Du kommer for sent

Det er mit produkt fra 9. klasse eksamen.. :-)

Det sidste stykke skulle være med, resten har jeg selv skrevet.

0Likes
0Kommentarer
253Visninger
AA

1. Du kommer for sent

 

”Kom vi ruller hende den gamle dame der ovre på hjørnet med pelsfrakken, eller faktisk synes jeg du skal gøre det John. Hun har sikkert mange penge” hviskede Lars. At John ikke ville, var tydeligt at se, og han spekulerede også længe om han skulle. Han kunne jo komme i fængsel for det, ikke få et ordenligt job, når han havde en plettet straffeattest. ”Kom nu, John. Der sker ikke noget. Nu skal du ikke være sådan en tøsedreng, vel?” hviskede Boris. Også gjorde han det. Han løb over og skubbede hende ned i jorden, tog hendes pung og hendes pelsfrakke, og derefter skyndte de 3 drenge sig væk. Der gik et sug gennem John og kort efter kom den dårlig samvittighed og skyldfølelsen. Han kunne aldrig gøre det om, han havde virkelig dummet sig og brudt loven. Og hvorfor? For at være sej og ikke virke svag? Der var ingen god forklaring. I hvert fald ikke en der kunne få ham ud af det her rod som han var havnet i. ”Tror i den gamle dame klarer sig?” spurgte John. ”Det kan da være lige meget. Vi har fået over 2000 KR og du tænker på den gamle dame” svarede Boris. ”Tag dig dog sammen, for pokker” tilføjede Lars og kiggede mærkeligt på John, som om han var skør. Derefter gik John hjem.

 

Om lørdagen kom den ugelige lokalavis. Og til Johns store frygt stod deres overfald der i. Hende den gamle dame han havde overfaldet var død, hun var forblødt, for da han væltede hende slog hun sit hoved mod en kantsten og de prøvede nu at finde gerningsmændene. De havde set overfaldet på et overvågningskamera, på hjørnet. John var beskrevet i politianmeldelsen. ”Høj, spinkel og sorthåret dreng eftersøgt. Han har en piercing i øjenbrynet, vi ved desværre ikke hvilket et. Hvis du ser nogen som kunne passe på denne beskrivelse, så kontakt venligst politiet.” Han var morder, han havde slået et andet menneske ihjel uden grund. Håbet om ikke at blive opdaget, var meget lille. Han boede i Ørsted en lille by uden for Randers og var nærmest den eneste der passede på beskrivelsen. De fleste andre i byen gik i en meget andet slags tøj end John. Han var nervøs. Hvad ville hans mor ikke sige til det, hvis hun fandt ud af det? Hun ville blive så sur og sikkert smide ham ud hjemmefra. John ville sikkert komme i ungdomsfængsel, måske endda på livstid og miste sin familie og venner, på grund af den ene fejl han havde begået, fordi han ikke kunne sige nej til sine såkaldte venner, som i virkeligheden ikke bekymrede sig om ham og bare var ligeglad med ham og hans liv. Alle mulige tanker fløj rundt i hovedet på ham og han kunne ikke finde ro. Han var bange, eller han var værre end bange han var rædselsslagen. Hvad skulle der ske i hans fremtid? Han ville ønske han aldrig havde gjort det. At hans far ikke havde haft en affære dengang, så hans forældre aldrig var blevet skilt. Så var hans liv aldrig blevet sådan som det var nu. Et stort kaos.

 

 

 

”Du er uduelig!” råbte Johns mor imens hun kiggede ham i øjnene med et skuffet blik, og et par sekunder efter gav hun ham en lussing på siden af hovedet. Da hun fjernede hånden kunne man se et stort rødt mærke, på hans højre kind. ”Tror du ikke jeg læser lokalavisen, John?!” forsatte hun. Hun var skuffet og meget vred på ham, og vidste ikke helt hvad hun skulle stille op. Hendes søn havde begået et mord, så hun var helt ude af den. Tårerne trillede ned af kinderne på hende og hun havde svært ved at stoppe med at græde. Hun kunne jo ikke melde sin egen søn til politiet, eller det kunne hun godt, men det gjorde hun i hvert fald ikke. ”Jeg kan simpelthen ikke klare at have dig boende her mere. Du har overfaldet en gammel dame, så hun døde John. Hun døde. Hvad bliver det næste?!” forsatte hun. ”Du skal ikke bo her fra i morgen af. Har du forstået?” John blev smidt ud, ud af sit eget hjem, uden et sted at bo. Sorgen i Johns øjne var tydelig. Han var grædefærdig, men der kom ingen tårer. Han mest af alt bare lyst til, at forsvinde langt væk og aldrig komme tilbage, han havde intet at leve for. Hans mor var alkoholiker, og hans venner var ligeglade med ham og det var næsten deres skyld han gjorde det. Det var dem der pressede ham og sagde han skulle. Gruppepres.

 

 Han var stærk og viste sjældent sine følelser til andre, og han græd kun når han var alene og ingen kunne se ham. Sådan var han blevet på de sidste 3 år. Det startede da hans mor og far gik fra hinanden, da John var 11, fordi faren havde en affære med en 10 år yngre kvinde. Efter det begyndte hans mor og drikke sorgerne væk, med papvin og billig øl. Ingen kunne få hende til at stoppe, for hvis man konfronterede hende med det, råbte hun bare op og begyndte at skælde ud. Og man kunne sjældent snakke med hende uden hun blev sur og snerrende.  Hun ville ikke indse at hun havde problemer, store problemer. Alkoholen var ved at overtage hendes liv, hun var ikke sig selv mere og hendes familie kunne ikke kende hende længere. Hun var blevet en helt anden person. John begyndte at hænge ud med de forkerte typer og gøre kriminelle ting. Hele familien var blevet ødelagt af skilsmissen.

 

Han åbnede den nederst skuffe i hans kommode og tog en ladt pistol frem, der var gemt under en grøn bluse. Boris havde skaffet den til ham for 1200 kroner. Det var tidlig morgen og klokken var kun 4.30, så han listede lydløst ud af hoveddøren. Han gik med tunge skridt og et bange blik i øjnene ned mod markvejen, hvor der aldrig var nogle biler, så ingen ville finde ham og stoppe ham i det han skulle til at gøre. Det var solopgang, fuglene sang og der var meget tåget. Han tænkte på dengang, dengang han tog et andet menneskes liv, på grund af en drengestreg der blev for voldsom og ugennemtænkt. Og nu ville han tage sit eget liv. Der ville alligevel ikke være nogle der ville være ked af det. Ville der? Hans mor har sin alkohol og hans venner er jo alligevel ligeglad.

 

Hans far havde han ikke set siden skilsmissen og ønskede faktisk heller ikke, at have noget med ham at gøre, så hans far kunne ikke hjælpe ham. Så han havde virkelig intet at leve for følte han. Hans hjerte bankede hurtigt, hurtigere end det nogensinde havde banket før. Han græd stille. Han var fortvivlet, bange og spekulerede over mange ting. Han besluttede sig for at sætte sig ned på en sten i vejkanten og gennemtænke hele situationen en ekstra gang. Måske var det sidste gang han sad på den sten, han satte sig altid der ud hvis han var ked af det eller vred. Og nu var det måske slut. Han håbede inderst inde, at hans mor ville komme og stoppe ham. Sig at det hele nok skulle gå. Men hun sov sikkert og var måske også ligeglad om han skød sig selv og derved tog sit eget liv. Bekymrede hun sig overhovedet om ham og hans liv?

 

John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op. ”Du kommer for sent” sagde John og lukke øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...