To Verdener - Adrian Maxwell Purvis [Pause]

Historien handler om en ung mand - Adrian - der gerne vil være kunstner, hvilket hans far er stor modstander af. Efterhånden som historien skrider frem, gør også Adrians udvikling og mentalitet. Efter han opdager at han er bøsse, går det dog både op og ned.

Skrevet til min lillebror, Mike Malmros Nielsen

1Likes
1Kommentarer
804Visninger
AA

1. Kapitel 1

Det var mandag morgen. Weekenden havde været et brag af en fest og nu skulle vi alle sammen tilbage til skolen. Vækkeuret vækkede mig halv syv og trak mig brutalt tilbage til virkeligheden. Jeg glippede med øjnene et par gange og satte mig op i sengen. Min ryg gav sig med et højt knæk. Jeg stønnede af træthed og vippede fødderne ud på det kolde gulv. Da fødderne landede på gulvet, gøs jeg. Havde jeg nu glemt at betale for varmen igen? Det plejede aldrig at være koldt.

   Jeg havde enormt meget lyst til bare at trække fødderne til mig igen og lægge mig til at sove. Men jeg vidste også at jeg ikke kunne tillade mig flere pjækkedage, medmindre jeg ville smides ud af skolen. Hvis jeg blev det, ville min far helt sikkert håne mig for altid.

   Jeg slæbte mig selv ud i køknet og åbnede køleskabet. Der stod en karton mælk, lidt pålæg og ellers ikke mere. Jeg skulle snart handle ind. Jeg stirrede lidt på mælken, prøvede at fokusere og rakte så ud efter den. Første forsøg gik i vasken, da jeg sigtede et par centimeter forbi. Andet forsøg gik bedre, da min hånd ramte kartonen og jeg lukkede den omkring den. Jeg lukkede køleskabet og rodede mine skabe igennem, indtil jeg fandt en pakke cornflakes. Jeg satte det på det lille bitte spisebord og gik på jagt efter en ren tallerken. Det lykkedes mig da også at finde en, men det var den sidste der var. Jeg gav mig selv en formanende pegefinger og sagde til mig selv at jeg virkelig måtte tage mig sammen og tage opvasken.

   Som om det nogensinde ville ske!

   Jeg hældte cornflakes op i tallerknen og skulle lige til at hælde mælk over, da mit blik fangede udløbsdatoen. En uge for gammel? Jeg stoppede mig selv, men ikke hurtigt nok. En tyk, stinkende klat mælk kæmpede sig ud af kartonen og landede på cornflakesene. Jeg rynkede panden i væmmelse. Hvor klamt!

   Jeg rejste mig og satte tallerknen over til bjerget af opvask der stod på køkkenbordet. Kartonen med mælk kylede jeg i vasken. Jeg gik ind i soveværelset og rodede mit tøj igennem for at finde noget, der bare var lidt rent. Jeg fandt et par jeans, en krøllet T-shirt, et par underbukser og strømper. Jeg skyndte mig ud på badeværelset og tog et hurtigt bad før jeg hoppede i tøjet. Jeg kørte fingrene igennem det våde hår og uglede det lidt.

   På vej hen mod skolen, fandt jeg en McDonald’s og bestilte en stor menu. Jeg spiste den på vej derhen. Henne i skolen, var der som altid, kaos. Alle mulige former for elever med forskellige stile fandtes på dette kedsommelige sted.  En gruppe piger bevægede sig sammen hen mod kunstlokalet. En flok nørder stod og diskuterede matematik. Nogle af sportsidioterne spillede med musklerne overfor et par piger. Som sagt, dette var stedet hvor modsætningerne mødtes.

   Jeg satte kursen mod lokale 145 hvor jeg skulle have engelsk på højt niveau. Jeg hilste på de få mennesker jeg kendte og ignorerede resten. Jeg nåede lige ind inden mr. Tolson kom ind i klassen. Han så sur ud som altid. Jeg gik ned bagerst og satte mig ved vinduet. Mr. Tolson begyndte undervisningen.

   Mens timen langsomt lakkede mod enden, sad jeg og tegnede i mit kladdehæfte og prøvede virkelig at se ud som om undervisningen interesserede mig. Det var bare sværere end det lød. Jeg længtes efter weekenden, længtes efter festerne og vennerne. Længtes efter friheden!

   ”Adrian Purvis, hører du efter?” spurgte mr. Tolson pludseligt.

   Jeg rettede mig op og rystede på hovedet. Alles blikke var rettet mod mig. Jeg fokuserede på tavlen og scannede den hurtigt. Jeg rystede på hovedet igen.

   ”Nope.” svarede jeg og lænede mig tilbage i stolen.

   Mr. Tolson spidsede læberne og så surt ned på mig. Jeg stirrede ham roligt i øjnene. Han trak blikket til sig efter et minuts intenst stirren fra begge sider. De andre i klassen mumlede bifaldende og jeg følte at jeg havde vundet en sejr.

