Moments - One direction

Den 16 årige Noah Dale havde et perfekt liv, den perfekte kæreste og de perfekte venner. Hele hendes verden blev vendt på hovedet da hendes kæreste Andrew en dag tog livet af sig selv. Hun blev droppet af vennerne, da hun ikke lavede andet end at sørge og bebrejde sig selv for hans død. Oven i alt det tvinger hendes forældre hende med til London da hendes far fik et nyt job. Men hvad ville der ske hvis selveste Harry Styles fandt hende grædene på gaden midt om natten? Hvis der kommer nye mystiske informationer om Andrews død? Ville hendes verden nogensinde blive rettet op på? Og vigtigst af alt. Ville hun nogensinde turde elske en igen?

25Likes
29Kommentarer
2974Visninger
AA

7. A big mistake

 

 

Jeg listede forsigtigt nedenunder for ikke at vække mine forældre. Ikke fordi jeg normalt viste hensyn til dem, det gjorde de jo heller ikke ved mig. Det var mere fordi de ikke skulle finde ud af at jeg allerede tog af sted nu. Klokken var kun syv om morgnen, Emely og mig havde aftalt at mødes hjemme ved hende ved tre-tiden. Men jeg skulle bare ud af huset hurtigst muligt, jeg gad ikke tilbringe tid med mine forældre. Jeg tog mine halvslidte sorte converse på og gik hurtigt ud af døren. Der var egentlig mange mennesker i London i forhold til at klokken var syv en lørdag morgen. Jeg begyndte stille at gå hen mod hyde park som Emely også havde snakket lidt om, det var bare et af de mange steder hun havde tvunget mig til at besøge på et eller andet tidspunkt. Eller, ikke tvunget. Hun havde bare sagt at de var nogle steder man SKAL have besøgt når man bor i London. Jeg fandt parken og satte mig hurtigt på en bænk uden så meget som at kigge mig omkring. Med en hurtig bevægelse tog jeg min mobil op af lommen, jeg sukkede da jeg så hvad klokken var, det var nok ikke fordi jeg kunne få tiden til at gå hurtigere ved bare at sidde på en bænk. Jeg skrev en besked til Emely og spurgte om hun var vågen, hvis ikke skulle jeg vel bare sidde her indtil hun vågnede. Jeg kiggede rundt i parken, der var egentlig ikke så mange i forhold til gaden. Min mobil brummede, og et lille smil blev automatisk placeret på mine læber, til mit store held var Emely oppe. Jeg rejste mig hurtigt og begyndte at gå hen mod hendes hus. Jeg kendte jo ikke Londons gader endnu, men hvis jeg bare gik hen til skolen først ville jeg sikkert godt kunne finde derover.

 

 Da jeg endelig kom hen til hendes hus havde hun åbnet døren inden jeg overhovedet var kommet ind på grunden. ’’Hej.’’ Sagde hun med et bredt smil. Jeg vinkede bare lidt akavet tilbage og gik indenfor. ’’Nå, glæder du dig til koncerten?’’ Spurgte hun glad. Jeg trak på skuldrene. ’’Det gør jeg vel.’’ Mumlede jeg. Hun begyndte at gå ovenpå så jeg fulgte bare med. ’’Jeg, ’’ sagde hun og vendte sig om mod mig da hun var kommet helt op af trappen. ’’Har noget til dig.’’ Sagde hun og vendte sig om igen for at gå ind på sit værelse. Jeg lænede mig op af dørkarmen og betragtede hende mens hun rodede med et eller andet i sit skab. Et par sekunder efter fandt hun en pose frem, som hun hurtigt hev en knælang kjole ud af. Jeg kiggede skiftevis på hende og kjolen. ’’Den er til dig, du ved, til koncerten.’’ Sagde hun efter lidt tids akavet tavshed. ’’Jeg går ikke i kjoler.’’ Sagde jeg hurtigt, dog med dårlig samvittighed. Både fordi at hun selv havde brugt penge på den, men også fordi hun sikkert havde brugt tid på det. ’’Kom nuuuu, den ville se pæn ud på dig.’’ Sagde hun bedende. Jeg rystede stille på hovedet, så foretrak jeg at blive i min hættetrøje. ’’Kan du i det mindste ikke bare prøve den?’’ Spurgte hun. Jeg sukkede stille og gik hen for at tage kjolen, og kiggede hurtigt rundt i rummet. ’’Kig væk.’’ Sagde jeg til hende da jeg ikke lige kunne se noget man kunne stille sig bag. Hun vendte sig hurtigt rundt med et tilfredst smil på læberne. Det var ikke fordi jeg var flov over min krop og ikke ville vise den frem fordi jeg var for tyk eller noget. Jeg havde bare nogle ar et par steder som var ret tydelige. Jeg smed hurtigt mit tøj efter jeg havde kigget lidt på Emely for at sikre sig hun ikke kunne finde på at vende sig om. Det var heldigvis meningen at kjolen skulle være løs, de mange kjoler som min mor før havde forsøgt at få mig til at gå med til for eksempel familiefester, havde altid været de fine og stramme kjoler som jeg aldrig kunne passe fordi de var for løse. ’’Jeg er færdig.’’ Sagde jeg da jeg med lidt besvær selv havde fået lynet den på ryggen. Hun vendte sig rundt og kiggede med på mig med et smil. ’’Du bliver bare nødt til at have den på til koncerten!’’ Sagde hun igen med den bedende stemme. ’’Du har allerede overtalt mig til koncerten, men du får mig altså ikke til at gå i kjole.’’ Sagde jeg bestemt. ’’Fint.’’ Sagde hun og løb en anelse skuffet. Lige som jeg havde troet hun overgav sig fortsatte hun. ’’Men det er jo bare den her eneste aften.’’ Sagde hun. Jeg sukkede opgivende og begyndte at tage mit eget tøj på.

