To Verdener - Adrian Maxwell Purvis [Pause]

Historien handler om en ung mand - Adrian - der gerne vil være kunstner, hvilket hans far er stor modstander af. Efterhånden som historien skrider frem, gør også Adrians udvikling og mentalitet. Efter han opdager at han er bøsse, går det dog både op og ned.

Skrevet til min lillebror, Mike Malmros Nielsen

1Likes
1Kommentarer
810Visninger
AA

2. Kapitel 2

Jeg vågnede ved at noget slikkede mig i ansigtet. Først vidste jeg ikke hvad det var, indtil gårsdagens minder dukkede op i mit hoved. Jeg vidste med det samme at det var Leo, Moniques kæmpe leonberger. Jeg trak hovedet til mig med et ryk og satte mig op. Min ryg strakte sig ud og sagde et højt knæk. Jeg kiggede rundt i lejligheden. Sofabordet rodede efter Monique og jeg havde siddet halvdelen af natten og spillet Tekken 5. Jeg gned søvnen ud af øjnene og rejste mig. Uh, hvor var det gulv altså koldt.

   Jeg gik hen over gulvet og kiggede ind gennem døren til soveværelset. Monique lå stadig og sov. Jeg kiggede ned på Leo. Jeg listede hen over gulvet og Leo fulgte med. Henne ved sengen, opfordrede jeg Leo til at hoppe op i sengen. Han hoppede direkte op i Moniques skød. Hun vågnede med et mindre skrig og skubbede Leo væk. Jeg grinede og bøjede mig ind over hende for at kilde hende. Hun rullede lynhurtigt væk og trak mig ned i sengen samtidigt. Både hun og Leo kastede sig over mig. Monique kildede og Leo slikkede mig i ansigtet.

   ”Så kan du lære det!” prustede Monique.

   Jeg greb ud efter hendes hænder og væltede hende rundt, så jeg sad oven på hende. Moniques øjne blev store. Jeg kildede hende til hun var ved at dø. Næsten.

   ”Lad være, lad være, lad være.” hvinede Monique grinende.

   ”Niks.” svarede jeg og blev ved et stykke tid endnu.

   Da jeg endelig trak mig tilbage og kravlede ned i den anden side af sengen, var Monique næsten helt blå i hovedet. Hun lå og hev efter vejret, mens hun kluklo for sig selv.

   ”Fed måde at blive vækket på, Adrian. Fed måde at blive vækket på!” sagde hun forpustet.

   Jeg grinede.

   ”At vække folk er mit speciale.” sagde jeg drillende.

   Monique kastede et blik på mig.

   ”Mon ikke.” mumlede hun.

   ”Skal vi ikke se at få noget at spise?” spurgte jeg let og rejste mig fra sengen.

   Jeg gik ud i det helt rene køkken med Monique efter mig og fandt cornflakes, mælk og sukker frem. Vi hældte op i tavshed. Da vi havde sat os hen ved det minimale spisebord, snakkede vi om alt muligt, skolen, venner, fyre og piger og forældre.

   ”Din familie er ikke sådan en typisk lykkelig amerikansk forstadsfamilie, vel?” spurgte Monique pludseligt.

   Jeg rystede på hovedet.

   ”Nope.” svarede jeg.

   ”Hvordan er de?” spurgte Monique.

   Jeg overvejede mit svar, inden jeg begyndte at fortælle.

   ”Altså, min far vil gerne styre mit liv.” sagde jeg. ”Selvom min mor prøver at forklare ham, at han skal lade mig gøre som jeg vil, hører han ikke efter. Han er både blind, døv og dum.”

   Monique nikkede og lyttede interesseret.

   ”Min lillesøster, Lilly Amelia, til dagligt kaldet Lilly, støtter mig selvfølgelig. Det samme gør min storebror Alec. Min anden storebror, Eric, ignorerer både mig og far. Men de er gode nok på bunden.” sagde jeg.

   Monique nikkede igen. Hun opfordrede mig tavst til at fortsætte.

   ”Altså, det er ikke rigtig noget jeg har lyst til at snakke om.” sagde jeg, ubehageligt til mode.

   ”Det er i orden.” sagde Monique og smilede prøvende til mig.

   Jeg smilede anstrengt tilbage. Vi spiste resten af morgenmaden i tavshed. Vi hjalp hinanden med at vaske op da vi var færdige. Jeg så op på uret. Klokken var ved at være syv. Jeg gik ind i soveværelset og glemte alt om at Monique gik med. Jeg fandt en grå T-shirt, et par forvaskede lyseblå jeans og strømper. Jeg hev T-shirten over hovedet i en hurtig glidende bevægelse og hørte Monique gispe. Jeg så mig over skulderen og lagde mærke til at hun havde store, overraskede øjne. Jeg så ned af mig selv, men kunne ikke se noget som helst unormalt. Jeg så igen hen på hende.

   ”Hvad?” spurgte jeg.

   ”Du er bare … så lækker!” hviskede hun og holdt forskrækket hænderne op foran munden.

   Mit blod frøs til is. Selvom jeg godt kunne lide smiger, måtte det ikke komme fra hende. Det måtte det bare ikke. Jeg sukkede, tog den grå T-shirt på og gik hen til hende. Jeg tog hendes hænder og stirrede hende dybt ind i de isblå øjne.

