Running

Vi befinder os blandt omgivelser, som ikke just vil være en del af det, vi vil lade stå under begrebet: Normalt. Hvert fald ikke i forhold til det, som vi er vant til.

Men hvis vi ser det fra deres synsvinkel. Hvis vi i et kort øjeblik lukker øjnene fra vores daglige hverdag og lader os selv sive ind i deres hylstre. Deres øjne, deres ører, og sågar også deres skjulte hjerter.

Bare i et øjeblik.

13Likes
25Kommentarer
1263Visninger
AA

2. Løftet

Han løber. Smerten fra hans flækkede negle er hurtigt glemt, da han smider sig ned i støvet. Han kan ingenting se, men han ved, at den nok skal komme tilbage. Før eller siden.

Hans hjerte banker, men ikke af nervøsitet. Heller ikke af frygt. Han er drænet for følelser. 

 

Efter nogle få sekunder vender hans syn tilbage. Hans øjne har tilpasset sig mørket. For blot et par minutter siden havde han glemt det, men nu mærker han, hvordan hans dyriske instinkter overtager hans tomme hylster af en krop. 

 

Det hamrer i hans baghoved. Det var et hårdt slag, der gjorde ham lidt ør. Men han er vågen. Hans sind er klart nu. Han tænker ingen tanker, da han ser dem komme nærmere, kigge lidt rundt i mørket. De observerer hver eneste bevægelse. Han er helt stille. Et ord dukker op i hans hoved.

 

Ud. 

_______________________________________________________________

 

"Tror du, at alt bliver anderledes efter operationen?"

 

Emi lod sine fingre løbe gennem hendes kortklippede hår. Det gjorde hun altid, når hun var nervøs.

Men hun havde dog god grund til det. Blot 7 dage. Der var syv dage til, at hun skulle gennemføre operationen. Den obligatoriske operation, som alle født i dette land skulle gennemføre den dag, de fyldte 18. 

 

"Det ved jeg ikke. Det kommer an på så meget."

 

Jeg prøvede at tvinge et smil frem, men det var ikke let. Jeg vidste jo allerede, vi vidste begge jo allerede, at det aldrig ville blive det samme. Når først hun havde gennemført den operation var det slut. Slut med at gå i skole. Slut med at lege ude på vejen. Slut med at spise søde sager sammen.

 

Efter operationen ville hun ikke længere være den 'Emi', som jeg havde kendt. Når hun blev udskrevet derfra var hun blevet til en voksen. 

 

Og det ville aldrig blive det samme.

 

"Hvis nu, jeg ikke klarer den?"

 

Emi vendte sit blik mod mig. Hendes øjne var røde. Det gjorde mig ondt at se hende, som hun var nu.

Jeg vidste at ingen ord ville kunne få hendes vemodige tilstand til at blive så åben og frisk, som den plejede at være. 

 

Vi sad på den gamle bænk uden for skolebygningen. Et lille stykke væk fra de andre bænke, hvor de andre elever oftest opholdt sig. Der var stille. Man kunne ikke se solen for alle skyerne, der dækkede den grålige himmel til.

Det var sidste gang. Sidste gang vi ville sidde sammen på denne bænk, som vi altid havde gjort de sidste 7 år. 

 

"Det gør du sikkert," smilede jeg til hende, og lagde min hånd på hendes, som stadig rystede og afslørede, hvordan hun havde det indvendigt.

 

"Du klarer den, Emi. Det er jeg sikker på, at du gør. Når du kommer ud, er du den samme Emi, som jeg har kendt i så lang tid."

 

Jeg smilede. Ignorede mit lange sorte pandehår, der faldt på mit ansigt. Jeg smilede virkelig, og jeg vidste, at det var umuligt at se igennem al den usikkerhed, der gemte sig i det smil. Den findes slet ikke, tænkte jeg til mig selv.

 

 

"Det ligner mig slet ikke, at være sådan her vel?" Emi klappede sine rødglødende kinder med begge hænder et par gange og blinkede tårerne væk. Hun tog mine ord til sig.

 

"Ved du hvad, Yuki?"

 

 

Jeg rystede på hovedet.

 

 

"Giv mig din hånd."'

 

 

Jeg adlød med et smil. 

 

 

"Lad os opretholde et løfte. Lige her. På denne bænk."

 

 

"Okay," svarede jeg og puttede mit pandehår bag øret.

 

 

"Jeg, Emi, lover dig, Yuki, at når jeg, når jeg har gennemført operationen, vil være præcis den Emi, som du altid har kendt."

 

Vi smilede begge ved tanken om vores nu forseglede løfte til hinanden. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...