Hopelessly in love - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2012
  • Opdateret: 17 jan. 2014
  • Status: Igang
En hver skole har den der elev, der er ligeglad med alt. På Eastern High School centralt i Atlanta, er det Rachel Barker. Hun har altid et kækt smil på læberne, og er fløjtenes ligeglad med hendes skolegang, og med hvad andre flok tænker om hende. Det ændre sig dog, da der starter en ny elev på skolen. Justin Bieber kommer fra en hård barndom, med hemmeligheder og fjender, men også karakterer der slå alle af deres trone. Et venskab opstår mellem de to, mere end et venskab, et forhold, men Justin rodder sig stadig ud i ballade, og alt Rachel vil er at hjælpe. Et venskab som deres, er dømt til at gå i vasken.
(Jeg undskylder meget for de første kapitler, havde en dårlig skrive perioder, bær over med det)

42Likes
48Kommentarer
4250Visninger
AA

16. We just don't know eachother

 

Watching every motion in my foolish lover's game

Take my breath away - Berlin 

 

Jeg vidste ikke hvad jeg havde rodet mig ud i, i al fald var det ikke godt. Jeg stod bag Justin og denne Nell, på havnen halv fuld og skide bange. Det var tydeligt at to mænd kom imod os, den ene holdt en pose, den anden holdt noget der i mit hoved blev formet som en pistol. Jeg vidste ikke hvad jeg havde gang i, hvis det var sådan her Justin faktisk levede sit liv, så ville jeg helt sikkert ikke være en del af det. Og hvad med den historie han havde fortalt, at han var ude af alt det lort? 

"Vil en af jer fortælle mig hvad der foregår?" spurgte jeg nærmest lydløst i frygt af at manden med pistolen ville høre mig. Et svagt, men hårdt tys lød fra Justin, uden at han vendte sig rundt. Hvorfor var jeg gået med? Det var jo dybt afsindigt af mig, hvor dum kunne man være. Tydeligvis meget dum. 

De to mænd nærmede sig hurtigt, jeg vidste ikke om jeg skulle blive stående og tisse i bukserne, eller løbe min vej skrigene, i frygt for så endelig at blive skudt. Der var intet, overhovedet ved dette der gjorde mig tryg, ikke engang Justins tilstedeværelse. 

"Justin, det er længe siden, godt at have dig tilbage!" mændende var nu så tætte på, at de kunne identificere Justin. De sagde intet til Nell, men meget hurtigt var der udvekslet penge for posen, og de to mænd vendte rundt og gik væk igen. Vi blev stående i lidt tid, ingen sagde noget, indtil Justin endelig vendte sig rundt og kiggede på mig. 

"Jeg sagde du ikke skulle passe dig selv!" Jeg var så vred og stadig så skide bange, at jeg bare rystede på hovedet, han skulle ikke sige ret meget mere for at få mig op i det røde felt, hvor jeg ville smide en bombe på ham. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til Leslie, ikke at jeg skulle sige noget, men hun kendte tydeligvis til det, gad vide om forældrene så ikke også gjorde? 

Jeg græd på bagsædet af bilen på vej væk fra havnen, gemt væk fra både Justin og Nell, der stadig forholdt sig stille. Det var først da vi kom tilbage til centrum at nogle åbnede munden. 

"Sørg for, at din lille trunte der ikke sladre!" Det var selvfølgelig Nell der var den første til at kæfte op, og siden jeg allerede var så tæt på, så kunne jeg ligeså godt starte med hende. 

"Hvis der er nogle der er en trunte, så er det kraftedeme dig!" Hun vendte sig rundt i sædet, eftersom det ikke var hende der kørte bilen, og kiggede ondt på mig. 

"Du skal fandme ikke komme her og ødelægge min forretning, du kunne have ødelagt d-" "Ah, fuck da dig, hør dig selv, din lille forretning, nøj, business woman på højt plan, wow. Sælger stoffer som hvad 17-årig?" Hun vendte sig tilbage i sæddet og kiggede lige frem. 

"Hvad fanden laver du alligevel med hende, hun er ikke andet end en dingse med en stor mund!" hun vendte hovedet mod Justin, og kiggede spørgende på ham, han rystede blot på hovedet uden af svare. Tak for defence, røvhul. Der blev ikke sagt mere på vejen igennem byen, hvor Justin satte Nell af, og kørte videre. Jeg blev siddende på bagsæddet, for jeg havde ingen intentioner om at snakke med ham. 

Justin kørte op ad indkørslen til mit hus, og holdt stille. Han vendte sig ikke i sæddet, han havde nok ikke tænkt sig at snakke til mig, han forventede nok bare at jeg ville stige ud og glemme hele episoden. Nok var jeg bad, men ikke så bad. Jeg ville dog ikke tage diskussionen med ham nu, så jeg stod derfor ud af bilen og smækkede den hårdt efter mig. Velviden at han sikkert ville have lagt det hele på hylden i morgen. 

"Rachel, vent!" jeg havde ikke hørt at han havde åbnet bildøren, men jeg hørte tydeligt at den smækkede. Jeg vendte mig spørgende rundt, og kiggede på ham som han kom i mod mig. "Undskyld, jeg ved det ikke var sådan du troede jeg var!" Jeg fnys, og rystede irriteret på hovedet. 

"Jeg gider ikke snakke med dig Justin, du har lige ødelagt hvad fanden ellers vi to havde. Vi ses nok i morgen, jeg er ikke i humør til at snakke med dig nu!" Jeg vendte rundt igen, og gik indenfor inden han kunne følge efter. Justins familie var taget hjem, jeg havde ingen anelse om hvordan Leslie var kommet hjem, lige nu var det også en ting der fyldte meget lidt i mit hoved. 

"Rachel, er det dig?" min far kom ud fra køkkenet, og kiggede grundigt om der var andre med, men jeg var alene, så alene man kunne være. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op med Justin, jeg var ikke ligefrem typen der gik efter drugdealers eller lign. 

"Justins søster kom tilbage og fortalte om en pige Nell, de tog afsted lige med det samme, jeg var bange for at du var indblandet, men det er du tydeligvis ikke!" Han kom hen og gav mig et kram, og holdt mig lidt ud fra sig, med et lettet smil. 

"Nej, jeg blev på pladsen, jeg vidste ikke hvor hverken Justin eller Leslie var blevet af!" mumlede jeg og nikkede bekræftende. Jeg havde mest af alt bare lyst til at komme op på mit værelse, for at begrave mig i min dyne og se en film eller noget. Jeg var på ingen måde påvirket af alkohol længere, min frygt havde overtaget min lyst til at danse omkring over det hele. 

Jeg gik lydløst op af trappen, og lukkede mig selv inde på værelset. Jeg havde lyst til at græde igen, fordi jeg var så skræmt, men samtidig ville jeg ikke vise for nogle at jeg faktisk kunne blive ked af det, og jeg var bange for, at hvis jeg græd hele natten ville folk kunne se det i morgen. Så i stedet faldt jeg bare i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...