   ”Monique, det ville aldrig gå. Glem alt om mig. Okay? Vi er bare venner. Ikke andet!” sagde jeg og sørgede for at ordene var forståelige.

   Monique nåede ikke at kigge væk. Jeg tørrede en tåre væk fra hendes kind.

   ”Så så, søde ven. Så så.” mumlede jeg og trak hende ind til mig.

   Hun græd lidt, men trak sig så væk og jeg kunne se at hun traf et valg. Hun kaldte på hunden og Leo kom straks.

   ”Kom så, Adrian. Vi skal nå hjem til mig, inden skolen starter og aflevere Leo.” sagde hun på sådan en overfrisk måde.

   ”Er du okay?” spurgte jeg.

   ”Ja da. Selvfølgelig er jeg det.” sagde hun, men noget i hendes stemme gjorde at jeg ikke troede hende.

   Vi gik udenfor og hjem til hende i total stilhed. Leo snusede ivrigt til enhver ting vi kom forbi. Ikke mindst lorte. Vi drejede ned af en gade parallel med den gade jeg boede på og ind i et andet lejlighedskompleks. Vi nåede op på femte sal, før Monique standsede op og trak en lille bamsenøglering frem. I nøgleringen hang en nøgle. Selvfølgelig.

   ”Ja, det her er så mit hjem.” sagde Monique genert og gjorde plads til at jeg kunne komme ind.

   Jeg gik ind, efter at jeg nær havde mistet balancen på grund af Leo, og så mig omkring. Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det. Det var så farverigt.

   Jeg kunne ikke høre eller se mr. Tolson, så jeg gik ud fra at han var taget hen på skolen. Det efterlod Monique og jeg i en akavet stilling. Til sidst kunne jeg høre Monique tage en dyb indånding.

   ”Jeg tror lige jeg gør mig klar til at tage i skole. Du kan bare gå hvis du vil. Altså hvis du ikke vil have at der skal spredes rygter henne på skolen, du ved!” mumlede hun.

   Det gjorde mig vred.

   ”Hvis det eneste du bekymrer dig om, er rygter, så synes jeg bare at vi skal lade være med at ses.” hvæsede jeg og trampede ud. I opgangen stak en ældre dame hovedet ud og stirrede fornærmet på mig.

   ”Hvad glor du på?” hvæsede jeg og så til min fryd, at damen hurtigt trak hovedet til sig.

   Jeg trampede ud af opgangen og ud på gaden, hvor jeg trak vejret dybt ind. Det hjalp en smule, men jeg ville ikke vende om og komme kravlende tilbage, så jeg satte kursen mod skolen.

   Henne i skolen, var der ligeså meget kaos som dagen før. Alle ignorerede mig, på nær min eneste ven Max, der havde pjækket i går. Han kom hen til mig og chattede til mig. Jeg stirrede olmt på ham, men han ignorerede det og blev ved. Jeg rystede irriteret på hovedet og fangede hans arme og låste dem.

   ”Altså, gider du ikke godt stoppe?” vrissede jeg.

   Max lo og kæmpede for at komme fri, men som altid var jeg stærkere end ham.

   ”Hvem har pisset på din sukkermad?” spurgte han grinende.

   ”En eller anden.” vrissede jeg.

   Max gjorde store øjne.

   ”Hold da helt op.” hviskede han forbløffet.

   ”Hvad?” spurgte jeg gnavent.

   ”Adrian Maxwell Purvis, du har haft besøg af en pige!” udbrød han, så de omkringstående elever kiggede forundret på os.

   ”Hold kæft!” snerrede jeg.

   ”Niks.” sagde Max let. ”Jeg synes alle skal vide det her.” tilføjede han og trak vejret dybt ind for at råbe det ud over hele skolen.

   Jeg lagde hånden over munden på ham og lænede mig ind til hans øre.

   ”Hvis du så meget som hvisker det her til nogen, skal jeg sørge for at alle får at vide at du stadig pisser i sengen om natten.” hviskede jeg.

   Max spidsede læberne og så irriteret på mig.

   ”Det ville du ikke gøre!” sagde han.

   ”Jo, det ville jeg.” svarede jeg triumferende. ”Hvis du skriger ud over hele skolen, at jeg har haft en eller anden tilfældig tøs på besøg …”

   Jeg hørte nogen gispe bag mig og vidste med det samme at det var Monique og at jeg havde såret hende godt og grundigt med de ord. Selvom en del af mig var tilfreds med at have såret hende, som hun sårede mig, vidste jeg også at jeg ikke kunne være det bekendt, at sige sådan. Jeg snurrede rundt og så Monique grædefærdig. Hannah, Adele og Rosalie, Moniques veninder, skyndte sig hen til mig og stirrede ondt på mig. Jeg åbnede munden for at sige noget, men bed det i mig.

   ”Undskyld …” hviskede Monique, men blev afbrudt af Rosalie, der med et rasende blik på mig, trøstede sin veninde.

   ”Lad være med at undskylde, søde skat.” sagde Rosalie sukkersødt og trak Monique ind til sig. ”Han er ikke det værd.”

   Jeg blev fornærmet, men vidste også at jeg ingen ret havde til at blive det. Jeg snurrede rundt og stormede ned ad gangene og ind i kunstlokalet. Miss O’Malley var ingen steder at se og det var jeg glad for. Jeg havde brug for at være alene med mig selv.

