Moments - One direction

Den 16 årige Noah Dale havde et perfekt liv, den perfekte kæreste og de perfekte venner. Hele hendes verden blev vendt på hovedet da hendes kæreste Andrew en dag tog livet af sig selv. Hun blev droppet af vennerne, da hun ikke lavede andet end at sørge og bebrejde sig selv for hans død. Oven i alt det tvinger hendes forældre hende med til London da hendes far fik et nyt job. Men hvad ville der ske hvis selveste Harry Styles fandt hende grædene på gaden midt om natten? Hvis der kommer nye mystiske informationer om Andrews død? Ville hendes verden nogensinde blive rettet op på? Og vigtigst af alt. Ville hun nogensinde turde elske en igen?

25Likes
29Kommentarer
2973Visninger
AA

2. London

 

Jeg løftede endnu en kuffert og kunne igen mærke en tåre trille ned af min kind. De kunne ikke tvinge mig til England! De vidste udmærket godt at jeg ikke kunne forlade Andrew. Det var jo ikke ligefrem fordi jeg kunne tage et fly til U.S.A hver dag for at besøge hans grav. Det ville være sindssygt. Selvom folk troede jeg var sindssyg i forvejen. Og det var jeg vel også. Jeg var sindssyg, syg i hovedet. Sindssyg nok til at få sin egen kæreste til at begå selvmord. Hvis jeg nu bare havde været anderledes, ville han jo ikke have gjort det. Jeg smed kufferten igen og sukkede. Flere tårer løb ned og langsomt satte jeg mig ned på gulvet og begravede hovedet i mine knæ. ’’Noah?’’ Kaldte min mor nedenunder. Jeg prøvede at få styr på min vejrtrækning og tog en dyb indånding. ’’Ja?’’ Sagde jeg med en let rystende stemme. Jeg kunne høre et højt suk, sikkert fordi man kunne høre at jeg græd igen. ’’Hvor lang tid kan det tage at hente en kuffert?’’ Spurgte hun opgivende. Selv mine egne forældre syntes jeg var sindssyg, eller det var ikke noget de havde sagt direkte, men de var lige så trætte af mig som mine ’venner’. De venner som forlod mig, da jeg havde allermest brug for dem. Jeg svarede ikke men tørrede mig hurtigt under øjnene, selvom det ikke ville hjælpe noget da jeg altid fik ufattelige røde øjne når jeg havde grædt, og tog kufferten. Jeg satte den i gangen og kiggede rundt i det tomme hus. Min mor stod ved døren og tog kufferten med et falsk smil. Ikke nok med at jeg skulle forlade Andrew, jeg skulle også forlade Ella. Min storesøster som var den eneste der havde støttet mig helt indtil nu. Den eneste som ikke var kommet med suk og latterlige kommentarer hver gang jeg havde grædt. Og den eneste i hele verden jeg kunne stole på. Jeg gik ud i bilen og satte mig ind på bagsædet. Forsigtigt lagde jeg hovedet mod ruden og tog fat om min halskæde. Det var en jeg havde fået af Andrew samme dag som han første gang sagde at han elskede mig. Jeg lukkede øjnene og der gik ikke lang tid før søvnen overtog.

 

Da jeg vågnede kunne jeg svagt høre lyden af bilen som kørte. Jeg glippede med øjnene da solen skinnede ret kraftigt. Det burde den ikke. Det var en lorte dag. Jeg kiggede rundt og så at vi næsten var ved lufthavnen. ’’Vent!’’ Sagde jeg højt og kiggede på mine forældre. ’’Du sagde vi kunne besøge Andrew på vej herhen!’’ Sagde jeg endnu højere end før. De vekslede kort blikke inden min mor vendte sig om. ’’Hør her Noah. Du bliver nød til at komme videre. Hvis hans familie kan, burde du også. Og jeg har ikke lovet dig noget. Du var der jo også i går.’’ Sagde hun hårdt. Min underlæbe var allerede begyndt at dirre svagt og igen i dag faldt en tåre ned af min kind. ’’Jeg hader jer.’’ Sagde jeg så lavt at de ikke kunne høre det. Og jeg tror faktisk jeg mente det denne gang. De forstod jo ikke hvordan det var. Min far sukkede opgivende ligesom min mor havde gjort tidligere. Kunne de ikke andet end at sukke af mig? Jeg var en stor fejl. Hvorfor sendte de mig ikke bare væk? De hadede jo også mig.

