To Verdener - Adrian Maxwell Purvis [Pause]

Historien handler om en ung mand - Adrian - der gerne vil være kunstner, hvilket hans far er stor modstander af. Efterhånden som historien skrider frem, gør også Adrians udvikling og mentalitet. Efter han opdager at han er bøsse, går det dog både op og ned.

Skrevet til min lillebror, Mike Malmros Nielsen

1Likes
1Kommentarer
806Visninger
AA

3. Kapitel 3

Dagene gik og blev til uger. Monique var flyttet ind sammen med mig og det samme var Leo, der så småt var begyndt at få respekt for mig. Mor lå stadig i koma og selvom jeg prøvede at være glad for hendes skyld, var det svært, når man hver morgen vågnede med uvisheden hængende i luften, om hun var død eller ej. Det var uudholdeligt ikke at vide om man fik sin mor tilbage.

   Jeg lå i min seng og kiggede op i loftet og tænkte på alle de gode stunder mor og jeg havde haft. Så mange minder, og snart ville det kun blive ved det. Monique kom ind i soveværelset og smilede til mig. Hun havde faktisk tabt sig og havde fået hvepsetalje. Rigtig flot.

   ”Adrian, Max har lige ringet. Han vil snakke med dig.” sagde hun og kravlede ned i sengen til mig.

   Hun puttede sig ind til mig og et øjeblik nød jeg bare hendes nærhed, indtil Leo sprang op i sengen og maste sig ned imellem os. Monique hvinede og skubbede til ham, men han flyttede sig ikke en centimeter. Jeg rejste mig og gik ind i stuen.

   Overraskende nok, nåede jeg knapt nok at gå ind i rummet, før dørklokken ringede. Jeg så på uret, da jeg gik forbi køknet. Klokken var næsten ti om aftenen. Hvem pokker kom nu? Men før jeg åbnede døren, vidste jeg det.

   Max!

   ”Hey, mate.” smilede Max og maste sig forbi mig ind i lejligheden, med en anden fyr efter sig, som jeg genkendte som Alejandro.

   Jeg blev med det samme urolig. Hvad ville de her? Monique kom hen og stillede sig ved siden af mig, da jeg kom ind i stuen. Både Max og Alejandro så uroligt på Leo, der luntede ind og satte sig ved siden af Monique. Han gabte og viste alle sine fine tænder og jeg var ikke i tvivl om at det var med vilje.

   ”Nå, hvad vil i her?” spurgte jeg uvenligt.

   ”Slap af, mate. Vi er bare kommet for at snakke.” sagde Max roligt, men jeg kunne se afskyen i hans øjne.

   ”Hvad vil i snakke om?” spurgte jeg.

   Max kløede sig på hagen og skævede til Alejandro, der rømmede sig. Min opmærksomhed røg straks hen på ham. Han åbnede munden og jeg gruede for hvad der end ville komme ud.

   ”Jeg er forelsket i dig!” mumlede Alejandro uden at se på mig.

   Jeg stivnede og mærkede hvordan kulden langsomt krøb op langs min ryg. Han var forelsket i mig? Shit! Jeg tvang min stemme til at være rolig, da jeg endelig svarede.

   ”Okay!”

   Andet kunne jeg ikke sige. Jeg var målløs. Monique var rystet, det kunne jeg høre på hendes stemme, da hun endelig sagde noget.

   ”Vær søde at gå!” sagde hun og lød rolig, men nu hvor jeg kendte hende kunne jeg sagtens høre usikkerheden i hendes stemme.

   Max så fjendtligt på hende og jeg stillede mig beskyttende ind foran hende. Max himlede dramatisk med øjnene. Jeg spiddede ham med øjnene, men Max var ligeglad.

   ”Her står jeg så.” begyndte han. ”Med en bøsse og en der muligvis er det.”

   Han sendte mig et sigende blik. Jeg blev helt kold og stiv i det. Hvordan vidste han det? Monique fattede ikke noget. Heldigvis.

   ”Skrid!” hvæsede jeg med rystende stemme.