   Jeg fandt det maleri jeg var startet på dagen før, frem og stirrede længe på det. Så hev jeg et nyt lærred frem og skubbede det andet væk. Jeg fandt og kulstift og begyndte at tegne op. Selvom det nok var meningen at jeg skulle gå til time, gad jeg ikke. Mit humør var sort og det eneste jeg havde brug for var at koble af.

   Da miss O’Malley kom ind i lokalet og opdagede mig, smilede hun for sig selv og begyndte at gøre klar til time. Hun sagde ikke noget, spurgte ikke om hvorfor jeg var der. Hun tillod mig tværtimod at være der.

Da klokken ringede, kom en flok nervøse piger ind. Jeg ignorerede dem, men kunne mærke deres blikke i nakken. Jeg koncentrerede mig mere indædt om det jeg var ved at lave.

   ”Piger, kom herhen.” sagde miss O’Malley og ud af øjenkrogen så jeg at hun vinkede dem hen til sig. ”Som jeg lovede i går, skal i male et portræt af hinanden. Så vær venlig at finde sammen i grupper, så vi kan gå i gang.” sagde hun.

   ”Miss O’Malley, skal ham der outsideren være med? Han er da ikke på vores hold?” spurgte en pige med drævende Texas-accent.

   Jeg drejede hovedet og så på hende. Hun var solbrændt, med blondt hår og mandelformede azurblå øjne. Jeg genkendte hende som en af de populære piger, hun hed vist Brittany Callahan. Ifølge min mening, var hun mere optaget af sine negle og sit look, end om skolen og noget andet i det hele taget.

   Hun opdagede jeg stirrede på hende og gengældte blikket. Jeg lagde mærke til at hendes makeup sad perfekt på hende. Fraværende undrede jeg mig over at jeg ikke blev tiltrukket af hende som alle andre fyre her på skolen. Hun rankede ryggen og smilede udfordrende til mig. Jeg lagde pensel og palet fra mig og gik hen til hende. Hun var høj, måske et par centimeter lavere end mig. Hun gengældte igen blikket jeg sendte hende.

   ”Sig mig har du fået glosuppe med kigboller til morgenmad, Purvis?” vrængede hun med sin overdrevne accent.

   De andre piger stillede sig bag hende og sendte nedladende og nervøse blikke til mig. Et par af dem lignede faktisk beundring.

   ”Nej, jeg har fået cornflakes med mælk og sukker, bondetøs.” svarede jeg igen.

   Dette fik Brittany til at tabe pusten. Hun måbede. Jeg kunne se et såret udtryk fare hen over hendes ansigt. Men jeg var ligeglad. Jeg så hen på miss O’Malley, der skjulte et smil bag hånden.

   ”Miss O’Malley, gider De sætte mit billede til side? Jeg har en aftale om lidt.” spurgte jeg og hun nikkede. ”Og dig, Brittany Callahan, du skulle ikke tro at du er meget mere værd end alle os andre for det er du ikke. Jeg tror ikke på at en eneste af de ’venner’ du omgiver dig med, er dine sande venner.” sagde jeg til Brittany og gik ud af lokalet.

   Efterhånden som dagen gik, så jeg ikke mere til Monique. Jeg vidste at jeg havde såret hende godt og grundigt, men havde håbet at det ville gå over, selvom jeg vidste at den tanke var latterlig. Hun ville højst sandsynligt aldrig se mig igen.

   Da skoleklokken ringede ud efter sidste time, var jeg efterhånden så langt nede, at jeg knap nok ænsede nogen andre, end mig selv. Det var først da Max kom hen og daskede til min arm, at jeg vågnede op fra min trance.

   ”Hey, mate. Hvad så?” spurgte han med samme sprudlende og livsglade stemme som altid.

   Jeg så på ham med tomme øjne.

   ”Hold da kæft, du ligner jo noget der er løgn.” sagde Max, som altid fuldstændig ærligt.

   Der opstod en anstrengende tavshed. Så rømmede Max sig.

   ”Jeg kommer forbi og henter dig i aften klokken otte. Jeg har nogle venner der spiller i et band, og dem skal du seriøst høre.” sagde Max og inden jeg kunne nå at indvende noget, var Max forsvundet.

   Nogen gange troede jeg helt ærligt, at den fyr, var ninja.

   Jeg slæbte mig selv hjem og faldt omkuld på sofaen. Jeg lå og stirrede op i loftet og orkede ikke at tænke på noget som helst.

   Jeg måtte være faldet i søvn, for jeg vågnede ved at nogen hamrede på døren. Jeg kom desorienteret op at stå og væltede ud i entreen, for blot at støde storetåen ind i dørkarmen. Jeg bandede indædt og humpede hen til døren for at låse den op og så at det var Max og en anden fyr. Fyren smilede anstrengt, mens Max smilede stort.

   ”Hvad så, sovetryne? Er du klar?” spurgte Max og masede sig indenfor, i hælene på ham, fulgte den fremmede fyr.

   Jeg så efter dem, da Max gik ud i køknet og nærmest slæbte den anden med. Jeg vidste med det samme at Max ville nasse mad hvis ikke jeg var hurtig.

   ”Hey, Max, hvad var det nu vi skulle?” råbte jeg efter ham.