 

Jeg gik bag mine forældre gennem Londons lufthavn med blikket nede i jorden. Selvfølgelig modtog jeg en masse underlige blikke. Måske fordi jeg gik og græd. Jeg kiggede efter lidt tid op og så at de var ret langt foran mig. Hurtigt småløb jeg om bag dem igen og sukkede. Jeg kunne langsomt mærke den kvalmende fornemmelse komme. Jeg fik det altid dårligt af at flyve, det kom bare altid efter flyveturen af en eller anden grund. Da jeg så at folk stadig gloede, kiggede jeg igen ned i jorden. Da vi kom ud af lufthavnen skimtede jeg hurtigt de forskellige biler som stod der. Det skulle ikke undre mig hvis mine forældre havde lejet en eller anden total dyr bil med chauffør eller sådan noget. Man kunne ikke ligefrem sige at vi manglede penge. Min far var ret glad for penge, det var blandt andet derfor han havde valgte at flytte hele vejen fra U.S.A til England. Han tjente en lille smule mere på den jobstilling han havde fået tilbudt her. Et eller andet sagde mig at de også havde valgt at flytte bare for at ødelægge mig endnu mere. Det havde været ligeglade alle de gange jeg havde bedt og plaget til at vi kunne blive. Som jeg sagde tidligere, jeg kunne ikke forlade Andrew. Men det var bare lidt for sent når vi allerede var kommet til London.

 

Vi ankom til det nye hus. Egentlig havde jeg ikke set det før nu, heller ikke på billeder eller noget. Men det var også min egen skyld, da jeg ikke ville have haft noget som helst med flytningen at gøre. Jeg kiggede på min telefon. 17.23, jeg gad virkelig ikke til at slæbe alle tingene ind. ’’Mor?’’ Spurgte jeg med en svag stemme. Hun kiggede på mig som tegn til at hun lyttede. ’’Må jeg... Ikke noget alligevel.’’ Sagde jeg og begyndte at gå om i haven. Meget diskret kiggede jeg om bag min skulder, skulle lige tjekke at hun ikke stod og kiggede efter mig. Men hun var allerede begyndt at tage nogle ting fra den lejede bil. Jeg havde slet ikke behøvet at kigge, de var jo ligeglade med mig, og det vidste jeg. Jeg skulle bare væk her fra, og jeg var ret sikker på at jeg ikke ville få lov. Skeptisk kiggede jeg på den store og høje hvide mur som indhegnede den store grund. Der skulle nok være et sted man kunne komme ud. Jeg kunne jo ikke tage porten for så ville de opdage mig. Jeg smilede for mig selv da jeg så et træ som stod helt tæt op af muren. Perfekt. For en sikkerheds skyld kiggede jeg bag mig en ekstra gang inden jeg satte foden på den første gren. Det var nemt nok at komme over, da alle grenene var de rigtige steder. Jeg lod mig dumpe ned på den anden side af muren, hvor jeg igen modtog underlige blikke. Men hvem ville ikke kigge efter mig? Folk kunne jo nemt tro jeg var en indbrudstyv, som lige var flygtet over muren. Jeg havde efterhånden lært at ignorere blikkene, da jeg modtog dem ret tid. Jeg trak min hætte over hovedet da det var ret koldt i London lige nu, og begyndte at gå ned af gaden. Upåvirket af alle blikkene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...