   ”Koncentrer jer om undervisningen, børn.” sagde mr. Tolson og startede på undervisningen igen.

   Desværre lyttede ingen rigtig efter mere. Jeg sad og stirrede eftertænksomt ud af vinduet og de andre stirrede på mig. Efter tre kvarter, ringede klokken endelig. Jeg pakkede mine ting ned i tasken og tøvede da jeg kom til min tegning. Jeg så mig hurtigt omkring og folede så tegningen ud, da jeg var sikker på at ingen kiggede.

   Tegningen forestillede et klasseværelse med en enkelt elev i. En pige med langt ravnsort hår, store mørkebrune øjne og en perfekt gyldenbrun hud. Hun smilede hen til mig. Det eneste der bekymrede mig, var hendes ansigt. Det ravnsorte hår, de mørkebrune øjne og den perfekte gyldenbrune hud lignede det jeg var i besiddelse af til en forveksling. Hvorfor tegnede jeg mig selv som pige? Jeg rystede på hovedet, krøllede tegningen sammen og kastede den ned i bunden af tasken.

   I samfundsfag havde vi mrs. Hoover. Hun var en livlig kvinde i starten af trediverne og med en sær trang til at kramme os når vi dukkede op. Efterhånden som vi havde lært hende at kende, var halvdelen af fyrene på denne og de omkringliggende high schools, kommet valsende efter hende som en flok parringssyge hanhunde. De gjorde det mandlige køn til skamme.

   Mrs. Hoover var gift med mr. Hoover, en modsætning til mrs. Hoover. Han var høj, mager og så ud som om vi altid knuste hans drømme. Men når han så på mrs. Hoover, tændtes tusind små lys i hans øjne og han rettede ryggen og man kunne faktisk se den attraktive mand, han engang havde været. Jeg kunne i modsætning til mange andre, godt lide at se dem sammen. Det var rart at se et så lykkeligt par.

   Efter samfundsfag kom mit yndlingsfag. Kunst. Der følte jeg mig virkelig hjemme.

   I dag sad jeg foran et lærred og funderede over hvad jeg skulle male. Skulle jeg lave mit eget kunstværk eller skulle jeg efterabe nogle af de store kunstnere? Jeg satte flere gange penslen til lærredet, men stoppede hele tiden tøvende. Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle lave.

   Min lærer, miss O’Malley kom hen til mig et par gange og så på mig, mens jeg sad og tænkte. Tredje gang hun kom hen til mig, trak hun en skammel hen til mig og satte sig ved siden af mig. Der var stille lidt.

   ”Skal du ikke lave noget, mr. Purvis?” spurgte miss O’Malley venligt.

   Jeg trak på skuldrende.

   ”Jeg kan ikke bestemme mig for hvad jeg skal lave.” svarede jeg ærligt.

   Miss O’Malley smilede. Hun lagde hånden over min og klemte den blidt. Så trak hun hånden til sig igen.

   ”Luk øjnene og tænk på forskellige ting. Det første der kommer til dig, synes jeg du skal male.” sagde hun venligt.

   Jeg lukkede tøvende øjnene og straks dukkede tegningen op i mit hoved. Jeg blev varm i kinderne og bad til Gud om at miss O’Malley ikke kiggede på mig stadig.

   Jeg rynkede panden og prøvede desperat at finde på noget andet at male, da min familie dukkede op. Måske skulle jeg male dem og så give maleriet til dem? Jeg sukkede og åbnede øjnene igen. Jeg tog en kulstift og begyndte at tegne en skitse af min familie og mig. Et familieportræt. Miss O’Malley smilede.

   ”Du kan jo godt.” sagde hun.

   Jeg nikkede, dybt koncentreret. Da klokken ringede ud sad jeg og malede endnu. Jeg havde netop malet min lillesøster færdig, da miss O’Malley kom hen til mig. 

   ”Du må hellere se at komme videre, mr. Purvis.” sagde miss O'Malley varmt. ”Jeg vil ikke være skyld i at min bedste elev kommer for sent til de andre læreres timer.”

   Jeg smilede og samlede mine ting sammen. I farten røg den tegning jeg havde lavet, ud af tasken. Jeg rakte ud for at tage den, men miss O'Malley kom mig i forkøbet. Hun foldede tegningen ud og glattede den før hun gav sig til at studere den. Jeg sank besværligt og mit hjerte hamrede. Hvad ville hun dog ikke tænke om mig?

   ”Den er flot. Anderledes, men flot.” sagde hun alvorligt. ”Og jeg må sige at du ville se helt fantastisk ud som kvinde.” tilføjede hun og rakte mig tegningen.

   Varmen skød op gennem mine kinder. Jeg tog den og skyndte mig ud af lokalet. Fuck man, hvor pinligt var det lige? Mig, som kvinde? Hvor latterligt …

   ”Øh, Adrian? Adrian Purvis?” spurgte en blød og skrøbelig stemme bag mig.