   Max stak hovedet ud i entreen med hele hovedet fuld af mad. Jeg stønnede indvendigt. Jeg havde ikke været hurtigt nok. Han tyggede et par gange og sank.

   ”Ind på Caféen og se The Angels spille.” svarede han og forsvandt igen ind i køknet.

   Jeg sukkede og gik ud i køknet, hvor fyren og Max stod og snakkede. Jeg forstod ikke et hak af hvad de sagde. Fyren kiggede nervøst på mig.

   ”Está seguro?” sagde fyren.

   Max nikkede.

   ”Por supuesto.” sagde han.

   Det så ikke ud til at den fremmede blev mindre nervøs af den grund, uanset hvad grunden var.

   ”Max, hvem er det?” spurgte jeg ham.

   ”Det er min kammerat.” svarede han.

   Som om jeg blev klogere af den grund. Jeg løftede øjenbrynene og så spørgende på Max. Max himlede med øjnene.

   ”Hans navn er Alejandro Casa. Han er en af mine kammerater.” svarede Max og nikkede mod Alejandro.

   Jeg nikkede.

   ”Forstår han engelsk?” spurgte jeg.

   ”Jeg er født og opvokset i USA, så mon ikke jeg gør?” svarede Alejandro, en anelse irriteret.

   Noget ved hans stemme fik mig til at føle mig helt varm indeni og jeg mærkede hvordan andre dele af mig, tændtes. Jeg rødmede, undskyldte og skyndte mig ud på badeværelset. Shit man. Hvordan kunne dette her ske? Hvorfor skete det lige for mig? Var det straffen for at jeg ikke lyttede til min far? Shit!

Det bankede på døren. Jeg blev helt febrilsk og tændte for vandhanen. Jeg plaskede koldt vand i hovedet og det fik mig til at slappe lidt mere af.

   ”Adrian, er du okay?” spurgte Max og hev ned i håndtaget.

   Heldigvis havde jeg låst døren.

   ”J-jeg er okay.” stammede jeg og forbandede mig selv.

   Jeg stammede kun når jeg virkelig var ude at skide. Hvilket jeg var nu!

   ”Er du sikker? Du stammer ellers ikke hvis du har det okay. Er det hende pigen?” spurgte han.

   Monique. Hvorfor kunne jeg ikke bare have holdt mig langt væk fra hende, så var det her aldrig sket! Det var alt sammen hendes skyld, sagde jeg til mig selv, og alligevel vidste jeg at det hele var min skyld. Det var min skyld …

   Jeg havde for første gang i flere år, lyst til at tude. Jeg hev min mobil op fra bukselommen og ringede op. Der blev svaret efter tre ring.

   ”Det’ Lilly.” sagde en velkendt, kvidrende pigestemme.

   ”Lilly? Det er mig, Adrian. Du må hjælpe mig omgående.” hviskede jeg halvkvalt.

   ”Adrian? Adrian, hvad er der galt? Hvor er du?” spurgte Lilly og lød med ét meget mere voksen end hendes seksten år.

   ”I lejligheden. Jeg er i lejligheden.” hviskede jeg.

   ”Bliv hvor du er. Jeg er der om en kvarter!” sagde Lilly og lagde på.

   Jeg satte mig ned, lænet op af døren og mærkede slet ikke tårerne, der løb ned af mine kinder. Jeg sad sådan i noget der føltes som en evighed. Jeg hørte da Lilly nærmest sparkede døren op og kylede Max og Alejandro ud. Jeg kunne høre Lilly og Max skændes og høre hende smække døren i.

   Hun kaldte på mig. Jeg kunne ikke svare, sad bare sammenkrøbet og hulkede voldsomt. Lilly kom hen og hev ned i dørhåndtaget og talte blidt til mig, som var jeg et lille ulykkeligt barn. Jeg fik taget mig sammen til at rejse mig op og låse op så hun kunne komme ind. Hun krammede mig ligeså snart jeg åbnede døren for hende.

   ”Åh, søde Adrian. Søde, søde, Adrian.” hviskede hun.

   Mine ben blev til voks og jeg sank sammen på gulvet. Hun fulgte med og sad og vuggede mig frem og tilbage i noget tid, før hun kyssede mig i panden.

   ”Adrian, vær sød at fortælle mig hvad der er galt.” bad hun.

   Jeg snøftede og tørrede tårerne væk. Jeg kiggede på hende og genkendte så meget af hende fra mig selv. På nær det at jeg var mørk og hun var lys. Vi lignede ikke hinanden særlig meget af udseende, men mentalt var vi ligesom tvillinger. Om end ikke alderssvarende tvillinger.

   ”Jeg ved ikke hvad der sker for mig.” hviskede jeg og tog blikket væk fra hende.

   ”Hvad mener du?” spurgte hun blidt.

   ”Jeg bliver ikke tændt af Monique, men derimod bliver jeg tændt af Alejandro.” hviskede jeg.

   Lilly rynkede panden.

   ”Hvem pokker er Alejandro? Ham har du da aldrig fortalt om?” sagde Lilly forvirret.

   ”Alejandro er ham der var sammen med Max.” forklarede jeg.

   ”Okay. Så forstår jeg.” sagde hun og nikkede. ”Men jeg tror også jeg ved hvad der er galt med dig.” tilføjede hun.