   Alejandro så såret ud og jeg fik pludselig lyst til at gå hen og omfavne ham og overså ham med blide kys. Men jeg styrede trangen og koncentrerede mig om at opretholde min fjendtlige facade. Det så ud til at lykkedes, for efter et par sekunders stirren, trak Max sig og tog Alejandro med sig ud. Jeg kvalte et lettelsens suk og smilede i stedet muntert til Monique.

   ”Jeg går lige en tur med Leo.” sagde jeg og tog hundens halsbånd og snor ned fra pladsen på knagerækken.

   Monique fulgte mig bekymret med øjnene. Hun fulgte efter mig ud i gangen sammen med Leo, der sprang rundt imellem benene på os. Han var vist den eneste der var glad. Monique kom helt hen til mig og lagde en hånd på min kind.

   ”Elsker du mig virkelig, Adrian?” hviskede hun stille.

   Jeg sank og så væk. Da jeg ikke svarede flyttede Monique sin hånd. Jeg kunne se hendes underlæbe skælve og rakte ud efter hende, men hun trak sig væk fra mig.

   ”Undskyld, Monique.” hviskede jeg.

   Hun svarede ikke til at starte med, gik bare ind i stuen og satte sig ned på sofaen, mens hun stirrede tomt frem for sig.

   ”Så alt det her … var bare spil for galleriet?” spurgte hun med monoton stemme.

   Jeg gik ind til hende. Leo kom hen til hende og peb. Han slikkede hendes hænder, hun havde lagt i skødet og vippede dem op med snuden. Hun tog en stor tot af pelsen og bare holdt fast i den.

   ”Jeg … Undskyld.” sagde jeg og mærkede hvor svært det var for mig at få ordene over mine læber.

   Jeg burde aldrig være hoppet med på vognen til at starte med.

   ”Du … Du brugte mig. Du gik i seng med mig og hele tiden elskede du en anden.” sagde hun med skælvende stemme.

   Hun drejede hovedet mod mig og jeg forventede at se had og afsky, men jeg så kun triste isblå øjne. Intet andet. Hun rejste sig og gik hen imod mig. Jeg forberedte mig på at blive slået, men i stedet for at slå, omfavnede hun mig. Jeg blev så overrasket at jeg blev helt stiv i kroppen. Hun trak sig væk fra mig igen.

   ”Jeg elskede dig oprigtigt, Adrian. Og selvom jeg vil have du skal være lykkelig, må legen stoppe her. Det her gør ingen af os glade. Mindst af alle dig.” sagde hun og lød meget ældre end hun i virkeligheden var.

   Hun strøg en tåre væk og vendte sig rundt for at gå ind i stuen igen. Jeg stirrede efter hende. Så snurrede jeg rundt, smed Leos ting fra mig og løb ud af døren, ned af trapperne og ud på gaden.

   Jeg løb. Jeg løb indtil mine lunger skreg af smerte. Jeg knækkede sammen midt på gaden og græd. Tudede som en anden tøs. Jeg mærkede hvordan mit hår og tøj blev vådt af den kolde regn, der ramte mig som små nålestik. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg var ligeglad …

   ”Hey.” sagde en stemme.

   Jeg så op, men kunne ikke se noget for tårerne der slørede mit syn. Jeg mærkede nogen lægge en hånd på min skulder og blidt hive mig op at stå. Jeg tørrede øjnene og så ingen ringere end Alejandro. Han smilede trist til mig. Jeg bakkede væk fra ham, ude af mig selv. Jeg havde lige mistet min eneste garanti for at jeg var normal, og så kom denne … denne … unormale mand og havde medfølelse med mig.

   ”Fuck af med dig!” hvæsede jeg og min stemme knækkede over.

   Alejandro ignorerede mig og kom i stedet tættere på mig. Jeg bakkede væk fra ham, men alligevel kom han tættere på mig. Da mine ben truede med ikke at ville bære min vægt, trådte Alejandro helt hen til mig og greb mig.

   ”Giv slip!” mumlede jeg træt.

   Alejandro nægtede.

   ”Giv slip!” mumlede jeg igen.

