Hopelessly in love - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2012
  • Opdateret: 17 jan. 2014
  • Status: Igang
En hver skole har den der elev, der er ligeglad med alt. På Eastern High School centralt i Atlanta, er det Rachel Barker. Hun har altid et kækt smil på læberne, og er fløjtenes ligeglad med hendes skolegang, og med hvad andre flok tænker om hende. Det ændre sig dog, da der starter en ny elev på skolen. Justin Bieber kommer fra en hård barndom, med hemmeligheder og fjender, men også karakterer der slå alle af deres trone. Et venskab opstår mellem de to, mere end et venskab, et forhold, men Justin rodder sig stadig ud i ballade, og alt Rachel vil er at hjælpe. Et venskab som deres, er dømt til at gå i vasken.
(Jeg undskylder meget for de første kapitler, havde en dårlig skrive perioder, bær over med det)

42Likes
48Kommentarer
4124Visninger
AA

9. Stop changing me/This is me

 

I know that i messed up a few times, or whatca wanna call it. I know if i fell down, you'd change the way that i saw it

Red Hands - The Walk Of The Earth

 

Han fulgte selvfølgelig efter mig, for nu var han jo sur eller skuffet. Jeg måtte indrømme at jeg ikke længere havde den samme indstilling,  jeg havde haft for få minutter siden. Jeg havde ikke lyst til at være i nærheden af ham, ligesom første gang jeg mødte ham, hvor han ville have sin rundtvisning. Jeg prøvede at gå hurtigere, men selvfølgelig nåede han op på siden af mig og skubbede mig ind til væggen. 

"Hvad er problemet med dig?" spurgte han irriteret og kiggede på mig med et blik der så truende ud. Jeg rystede på hovedet og gik forbi ham, jeg smed hurtigt mine ting ind i mit skab og begav mig mod udgangen. 

"Hey, jeg snakker til dig!" bag mig kunne jeg høre at han kom efter mig, og han kom endnu engang op på siden af mig. "Hvorfor opfører du dig sådan?" han gik ind foran mig, så jeg stoppede midt på gangen, hvor alt myldret var forsvundet efter klokkens ringen. "Hvorfor hjalp du ikke hende pigen?" 

"Fordi det ikke er sådan jeg er, du skal lade vær med at prøve at ændre mig, jeg er ikke nogen engel og det bliver jeg aldrig. Mine karakterer kan muligvis blive bedre, men jeg kan ikke. Stop med at plage mig, jeg er træt af det!" jeg råbte af ham med mine lungers fulde kræft, jeg var sur og jeg ville have at han fattede min mening, og ikke bare kom igen med noget der måske var rigtigt men fik mig til at se super dårlig ud. 

"Jeg troede alligevel ikke, at du bare kunne sidde og kigge på!" Han lagde armene over kors og løftede det ene øjenbryn. 

"Og jeg troede ikke at du ville gå så vidt og bryde ind i mit hjem, men vi overrasker alle gør vi ikke, lad vær med at blande dig!" jeg gik uden om ham og fik lov at være i fred, men måske var det også godt at jeg kom hjem nu, mit tøj var stadig smurt ind i mad fra kantinens "dagens ret" Det var begyndt at lugte en del.

 

Jeg smed tøjet i samme øjeblik jeg var trådt ind af døren, men nåede ikke længere end til trapperne, før det ringede på døren. Jeg var dum hvis jeg ikke troede det muligvis kunne være Justin, for selvom jeg ikke havde kendt ham i mere en tre dage, vidste jeg at det lignede ham. Jeg greb hurtigt et tæppe fra sofaen i stuen, og gik ud til entréen. Jeg gjorde mig sikker i at det dækkede alt, før jeg åbnede døren. Som ventet var det Justin der stod på den anden side, og det første han gjorde var at kigge meget grundigt på min krop. 

"Hvad vil du?" spurgte jeg irriteret og søgrede for at døren ikke blev åbnet nok til, at han kunne komme ind. 

"Du er et forvirrende menneske, hvad er der med dig? Det ene øjeblik er du venlig og flink, det næste opføre du dig som en komplet idiot!" han skulle nødig snakke, for jeg havde set ham på biblioteket, der havde han ikke ligefrem været den Badass som folk havde set på skolen. 

"Jeg gider ikke at snakke med dig Justin, du skal forsvinde!" jeg smækkede døren i hovedet på, og hvis han bare havde stået få centimeter længere fremme, havde døren ramt ham i hovedet. Jeg skyndte mig at låse den, før han nåede at trække ned i håndtaget, for så stædig var han. 

