   ”Adrian, det er ikke fordi jeg ikke vil eller kan, men jeg kan ikke se igennem fingre med det. Du havde nær voldtaget Monique! Er du klar over hvor alvorligt det er?” spurgte hun.

   Jeg nikkede, jeg vidste det godt.

   ”Monique valgte ikke at politianmelde dig. Men jeg – og det må du forstå, Adrian – hverken kan eller vil ignorere det faktum at du gik amok. Derfor har jeg fået skrevet dig op til en tid hos en psykiater. Han hedder George Jackson og han er virkelig dygtig. Jeg har kun hørt godt om ham.” sagde hun.

   Igen gik der et par minutter i dyb stilhed, mens jeg fordøjede dette. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre og igen følte jeg denne underlige trang til at gå amok. Jeg blev chokeret. Gå amok? På min egen søster? Jeg vidste at jeg havde brug for hjælp. Uanset om jeg brød mig om tanken eller ej.

   ”Adrian, jeg elsker dig. Men på det sidste er min kærlighed til den her familie og dens problemer virkelig blevet sat på en prøve. En hård en. Og selvom jeg elsker jer alle sammen, ved jeg ikke om jeg kan holde det ud. Jeg er ikke jeres mor. Jeg er ikke fars kone. Jeg er ikke dette hus’ husfrue eller hvad man nu kalder det. Og det vil jeg heller ikke være. Jeg har tænkt mig at tage en snak med de andre om det også, jeg … trængte bare til at snakke med dig.” sagde hun og rejste sig.

   Jeg greb fat i hendes håndled og hun spjættede forskrækket. Det gjorde mig ked af det at se at hun var bange for mig.

   ”Lilly … Undskyld!” sagde jeg og lagde så meget følelse i det ord at mine øjne begyndte at svide.

   Hun nikkede og gik. Jeg var dog ikke sikker på at jeg var tilgivet endnu. Hvis jeg da nogensinde blev det. Jeg trak benene op til brystkassen og lænede mig forover, så mine arme og mit ansigt hvilede på mine knæ. Jeg rokkede mig selv frem og tilbage, mens jeg græd som pisket. Jeg tror, nej, ved, jeg ikke havde grædt sådan som jeg græd nu i jeg ved ikke hvor mange år.

   Det bankede på døren og jeg rettede mig op med et lille spjæt. Eric og Alec stod i døråbningen og så bekymret på mig. Jeg nikkede til dem som tilladelse til at de kunne komme ind og følte mig pludseligt meget træt. Jeg lagde mig ned igen og vendte siden til dem, samtidigt med jeg krøb sammen i fosterstilling. Jeg havde nær voldtaget Monique! Hvad helvede var jeg for et monster?

   ”Adrian …” sagde Alec og kom hen og satte sig ved siden af mig.

   Han lagde en hånd på min skulder og klemte den blidt. Eric satte sig på den anden side af mig.

   ”Hold op! Jeg vil ikke høre på at det ikke var min skyld! At jeg ikke kunne have handlet anderledes!” sagde jeg.

   Der var stille. Så tog Alec en dyb indånding.

   ”Jeg vil ikke sidde og prøve at fortælle dig at du ikke skal have dårlig samvittighed, for jeg forstår ikke at du kunne gøre det! Men jeg vil prøve at trøste dig, og fortælle dig at verden ikke er så hård endda. Du har bare været meget uheldig. ”sagde Alec.

   ”Alec siger med det, at han håber du får det bedre. Men lige nu skal du glemme alt om Monique, barnet, os. Bare … Vær dig selv. Mal lidt. Tegn. Du har ikke været kreativ i flere uger.” sagde Eric.

   Jeg måtte modvilligt give ham ret. For det havde han jo. Det var også begyndt at krible irriterende i fingrene efter at komme i gang igen. Jeg nikkede. Eric og Alec smilede prøvende til mig og jeg smilede anstrengt tilbage. Jeg rejste mig op fra sengen og gik hen til mit hjørne hvor mine lærreder og min maling stod. Jeg fandt et stort lærred og begyndte at tegne en skitse på det. Jeg kunne mærke Alecs og Erics øjne i nakken, men ignorerede dem. Jeg var fuldstændigt opslugt af det jeg var i gang med.

   Da jeg endelig tog en pause, var det tusmørke udenfor. Jeg bakkede lidt væk og tog et kig på mit værk.

   Det forestillede en pige med isblå øjne og langt sort hår, der bølgede let og fregner. Hun stod med fronten imod mig og hendes øjne var fulde af livsmod. Ved hendes side stod et lille barn, som man ikke rigtig kunne skelne fra om det var en pige eller en dreng. Barnet havde gyldenbrun hud, fregner, mørkebrune øjne med en krans af gyldent omkring iris, trekantet ansigt, der var en anelse spidst, lille opstoppernæse, og skulderlangt sort hår der faldt som et vandfald fra hovedet. Det var et smukt barn.

   Det var mit barn.

   Et øjeblik følte jeg Moniques glæde ved det her barn. Og så følte jeg frygten for dets far. Jeg blev straks slukøret og kravlede tilbage i seng.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...