   Igen nægtede Alejandro. Jeg mærkede hvordan det prikkede bag øjenlågene og jeg begyndte at tude igen. Alejandro holdt mig tæt ind til sig og hviskede blidt i mit øre, på et sprog jeg ikke forstod. Jeg må indrømme at det beroligede mig meget.

   Da jeg var så rolig at jeg kunne tale uden at min stemme knækkede over, trak jeg mig væk fra ham. Han så spørgende på mig. Jeg valgte mine ord med omhu.

   ”Jeg … er ikke forelsket i dig.” sagde jeg med omhyggelig tonløs stemme.

   Alejandro nikkede, men det var åbenlyst at han ikke troede på mig.

   ”Jeg elsker Monique.” sagde jeg stædigt.

   Alejandro nikkede igen. Stadig ikke overbevist. Da han trådte hen til mig, stivnede jeg igen og blev helt kold, da jeg fandt ud af hvad han havde i sinde at gøre.

   Han ville kysse mig.

   Vi kæmpede indædt mod hinanden og selvom jeg var stærk, var Alejandro stærkere end mig. Han greb fat i min arme og holdt dem i et fast greb. Da han kom nærmere, prøvede jeg at bakke væk fra ham og stødte derfor ind i en mur, jeg ikke havde set før. Han kom nærmere og selvom jeg desperat prøvede at komme fri, holdt han mig fast. Hans ansigt kom nærmere og nærmere og jeg frøs til is. Da han kyssede mig begyndte jeg at græde igen, for jeg havde aldrig nogensinde troet at jeg rent faktisk ville gengælde hans kys. Men ikke desto mindre gjorde jeg det.

   Alejandro var den første der trak sig væk. Han smilede både lykkeligt og trist på samme tid. Jeg stod og bare stirrede på ham, uden at vide hvad jeg skulle gøre.

   ”Jeg bliver nødt til at gå.” mumlede jeg og begyndte at løbe væk.

   Igen løb jeg til mine lunger skreg af smerte og igen standsede jeg op og begyndte at græde. Jeg opdagede dog at jeg stod uden for mit barndomshjem. Jeg blev helt forvirret. Hvorfor var jeg endt her? Jeg tog mig sammen og tvang mig selv til at stoppe tuderiet. Jeg åbnede havelågen og gik op af den omhyggeligt belagte flisesti og bankede på døren. Det var Fritz, fars trofaste butler, der åbnede. Han så gravalvorligt på mig.

   ”Sir, godt De er kommet hjem. Deres far er sengeliggende.” sagde han og lukkede døren efter mig.

   ”Hvad er der sket?” spurgte jeg.

   ”Han venter på Dem, sir, så hvis De vil være venlig at følge mig.” sagde Fritz bare og begyndte at gå af den store marmortrappe.

   Jeg rystede på hovedet og sprang op ad trappen, tog to trin af gangen indtil jeg stod op på balkonen og spurtede ned ad gangen. Jeg gad ikke banke på ind til mors og fars soveværelse og brasede bare ind. Eric, Alec og Lilly stod ved siden af fars seng og så dystre ud. Jeg hev efter vejret og så skiftevis på dem.

   ”Adrian.” sagde Lilly og så ud som om hun snart ville græde.

   Alec kastede et enkelt blik på mig og det samme gjorde Eric. De kunne ikke sige noget.

   ”Hvad er der sket?” hviskede jeg og stavrede hen til sengen.

   Far lignede mor på en prik som han lå der, helt hvid i huden og med blå læber. Der gik et stykke tid før nogen svarede mig.

   ”Det er mor. Hun er …” sagde Alec, men hans stemme knækkede over.

   ”Død.” hjalp Eric ham med tom stemme.

   ”Hvad?” hviskede jeg. ”Men … Jamen … Hvorfor?”

   Lilly begyndte at græde og jeg vidste at dette her ikke var for sjov. Det var virkeligt.

   ”Adrian …” begyndte Alec, men stoppede, da han så hvor bleg jeg var blevet.

   Jeg vaklede og faldt på knæ foran fars seng. Far havde elsket mor og os uendeligt højt, vi var hele hans liv og nu var en afgørende del, blevet revet væk fra ham. Jeg skælvede som et lille barn og igen græd jeg, men denne gang havde jeg god grund til det.