   Du må ikke sige det, tænkte jeg panisk.

   ”Du er tiltrukket af fyre. I hvert fald ham Alejandro.” sagde hun ligeud.

   ”Nej!” udbrød jeg og skubbede hende hårdt fra mig.

   ”Adrian, du kan ikke afvise det faktum at du altid har været lidt anderledes end os andre. Og selvom du ikke er feminin, kan du jo stadig godt være til det andet køn.” sagde Lilly og prøvede at nå ind til mig.

   ”NEJ!” skreg jeg og langede ud efter hende.

   Verdenen stod stille efter det. Jeg hørte et klask og et bump, da Lilly faldt og ramte klinkerne på gulvet, men jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg stirrede bare på min chokerede lillesøster, der sad støttet op af væggen med hånden på den ene kind. Hendes øjne var store af chok.

   ”Du … slog mig?” hviskede hun lamslået.

   Hendes øjne blev blanke og tårerne strømmede ned af hendes kinder. Jeg rakte omsider ud efter hende, men hun veg skræmt tilbage fra mig. Jeg trak hånden til mig og stod ubeslutsomt et øjenblik. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Til sidst fór jeg ud af døren, samlede nøglerne op på vejen og stormede ud af lejligheden. Jeg flakkede rundt som en hvileløs sjæl, fanget på jorden uden et formål.

   Efter cirka en time, stødte jeg ind i Monique der som dagen før, var ude og gå med Leo. Hun så ned i jorden. Igen stod jeg ubeslutsom og gik tøvende et skridt nærmere hende. Hun stod helt stille og Leo fulgte os opmærksomt med øjnene. Jeg rakte prøvende ud efter hende og lagde min hånd på hendes kind. Hun sukkede skælvende. Som et lynglimt dukkede Alejandro op og forsvandt, så hurtigt at jeg ikke engang var sikker på at jeg havde tænkt på ham. Jeg blev overmandet af en næsten uimodståelig trang til at kysse Monique, for jeg så Alejandro stå foran mig og ikke denne skrøbelige pige, jeg havde lært så godt at kende det sidste døgns tid.

   Jeg trådte nærmere, hev Monique ind til mig og søgte hendes læber. Hun stivnede overrasket, men slappede så af og lagde hænderne om nakken på mig. Hun stønnede ind i min mund. Jeg slap hende igen og stirrede på hende. Moniques øjne var helt sorte af indestængt lidenskab og jeg tog hende i hånden og hev hende efter mig.

   ”Kom.” sagde jeg og hun fulgte villigt med.

   Vi småløb tilbage til min lejlighed, og med et stik af dårlig samvittighed, så jeg at Lillys bil var væk. I opgangen begyndte Monique at fnise forventningsfuldt. En midaldrende kvinde stak hovedet ud og så efter os med et fornærmet udtryk i ansigtet. Hun mindede lidt om hende jeg havde snerret af i Moniques opgang. En del af min hjerne tænkte på om de mon var søstre.

   Vi brasede ind i min lejlighed, med Leo lige efter. Han hoppede rundt om os og søgte så ind i stuen og op i sofaen. Monique og jeg begyndte at kysse meget intenst, mens jeg med foden skubbede hoveddøren i. Jeg fik på en eller anden måde skoene af, uden at fjerne min mund fra hendes. Jeg krængede jakken af og smed det i gangen. Det samme gjorde Monique.    

   ”Vent!” gispede hun og trak sig væk fra mig.

   Jeg så forvirret på hende. Hun gengældte genert mit blik og jeg kunne se at grænsen til vanvid var ved at nås.

   ”Er du sikker?” spurgte hun og fingerede lidt ved en løs tråd i hendes cardigan.

   Som svar, trak jeg hende ind til mig og kyssede hende igen. Hun åbnede munden halvt og stønnede ind i min mund. Jeg trak min T-shirt over hovedet og hev hendes cardigan og ærmeløse T-shirt af også, så hun til sidst stod i bh og jeans. Jeg trådte et skridt væk og slugte hende nærmest med øjnene. Hun var som tidligere beskrevet, en lille smule buttet, men ikke nok til at det ville være påfaldende. Hun havde tilpas store bryster og en fin sølvkæde med et hjertevedhæng rundt om halsen. Hendes nøgne hud knoppedes af kulden i min lejlighed og jeg løftede hende op og bar hende ind i min store dobbeltseng. Jeg kyssede hende igen, denne gang lidt mere behersket.

   ”Adrian!” hviskede hun pludseligt.

   ”Ja?” svarede jeg, bange for om jeg havde gjort noget galt.

   ”Det … Det er altså min, øhm, første gang.” mumlede hun og foldede beskyttende armene om brystet.

   Jeg smilede varmt til hende og fjernede blidt, men bestemt hendes arme og kyssede hende igen.

   ”Skal jeg fortælle dig en hemmelighed?” spurgte jeg.

   Hun nikkede genert.

   ”Det er også min første gang!” hviskede jeg.

   Hendes øjne blev store og munden faldt ned på brystkassen.

   ”Jamen, du er jo så … lækker.” tilføjede hun genert.

   Jeg trak på skuldrende og skiftede stilling, så jeg forsigtigt pressede min krop ned mod hendes. Hun placerede hænderne på mine baller og klemte den ene. Jeg hævede spørgende det ene øjenbryn.