   Jeg vendte mig om og så en pige stå foran mig. Hun havde kort sort hår, mandelformede isblå øjne og fregner. Selvom hun var høj, var hun et hoved lavere end mig. Hun var en lille smule buttet, men det så mere kært ud på hende end grimt. Hendes ansigt var hjerteformet og pandehåret skjulte hende godt, men ikke godt nok.

   ”Ja?” svarede jeg venligt.

   Jeg lagde mærke til at der stod en flok piger fem skabe fra os. Det måtte være hendes veninder, for de stirrede ondt på mig.

   ”Jeg tænkte på om du ville have en kop kaffe med mig og mine veninder på Caféen?” sagde hun og rødmede.

   Den rødmen var egentligt meget kær. Men i hvert fald var jeg meget overrasket.

   ”Øh … Okay.” svarede jeg og hun lyste op.

   ”Virkelig? Fedt.” sagde hun og smilede bredt. ”Mit navn er forresten Monique Tolson.”

   ”Tolson?” gentog jeg overrasket.

   Hendes smil blev mindre. Hun så såret ud.

   ”Jeg vidste ikke at mr. Tolson havde familie.” sagde jeg.

   ”Altså, far er ikke så slem som mange gør ham til.” mumlede hun og vendte rundt for at gå tilbage til sine veninder.

   Jeg greb ud efter hendes arm. Hun standsede op, men med en anspændthed over sig.

   ”Undskyld, Monique. Jeg blev bare lidt overrasket.” sagde jeg undskyldende. ”Jeg vil rigtig gerne have en kop kaffe med dig og dine veninder.” tilføjede jeg med et venligt smil.

   Monique lyste op og vendte hovedet rundt mod sine veninder. Hun vinkede til dem og de vinkede surt tilbage. Jeg smilede indvendigt. Vi fulgtes ad hen til Caféen som var en lille bitte café midt byen. Den var i gammeldags stil og var faktisk meget hyggelig. Jeg plejede at tage herhen når jeg ville have kaffe, for Caféen var den der lavede den bedste kaffe af den og mig. I hvert fald syntes jeg Monique var rigtig sød og rar og hun ville sikkert også blive en glimrende kæreste, men jeg var bare ikke tiltrukket af hende.

   ”Nå, Adrian. Fortæl lidt om dig selv.” sagde Hannah, en af Moniques veninder.

   ”Hvad skal jeg fortælle? At jeg dumper i alle fag undtaget kunst?” spurgte jeg drillende.

   Hun smilede modvilligt.

   ”Nej. Eller jo. Jeg ved det ikke. Bare fortæl lidt om dig selv.” insisterede hun.

   Jeg tænkte mig om. Hvad var der egentligt at fortælle om mig? Jeg var jo bare en helt normal fyr. Og ligesom andre normale fyre, ønskede jeg mig bare en sød kæreste og måske nogle børn om et par år.

   ”Altså, der er ikke rigtig noget at fortælle. Jeg er single.” sagde jeg drillende.

   Monique fnisede. Jeg smilede og blinkede til hende. Det fik hende til at rødme.

   ”Jeg er en forkælet møgunge, der lever af farmands pengepung.” sagde jeg. ”Hmm, jeg har en mor og far – selvfølgelig – og to ældre brødre og en lillesøster. Der er ikke rigtig noget spændende at fortælle om mig selv.” sagde jeg og trak på skuldrende.

     Monique så på mig med små stjerner i øjnene. Jeg blev kold over det hele. Shit man. Hun var forelsket i mig? Åh nej!

   ”Sorry, men jeg er virkelig nødt til at komme af sted.” sagde jeg og tog en brændende varm slurk af min kaffe og skyndte mig ud af døren, inden nogen af dem nåede at indvende noget.

   Hele vejen hjem, grublede jeg over hvad jeg skulle gøre. Da jeg låste mig ind i lejligheden, måtte jeg dog hurtigt finde noget andet at tænke på, for i sofaen sad ingen ringere end min far og ældste storebror, Alec. De så gnavne ud begge to. Jeg sukkede indvendigt. Hvad helvede lavede de her?

   ”Hvorfor er i her?” spurgte jeg og foldede armene over kors på brystet.

   De så begge to op ved lyden af min stemme. Den ene så mere sur ud end den anden.

   ”Hvorfor vi er her? Hvorfor tager du ikke telefonen når jeg ringer?” gav far igen.

   Jeg sukkede og lukkede øjnene.

   ”Du ringer ti gange i løbet af en time, far. Jeg har også et liv jeg gerne vil leve.” svarede jeg irriteret.

   Far stirrede olmt på mig. Alec ignorerede mig bare som sædvanligt. Han koncentrerede sig dybt om at studere de plakater jeg havde hængende af mit ynglingsband rundt omkring. Jeg blev pludseligt pinagtigt bevidst om hans stilrene hjem og min ungkarlehybel.  Jeg ønskede inderligt at han ville vende opmærksomheden mod mig i stedet for mod mine ting.

   ”Nu skal jeg sige dig noget, Adrian Maxwell Purvis! Hvis du ikke snart finder ud af hvad du vil med dit liv, skal du ikke regne med nogen form for hjælp hjemmefra!” sagde far vredt.