   Mor var død! Og far var på vej til at dø også. Hvorfor pokker var verdenen også sådan et uretfærdigt sted? Hvorfor skulle lige netop mor dø? Hvis Gud virkelig fandtes, brød jeg mig ikke om ham. Ikke nu.

   Jeg rejste mig og vaklede ud af døren. Jeg stødte på Fritz der sendte mig et medlidende blik og så gik ind til far og de andre. Jeg havde ikke lyst til at gå med. Jeg havde ikke lyst til at tage hjem. Jeg havde ikke lyst til noget …

   ”Adrian?” spurgte Lilly bag mig.

   Jeg drejede hovedet og så træt på hende. Hun kom hen til mig og omfavnede mig.

   ”Jeg ringede hjem til dig, men Monique tog den. Hun fortalte hvad der var sket. Det gør mig ondt.” sagde hun ind mod min skulder.

   Jeg gengældte ikke hendes kram. I stedet fræsede mine tanker i ring omkring Monique. Hvad ville det ske med os nu? Jeg kunne jo godt regne ud at vi ikke længere var kærester, men hvad ville hun gøre? I den tid, vi havde været sammen, var hun blomstret op og havde fået mere selvtillid. Hun havde revet sig løs fra sin far og gjort det klart at han ikke skulle pakke hende ind i vat. Men hvad ville der ske nu? Ville vi stadig være venner? Eller ville hun se mig som et afskyeligt lille insekt på sit livs forrude? Jeg troede jeg kendte svaret.

   Inden jeg nåede at tænke mere over noget som helst, rømmede Lilly sig. Jeg så ned på hende og kunne se mig selv i hendes øjne. Jeg lignede en zombie.

   ”Hun fortalte mig også noget andet.” sagde Lilly tøvende.

   Lige nu kunne jeg ikke være mere ligeglad med hvad Monique havde fortalt hende, bare Monique var lykkelig.

   ”Jeg, øh, ved ikke hvordan jeg skal sige det her, men, øh, Monique sagde til mig at du ikke anede noget som helst om det?” sagde Lilly.

   ”Hvad?” spurgte jeg en anelse hårdere end jeg ville.

   ”Hun, øh, er gravid.” sagde Lilly.

   Hele min verden faldt fra hinanden. Var Monique gravid? Med hvem? Mig? Det kunne ikke passe!

   Jeg vaklede et par skridt baglæns og opfattede lige at Lilly kaldte på Alec og Eric. De kom farende ud. Hun fortalte dem hurtigt hvad hun havde fortalt mig og de stirrede overrasket på mig. Da jeg mærkede svimmelheden melde sig greb jeg ud efter noget at støtte mig op ad og Eric stod ved siden af mig på et splitsekund. Han tog min venstre arm og lagde den over hans skuldre.

   ”Jeg har dig, brormand.” sagde han, men hans stemme lød underligt forvrænget.

   Hvide og røde pletter dansede omkring i mit synsfelt og et eller andet fik mig til at føle mig som en nyfødt baby, udsat og forsvarsløs. Baby …

   Monique måtte få en abort. Jeg måtte hen til hende og overtale hende til det. Jeg gjorde et ynkeligt forsøg på at rive mig løs fra Eric, men han holdt fast. Jeg begyndte at klynke. Nej. Nej! Det her skete bare ikke!

   Jeg mærkede svimmelheden stærkere end jeg gjorde før og mine ben svigtede. Alec greb ud efter mig og støttede min højre side. Der hang jeg så, en afskyelig klump kød, mellem to mænd. Jeg følte mig i hvert fald afskyelig.

   Alec og Eric blev under ledelse af Lilly, sat til at bugsere mig ind på mit gamle værelse. De lagde mig forsigtigt ned på sengen og allerede inden jeg ramte puden, var jeg væk.

   Da jeg omsider vågnede igen, var det kun månens blege stråler der skinnede ind gennem vinduet. Jeg lå og gloede op i loftet og følte mig som et kæmpe svin, da jeg tænkte det hele igennem. Monique var gravid, far var næsten død og mor var rent faktisk død. Jeg havde haft så travlt med at holde min egen selvmedlidenhed oppe, så jeg havde ikke set de andres forsøg på at nå ind til mig.