"Helt ærligt Rachel, tag dig sammen. Hvad er du, fem?" jeg rystede på hovedet og gik tilbage mod badeværelset, hvor jeg var hurtig til at smide mit undertøj og hoppe under buseren. Men det blev kun til en hurtig skylning, for jeg var ikke sikker på om Justin kunne finde på at bryde ind. 

Da jeg var færdig gik jeg ned til fordøren igen, jeg låste usikkert op og åbnede forsigtigt. Justin sad i skræderstilling foran mig, og kiggede med et svagt smil op på mig. "Vil du snakke nu?" spurgte han men blev siddende. Jeg sukkede men lod alligevel døren stå åben, og lod ham komme ind. 

"Hør, vi er alle gode på et eller andet punkt. Dit ligger bare virkelig dybt, men jeg kan starte med at fortælle om mit liv før jeg flyttede skole!" Justin gik hen i sofaen og slog sig ned, selvom jeg egentlig ikke gad høre hvad han havde at sige, satte jeg mig ned i den anden ende. "Jeg kommer fra slumkvarterende her i Atlanta, min mor havde intet efter min far forlod os. Jeg opvoksede hos bander som passede mig, når min mor var ude og tjene penge, bare så vi kunne få mad på bordet. Hvor tror du jeg har lært at lirke en dør op, uden problemer!" han stoppede kort, og det overraskede mig faktisk en del, jeg havde aldrig forestillet mig at Justin ville have sådan en baggrund. 

"Da jeg fyldte 11 fandt myndighederne ud af min mors situation, og sendte mig hjem til en anden familie, med en jævnaldrende datter" Han rykkede lidt på sig, som om det tog meget for ham at forklare hans historie, og jeg måtte indrømme at han måtte have haft det hårdt, jeg fik næsten helt ondt af ham. "Men selvom man så kunne forestille sig, at alt blev bedre efter det, gjorde det ikke. Jeg var opdraget af rocker, jeg kunne ikke passe ind hos en almindelig familie. Jeg stak af, lavede indbrød, jeg lavede forfærdelige ting!" han begyndte at mumle, og jeg kunne ikke lade vær med at tænke på disse forfærdelige ting, hvad havde han gjort? 

"Jeg var indblandet i forfærdelige ting, men min "familie" støttede mig altid. Jeg havde så svært ved at forstå helt præcis hvorfor de gjorde det, jeg var jo en rod. Jeg forstod ikke hvorfor de ikke bare kom af mig, de havde grunde nok...!" han holdte pause og kiggede op på mig, som om han ville fortælle mig noget meget hemmeligt. "Jeg ville så gerne tilbage til min familie, min mor og hendes venner, for det var dem jeg kendte. Jeg ville gøre alt, og det gjorde jeg. Og jeg gjorde noget jeg vil fortryde resten af mit liv, jeg voldtog deres datter. Leslie!" jeg var mundlam, jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle sige, det virkede så voldsomt og frastødende og væmmeligt, men alligevel blev jeg siddende, og kiggede på den stakkels dreng der måtte have så mange ar for sin fortid, og dette var kun to tre år siden.

"Du behøver ikke at svare eller noget, jeg ved godt det lyder voldsomt, men jeg har også lært at man bliver nød til at snakke om tingene!" et smil kom frem på hans læber, og han rykkede sig en tak i sofaen, så han kom tættere på mig. "Men den familie er der stadig for mig, det er stadig dem der står som mine værge. For selvom jeg gjorde det mod deres biologiske datter, har de stadig en hånd over mig, og jeg forstår det stadig ikke!" jeg forstod det heller ikke, men jeg forstod at det var noget der gik Justin på, jeg kunne se at det pinte ham at vide, at nogen ville gøre så meget for ham, når han gav så lidt igen.

"Din tur!" jeg havde ikke opdaget at det var en spørger runde, og jeg var da slet ikke klar på at jeg skulle sige mine problemer, for i realiteten, eller sat op imod Justin, var mit bare en flue på væggen, det betød intet! 

"Hvordan har det lykkedes dig at vende det hele rundt?" spurgte jeg, for at springe over min tur, for ud fra hans fortællinger ville de næsten virke umuligt, at han nu havde det så godt. Han virkede bare som en rod på ydersiden, men når man som jeg havde set ham på biblioteket, fik man den tanke at han ikke kunne gøre en flue fortræd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...