   Jeg så ham roligt i øjnene.

   ”Jeg ved hvad jeg vil være.” svarede jeg.

   ”Kom ikke og sig du vil være kunstner.” bed far. ”De er ikke noget værd for samfundet, kun en belastning.”

   Jeg himlede med øjnene og sukkede.

   ”Hold nu op, far. Du ved jeg er god til kunst.” sagde jeg opgivende.

   Alec vendte endelig sin opmærksomhed mod mig.

   ”Altså far, du må da indrømme at hans kunst er god.” sagde han henvendt til far og med et lille smil i mundvigen.

   Far stirrede et sekund for længe på ham til at det var normalt, og så så hen på mig.

   ”Han skal ikke være kunstner.” snerrede far stædigt.

   ”Nej, jeg skal vel være en sur gammel gnavpot som dig eller hvad?” spurgte jeg irriteret.

   Alec flyttede sin hånd op til munden for at skjule et smil. Far så rasende på mig. Han rejste sig og uden et ord til farvel, gik han. Alec rejste sig også, men kom hen og lagde en stærk hånd på min skulder. Han smilede til mig.

   ”Bare rolig, lillebror, han skal nok indse at din kunst er flot. Bare vent og se.” sagde han.

   Jeg sukkede.

   ”Ja, den dag månen falder ned.” sagde jeg og gned mine øjne.

   Jeg havde pludseligt fået den mest smertefulde hovedpine i hele verdenshistorien. Tror jeg.

   ”Hvordan går det med de andre?” spurgte jeg uden at se på ham.

   Alec trak på skuldrende.

   ”Lilly går det fint med. Hun har fået A+ igen. Mor er ved at bukke under for kræften og far nægter at se det i øjnene. Han tror at alt er perfekt. Eric går det også fint med. Han er lige blevet far igen, men er ved at ødelægge sig selv med hans alkoholproblem.” sagde Alec nøgternt.

   ”Altså er det hele som det altid har været.” sagde jeg ironisk. ”Hvor mange børn har Eric nu? Syv? Otte?” spurgte jeg.

   ”Ni.” svarede Alec. ”Med hans tredje kone.” tilføjede han.

   ”Nogen burde virkelig fortælle ham om kondomer.” mumlede jeg.

   Alec trak på smilebåndet.

   ”Jeg er nødt til at gå nu. Og bare rolig. Far skal nok blive god igen.” sagde han og gik.

   Jeg gik hen og stillede mig, så jeg kunne se ud af vinduet og ned på gaden, hvor fars sorte Lincoln holdt og ventede med en blid spinden. Jeg så hvordan chaufføren kom ud og åbnede døren for Alec, da han satte sig ind. Jeg tænkte på mor, familiens holdepunkt. Hvad skulle der ikke ske med familien, når hun engang døde? Jeg fik kuldegysninger bare af at tænke på det.

   Jeg gik ud i køknet og med det samme mødte synet af tallerkenbjerget mig. Øv!

   Potter og pander bugnede frem under vandhanen og tallerknerne stod stablet op på køkkenbordene. Jeg sukkede og stak hånden ned i min baglomme for at hale min pung op. En stor stak sedler sprang nærmest frem i synet på mig, da jeg åbnede den. Jeg sukkede. Endnu en gang havde jeg ikke sagt stop til min far når han gav mig penge.

   Jeg tog min jakke på og greb nøglerne jeg havde smidt på bordet i entreen og skyndte mig ud af døren. Jeg småløb ind til centrum og ind i Macy’s Supermarked, en lille bitte discountbutik, hvor man fik kvalitet til lave priser. Jeg besluttede mig for at lave røget laks med hollandaise-sovs til og kartofler og grøntsager om aftenen, så jeg købte det nødvendige og mere til. Resten var mere til min lejlighed end til mig.

   På vej hjem mødte jeg Monique der var ude og gå tur en ret stor hund. Hun så mig ikke og jeg prøvede at gøre mig usynlig. Jeg ville ikke såre hende.

   Hunden begyndte at gø og trække Monique frem mod mig, mens Monique et øjeblik stirrede uforstående omkring sig og til sidst så mig. Straks lyste hendes ansigt op som en engels glorie. Jeg bed mig selv i læben og bandede indvendigt.

   ”Hej Adrian. Leo, sit.” sagde hun til hunden der stirrede drillende på mig med sine nøddebrune øjne.

   Hvis en hund kunne stirre drillende på en – jeg havde mine tvivl.

   ”Det der ser tungt ud.” sagde Monique og nikkede til de fire poser der hang på mig.

   Jeg nikkede og samtalen gik kortvarigt i stå. Monique kom nærmere og hunden fulgte hende tæt, som for at beskytte hende. Jeg tog et skridt væk og Monique lagde mærke til det. Hun smilede.

   ”Bare rolig, han bider ikke.” sagde hun og trådte nærmere.