   Jeg rejste mig op fra sengen og følte et øjeblik svimmelheden vende tilbage, men den forsvandt hurtigt igen. Da jeg var sikker på at jeg nogenlunde ville kunne stå på benene selv, gik jeg hen til døren og gad ikke engang besvære mig med at se på mine omgivelser. Jeg var ligeglad. Jeg måtte og skulle bare finde Monique.

   Jeg gik ud på gangen og vaklede gennem den og ned af trappen. Lige da jeg var nået hen til døren, kunne jeg høre nogen rømme sig. Jeg snurrede rundt og igen blev jeg svimmel. Da jeg var kommet nogenlunde oven på igen, kiggede jeg rundt og fik øje på Eric der lænede sig op ad en dørkarm. Han så forbavsende ædru ud.

   ”Hvor skal du hen, Adrian?” spurgte han.

   ”Det kommer virkelig ikke dig ved.” sagde jeg.

   ”Lilly slår mig ihjel hvis du slipper væk, nu hvor jeg havde aftenvagten ved din seng. Så jeg spørger igen, hvor skal du hen?” gentog Eric.

   ”Og igen svarer jeg, det kommer virkelig ikke dig ved.” svarede jeg vredt.

   Eric førte hånden op til munden og det tog mig et lille stykke tid før jeg opdagede at han prøvede at skjule et smil.

   ”Hvad?” hvæsede jeg.

   ”Det eneste der kan gøre selvsikre Adrian til usikre Adrian, er en eller anden tilfældig tøs?” smilede han.

   Jeg blev vred. Monique var ikke en eller anden tilfældig tøs. Hun var Monique. Min Monique. Jeg pustede mig op over for min storebror og så ham direkte i øjnene.

   ”Monique er ikke en eller anden tilfældig tøs, hun er min … ekskæreste.” mumlede jeg da jeg kom i tanker om at vi ikke længere var sammen.

   Eric smilede forbavset.

   ”Så i er ikke længere sammen?” spurgte han.

   Jeg rystede op hovedet. Den del havde Lilly vist ikke fortalt noget om. Vi stod tavse et stykke tid, før Eric rømmede sig. Jeg så hen på ham.

   ”Hvad?” spurgte jeg utålmodigt.

   ”Undskyld!” sagde han.

   Jeg tabte både næse og mund. Eric, min stolte storebror, sagde undskyld? Wow …

   ”Hv-hvorfor siger du det?” stammede jeg.

   ”Fordi Adrian, jeg har været et svin over for dig – jer alle sammen.” sagde han i et tonefald jeg aldrig havde hørt før – i hvert fald ikke fra ham.

   ”Hvorfor siger du nu det?” spurgte jeg en lille smule mistænksomt og skævede til døren og min flugtvej.

   Eric smilede trist.

   ”Jeg har ni børn med tre kvinder. Og jeg har ikke været der for en eneste af dem.” sagde han med fortrydelse i stemmen.

   Jeg fnøs.

   ”Det var du fandme længe om at indse. Din ældste datter Ruby er ti år gammel og du har endnu ikke været en far for hende. Og du har slået Beatrice.” pointerede jeg da jeg huskede den aften, hvor Alec og jeg kørte til hospitalet.

   Han skar ansigt og jeg kunne se vreden blusse op i ham igen. Men det var kun et kort øjeblik før han udstødte et hulk og satte sig på knæ. Han gemte ansigtet i hænderne og hans skuldre og krop rystede.

   ”Jeg elsker virkelig Beatrice. Og jeg elskede også Diana og Maddie. Jeg kunne bare ikke vise dem det. Og det var det der fik dem til at gå fra mig.” hulkede han.

   Jeg stod usikker og skævede til ham og døren og tilbage igen. Jeg kunne ikke udholde Eric, men hvis han med lidt hjælp kunne ændre sig og være der for sin kone og sine børn, måtte jeg gøre hvad jeg kunne for at hjælpe ham. Det var måske den eneste chance jeg havde.

