Running

Vi befinder os blandt omgivelser, som ikke just vil være en del af det, vi vil lade stå under begrebet: Normalt. Hvert fald ikke i forhold til det, som vi er vant til.

Men hvis vi ser det fra deres synsvinkel. Hvis vi i et kort øjeblik lukker øjnene fra vores daglige hverdag og lader os selv sive ind i deres hylstre. Deres øjne, deres ører, og sågar også deres skjulte hjerter.

Bare i et øjeblik.

13Likes
25Kommentarer
1266Visninger
AA

3. Vores land

Men Emi blev aldrig den samme.

 

Efter operationen fandtes jeg pludselig ikke længere i hendes verden. Emi var blevet en voksen, og jeg var stadig et barn. Emi arbejdede ligesom de andre voksen, hvor jeg stadig gik i skole. Emi havde travlt med sine voksenting, mens jeg havde al tid i verden.

 

Emi var ikke den Emi, jeg kendte længere.

 

For Emi var blevet voksen.

 

Jeg vidste godt, at det ville blive sådan her. Det vidste de andre børn også.

Vi var vant til det, alle var vant til det. Sådan var det i vores land.

Som barn havde man en mere fri, men dog begrænset frihed, i forhold til de voksnes. Man gik i den obligatoriske skole hver dag fra kl. 7 til kl. 18. Derefter havde man en time til overs, til at gøre hvad man ville. Gå rundt i gaden. Lege udenfor.

Kl. 19 ville de voksne vende hjem fra en arbejdsdag, og hele familien samledes. Derefter var der ingen der måtte forlade deres hus. Og sådan ville det være dag efter dag, indtil den dag man blev 18. 

 

Ingen af os børn vidste, hvad der ville ske ved den operation. Ingen af de voksne sagde et ord om den. Vi var vant til, at sådan var vort system i det land, vi var født i. Ingen spørgsmål. 

 

Både Emis far og mor havde arvet en fiskehandler-forretning, så der arbejdede hun. Sådan var det. Når ens børn havde gennegået operationen ville de automatisk overtage deres forældres arbejde. De ville arbejde der i 365 dage, hvor de så efterfølgende ville blive gift.

Den dag en person i dette land fyldte 19, ville han eller hun gå gennem nogle spørgsmål på en maskine. Udfra de svar vedkommende havde tastet ind, ville maskinen automatisk finde en partner, hvis resultater passede til. Og sådan blev man så gift. 

Var man en kvinde, som giftede sig med en mand, ville man automatisk blive sendt over til hans families hus, for derefter at støtte sin mand med det arbejde, som han havde overtaget fra sine forældre.

 

Det var så det, jeg havde hørt om systemet. Mere vidste jeg ikke. Det var alt sammen nogle rygter jeg havde hørt fra de andre børn i min klasse. 

 

"Goddag, Yuki."

 

Kom det fra dem begge lige så automatisk, som det altid havde været. Han åbnede døren for sin kone, og de tog begge deres sko af, før de trådte ind i bygningen, som de, vi, kaldte vores hjem.

 

"Velkommen hjem. Far. Mor."

 

Jeg bukkede da de gik forbi mig. De var voksne mennesker. Derfor var de socialt højere end jeg. Forældre eller ej. 

Somme tider tvivlede jeg på, om de nogensinde havde været børn.

_______________________________________________________________________________

 

Det bløder voldsomt fra hans højre arm, men han tager sig ikke af det. Smerte er noget, han er vant til. 

Hans blik flakker hen mod den ventstre side af bygningen. Er de på vej væk? Han står på knæ i hjørnet. Gulvet er ulige, og der er en masse ukendte fænomener rundt omkring ham. Han takker sit held for mørkets eksistens.

Lugten i rummet er direkte sindssyg, men heller ikke den lader til at forhindre den koncentrede tilstand, han befinder sig i lige nu. Han er sikker. Det er en chance, som han ikke har råd til at spilde.

 

Skyggen uden for den halvåbne dør forsvinder efter et par sekunder. Et tegn på at det automatiske lys uden for rummet er blevet slukket. De er gået.

Han tager luft til sig, lægger sin venstre hånd på sin højre arm for at mærke varmen af sit spildte blod.

Det er nu.

Han bider sig hårdt i læben, rejser sig ved døråbningen og løber.

 

Der er kun én vej ud.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...