Running

Vi befinder os blandt omgivelser, som ikke just vil være en del af det, vi vil lade stå under begrebet: Normalt. Hvert fald ikke i forhold til det, som vi er vant til.

Men hvis vi ser det fra deres synsvinkel. Hvis vi i et kort øjeblik lukker øjnene fra vores daglige hverdag og lader os selv sive ind i deres hylstre. Deres øjne, deres ører, og sågar også deres skjulte hjerter.

Bare i et øjeblik.

13Likes
25Kommentarer
1272Visninger
AA

4. Håb

Han hoster. Hoster hårdt. Lægger ikke mærke til at det er blod han hoster op. Han tørrer sig for munden stadig forpustet. 

Det føles godt. Følelsen man får, når man er tæt på sit mål. Han stirrer. Stirrer intenst. Der er ingen ved udgangen. Ingen lyde. Ingenting. 

Han trækker vejret ind og ud, mens han lister hen mod udgangen. Han læner sig ind mod den hvide væg mens hans går. Det er hårdt med en skadet krop. Den hvide væg bliver efterladt med røde spor når han langsomt, ganske langsomt trækker sig hen til den store dør, som han aldrig nogensinde har været udenfor. 

 

"Du er hurtig."

 

Hans sind bliver igen et kaos, da han hører stemmen. En ganske bekendt stemme. Lige nu er han bange. Han har svært ved at holde på håbet. Friheden synes pludselig at glide længere og længere væk fra ham. Han kan ikke finde ord.

 

En dirrende latter overdøver hans tanker, og gør ham stum. Frygten oversvømmer ham. Han ryster stille. Mandens skridt kommer ham nærmere, og de sidste tre ord, han hører manden siger, for ham til at stå ved sin beslutning. 

 

"Jeg elsker dig jo," lyder det fra manden. 

 

_________________________________________________________________

 

Jeg vidste ikke, præcis hvor længe vi stod der, før han endelig, endelig fik lukket noget ud, som faktisk var muligt for mig at forstå.

Eller faktisk ikke.

 

"Emi findes ikke længere." 

 

Emi findes ikke længere.

Emi findes ikke længere.

Emi findes ikke længere.

Emi findes ikke længere.

Emi findes ikke længere.

 

"Undskyld. Jeg forstår ikke helt, hvad det er, at De prøver på at fortælle mig," svarede jeg tilbage med et smil. Mine øjne strålede, og jeg smilede oprigtigt. Smilede, det mest skinnende smil, at jeg var sikker på, at solen ikke engang kunne måles med mig.

 

"Kl. er snart syv. Det er på tide, at De tager hjem frk. De har ikke andet at gøre her."

 

Manden var ganske høflig i forhold til, at han tiltalte et 'barn'. Der var kun en mand her i det område, jeg boede, som var sådan. Emis far.

Af udseende var han ligesom de andre mænd. Normalt bygget. Sort hår. Vi havde alle sort hår. Jeg havde aldrig mødt en eneste sjæl, som ikke havde det. Alt i alt var der ikke noget spændende ved ham, og jeg ville nok aldrig have vekslet ord med ham, hvis ikke det var fordi, at han var min bedste venindes far.

 

"Jeg vil ikke være til besvær, hr., men Deres datter og jeg, tja, vi har kendt hinanden siden-"

 

Jeg blev afbrudt i min sætning.  En hed smerte bredte sig fra min kind til resten af mit ansigt. Alting gik langsommere for mig, da en strøm af usikkerhed gjorde mine ben svage. Jeg faldt til jorden. Jeg mærkede hvordan det bankede i mit hoved, hvordan alle cellerne i min krop boblede af frustration. Hvad skete der?

 

"Forsvind."

 

Måske var det bare mig. Måske var det bare noget, at min nu panikslagne eksistens bildte mig ind. En tåre. Et glimt af en tåre. Da han vendte sig væk fra mig, kunne jeg kun se hans ryg, som lyste af stolthed og styrke. Men selv om han blev mindre og mindre med hvert skridt han gik, forsvandt den slet ikke. Tab? Var det dét at man kaldte det?

 

Jeg havde aldrig set en voksen græde før. Men måske var det bare mig.

 

Jeg tænkte ikke så meget, da jeg gik gennem gaden. For første gang troede jeg, at mit sind var tæt på at være helt tom. Bygningerne var alle ens. Kridthvide. De samme firkantede vinduer, som reflekterede solen stråler. Så rene var de. Så perfekte.

 

Det perfekte land. Det perfekte samfund. Et smil fandt frem til mine læber. Alt var virkelig perfekt, var det ikke? Bygningerne, folk, alt. Ingen tjente mere end sin nabo. Ingen var bedre klædt. Ingen pige var fysisk smukkere end de andre. Vi lignede alle hinanden, men alligvel var der noget, som ikke gjorde os fuldstændig ens. Bare at vide det, jeg nød det.

Det, at jeg ikke var fuldkommen som de andre piger i min klasse, selv om vores blanke hår var lige så sort, og selv om vores kropsbygning var tæt på den samme. Selv om vi spiste præcist det samme hver dag, og gik med den samme uniform.

Alligevel var der noget, som adskilte os fra hinanden. Vores tanker.

 

Men den smule identitetsfrihed som vi havde ... ville den blive taget fra os, den dag vi fyldte 18? Jeg kendte godt svaret. Hvad så med dem, som nægtede? Dem som ikke ville leve efter de regler, vi alle var blev født under?

 

Da jeg var nåede udkanten af byen, forstod jeg pludselig.

Det var mig. Det håb jeg havde i mig, den følelse som folk ville kalde for: tro. Det var den, jeg troede kun ville gøre os stærkere, mens den i sidste ende i modsætning til vores forventninger 'åd' sig selv. Den vendte tilbage og ramte endnu hårdere, skar dybere. 

 

Emi.

 

Undskyld.

 

Vi skulle aldrig have blevet venner fra starten af.

 

Jeg var ikke sikker på, om det bare var regnen, eller om jeg virkelig græd. Kl. ville snart blive 7, og gadens larm var blevet tydeligt lavere. Jeg var ligeglad. 

 

Måske var det bare regnen alligvel, tænkte jeg for mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...