   Jeg gik hen til ham og satte mig på hug ved siden af ham og lagde min ene arm omkring ham.

   ”Jeg har ni børn. Og ikke en eneste gang har jeg været der for dem.” hviskede han.

   Lige i det samme, blev døren nærmest sparket ind og Ruby og hendes søskende væltede ind. Sammen med Beatrice. Da hun så os sidde på marmorgulvet, standsede hun overrasket op. Det samme gjorde børnene. De skævede op til deres stedmor og ventede helt tydeligt på hendes ordre. Den kom bare ikke, for Ruby var den første til at gå hen og lægge armene om sin far. Derefter kom den næstyngste Eric Jr. og lagde armene om Eric. Eric gengældte deres kram og brød næsten sammen, da Ruby kyssede ham i panden.

   ”Jeg elsker dig, far.” sagde hun.

   ”Jeg elsker også dig, Ruby. Og selvfølgelig elsker jeg også dig, Eric.” sagde han til dem begge to.

   Han kiggede hen på de syv andre og smilede med tårerne løbende ned af ansigtet.

   ”Jeg elsker jer, børn.” sagde han.

   Et par af de ældre børn gik tøvende hen til ham og efter dem fulgte de yngre. Jeg så til, mens hele familien blev genforenet. Jeg smilede. Smilet forsvandt dog brat da jeg igen kom til at tænke på Monique. Jeg trak mig lidt væk fra dem og listede hen mod døren, der stadig stod på vid gab. Jeg nåede hen til døren og igen var der nogen der rømmede sig. Jeg sukkede og holdt hænderne over hovedet og vendte mig om. Eric stod med Beatrices hånd i sin og så strengt på mig.

   ”Jeg skal bare gå en tur.” løj jeg og vidste at han ikke hoppede på den.

   ”Ja goddaw du. Du vil hen til Monique.” sagde han.

   Han slap Beatrices hånd og gik hen til mig. Da han kom hen til mig lagde han armene om mig i et kejtet kram. Jeg gengældte det overrasket. Han trak sig lidt væk fra mig og purrede op i mit hår.

   ”Jeg skal nok sørge for at du kan besøge Monique. Men vær tålmodig. Jeg skal lige snakke med alfahannen.” smilede Eric.

   Jeg nikkede usikkert. Eric gik om bag mig og lukkede døren.  Jeg hang med hovedet.

   ”Så så, Adrian. Vi skal nok få ordnet det her.” sagde Eric.

   Jeg nikkede mut og fulgtes med Eric og de andre tilbage til mit værelse. Lilly kom som et lyn fra en klar himmel.

   ”Hvor pokker har du været? Hvorfor ligger du ikke i din seng?” udbrød hun da hun så mig.

   Jeg trak på skuldrende. Lilly hev fat i kraven på mig.

   ”Drop det der. Fortæl mig hvad du havde tænkt dig at gøre? Da vel ikke opsøge Monique? Tror du virkelig at hun har glemt de mange uger, du holdt hende for nar? De gange hun har sagt ’jeg elsker dig’ og ment det?” råbte Lilly ind i hovedet på mig.

   ”Jamen …” begyndte jeg, men stoppede da jeg så Lillys rasende blik på mig.

   ”Ikke noget jamen. Du er forelsket i Alejandro og derfor skal du være sammen med Alejandro.” hvæsede hun ud mellem tænderne.

   Jeg så væk.

   ”Jeg vil ikke elske ham!” mumlede jeg.

   ”Hvad sagde du?” spurgte Lilly.

   ”Jeg vil ikke elske ham!” gentog jeg højt og klart.

   Lilly var tavs et par minutter, så fnøs hun og gik ud af døren igen. Jeg skævede til Eric der med besvær skjulte et smil. Selv Beatrice smilede.

