Moments - One direction

Den 16 årige Noah Dale havde et perfekt liv, den perfekte kæreste og de perfekte venner. Hele hendes verden blev vendt på hovedet da hendes kæreste Andrew en dag tog livet af sig selv. Hun blev droppet af vennerne, da hun ikke lavede andet end at sørge og bebrejde sig selv for hans død. Oven i alt det tvinger hendes forældre hende med til London da hendes far fik et nyt job. Men hvad ville der ske hvis selveste Harry Styles fandt hende grædene på gaden midt om natten? Hvis der kommer nye mystiske informationer om Andrews død? Ville hendes verden nogensinde blive rettet op på? Og vigtigst af alt. Ville hun nogensinde turde elske en igen?

25Likes
29Kommentarer
2961Visninger
AA

8. Considerations

 

Noahs synsvinkel:

Jeg sukkede tungt da jeg skubbede dynen til side, og ignorerede den klamme luft i værelset mens jeg gik hen til vinduet for at trække gardinet fra. Jeg smilede for mig selv da jeg så det pissede ned, i dag passede vejret for en gangs skyld til mit humør. Efter lidt besvær med hængslen fik jeg åbnet vinduet og mærkede et kold vindstød. Jeg rystede kort på kroppen og gik ind på badeværelset. Til mit store held skulle begge mine forældre arbejde, så de ville ikke opdage at jeg blev hjemme, jeg gad ikke høre på flere af Emelys undskyldninger, dem havde jeg fået nok af. Men det var jo også min egen skyld, jeg vidste fra starten af at det ville være dumt at prøve at få venner, de ville jo alligevel droppe mig når de fandt ud af at jeg var ’fucking deprimeret og syg i låget’- Citat fra en af mine tidligere ’venner’. Jeg tog stille mit tøj af og gik ind under bruseren. Det havde ikke noget og gøre med det der med at skylle de ’dårlige’ tanker væk som folk altid gjorde. Det ville nok også være lidt svært når vandet var skide koldt. Jeg trådte hurtigt et skridt tilbage og ventede på at vandet blev varmt som sædvanligt, men det skete ikke. Jeg sukkede og gik ud igen for at tørre det vand der havde nået at ramme mig væk. Mine forældre havde så travlt med alle deres penge og så var der ikke engang varmt vand? Lorte London. Jeg tog noget tøj på, selvom jeg virkelig trængte til det måtte jeg vel undvære badet. Jeg fandt hurtigt nogle sweatpants og en hættetrøje, og lige i det jeg skulle til at tage det på hørte jeg hoveddøren gå op. Jeg kunne høre det var min far da han hostede. Han ville sikkert sende mig i skole lige meget hvad så jeg tog hurtigt hættetrøjen på og fandt et par almindelige bukser. Jeg gik ned af trapperne men blev afbrudt ved tredje trin. ’’Noah?’’ Kaldte min far. Jeg bed mig kort i læben og fortsatte med at gå ned. ’’Hvorfor er du ikke kommet af sted endnu?’’ Spurgte han. ’’Og hvorfor er du hjemme nu?’’ Spurgte jeg tilbage. ’’Du svarede ikke på mit spørgsmål.’’ Sagde han i en alvorlig tone. ’’Og du svarede heller ikke på mit.’’ Jeg sendte ham hurtigt et flabet smil inden jeg gik ud af døren. Min far havde sikkert ringet efter chaufføren så jeg begyndte bare at gå ned mod skolen.

 

Jeg smilede lettet da klokken endelig ringede. Det her var virkelig ikke min dag. Selvfølgelig skulle vi lige se en film om selvmord og bagefter snakke om hvilke konsekvenser det kunne have. Jeg havde det virkelig som om de hele tiden skulle køre ned på mig, også selvom de ikke anede hvad der var sket for mig. Emely havde for resten prøver på at komme i kontakt med mig flere gange i løbet af timen, men jeg havde ikke ligefrem planer om at tilgive hende. Nogle folk ville måske tænke at det var en dum ting at blive sur over, men det var heller ikke rigtigt fordi jeg var sur på hende. Hun havde bare vist at man ikke kunne stole på hende, jeg havde i forvejen svært ved at lukke folk ind i mit liv. Jeg havde lukket Emely alt for hurtigt ind og troet at hun var til at stole på. Men jeg kunne vel bare tage det her som en lærestreg. ’’Noah!’’ Kaldte Emely da jeg gik ud af døren. Da jeg gik videre tog hun fat om min skulder og vendte mig om. ’’Noah hør nu på mig.’’ Sagde hun både trist og alvorligt. ’’Nej jeg gider ej.’’ Sagde jeg og rystede hendes hænder af mig. ’’Men det var jo bare den lille ting, kan du ikke bare tilgive mig?’’ Jeg sukkede og kiggede vredt på hende. ’’Det var ikke bare den lille ting. Jeg syntes jeg gjorde det meget tydeligt for dig at jeg ikke gad se ham, du lovede at han nok ikke ville opdage os. Men når du har tweetet et eller andet lort til dem er det jo klart jeg blev set. Du har vist at jeg ikke kan stole på dig, så bare hold dig væk fra mig.’’ Nærmest råbte jeg af hende. Der var selvfølgelig et par stykker som gloede på os men jeg ignorerede dem og gik ned mod kantinen. Jeg kiggede rundt og så at der ikke var et eneste bord ledig, og jeg skulle ikke side sammen med Emely og hendes venner. Jeg havde alligevel mistet appetitten så jeg begyndte bare at gå udenfor igen, men et råb afbrød mig. ’’Du kan sidde her!’’ Jeg vendte mig hurtigt om for at se hvor råbet kom fra og om det overhovedet var til mig. Der var et stort bord fyldt med drenge der kiggede efter mig så det var nok dem der havde råbt. Jeg sukkede og skulle lige til at sige nej da noget i vinduet bag dem fangede min opmærksomhed. Det kunne ikke passe. Jeg spærrede mine øjne op og gik hurtigt ud af kantinen uden at svare dem. Mens jeg gik med faste skridt ud mod parkeringspladsen løb en masse tanker gennem mit hoved. Jeg havde sikkert bare set syner, men da jeg trådte ud af skolen fik bekræftet mine tanker ved at gå ind i en person. Hun smilede trist til mig, men så ret alvorlig ud. Jeg så forbløffet på hende, aldrig havde jeg troet jeg skulle se hende igen. Men hvad lavede hun her?

 

Hej allesammen :)

Jeg ved godt at det her er et utroligt kort kapitel, men jeg syntes det var et passende sted at stoppe, og da det er lang tid jeg har lagt et nyt kapitel ud ville jeg gerne have publiceret det inden Nialls twitcam begynder.

Jeg ville også sige rigtig mange gange tak for alle de favoritlister, måske syntes i ikke at 36 er meget men det syntes jeg, og det betyder virkelig meget at nogle gider læse hvad jeg skriver, i må meget gerne like.

Hvorfor og hvem tror i dukkede op på skolen? Jeg kan sige at det næste kapitel nok bliver det som sætter rigtig gang i novellen.

Frederikke :I

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...