Moments - One direction

Den 16 årige Noah Dale havde et perfekt liv, den perfekte kæreste og de perfekte venner. Hele hendes verden blev vendt på hovedet da hendes kæreste Andrew en dag tog livet af sig selv. Hun blev droppet af vennerne, da hun ikke lavede andet end at sørge og bebrejde sig selv for hans død. Oven i alt det tvinger hendes forældre hende med til London da hendes far fik et nyt job. Men hvad ville der ske hvis selveste Harry Styles fandt hende grædene på gaden midt om natten? Hvis der kommer nye mystiske informationer om Andrews død? Ville hendes verden nogensinde blive rettet op på? Og vigtigst af alt. Ville hun nogensinde turde elske en igen?

25Likes
29Kommentarer
2958Visninger
AA

3. Fear

 

Jeg sukkede over mig selv efter jeg havde gået i lidt tid. Hvorfor var jeg overhovedet begyndt at gå rundt her? Jeg kendte intet til London, så det skulle ikke undre mig hvis det endte med at jeg farede vildt. Jeg kiggede igen på min mobil. Tiden var gået hurtigt, selvom jeg ikke havde lavet andet end at gå. Der var også et par ubesvarede opkald. Så havde de rent faktisk opdaget at jeg var væk. Jeg kiggede op mod den overskyede himmel. Det var faktisk begyndt at blive ret mørkt. Måske fordi klokken var halv elleve. Endnu en gang sukkede jeg og kiggede mig tilbage. Jeg anede ikke hvor jeg var, jeg havde jo bare gået rundt. Så kunne jeg vel godt bekræfte at jeg var faret vild. Typisk mig. Ikke fordi jeg normalt farede vild. Mere fordi de dårlige ting altid skulle ske for mig. Hvorfor eksisterede jeg overhovedet? Det var sikkert bare skæbnen som syntes det var rigtig sjovt at skabe liv for at ødelægge det igen. Jeg var bare et af deres ofre. Men Andrew var fantastisk, det havde ikke behøvet at gå ud over ham. Måske var han også bare skabt som en lille tråd i deres spil. Jeg fortjente at være det samme sted som Andrew, måske skulle jeg bare forsvinde. Det ville være så nemt at tage livet af sig selv, ikke skulle tænke over konsekvenserne og livet. Bare gøre en ende på det hele. Men det kunne jeg ikke, jeg var en stor hykler som ikke kunne få mig selv til det. Selv de ar jeg havde lavet på mig selv havde været svære. Men den smerte fortjente jeg også, jeg fortjente at skulle straffes over Andrews død. Det var min skyld. Jeg kunne mærke mine kinder blev våde for tredje gang i dag. Jeg kiggede rundt, og opdagede at jeg var i en park. Egentlig følte jeg mig meget paranoid, når jeg hele tiden skulle kigge mig omkring. Parken var næsten mennesketom, men der gik stadig nogle få folk rundt. Det var et par hjemløse, og ovre på en lille sti gik et ungt par sammen. I det mindste havde nogle folk et godt liv. Jeg sukkede og lod mig glide ned langs et træ, så jeg sad op af det. Hvad havde jeg gjort siden Andrew skulle dø? Det virkede underligt at han bare sådan… Begik selvmord. Men det kunne jeg jo ikke ændre noget ved nu. Jeg mærkede et par dråber falde ned på mig, og det var ikke tårer. Det var regn. Selvfølgelig skulle det hele tiden gøres værre end det allerede var. Jeg kiggede hen mod det stykke af fortovet man kunne se fra parken af, der stod en lille flok mænd, sikkert fulde for de stod og råbte og grinede, hvilket igen fik mig til at tænke på Andrew. Jeg savnede de dage vi gik i byen og havde det sjovt sammen. Altså ikke på drik dig fuld-måden. Mere bare hygge på en cafe eller i en park. Jeg var jo ikke gammel nok til at drikke. Mens jeg sad og betragtede de fulde drenge opdagede jeg at to var trådt ud af flokken og stod og kiggede på mig. På en virkelig creepy måde. Så snart de kiggede væk rejste jeg mig og gik med faste skridt den modsatte vej af parken. Som sagt, var jeg virkelig paranoid. Men hvem ville ikke være det hvis en flok fulde mænd stod og overgloede dig? Det var en ret stor park så der gik lidt tid inden jeg kom ud af den. Ude på gaden var der ikke træer som ly, så regnen var endnu kraftigere her. Jeg hørte et højt brag og kiggede op mod himlen. Kunne det blive værre nu? Mit tøj var allerede fuldstændigt gennemblødt. Normalt var jeg bange for både lyn og torden, men det kunne jeg slet ikke tænke over nu. Det eneste som lyste London op lige nu var gadelamper og lyn. Jeg gik hen til den nærmeste mur og satte mig ned af den. Tårerne rendte stadig ned af mine kinder, og jeg havde fået en ufattelig stor hovedpine. Jeg sukkede igen og lukkede mine øjne i.