   Dagen efter sagde Lilly ikke noget til mig. Hun ligefrem nægtede at se på mig. Jeg var også ligeglad. Jeg var efterhånden begyndt at blive ligeglad med det meste. Der gik ikke en dag, hvor jeg ikke tænkte på Monique og på det barn hun ventede. Men for helvede, pigen var jo for helvede kun sytten år gammel. Hvad havde jeg dog tænkt på? Hvis jeg skal være ærlig, vidste jeg det ikke. Det var omkring en uge siden mor var gået bort og i den uge var Monique fyldt sytten. Jeg havde overvejet at snige mig ud til hendes fødselsdag, men jeg vidste at det var en umulighed. Selvom både Alec og Eric havde lovet mig at hjælpe mig med at snige mig ud, havde de endnu ikke gjort noget. Og jeg var begyndt at blive virkelig irriteret.

   ”Adrian?”

   Jeg sprang en halv meter op i luften og drejede omkring, kun for at se Monique stå henne i døren ind til mit værelse. Hun så bleg ud og hendes kinder bulede let indad. Uvilkårligt vandrede mit blik til hendes mave og et øjeblik fantaserede jeg om hvordan det mon ville være at have et barn. Men tanken slap hurtigt sit tag i mig, da Monique brød sammen. Automatisk sprang jeg hen til hende og trak hende ind til mig.

   ”Jeg elsker dig, Adrian! Hvorfor elsker du ikke mig?” spurgte hun ud mellem kraftige hulk.

   Jeg bed mig i læben og overvejede mit svar.

   ”Søde Monique, jeg ville ønske jeg elskede dig.” sagde jeg blidt.

   Hun så op på mig med de smukke isblå øjne, jeg havde lært at holde så inderligt meget af. Hun skulle til at sige noget, men jeg stoppede hende.

   ”Monique, du er smuk, ung og intelligent. Du er charmerende, sjov og en fantastisk person. Jeg ved ikke om det et til nogen trøst, men jeg er sikker på at du finder en der er både sjovere og sødere end mig.” sagde jeg og sendte hende et skævt smil.

   Monique nikkede stille. Hendes underlæbe bævede og jeg vidste at selvom jeg prøvede at trøste hende var det bare ikke nok. Det ville aldrig nogensinde blive eller være nok, at vi kun var venner. Hun elskede mig. Og jeg kunne se i hendes øjne at hun ville elske mig til evig tid.

   ”Adrian, jeg vil ikke have andre end dig. Jeg vil ikke have andres børn. Kun dine. Jeg vil ikke giftes med andre, kun dig.” sagde hun og tog en skælvende indånding. ”Forstår du?” spurgte hun.

   Jeg nikkede, for det gjorde jeg. Og jeg forstod at jeg skulle have afvist hende fra starten af. Så havde jeg ikke været skyld i at hun vandrede hvileløst omkring, med så megen smerte i sit hjerte. Jeg vidste at jeg havde påført hende uhelbredelig smerte.

   Lilly kom ind med en bakke med the og småkager på. Jeg vidste at grunden til at hun ikke havde ladet Fritz gøre det, var fordi hun ville se med egne øjne hvordan det gik med os. Jeg spiddede hende med et utroligt dræbende blik, men hun gjorde bare gengæld. Hun mimede en trussel til mig, som jeg valgte at ignorere. Monique drejede hovedet og straks blev Lilly smilende og kærlig. Hun kom hen til Monique.

   ”Du må være Monique. Jeg er ked af at jeg aldrig fik præsenteret mig på hospitalet, men som du sikkert kan forstå, var det en svær situation. Men hvordan går det med dig, søde? Sig til hvis jeg skal komme og banke min uduelige bror!” sagde hun med et venligt smil og blinkede fortroligt til hende.

   Jeg kunne have revet hovedet af hende. Men jeg valgte at lade være. Det blev dog svært at lade være med, da hun begyndte at pylre om Monique.

   ”Søde, jeg glæder mig sådan til min niece eller nevø kommer til verdenen. Du aner ikke hvor lykkelig jeg er på dine vegne. Hvis bare Adrian også kunne være lykkelig i stedet for det nervevrag der render rundt her.” sagde Lilly og smilede igen af sin egen joke.

   Monique rødmede svagt og smilede til Lilly.

   ”Lilly, vær sød at gå nu.” sagde jeg og sendte hende endnu et dødsblik.

   Lilly nikkede og gik, men ikke uden at sende mig at truende blik igen.

   ”Hun virker da meget sød, din søster.” sagde Monique og smilede til mig.