   Ikke helt overbevidst lod jeg hunden komme nærmere. Den snuste logrende til mig og lagde hovedet en anelse på skrå, mens de så op på mig. Monique smilede undrende.

   ”Han plejer aldrig at synes om folk hurtigt. Måske har du hundetække.” smilede hun til mig.

   Jeg himlede med øjnene indvendigt. Fedt, nu var hunden også forelsket i mig. Hurra. Monique tog to af poserne og balancerede fint med dem og hunden på samme tid. Det måtte være sådan noget husmor-agtigt noget.

   ”Nå, hvor bor du så?” spurgte hun stadig smilende.

   ”Øh, fem gader væk.” svarede jeg dumt.

   ”Okay.” sagde hun og begyndte at gå i den retning jeg havde vist.

    Hun standsede op fem meter væk fra mig, da hun opdagede at jeg ikke fulgte med. Selvom hun stadig smilede, kunne jeg se at hun tøvende tænkte sig om.

   ”Kommer du?” spurgte hun forsigtigt.

   Jeg glippede med øjnene og nikkede sammenbidt. Hvordan fanden rodede jeg mig ud i det her? Hende, hjemme hos mig? Med det bjerg af en opvask. Oh shit!

   ”Jeg er nok nødt til at advare dig.” sagde jeg og småløb for at indhente hende. ”Jeg … bor altså alene, så der er nok lidt rodet.”

   ”Det er i orden. Vi skal nok få styr på det.” sagde hun og trak i snoren, da hunden stoppede op og snuste til en lort.

   ”Gør de altid det der?” spurgte jeg.

   ”Gør hvad?” spurgte Monique forvirret.

   ”Snuser til en lort?” uddybede jeg.

   Hun lo, en glad, perlende latter.

   ”Altid.” lo hun.

   ”Okay. Endnu en af grundende til at jeg ikke skal have hund.” mumlede jeg.

   ”Bare rolig. Selvom de måske er ’uvidende dyr’, giver de meget tilbage, når først de har knyttet sig til en.” sagde Monique og så kærligt på hunden.

   ”Hvad hedder den?” spurgte jeg og præsterede falsk interesse.

   ”Leo. Han er en leonberger. Meget smuk race.” svarede hun.

   Jeg måtte modvilligt give hende ret i at den var smuk. Den lignede en lidt kraftigere udgave af en schæferhund. Jeg kunne godt lide schæferhunde.

   ”Han er smuk.” sagde jeg.

   Monique nikkede ivrigt. Jeg smilede prøvende til hende, ville helst ikke love for meget. Hun smilede tilbage.

   ”Nå, hvor er det så?” spurgte hun.

   Jeg så mig forvirret omkring. Vi var allerede nået hen til lejlighedskomplekset. Jeg viste vej og vi snakkede om ligegyldige teenageting, såsom de lektier mrs. Hoover havde givet os for i samfundsfag. Jeg fumlede lidt med nøglerne til lejligheden, men fik den endelig op, kun for at opdage at min mor sad i sofaen. Jeg stønnede opgivende og gik ind med en tøvende Monique lige i hælene. Hvor jeg dog hadede familiebesøg.

   ”Hej, mor.” sagde jeg og gik ud i køknet med varerne.

   ”Hej, min skat.” sagde hun og kiggede venligt på Monique, der lyttede til vores snak.

   ”Er det far der har sendt dig?” spurgte jeg.

   ”Nej.” svarede mor køligt. ”Det er Alec.” tilføjede hun.

   Et øjeblik standsede jeg med at sætte varer på plads og så i stedet hen på hende. Hun smilede sit kærlige smil, jeg elskede overalt i denne verden og som jeg virkelig ville komme til at savne den dag hun døde.

   ”Alec?” gentog jeg.

   ”Ja.” svarede hun.

   Der var stille lidt. Leo snusede nysgerrigt omkring, men begav sig samtidigt ikke langt væk fra Monique. Som hun selv sagde, han passede på hende.

   ”Hvorfor har han sendt dig herhen?” spurgte jeg endelig.

   Mor rystede på hovedet.

   ”Han har ikke sendt mig, han bad mig om at tage herhen.” rettede mor mig.

   Jeg nikkede.

   ”Okay. Men hvorfor?” spurgte jeg.

   Hun smilede til mig, som om det var det mest indlysende i hele verden.

   ”Fordi han er bekymret for sin lillebror.” svarede mor.

   ”Okay.” sagde jeg. ”Okay.”

   Jeg tænkte mig om et øjeblik, men opgav hurtigt. Jeg havde alt for meget rod i tankerne til at jeg kunne tænke klart.

   ”Hvorfor?” spurgte jeg og følte det som om jeg ikke kunne sige andet.

   ”Er det ikke indlysende? Du er atten år gammel og har endnu aldrig haft … du ved. Kæreste.” sagde hun med et sigende blik i Moniques retning.

   Monique rødmede og det samme gjorde jeg. Jeg så klagende på hende.

   ”Mor!” sagde jeg, ildrød i hovedet.