 

Jeg lå og halvsov på en eller anden måde. Jeg kunne høre den svage trafik og en summen som jeg ikke anede hvor kom fra. Jeg rykkede lidt på mig og en smerte skød op i min ryg. Det havde måske noget at gøre med at jeg havde sovet på et fortov. Jeg fiskede min mobil op af lommen, trods regnen virkede den stadig. Klokken var omkring 01.00 om natten. Jeg kunne ikke tage hjem nu. Et sted i nærheden kunne jeg høre nogle stemmer, men jeg ignorerede det. Jeg lukkede øjnene i igen og hvilede mit hoved mod mine knæ. Da stemmerne kom nærmere kiggede jeg op og så tre drenge gå hen af gaden. En af dem sakkede bagud og kiggede lidt hen mod mig. En lyshåret vendte sig om for at kiggede på personen som sakkede bagud. Hvad lavede de egentlig på gaden midt om natten? Man kunne vel spørge mig om det samme. ’’Kom nu Harry!’’ Råbte den lyshårede utålmodigt og trippede lidt med fødderne. ’’Bare gå over til de andre, jeg kommer om lidt.’’ Sagde drengen som gik bagi, åbenbart Harry. ’’Er du sikker?’’ Spurgte den tredje dreng med mørkt hår. ’’Kom nu bare Zayn.’’ Sagde den lyshårede og hev ham i armen. De begyndte at gå og efterlod drengen  alene. Da de to andre var forsvundet hen ad gaden kiggede drengen igen på mig. Efter han havde kigget sig lidt omkring begyndte han at gå hen imod mig. Oh fuck. Jeg rejste mig hurtigt og gik i den modsatte retning af den han kom fra. Tænk nu hvis han var en eller anden sindssyg voldtægtsmand eller sådan noget. Det var ikke fordi han lignede sådan en, men man kunne aldrig vide. Jeg kiggede bagud og så at han stadig fulgte efter mig. Fuck, fuck, fuck. Jeg kunne ikke finde ud af om det var mig som var paranoid eller om han virkelig fulgte efter mig. Adrenalinen var allerede begyndt at pumpe rundt, så jeg begyndte at løbe. ’’Hey, vent!’’ Råbte drengen bag mig med en hæs stemme. Okay, officielt panik. Han fulgte efter mig. Jeg satte farten op og kunne høre at han også begyndte at løbe. Der gik ikke lang tid før jeg kunne mærke et par arme tage fat om livet på mig. Jeg prøvede med det samme at vride mig ud af hans greb, men han fik hurtigt fat igen. Et skrig skulle til at løbe ud gennem mine læber men en hånd forhindrede det. Han fik mig langsomt vendt om så vi stod ansigt til ansigt. Mens han stadig holdte sin hånd for min mund tog han med den anden hånd fat i begge mine hænder. For at jeg ikke skulle kunne angribe ham med mine ben pressede han mig blidt om mod den mur som var bag os. ’’Sssh.’’ Sagde han stille og beroligende. Hvorfor fanden skulle jeg tie stille? Jeg anede jo ikke hvad fanden han ville gøre ved mig! ’’Bare rolig jeg gør dig ikke noget.’’ Sagde han da han måtte kunne have set panikken i mine øjne. ’’Nu fjerner jeg min hånd fra din mund. Vær sød ikke at skrige.’’ Sagde han med en stadig beroligende stemme som sidst. Jeg nikkede stille med tårerne renene ud af mine øjne. Langsomt fjernede han sin hånd, og jeg skulle lige til at skrige igen men jeg kunne ikke, jeg blev fordybet i hans grønne øjne. Han bakkede langsomt tilbage så han ikke længere holdte fast i mig. Som han stod nu kunne jeg sagtens flygte men han ville indhente mig igen. ’’Det må du virkelig undskylde, det var ikke for at gøre dig bange eller noget.’’ Sagde han med et skævt smil. Jeg kiggede bare på ham, jeg kunne ikke andet. ’’Hvorfor sidder du og græder på gaden midt om natten?’’ Spurgte han med en lidt alvorlig stemme. Et hulk undslap mine læber og jeg gled ned af muren, stadig med tårerne renene ud. Jeg kunne mærke at han lagde sin arm om mig, som en form for omfavnelse. ’’Er du okay?’’ Spurgte han. Jeg svarede ham ikke. Jeg kunne slet ikke bevæge mig. Det virkede virkelig forkert at en fremmed stod og krammede mig. Eller rettere sagt sad og krammede mig. Jeg fortjente slet ikke hans tid, og jeg ville ikke have den. Jeg lukkede øjnene i, mens han sad og prøvede at berolige mig. Jeg vidste ikke om jeg besvimede eller faldt i søvn, men alt blev fuldstændig sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...