   ”Din røv er fantastisk lækker.” fnisede hun og klemte en gang til.

   Jeg lo lavt og kyssede hendes mund en enkelt gang inden jeg satte mig op og lynede lynlåsen i hendes jeans op. Jeg sørgede for at holde øje med hendes reaktion samtidigt. Hun stirrede vagtsomt og samtidigt spændt på mine hænder. Jeg hev bukserne af hende og vendte tilbage til at kysse hende.

   Hvis jeg skal være ærlig skræmte den her del mig af helvedes til. Jeg lod forsigtig og fjerlet min finger cirkle henover hendes hud og hun pressede sig op mod mig. Hun stønnede. Jeg tøvede lidt, da min hånd nåede til navlen, men Moniques hånd – ubevidst eller bevidst, jeg ved det ikke – førte min ned til hendes glatte trekant. Jeg gned forsigtigt min finger mod hendes knude, og undrede mig over hvordan jeg kunne vide hvordan jeg skulle gøre. Jeg tænkte at det bare måtte være noget i mandens natur.

   Jeg mærkede at jeg blev hård dernede og at jeg snart ikke kunne holde mig tilbage længere. Jeg mærkede efter en enkelt gang til og konstaterede at hun var klar. Jeg krængede hurtigt mine jeans og underbukser af og hev hendes trusser af også. Jeg spredte hendes ben med mine knæ og kiggede på hende. Hun kiggede også på mig. Og nikkede så. Forsigtigt trængte jeg ind i hende. Hun føltes varm og dejlig omkring mig og jeg trak mig lidt ud og stødte så ind igen. Det gjorde ondt på hende, det vidste jeg og alligevel bad hun mig tavst om at give slip på mine begrænsninger og jeg tøvede et øjeblik og lod dem så fare til himmels.

   Jeg stønnede. Nej, hvor var det godt. Jeg stødte hårdt ind i hende og trak mig så lidt ud igen og stødte ind i hende igen.  Sådan blev det ved i et stykke tid, da jeg pludselig kunne mærke at alt spændtes inde i mig. Jeg stødte ind i hende en sidste gang og gispede. Det føltes som … som hvad? Hvordan skal jeg beskrive en orgasme? Som noget himmelsk, guddommeligt, noget udover det sædvanlige. Og det var som om at der i det øjeblik kom noget meningsfyldt ind i mit liv.

   Mens jeg lå og pustede tungt oven på Monique og forsøgte at komme mig igen efter denne vidunderlige oplevelse, opdagede jeg at hun græd stille. Jeg gled ned ved siden af hende og tørrede en tåre væk.

   ”Sshh, søde! Hvorfor græder du?” hviskede jeg.

   ”Det ved jeg ikke. Det gjorde bare så ondt!” hulkede hun og rullede om og ind til mig.

   Jeg nikkede tavst.

   ”Det ved jeg det gjorde. Men nu er det overstået. Det vil aldrig nogensinde gøre ondt på dig igen, det lover jeg.” sagde jeg.

   Hun nikkede, troede på mit ord. Og jeg håbede inderligt at det ville være som jeg lovede. Jeg smilede til hende og fik straks dårlig samvittighed. Jeg havde tænkt på Alejandro under hele akten og ikke Monique. Hvad var der galt med mig? Var jeg virkelig forelsket i en anden dreng? Jeg rystede tanken af mig. Nej, jeg måtte koncentrere mig om Monique.

   ”Adrian?” spurgte Monique efter et stykke tid.

   Jeg gryntede døsigt og kunne næsten ikke holde mine øjne åbne.

   ”El – elsker du mig?” spurgte hun så lavt at jeg måtte anstrenge mig for at høre hende.

   Jeg smilede til hende, usikkert, men håbede at det ikke kunne ses. Jeg ledte i mit inderste efter den samme kærlighed til Monique, som jeg følte til Alejandro. Så nikkede jeg. Jeg besluttede mig for at, selvfølgelig gjorde jeg det. Ellers ville jeg jo ikke kunne gennemføre det jeg lige have gennemført.

   ”Jeg elsker dig!” sagde jeg med skælvende stemme og håbede at det ikke lød alt for falskt.

   Jeg ville ikke udnytte det stakkels pigebarn. En lille stemme inden i mit hoved, blev dog ved med at skrige at, det havde jeg lige gjort. Jeg skubbede irriteret stemmen væk og lagde mig hoved ned på puden og lukkede øjnene. Bare fem minutter.

   Jeg satte mig brat op i sengen. Jeg svedte koldsved. Monique vågnede langsomt og så sig desorienteret omkring. Allerede inden telefonen ringede, vidste jeg at der var noget galt. Jeg greb telefonen, trykkede på den grønne tast og satte den op til øret.

   ”Hallo?” sagde jeg.

   ”Adrian, det er mig, Alec.” sagde Alec og han lød virkelig træt og hærget.

   ”Hvad er der sket?” spurgte jeg og håbede ikke at det var Lilly der var sket noget med.

   ”Det er mor.” sagde Alec og et øjeblik var jeg lettet, selvom jeg straks fik dårlig samvittighed over at føle sådan.

   ”Er der sket noget? Altså noget slemt?” spurgte jeg bange.