   ”Hvad er der? Det er det mest naturlige i verden.” sagde mor.

   ”Ja, måske. Men kan vi ikke snakke om det på et andet tidspunkt?” spurgte jeg bedende.

   ”Okay, okay.” sagde mor og rejste sig.

   Hun gik ud i køknet og begyndte at tage opvasken. Jeg skævede til Monique, der pludseligt var meget opmærksom på Leo, der lå på ryggen og ville kløes på maven.

   ”Mor, fortæl mig den rigtige grund til at du er her!” sagde jeg.

   Mor sukkede.

   ”Far er meget bekymret for dig. Han mener ikke at kunst er en levevej. Han ønsker at du skal blive politiker eller forretningsmand, ligesom dine brødre og ham selv.” sagde mor. ”Han ønsker blot det bedste for dig.”

   ”Ha!” udbrød jeg bittert. ”Den må du længere ud på landet med, mor. Den gamle gnavpot tror ikke en skid på mig.” sagde jeg.

   ”Det er jo ikke rigtigt, min skat.” sagde mor. ”Han tror skam på dig, han ved bare hvordan det er selv at være ung og uerfaren.” sagde hun og rakte mig en tallerken.

   Jeg tog imod den og tørrede den af med et nyindkøbt viskestykke. Jeg tænkte lidt over hvad hun havde sagt. Så den gamle troede på mig? Tsk.

   ”Hvorfor tror du ikke på mig, skat?” spurgte mor pludseligt.

   ”Fordi jeg kender far. Han er ikke den forstående type. Mere kontant og kølig.” svarede jeg.

   Mor så på mig med et mærkeligt blik. Og jeg tror ikke jeg havde lyst til at tyde det.

   ”Leo, nej!” sagde Monique pludseligt og prøvede at trække leonbergeren ned fra sofaen.

   Jeg lo, lykkelig over at have fundet noget andet at beskæftige mig med, om end kortvarigt. Jeg gik hen til hunden og efter et sekunds overvejelse, rakte jeg ud og kørte fingrende gennem den lange stride pels. Leo så op på mig med sine kloge, nøddebrune øjne.

   ”Du kender mig allerede, Leo. Selvfølgelig må du ligge i sofaen.” sagde jeg og ruskede ham blidt i nakken.

   Monique smilede og skævede til mor. Jeg kunne mærke at hun var nervøs i hendes selskab. Det måtte mor også kunne, for hun tørrede en tallerken af og stillede den på plads i et af skabene.

   ”Jeg må nok også hellere komme hjemad. Kræften har det med at tære på min energi.” smilede hun undskyldende.

   Jeg kom hen og kyssede hende i panden.

   ”Du skal ikke undskylde, mor. Se at komme hjem og få hvilet dig. Og hils de andre.” bad jeg.

   Mor nikkede.

   ”Selvfølgelig.” sagde hun og gik ud af døren.

   Nu var Monique og jeg alene i min lejlighed. Der var en akavet stilhed, indtil Monique gik hen og også begyndte at vaske op. Tavst tog jeg et viskestykke og tørrede de tallerkener der var rene, af. Leo brummede inde fra stuen af.

   ”Nå så det var din mor.” sagde Monique.

   Jeg nikkede og smilede prøvende til hende.

   ”Hun virkede flink nok. Meget kærlig.” sagde Monique.

   ”Det er hun også.” svarede jeg.

   Der var stille.

   ”Hvad med din mor?” spurgte jeg Monique og kunne se hvordan hendes skuldre spændtes afvisende.

   ”Hun er død.” svarede Monique kort.

   Stilhed.

   ”Det er jeg ked af at høre.” sagde jeg og mente det virkeligt.

   Monique trak på skuldrende.

   ”Det skal du ikke være. Jeg kan ikke engang huske hende. Hun tog livet af sig en måned efter jeg var blevet født.” fortalte hun.

   ”Det gør mig ondt.” sagde jeg. ”Men jeg er sikker på at hun ville være stolt over dig nu.” tilføjede jeg entusiastisk.

   Monique rystede trist på hovedet og så på mig. De isblå øjne virkede meget ældre end hende selv.

   ”Nej, Adrian. Det ville hun ikke.” sagde hun stille. ”Efter jeg blev født, fik hun en fødselsdepression. Lægerne medicinerede hende, men hun kunne og ville ikke se glæden i at have fået et barn. Far har fortalt at hun nægtede at beskæftige sig mere end allerhøjst nødvendigt med mig.”

   Jeg kunne høre at hun græd. Tøvende lagde jeg en hånd på hendes skulder, drejede hende rundt og holdt hende ind til mig.

   ”Hun hadede mig. Hun hadede virkelig sin egen datter.” hviskede hun og snøftede.

   Jeg strammede grebet om hende. Det var så sørgeligt. Selvom jeg ikke havde kendt hende længere end en dag, havde jeg kun oplevet varme og kærlighed til det hele. Hun burde ikke have haft sådan en mor som hun havde haft. Hendes mor burde have været i live og have beskæftiget sig med sin datter, været stolt af hende.

