Running

Vi befinder os blandt omgivelser, som ikke just vil være en del af det, vi vil lade stå under begrebet: Normalt. Hvert fald ikke i forhold til det, som vi er vant til.

Men hvis vi ser det fra deres synsvinkel. Hvis vi i et kort øjeblik lukker øjnene fra vores daglige hverdag og lader os selv sive ind i deres hylstre. Deres øjne, deres ører, og sågar også deres skjulte hjerter.

Bare i et øjeblik.

13Likes
25Kommentarer
1271Visninger
AA

5. Efter kl. syv

Det er en sær smag. Men det er ikke sådan, at han aldrig har smagt den før. Måske det bare er en anden følelse, han står med lige nu. Eller også smager det anderledes, fordi det ikke er hans eget. Igen bliver der mørkt, da det automatiske lys slukker, og lader skyggerne omringe dem. Der er helt stille, og ingen er levende nok til at bevæge sig. End ikke ham selv.

Farven er ikke så skærende, nu når mørket har lagt sig som et lag over det. Smagen af en anden mands blod. Det er vist første gang, han har smagt den. 

"Kom nu,"

hvisker han til sig selv, mens han mærker hvordan sin stemme er ved at knække over. Det er en ordre, som hans hjerne sender videre til hans arme og ben, men de ser ikke ud til at lystne overhovedet.

Han synker en klump og tager luft ind. Det ser ud til, at han klarer den alligevel. 

Langsomt skridt efter skridt ser man ham bevæge sig ud af den gigantiske bygning. Klokken er langt over 7, så der er ingen ude på gaden. Han halter afsted uden at se sig tilbage. 

 

Et stort smilende stykke hængende deroppe, er det eneste der holder ham med selskab. Han har aldrig set den før. Han har aldrig været udenfor før, så vidt han husker. Måske er han lidt skuffet, over det syn som tager i mod ham med hvert skridt, han tager. 'Udenfor' så det er det, man kalder for udenfor?

Alligevel er det noget over det, der får ham lyst til at blive ved med at gå, selv om smerten er så ætsende. Måske fordi han selv bestemmer. Fordi der ikke er nogen, til at fortælle ham, hvilken vej han skal gå.

 

En voldsom dunken i hans højre arm spredte sig over resten af hans krop. Han prøver, men det er ganske svært at bide smerten i sig. Først nu hvor han er gået i et stykke tid, mærker han den komme. Den ligger sig på ham, som et tykt lag. Så tung. Han lægger næsten ikke mærke til, hvordan hans øjne begynder at flimre, og hvordan den tvinger ham ned. Der er ganske stille udenfor, men han når lige at høre lyden af skridt før han giver ind til den. Trætheden.

 

_________________________________________________________________

 

Det bankede fra begge sider af mit hoved, da den store klokke ringede. Så højt. Så gennemtrængende, at det var fysisk umuligt for et menneske ikke at høre den. Klokken var vist blevet syv. En lille diskussion med mig selv, om jeg skulle blive ved med at gå eller vende tilbage. Normalt var jeg ret fornuftig, men lige nu føltes ikke som et normalt tidspunkt. Det bankede igen, og denne gang vidste jeg, at den kun ville ringe en gang til, og til den tid skulle jeg have taget en beslutning.

Gå eller vend tilbage. Gå eller vend tilbage. Gå eller vend tilbage.

 

Vend tilbage.

 

Klokken var syv.

 

Jeg mærkede hvor hurtigt det gik. De andre børn var allerede inde i deres huse nu, mens mine ben stadig kæmpede om at nå det. De ville snart lukke ned for lyset. For dagen. Mørket fulgte mig, da jeg banede mig vej gennem den tomme gade. Aldrig havde jeg været så tæt på, at blive ramt af den direkte mørke. Mørket som fandtes, når lyset blev slukket. Det var som om den gjorde det med vilje. Som om den gerne ville have, at jeg ikke nåede det. Den ville sluge mig. Holde mig fast indtil jeg gav op. Til sidst ville jeg blive en del af den.

Forpustet støttede jeg mine svedige hænder til mine knæ. Jeg gav op. Den dækkede sig over mig. Mine øjne var strammet og jeg var klar til at blive destrueret. En storm rumstrerede i mit indre, det var som om alt inden i mig blev blandet til en rodet masse. 

Og dog.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...