   Monique sad ved siden af mig og gned øjnene. Hun så bekymret på mig.

   ”Hun er i koma. Vi ved ikke helt hvordan det er gået til. Bare at da Lilly kom hjem for en halv time siden, lå mor på gulvet helt livløs.” sagde Alec.

   ”Jeg er på vej! Øh, hvor er det?” spurgte jeg hurtigt.

   ”Jeg holder nede foran din lejlighed. Skynd dig!” sagde han og afbrød forbindelsen.

   Jeg sprang op af sengen og farede rundt i soveværelset og tog hurtigt noget tilfældigt tøj på. Jeg sprang ud på badeværelset og børstede tænder i en fart. Inde i soveværelset igen, var Monique ved at tage tøj på. Jeg gik hen til hende og skubbede hende blidt tilbage i sengen.

   ”Søde, bliv her sammen med Leo. Jeg er nødt til at tage på hospitalet.” sagde jeg og kyssede hende hurtigt på munden.

   ”Jamen …” begyndte hun, men jeg afbrød hende.

   ”Monique, søde, du vil ikke blive accepteret af min far på den her måde. Det er bedst hvis du holder dig ude af syne. Bare lidt endnu.” sagde jeg bestemt.

   Monique nikkede tøvende. Hun rejste sig og strakte sig og gav mig et kys på kinden.

   ”Jeg håber virkelig at det ikke er alvorligt. Uanset hvem det er!” sagde hun og fulgte mig ud.

   Alec stod lænet op ad fars bil og ventede helt tydeligt på mig. Han så op og jeg lagde mærke til at han så ti år ældre ud, end han i virkeligheden var. Han så overrasket på Monique, smilede svagt og satte sig ind i fars sorte Lincoln. Jeg gik om på den anden side og ventede på at chaufføren åbnede døren for mig, selvom jeg vidste at det ville gå hurtigere hvis jeg selv åbnede den. Endelig kom den gamle mand og åbnede døren for mig. Jeg vinkede til Monique og satte mig ind.

   Vi kørte i stilhed. Erics kone Beatrice ringede på et tidspunkt, oprevet over et eller andet. Han forsøgte at berolige hende, men det gik ikke videre godt. Det var vidst noget med at Eric havde slået hende og så var taget af sted. Han var rasende. Men det var så typisk Eric. Enten var han ligeglad eller også var han vred.

   Da vi nåede hen til hospitalet, ventede jeg ikke på at chaufføren åbnede døren for mig, men sparkede den nærmest op og løb indenfor. Jeg ventede utålmodigt på Alec inde i venteværelset. Han kom gående med ludende skuldre og hovedet nede mellem skuldrende. Det lignede ham slet ikke.

   ”Nå? Hvor er det så?” spurgte jeg utålmodigt.

   Han sagde ikke noget, begyndte bare at gå i retning af elevatoren. Jeg fulgte efter. Vi tog den op til tredje sal og han måtte have ringet for Lilly og min far stod og ventede på os, Lilly med nedslået blik og far med et vanvittigt skær i de stålgrå øjne. Jeg blev bekymret for ham. Selvom vi måske ikke altid kom godt ud af det sammen, var han trods alt min far.

   ”Er … er der noget nyt?” spurgte jeg far og prøvede så vidt muligt, ikke at se Lilly i øjnene.

   Far rystede på hovedet og mumlede noget uforståeligt. Der bredte sig en akavet stilhed imellem os. Jeg rømmede mig efter lidt tid. De så alle lettede ud over at nogen tog det første skridt.

   ”Jeg, øhm, går lige ind til mor.” sagde jeg og kiggede på Alec.

   Han nikkede, men lige idet vi skulle til at gå, kom Beatrice og Erics børn. Hun fik hjælp af en ungt udseende pige, der holdt styr på de mindste, mens hun tog den ældste, tiårige Ruby i hånden og gik med hende hen til os. På armen havde hun den yngste af dem alle sammen, som jeg endnu ikke vidste hvad hed. Beatrice nikkede til mig og henvendte sig direkte til Alec.

   ”Ruby vil gerne se sin farmor. Hvis det er i orden?” spurgte hun.

   Jeg kunne se at den lille tiårige pige, havde grædt, for hun havde stadig tårer i de røde øjne og snot hængende ud af næsen. Hun kiggede ned i gulvet. Alec nikkede og gjorde tegn til at jeg skulle tage Ruby med ind til mor. Jeg rakte hånden ud, men Beatrice hev Ruby væk fra mig. Hun så rasende på mig med et underligt glimt i øjnene.

   ”Ikke ham. Jeg lader ikke min datter være sammen med ham.” hvæsede hun så spyttet stod ud af munden på hende.

   Charmerende, tænkte jeg ironisk.

   Ruby trak sig lidt væk fra sin stedmor og kiggede op på mig.

   ”Jeg vil gerne se farmor!” sagde hun bestemt og tog mig i hånden.

   Jeg mønstrede et smil og Alec forklarede mig, hvor mor lå. Beatrice begyndte at råbe op om at jeg var uansvarlig og at jeg ikke skulle være sammen med hendes datter. Ruby sagde ikke noget, kiggede bare ned i jorden.

   ”Kom, Ruby!” sagde jeg og gik med hende ind på stue 218 hvor mor lå.