   ”Adrian, hvorfor skal livet være så hårdt?” hviskede Monique så lavt, at jeg næsten ikke kunne høre hende.

   ”Jeg ved det ikke. Men jeg ved en ting.” sagde jeg og blev vantro over at høre hvor øm og kærlig min stemme var.

   Det gjorde Monique tilsyneladende også, for hun trak sig lidt væk fra mig og så op på mig med et undersøgende blik i de forgrædte øjne.

   ”Du bliver her i nat. Ring til din far og sig at du overnatter hos en ven. Jeg skal nok sørge for at give dig lidt glæde i livet.” sagde jeg og tænkte i mit stille sind, over hvad jeg dog var ved at rode mig ud i.

   Monique nikkede langsomt og hun hev en elegant, lyserød Nokia X3 op af lommen. Hun tastede et nummer ind og ringede op. Der blev svaret inden for kort tid.

   ”Hej far.” sagde hun. ”Det er mig.”

   Der var stille lidt.

   ”Ja, jeg ved godt at det er blevet sent. Ja. Ja. Undskyld. Men far, Leo og jeg overnatter hos en ven.” sagde hun. ”Nej. Jeg skal nok passe på.”

   Hendes ører blev røde i toppen og to røde pletter viste sig på hendes kinder. Jeg smilede. Gode, gamle mr. Tolson.

   ”Okay. Ja, jeg kommer i skole i morgen. Tak, far. Jeg elsker også dig.” sagde hun og lagde på.

   Jeg hævede øjenbrynene, selvom jeg godt viste hvad svaret var. Mr. Tolson stolede på sin datter. Heldigvis.

   ”Kom. Allerførst skal vi have læsset din hund ned fra min sofa.” smilede jeg og følte mig meget mere naturlig sammen med hende, end jeg gjorde med nogen af mine venner.

   Monique smilede også.

   ”Må jeg vaske mig først?” spurgte hun.

   ”Selvfølgelig. Badeværelset ligger nede af gangen, anden dør til venstre.” sagde jeg og pegede ud mod gangen.

   Monique smilede til mig og smuttede ud på badeværelset. Jeg kunne høre at hun tændte for vandet i vasken. Imens hun var ude på badeværelset, prøvede jeg på alle mulige måder, at få Leo ned fra sofaen, men den hund vejede mindst et ton og var ligeså stædig som et æsel.

   ”Kom nu, Leo.” prustede jeg og forsøgte igen at skubbe ham ned.

   Men Leo flyttede sig ikke. Han lå bare og iagttog mig og mine latterlige forsøg på at få ham ned, da Monique kom ind og så os.

   ”Leo.” kaldte hun blidt og hunden lettede røven og hoppede ned fra sofaen.

   Den luntede hen til hende og slikkede hendes fremstrakte hånd. Jeg måbede.

   ”Hvordan fik du ham ned? Jeg kunne ikke og jeg kaldte altså også på ham.” sagde jeg og følte mig en lille smule jaloux.

   Monique smilede gådefuldt.

   ”Det er noget som kun jeg kan.” drillede hun og rakte tunge for sjov.

   Jeg knurrede truende og sprang frem og kildede hende. Leo gøede ophidset og fulgte os med øjnene. Monique skraldgrinede og tårerne sprang frem igen. Jeg lo med og slappede lidt af. Hun satte sig forpustet ned i sofaen.

   ”Det er mange år siden, nogen har fået mig til at grine på den her måde.” sagde hun og så genert op gennem hendes lange buede øjenvipper.

   Jeg satte mig ned ved siden af hende og trak hende prøvende ind til mig. Hun fulgte villigt med.

   ”Nå, hvad skal vi så lave?” spurgte jeg og drillede hende med vilje. ”Ryste sengen så alle tror at vi knalder? Og så vente på at resten af lejlighedskomplekset kommer farende?”

   Monique blev ildrød i hovedet. Hun så væk, men jeg tog fat om hendes hage med tommel- og pegefinger og drejede hendes ansigt mod mig.

   ”Du skal ikke være flov.” sagde jeg med et skævt smil. ”Jeg driller bare.”

   Monique nikkede, men sagde ikke noget. Leo kom hen og lagde sit store hoved i hendes skød. Hun aede ham fraværende. Jeg sad og betragtede hende. Hun var køn, ingen tvivl om det. Men hvorfor følte jeg mig så ikke tiltrukket af hende? Måske var hun bare ikke den rette. Og alligevel følte jeg et vist ansvar og ømhed overfor hende. Jeg virrede med hovedet. Det var forvirrende det her.

   ”Hvad er der galt?” spurgte Monique.

   Jeg så forvirret på hende.

   ”Hvad mener du?” spurgte jeg hende.

   ”Du rystede på hovedet og så ud som om der var noget der plagede dig.” svarede hun.

   Jeg trak på skuldrende og præsterede et skævt smil.

