Moments - One direction

Den 16 årige Noah Dale havde et perfekt liv, den perfekte kæreste og de perfekte venner. Hele hendes verden blev vendt på hovedet da hendes kæreste Andrew en dag tog livet af sig selv. Hun blev droppet af vennerne, da hun ikke lavede andet end at sørge og bebrejde sig selv for hans død. Oven i alt det tvinger hendes forældre hende med til London da hendes far fik et nyt job. Men hvad ville der ske hvis selveste Harry Styles fandt hende grædene på gaden midt om natten? Hvis der kommer nye mystiske informationer om Andrews død? Ville hendes verden nogensinde blive rettet op på? Og vigtigst af alt. Ville hun nogensinde turde elske en igen?

25Likes
29Kommentarer
2996Visninger
AA

4. Strangers

 

Da jeg vågnede lå jeg ikke længere på gaden. Jeg lå på noget blødt, og havde det varmt. Havde mine forældre fundet mig? Hvis de havde, ville jeg sikkert få stuarest. Men hvad så? Jeg var jo alligevel indenfor på mit værelse hele tiden. Jeg kunne høre nogle stemmer som bestemt ikke tilhørte mine forældre. ’’Du kan sgu da ikke bare tage en tilfældig pige fra gaden med hjem Harry!’’ Sagde en vred stemme jeg ikke havde hørt før. Vent, Harry? Jeg åbnede hurtigt mine øjne. Jeg havde ikke været inde i vores eget hus endnu, men jeg vidste at det her ikke var mit eget hus. Sådan ville mine forældre aldrig indrette det. ’’Men hun lå jo bare der og græd.’’ Sagde en hæs stemme, som vidst tilhørte ham Harry. Shit. Havde han taget mig med hjem? Jeg kunne ikke gå ud til dem. Det kunne jeg ikke. Jeg gik hurtigt hen til det vindue som var i værelset. Men der var for langt ned. Der var heller ikke nogen brandtrappe. ’’Det kan godt være hun lå og græd, men hun kunne jo ligeså godt være en hjemløs!’’ Sagde den anden stemme. ’’Ligner hun måske en hjemløs?’’ Spurgte Harry. ’’Nej men… Der var nok en grund til at hun løb fra dig til at starte med. Hun ville jo nok ikke være her.’’ Sagde stemmen. Eller hvad jeg nu skulle kalde ham. ’’Slap nu af Louis.’’ Sagde Harry. Okay, han hed Louis. Jeg listede forsigtigt hen til døren, jeg skulle bare væk herfra på en eller anden måde. Men jeg stoppede hurtigt mig selv. Hvor fanden var mit tøj? Det var ikke fordi jeg var nøgen men jeg havde kun en T-shirt på. Og den vidste jeg med garanti at jeg ikke selv havde taget på. ’’Fuck ham.’’ Mumlede jeg for mig selv og kiggede panisk rundt i værelset. Til mit store held lå det i en bunke henne i hjørnet. Jeg gik derhen og samlede det op. Selvfølgelig skulle det lige stadig være vådt. Jeg sukkede og smed T-shirten. Det eneste problem var at det var lidt svært at få våde og stramme cowboybukser på, men det lykkedes til sidst. Derefter fik jeg hurtigt min grå hættetrøje på som føltes ret tung. Jeg gik igen hen til døren og åbnede den meget forsigtigt. Der sad et par drenge i en sofa med ryggen til. Langsomt listede jeg ud fra værelset. Hvordan fanden skulle jeg finde ud uden at blive opdaget? Her var jo kæmpe stort. Jeg prøvede de første par døre hvor der var nogle toiletter og værelser. Hvor mange mennesker boede der lige her? Jeg sukkede lettet da jeg så en stor dør som godt kunne ligne udgangen. Eller hvad man nu skulle kalde det. Jeg rykkede ned i håndtaget. Fuck fuck og fuck. Den var låst. Og det var ikke bare en af dem man kunne dreje rundt på, man skulle også bruge en nøgle indendørs. Selvfølgelig var der intet som lykkedes for mig. ’’Godmorgen.’’ Sagde en frisk stemme bag mig. Jeg kneb øjnene sammen. Endnu mere fuck. Jeg vendte mig langsomt om og fik et lille chok da personen stod tættere på mig end jeg havde regnet med. Hvad skulle jeg gøre? Mens jeg bare stod og gloede på ham kunne jeg høre et par stemmer inde i det som vist nok var stuen. ’’Jeg kan sgu godt forstå du tog hende med hjem Harry. Lækker er hun da.’’ Sagde en lidt drillende stemme. Den lyshårede som stod foran mig vendte sig hurtigt om. ’’Zayn! Ti stille.’’ Sagde han lidt flovt. Hvad havde han at være flov over? Det var jo ikke ham som havde sagt det. Snakken fortsatte inde i stuen og jeg kunne ikke lade vær med at rødme. Lidt efter kom en anden dreng, Harry, ud i gangen hvor han så mig og den lyshårede. Hvorfor gik alle folk ikke rundt med navneskilte? Så ville alt være meget nemmere. Harry brød straks ud i et stort smil. Men han rødmede også en smule da han vidste jeg havde hørt alt hvad de havde sagt. ’’Prøver du at flygte igen?’’Sagde han med et lille drillende smil, da han så jeg havde hånden på håndtaget. Hvad fanden bildte han sig ind? Det var sgu da klart at jeg prøvede at flygte i går. ’’Når du bare har taget mig med hjem på den her måde, er det faktisk kidnapning. Så ja, jeg prøver at flygte. Jeg har ikke brug for din hjælp. Luk mig venligst ud.’’ Snerrede jeg af ham. Man kunne se han fik et lidt såret udtryk i øjnene, men jeg var ligeglad. Det var jo ikke ligefrem fordi jeg skulle se ham igen. Han kom hurtigt op ved siden af mig og låste døren op. Jeg gik hurtigt ud af døren men Harry gik med. Jeg kiggede irriteret på ham. ’’Hvad nu?’’ Spurgte jeg. Han kom hen foran mig og spærrede vejen. ’’Der er en ting jeg bliver nødt til at vide inden du tager af sted.’’ Sagde han med en lidt usikker stemme. Sikkert fordi han var bange for at jeg ville flippe ud på ham igen. ’’Hvorfor lå du og græd i går? Og så midt på gaden?’’ Spurgte han. Jeg svarede ikke så han fortsatte. ’’Bare sig det. Så lover jeg at du aldrig får mig at se igen og jeg lader dig være.’’ Jeg sukkede og mit blik skiftede fra irriteret til en blanding af sorg og vrede. ’’Fuck dig. Bare lade mig være.’’ Sagde jeg stille og kunne mærke mine øjne blev våde. Det var virkelig som om jeg græd hele tiden. Men det gjorde jeg vel også. Jeg skulle til at gå udenom om man han spærrede igen vejen. ’’Flyt dig!’’ Skreg jeg og kunne mærke tårerne var kommet. Han gjorde hurtigt som jeg sagde og jeg løb grædende hen til elevatoren. Tænk at jeg lige havde gjort det. Han havde bare prøvet at hjælpe mig, jeg havde afvist ham så koldt som overhovedet muligt. Jeg havde lige spildt min eneste chance for at få venner. Og min eneste chance på at komme videre, som Andrew havde ønsket.

 

Harrys synsvinkel:

 

Jeg var mundlam. Fuldstændig mundlam. Aldrig var jeg blevet afvist så koldt før. Alt jeg havde gjort var jo bare at hjælpe hende. Eller, det havde jeg jo så åbenbart ikke gjort. Jeg sukkede og kiggede hen af gangen som hun for længst var forsvundet fra. Jeg begyndte stille at gå hen mod elevatoren mens jeg ignorerede at Louis kaldte på mig. Jeg havde ikke brug for at høre på at han havde ret, og at jeg aldrig skulle have taget hende med, for det skulle jeg ikke. Egentlig måtte jeg på en måde slet ikke gå alene rundt i London midt på dagen når det var fyldt med mennesker. Efter vores tour var det gået helt amok med alle fansene. Paul havde flere gange rådet os til at ringe efter nogen hvis vi skulle ud. Men det var heller ikke noget vi var tvunget til. For jeg havde virkelig ikke lyst til at have en eller anden bodyguard renene i røven på mig lige nu, selvom jeg udmærket godt vidste at det enten var det eller en masse fans.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...