 

 

Her stod jeg, i en kæmpe kø man overhovedet ikke kunne snakke i på grund af de mange skrig- med kjole på. Jeg fattede det stadig ikke men hun havde altså fået mig overtalt, og jeg fortrød det kraftigt. Det her lignede slet ikke mig, jeg hadede larm, og jeg hadede kjoler. Og som man skulle tro at kjolen var nok, havde jeg også makeup på, hvilket jeg også hadede. Faktisk kunne jeg lave en lidt lang liste over ting jeg hadede, men så ville jeg virke negativ, hvilket jeg vel også var. Mens jeg stod og stirrede ud i luften blev køen efterhånden kortere og kortere, og endelig kom vi ind. Jeg sukkede da Emely fandt vores pladser. Jeg troede hun sagde midt i. Det her var jo nærmest de forreste pladser. ’’Du sagde pladserne var midt i!’’ Snerrede jeg af Emely. Hun smilede bare uskyldigt til mig og vendte sig mod scenen. Nu var det da næsten sikkert at jeg blev opdaget. Jeg fik et chok da noget musik begyndte og de alle sammen løb ind på scenen. Hurtigt kiggede jeg ned, hvis jeg blev set ville jeg bebrejde hende. Selvom jeg hadede at indrømme det var de utroligt gode. Jeg kunne sagtens have blevet fan af dem hvis det på gaden aldrig var sket. Men det var det. Efter lidt tid kiggede jeg op, de var begyndt at læse nogle tweets højt, lige nu var de vidst blevet udfordret til et eller dans. Det næste tweet kom og jeg spærrede øjnene op samme tid med at Emely begyndte at skrige. Det svarede hurtigt på spørgsmålet, som jeg ikke rigtigt fangede hvad var. ’’Hvor er Emely K?’’ Spurgte ham med det sorte hår. Emely begyndte hurtigt at hoppe og vifte med armene. Havde hun seriøst allerede glemt at jeg ikke ville ses af dem? Den sorthårede stivnede helt og kiggede hurtigt over på Harry, som vidst også allerede havde set mig. Jeg vidste det, jeg skulle aldrig have taget med. Harry kiggede over på en af dem med brunt hår, i et stykke tid sendte de bare hinanden blikke indtil ham med det brune hår og brune øjne afbrød. ’’Tak for dit tweet Emely, din tur Louis.’’ Sagde han og de fortsatte. Harry stod stadig og kiggede på mig, så jeg gav Emely et strengt blik, men hun opdagede det ikke da hun bare kiggede op på scenen. Jeg kiggede tilbage på Harry og nåede at få øjenkontakt med ham et par sekunder inden jeg kiggede ned i jorden.

 

Harrys synsvinkel:

Jeg smilede stort efter Nialls forsøg på at lave en vejrmølle i hans dans. Pigerne skreg og Zayn begyndte at læse det tweet han havde valgt højt. Det var bare et spørgsmål, ikke et eller andet vi skulle lave. ’’Hvor er Emely K?’’ Spurgte Zayn. Jeg kiggede ud over publikum og nåede ikke rigtigt at kigge på hende der åbenbart var Emely før jeg fik øje på pigen ved siden af. Mit smil forsvandt hurtigt. Det var hende. Jeg kiggede hurtigt over på Louis som allerede kiggede på mig. Liam afbrød tavsheden efter ingen af os havde sagt noget i et lille stykke tid. ’’Tak for dit tweet Emely, din tur Louis.’’ Sagde han og smilte. Jeg kiggede væk fra Louis og over på hende igen. Jeg nåede at få øjenkontakt med hende et par sekunder inden hun kiggede ned i gulvet igen. Jeg fattede det ikke. Hvis hun havde sagt at hun aldrig ville se mig igen hvad lavede hun så her? Måske var hun her ikke frivilligt. Hun så i hvert fald ikke særlig tryg ud. Men det kunne også sagtens være på grund af hvad der lige var sket.

Så snart koncerten var slut og vi var kommet ud fra scene begyndte jeg med hastige skridt at gå mod udgangen.  ’’Harry!’’ Hørte jeg Paul råbe inden jeg smækkede døren i. Jeg blev nødt til at finde hende. Der var et eller andet ved hende som ikke kunne få mig til at lade hende være i fred, men jeg anede ikke hvad det var. Jeg nåede kun at få et kort glimt af alle pigerne inden jeg blev trukket indenfor igen. ’’Harry! hvad har du gang i?’’ Spurgte Paul. Jeg kiggede bare på ham med et tomt blik. ’’Jeg bliver nødt til at gå derud, ellers finder jeg hende måske aldrig igen.’’ Sagde jeg til ham. ’’Hvad snakker du om?’’ Spurgte han lidt forvirret. Jeg så Louis begyndte at gå op af gangen mod os. ’’Kom Harry.’’ Sagde han og sendte Paul et kort blik inden han begyndte at trække mig med tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...