   ”Det skal du ikke bryde dit kønne lille hoved med.” sagde jeg let og gik hen og tændte for min Playstation 3. Jeg tog en bunke spil med hen til hende og rakte hende dem.

   ”Vælg hvad for et du vil spille.” sagde jeg og greb ud efter fjernbetjeningen og tændte for Tv’et. Monique kiggede dem alle sammen igennem og læste bagpå. Så holdt hun et spil frem.

   ”Det her. Det ser sjovt ud.” sagde hun smilende.

   Jeg kastede et blik på kassetten og så at det var Tekken 5. Hmm, måske var det ikke så venligt at tænke i de baner, men jeg ville seriøst slå hende for vildt. Det var en lille smule synd for hende, så jeg besluttede at være sød ved hende.

   Det havde jeg ikke behøvet.

   ”Wauw, du er jo vildt god!” udbrød jeg efter at hun havde vundet to ud af tre kampe mod mig.

   Monique rødmede og smilede genert. Jeg smilede tilbage og var sikker på at overraskelsen stod at læse i mine øjne. Jeg krævede en omkamp og vi spillede igen. Og igen og igen og igen.

   ”Hvad er klokken?” spurgte Monique til sidst og hev sin mobil frem. ”Den er halv tre. Tror du ikke vi skal lægge os til at sove, hvis vi skal have bare en nogenlunde chance for at komme op klokken halv syv?” spurgte hun.

   Jeg nikkede. Jeg kiggede rundt efter Leo, men den enorme hund var pist væk. Jeg kaldte på ham, men droppede det eftersom jeg kom i tanke om at han ikke lystrede mig.

   ”Leo.” kaldte Monique, men heller ikke her kom han.

   Hun rejste sig op og kaldte på ham igen. Ingenting. Hun gik lidt rundt i lejligheden og ledte, mens jeg pakkede spillene og Playstationen sammen. Jeg gik ind i mit soveværelse og så ingen ringere end Leo, der lå og fyldte halvdelen af min dobbeltseng. Jeg lo stille og kaldte på Monique. Hun kom ind og lo lettet. Jeg trak sengetøjet af dyne, pude og seng og lagde nyt på. Monique tilbød sin hjælp, men jeg afslog den venligt.

   ”Sådan.” sagde jeg da jeg var færdig. ”Deres seng er klar, prinsesse.” sagde jeg galant og bukkede dybt for hende.

   Monique rødmede igen og slog ud efter mig. Jeg undveg grinende. Vi sloges lidt for sjov, indtil jeg væltede hende om og ned i sengen. Jeg puttede dynen godt ned omkring hende og ignorerede hendes protester.

   ”Jeg har ikke noget nattøj.” protesterede hun.

   Jeg gik hen i mit enorme klædeskab og trak en slidt T-shirt frem og et par lysegrå joggingbukser. Jeg kastede det over til hende og så at hun rødmede igen.

   ”Skal … skal jeg have dit tøj på?” spurgte hun overrasket.

   Jeg nikkede. ”Og det skal du også når vi skal i skole. Nej, Monique, ingen protester. Du kan jo ikke bare sådan gå i skole igen i samme kluns som du havde på i går. Vel?” sagde jeg og hævede spørgende det ene øjenbryn.

   ”Du har nok ret.” sagde hun modstræbende.

   ”Godt så.” sagde jeg let. ”Du låner mit tøj i skole og til gengæld giver du en middag.” tilføjede jeg og så på hende, mens jeg vippede øjenbrynene op og ned, som en skurk i en sort-hvid film.

   Monique kylede tøjet efter mig og igen undveg jeg grinende. Hun hvinede da jeg kastede mig over hende og kildede hende. Leo lå i sin side af sengen og næsten himlede med øjnene.

   ”Nej, jeg gør ej.” hvinede Monique grinende.

   ”Jo, du gør.” pressede jeg.

   Da vi stoppede med at kæmpe fem minutter efter, var Monique ildrød i hovedet og trak vejret forpustet.

   ”Det der, Adrian Purvis, var et totalt unfair trick.” prustede hun.

   Jeg smilede.

   ”Der er ikke mange ting i livet, der er fair.” sagde jeg og lod som om jeg var alvorlig.

   ”Det har du jo ret i.” gav Monique mig modvilligt ret i.

   ”Nå, jeg synes at du skal lægge dig ned og sove. Så tager jeg sofaen.” sagde jeg og gik ud af døren.

   Monique kaldte på mig. Jeg gik tilbage og lænede mig op ad dørkarmen. Jeg så spørgende på hende.

   ”Er du sikker på at jeg ikke skal tage sofaen? Jeg vil jo nødigt være til besvær.” sagde hun uroligt.

   Jeg gik hen og krammede hende.

   ”Læg dig nu til at sove, søde ven.” sagde jeg og slap hende igen.

   Monique nikkede tøvende og lagde sig ned. Jeg gik ind i stuen og lagde mig ned i sofaen med et tæppe over mig. Jeg lå med tankerne racende rundt i mit hoved og til sidst faldt jeg i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...