   Jeg havde ikke lige forventet at hun ville være noget kønt syn, men det overraskede mig alligevel hvordan hun så ud. Hun var bleg og læberne blå som om hun allerede var død. Man kunne ikke rigtig se at hun trak vejret og maskinen der sørgede for at hun kunne, larmede. Op til flere drop stak ud fra hendes arme og hun havde en slange i næsen.

   Ruby blev bleg. Jeg kunne se at hendes underlæbe dirrede og trak hende ind til mig i et varmt kram. Hun græd. Jeg trøstede hende og forsøgte at virke rolig, selvom jeg mest af alt havde lyst til at kaste mig om halsen på mor og flæbe som en anden tøsedreng.

   ”Onkel, tror du farmor dør?” spurgte Ruby.

   ”Nej da, Ruby, du kender farmor. Hun er en sejlivet gammel heks.” sagde jeg og smilede til hende.

   Hun smilede modvilligt. Hun nikkede.

   Jeg kunne høre mere opstandelse ude på gangen og tog Ruby i hånden og gik ud af stuen. Alecs kone var kommet med deres tre børn og Eric også. Han og far stod midt i et højlydt skænderi. Jeg slap Rubys hånd og gik hen for at være midt i skudlinjen. To af de ansatte på hospitalet prøvede at stoppe dem og jeg kunne se at manden havde mest lyst til at tilkalde vagterne. Jeg sagde til ham at jeg nok skulle ordne det. Han nikkede tvivlende og trak sig tilbage, dog med blikket på mig hele tiden.

   ”Far, Eric, køl ned! Ellers ender det med at lægen tilkalder vagterne og så bliver vi smidt ud på hoved og røv.” sagde jeg og var temmelig ligeglad med at jeg bandede.

   Erics øjne lynede.

   ”Du skal bare holde din kæft, snothvalp!” snerrede han og pustede sig op.

   Jeg skulle til at sige noget igen, men hørte en velkendt stemme kalde på mig. Jeg drejede hovedet mod højre og så Monique komme småløbende hen til mig. Der var pludseligt så stille så man kunne høre dem trække vejret.

   ”Åh, søde skat, jeg er så ked af det på dine vegne.” sagde hun og trippede nervøst, klar over at alles øjne hvilede på hende.

   Eric smilede slesk og kom hen til hende. Han målte hende helt klart med øjnene. Jeg fik kvalme af den måde han gloede på hende på, så jeg stillede mig beskyttende ind foran hende.

   ”Nå, så du er min kære lillebrors nye luder?” smilede han. ”Er han god i sengen? Eller bare sådan en vatnisse?” spurgte Eric, klar over at han pissede mig af ved at tale sådan til Monique.

   Moniques øjne lynede også da hun skubbede sig forbi mig og stillede sig direkte foran Eric.

   ”Hold din kæft, din alkoholiserede narrøv!” hvæsede hun. ”Du er sikkert rigtig dårlig i sengen, når du kan finde på at side sådan til din egen lillebror.”

   Eric tabte fatningen i cirka ti sekunder, men smilede så nedladende.

   ”Vi kan jo lade det komme an på en prøve?” spurgte han.

    ”Nej tak. Jeg har ikke lyst til at gå i seng med en der stinker af sprut.” sagde Monique køligt.

   Eric løftede hånden for at slå hende, men jeg trådte ind foran Monique og greb hans hånd i luften. Jeg så koldt på ham.

   ”Det der gør du kun én gang, kære bror, og så kastrerer jeg dig.” sagde jeg.

   Eric snerrede et eller andet og vendte så rundt og styrtede udenfor. Da jeg var sikker på at han ikke ville komme tilbage, vendte jeg mig om mod Monique.

   ”Monique, sagde jeg ikke til dig at du skulle blive hjemme i lejligheden? Hvad laver du her?” spurgte jeg, en anelse irriteret.

   Monique rødmede og så ned i gulvet. Jeg sukkede og trak hende ind til mig.

   ”Det var lige netop sådan noget, jeg ville prøve at beskytte dig fra.” mumlede jeg til hende.

   ”Jeg ved det, men jeg tænkte at du måske havde brug for støtte.” mumlede hun.

   Vi stod og krammede hinanden i et par minutter, hvorefter jeg gav slip på hende. Jeg smilede til hende. Jeg så hen på far, der bare stirrede på os.

   ”Far, det her er Monique, min … kæreste.” sagde jeg tøvende og skævede ned til Monique.

   Hun nikkede umærkeligt.

   ”Hvor pokker har Adrian fundet sådan en fin pige som dig, min kære?” brummede far tilfredst.

   Monique rødmede.

   ”Vi går på samme skole, sir.” svarede Monique og holdt øjenkontakten.

   Det var godt. Var der noget far satte pris på, var det at folk holdt øjenkontakten når han talte til dem.

   ”Så er det måske derfor Adrian har været så … flyvsk på det sidste.” smilede far.

   Monique smilede. Far så på mig.

   ”Tag hjem, søn. Alec ringer hvis der sker noget.” brummede far og jeg nikkede til ham.

   ”Kom.” sagde jeg til Monique.

   Hun nikkede og sagde farvel til de andre. På vej ud, sagde Monique noget jeg aldrig havde troet jeg skulle høre fra hende og som gav mig enormt dårlig samvittighed.

   ”Jeg elsker dig!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...