   ”Ja, det er hun sikkert, men jeg kan ikke rigtig fornemme det.” mumlede jeg surt.

   ”Jeg ville da gerne have hende som søster. Du aner ikke hvor kedeligt det er at være enebarn.” sagde Monique.

   ”Jeg har tre søskende du gerne må få!” sagde jeg og hævede det ene øjenbryn.

   Monique smilede og fnisede. Hun blev dog hurtigt alvorlig igen.

   ”Adrian, jeg går ud fra at Lilly har fortalt dig at jeg er gravid?” spurgte hun.

   Jeg nikkede.

   ”Godt. Jeg vil ikke snakke udenom eller på nogen anden måde pakke dette ind.” sagde hun og tog en dyb indånding. ”Jeg har tænkt mig at beholde barnet. Og intet du siger eller gør, kan få mig fra det.”

   Jeg stivnede og mærkede svimmelheden melde sig endnu engang. Jeg kunne ikke tale hende fra det? Shit!

   ”Monique, jeg forstår at du gerne vil have et barn, men kan du ikke bare vente et par år? Du er trods alt kun sytten år gammel. Hvad vil din far ikke tænke om det?” spurgte jeg og spillede på hendes svaghed.

   Monique smilede næsten usynligt. Jeg fik bange anelser.

   ”Han var skeptisk den første dag eller to, men nu glæder han sig bare. Han glæder sig som et lille barn til juleaften.” sagde hun med et flygtigt smil.

   Jeg svajede let og så Moniques øjne blive store af bekymring. Hun kaldte på Lilly, der kom styrtende ind af døren, parat til at redde Monique fra en voldtægt. Hun havde bare ikke forventet at det var mig der skulle reddes. Hun kaldte på Alec og Eric og kom hen for at støtte mig. Jeg lænede mig tungt op af hende. Hun vaklede lidt under min vægt. Monique bakkede skræmt tilbage, især da hun så vreden i mine øjne. Jeg rev mig løs fra Lillys arm og gik hen og tog fat omkring Moniques skuldre.

   ”Hvad helvede tænker du dog på, tøs? Tror du virkelig jeg vil have et barn? Mit liv er et stort rod og mener at det hjælper mig at få et barn med en eller anden tilfældig tøs, der hopper på den første og bedste?” råbte jeg ind i hendes ansigt.

   Moniques øjne var store, paniske og fyldt med tårer. Hun var bange. For mig. Det havde slet ikke været meningen at jeg ville sige de ord, men det var ligesom om jeg ikke kunne styre min mund og min hjerne. Pludselig fik jeg en overvældende trang til at kysse hende. Jeg trak hende ind til mig og pressede min mund mod hendes, hårdt og uden at tage hensyn til hendes klynken. Jeg vidste at jeg var gået over grænsen, men jeg kunne ikke stoppe – det var som om en anden styrede min krop.

   Lilly skreg efter Alec, Eric og Fritz og prøvede selv at trække mig væk fra Monique, med det resultat at jeg skubbede hende brutalt fra mig. Jeg hev Moniques bukser af hende og trak hende brutalt med hen til min seng. Monique skreg også. Jeg fik på en eller anden måde lynet mine egne bukser op og spredte hendes ben med knæene. Monique vred sig under mig og det ophidsede mig endnu mere.

   ”Få ham væk!” skreg Lilly og hev og sled i mig for at få mig væk.

   Jeg mærkede stærke hænder på min krop og mærkede hvordan de trak mig væk fra den pige jeg næsten havde voldtaget og ned på det iskolde gulv. Kulden der sivede ind gennem min T-shirts tynde stof på maven, fik fornuften til at vende tilbage til min hjerne og jeg begyndte at kæmpe imod den ting der havde besat min krop. Pletter af ild dansede for mine øjne og gjorde det svært for mig at se. Men jeg så Lilly og Monique, der grædende holdt om hinanden og jeg kunne høre Alec og Eric råbe til hinanden om hvad fanden det skete med mig. Inden jeg besvimede for anden gang i den uge, hviskede jeg et enkelt ord, jeg vidste aldrig ville række.

   ”Undskyld!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...