Moments - One direction

Den 16 årige Noah Dale havde et perfekt liv, den perfekte kæreste og de perfekte venner. Hele hendes verden blev vendt på hovedet da hendes kæreste Andrew en dag tog livet af sig selv. Hun blev droppet af vennerne, da hun ikke lavede andet end at sørge og bebrejde sig selv for hans død. Oven i alt det tvinger hendes forældre hende med til London da hendes far fik et nyt job. Men hvad ville der ske hvis selveste Harry Styles fandt hende grædene på gaden midt om natten? Hvis der kommer nye mystiske informationer om Andrews død? Ville hendes verden nogensinde blive rettet op på? Og vigtigst af alt. Ville hun nogensinde turde elske en igen?

25Likes
29Kommentarer
2992Visninger
AA

9. Lies

’’Vi bliver nødt til at snakke sammen og det skal være hurtigt.’’ Sagde hun og kiggede sig omkring. ’’Hvad ville du?’’ Sagde jeg og fik det til at lyde ret surt selvom det på ingen måder var meningen. Jeg fattede bare ikke hvad hun lavede her. Sidst jeg snakkede med hende var inden Andrews død, jeg havde ikke snakket med hende siden fordi mine forældre gjorde alt for at holde mig væk fra hende, de havde sagt hun var begyndt at tage stoffer og drikke sig fuld selvom det overhovedet ikke ville ligne Andrews mor at gøre sådan noget. ’’Kom med.’’ Sagde hun og gik ud på parkeringspladsen igen. Da hun stoppede op ved sin bil kiggede jeg skeptisk på hende. ’’Okay, jeg er ikke sur på dig, men jeg ville ikke køre sammen med dig hvis du er påvirket lige nu.’’ Sagde jeg og trådte et skridt tilbage. ’’Påvirket? Hvad mener du Noah?’’ Spurgte hun og så undrende på mig. ’’At du.. Du ved er beruset eller på noget.’’ Sagde jeg og begyndte at føle mig lidt akavet. Hvad snakkede hun selv om? ’’Og hvor har du så det fra?’’ Spurgte hun samtidig med at hun smilte. Hvorfor smilte hun? Jeg bed nervøst i læben. Jeg havde svært nok ved at snakke om mine egne problemer så det var ikke så nemt at snakke om andres. ’’Det.. Altså mine forældre, du ved.’’ Sagde jeg og trak ned i ærmerne på min trøje da det var lidt køligt. ’’Noah min ven, du ved jeg ikke kunne finde på bare at drikke mine problemer væk, og det er præcis hvad jeg ville snakke med dig om. De lyver. De har løjet for at holde dig væk fra mig, og der er flere ting de har løjet om vedrørende Andrew.’’ Sagde hun stille. ’’Hvad mener du?’’ Spurgte jeg fortvivlet. Hun skulle lige til at åbne munden men blev afbrudt. ’’Noah!’’ Råbte Emely oppe fra skolen. Hun sukkede og kiggede seriøst på mig. ’’Jeg burde ikke være her.’’ Sagde hun og vendte sig om for at begynde at gå. ’’Nej vent!’’ Sagde jeg og greb fat i hendes arm.  Hun kiggede på Emely der nærmede sig og derefter på mig. ’’Spørg dine forældre, jeg er sikker på de ville vide hvad du snakker om.’’ Sagde hun skyndte sig ind i bilen. Hvorfor kunne hun ikke bare sige hvad det var? Jeg vendte mig om og kiggede irriteret på Emely. Hun skulle til at åbne munden men jeg afbrød hende. ’’Er du ikke bare sød at lade mig være?’’ Spurgte jeg hende bedende. Hun skulle til at sige noget med nikkede stille mens hun kiggede ned i jorden og vendte sig om for at gå ind på skolen. Egentlig fik jeg helt dårlig samvittighed selvom jeg ikke burde. Jeg sukkede stille, jeg ville ikke ind på skolen igen og jeg skulle afgjort heller ikke hjem når min far var der, men jeg blev vel også nød til at få snakket med dem. Det ville være rart at have en man kunne snakke med, Andrew ville med garanti vide hvad jeg skulle gøre, problemet var bare at det var om ham. Endnu en gang sukkede jeg og valgte at gå ’hjem’.

 

Efter at have siddet og set et program jeg langtfra fulgte med i, i over en halv time gik døren endelig op og jeg kunne ved lyden af hælene som klikkede mod fliserne høre at det var min mor. Jeg slukkede hurtigt for fjernsynet og gik ud i gangen til hende. ’’Hvornår kommer far hjem?’’ Spurgte jeg og hun kiggede overrasket på mig, sikkert fordi det var en af de eneste ting jeg havde sagt til hende siden vi kom til London. ’’Omkring 6 tiden, måske trækker hans møde ud.’’ Sagde hun med et svagt smil. Jeg skulle til at gå op på min værelse men hun stoppede mig hurtigt ved at tage fat i min arm. ’’Hvad skal du da sige til ham?’’ Spurgte hun. Jeg rev min arm til mig da hun stadig havde fat i den og kiggede alvorligt på hende. ’’Vidste du at Andrews mor er i London?’’ Spurgte jeg og lavede et smil så falsk at hun tydeligt kunne se hvor jeg ville hen. Hun åbnede munde svagt som om hun skulle til at komme med en kommentar men jeg afbrød hende. ’’Og hun virker ikke som en alkoholiker, men det har i jo sagt hun er så hvorfor skulle det ikke passe? I kunne jo aldrig finde på at lyve overfor mig vel?’’ Sagde jeg med et koldt ansigtsudtryk. ’’Hun sagde at i måske vidste noget som i ikke har fortalt mig. Men som i siger, hun er bare syg i låget ikke?’’ Sagde jeg og kunne mærke den velkendte prikken i mine øjne. ’’Noah, hun ved ikke hvad hun snakker om, hun var sikkert fuld eller sådan noget.’’ Sagde hun med det falske smil som var det eneste hun kunne sende mig. Jeg rystede på hovedet og gik op på mit værelse. Hurtigt fandt jeg min mobil og lagde mig i sengen. Allerede nu vidste jeg at jeg ikke ville få det ud af mine forældre. Jeg  havde ingen venner at gå til, så som den eneste person jeg havde lige nu ringede jeg Ella op.

 

 

Det er utrolig lang tid siden jeg har publiceret nyt kapitel til den her movelle, og det har jeg ikke rigtig nogen undskylninger for, og jeg ved heller ikke rigtig hvornår det nye kapitel kommer. Mange at jer har sikkert tænkt sig at fjerne den fra favoritlisten fordi i ikke kan huske hvad der er sket indtil videre, men jeg håber i ville bliver ved med at læse med :)

Og bare så i ved det er One direction stadig med i historien, det var ikke fordi jeg bare lige skulle bruge dem i de første kapitler, de kommer igen senere :P

 

Frederikke:I

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...