Hopelessly in love - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2012
  • Opdateret: 17 jan. 2014
  • Status: Igang
En hver skole har den der elev, der er ligeglad med alt. På Eastern High School centralt i Atlanta, er det Rachel Barker. Hun har altid et kækt smil på læberne, og er fløjtenes ligeglad med hendes skolegang, og med hvad andre flok tænker om hende. Det ændre sig dog, da der starter en ny elev på skolen. Justin Bieber kommer fra en hård barndom, med hemmeligheder og fjender, men også karakterer der slå alle af deres trone. Et venskab opstår mellem de to, mere end et venskab, et forhold, men Justin rodder sig stadig ud i ballade, og alt Rachel vil er at hjælpe. Et venskab som deres, er dømt til at gå i vasken.
(Jeg undskylder meget for de første kapitler, havde en dårlig skrive perioder, bær over med det)

42Likes
48Kommentarer
4113Visninger
AA

11. Sorry - part 2

 

It's not like you to say sorry

How you remind me - Nickelback

 

Hele dagen snakkede han ikke til mig, han kiggede ikke engang på mig. Men jeg opsøgte ham til gengæld heller ikke, jeg ville helst ikke se ham efter gårsdagens optrin. Det var ydmygende for os begge, og jeg kunne godt forstå hvorfor han ikke gad være i nærheden af mig. For jeg havde haft det på samme måde, og jeg havde det på samme måde, for han havde jo ligesom prøvet på noget med mig, som jeg ikke gad.

"Rachel Barker til kontoret!" det var på tide, det var også ved at være længe siden jeg havde hygget mig rigtig. Egentlig var det kun tre dage siden, men normalt ville jeg være der hver dag. Jeg gik tilfreds op på kontoret, selv om jeg ingen anelse hvad om hvad jeg havde gjort. Da jeg trådte ind i "venterummet!" sad sekretær knold og stram nederdel der inde, bag computeren og gnaskede i et tyggegummi. Hun signalerede at jeg bare kunne sætte mig, og vente indtil at rektoren var færdig. 

"Rachel, du må gerne komme ind nu!" jeg rejste mig og smilede venligt til hende, som hun hurtigt gengældte. "Godt at se dig igen, du ser forandret ud!" og uden at hun havde sagt noget vidste jeg nu hvad dette handlede sig om, det var min forbedrede præsentation i timerne, forandringerne var åbenbart så tydelige efter bare en dag, halvanden hvis man talte i dag med. 

Da jeg trådte ind sad Justin i en af de to stole sat foran hendes bord, han kiggede sig ikke over skulderen da jeg trådte ind, og heldigvis for det. Jeg satte mig lydløst ved siden af ham i den anden, og kiggede kun på rektoren. 

"I ved måske hvorfor jeg har kaldt jer ind. Alle dine lære har fortalt om dine overraskende ændringer, og jeg må sige at jeg er stolt af dig. Jeg havde ærligtalt ikke meget håb, men jeg er overrasket. Og Justin du kan fint klappe dig selv på skulderen, for et godt stykke arbejde. Det betyder selvfølgelig ikke at du skal stoppe med at hjælpe, vi skal have den vendt helt, så nogle uger til og så tror jeg vi har den-" Jeg løftede øjenbrynet ligegyldigt og lagde armene overkors. "Justin fortalte lige, at du har været god til at ligesom gøre hvad der er blevet sagt, så jeg må sige at det er imponerende!" jeg ville have troet at Justin havde løget, eller sagt noget for at få mig i fedte fadet, men han havde gjort det stik modsatte. Jeg vendte overrasket blikket mod ham, og løftede det ene øjenbryn, men han så ikke ud til at ville vende sig mod mig. 

"Gå i to til time, og hav en god dag!" jeg rejste mig forvirret og kiggede på Justins ryg hele vejen ud fra kontoret og "venteværelset". Hvad havde fået ham til ikke at skælde mig ud, eller sige at jeg havde været en idiot til rektor. 

"Rachel, kan vi lige snakke?" Han vendte sig ikke rundt, men var stoppet op. Jeg svarede med et kort 'mhm' og stoppede op ligesom han havde gjort midt på gangen. 

"For det første, så sagde jeg ikke alt det i går, så du kunne bruge det imod mig, jeg sagde det ud fra tillid. For det andet, undskyld. Jeg ved godt jeg gik over stregen i går, men det gør jeg tit og det skal jeg styre, undskyld!" Jeg nikkede kort, selvom han ikke kunne se det. Men jeg satte pris på et undskyld, og jeg vidste godt at jeg ikke burde have sagt det, for ligesom at skræmme ham, men noget blev jeg nød til at gøre, for at han ikke bare ville gøre det. 

"Skal vi ikke begynde forfra?" spurgte han og vendte sig rundt, han smilede til mig, med hans forførende smil. Jeg nikkede og prøvede så vidt muligt at smile tilbage. 

"Jeg hedder Rachel!" sagde jeg og rakte hånden frem, Justin grinte og tog imod min hånd, han rystede den kort og sagde selv sit navn. Vi blev ikke stående for at snakke sammen, vi nikkede kort til hinanden og så gik Justin den ene vej og jeg den anden.

 

Da jeg kom hjem lagde jeg mig på sofaen, jeg vidste ikke helt hvodan jeg havde det med dagen i dag, det havde været en mærkelig dag, men det havde det i hvert fald også i går. Justin havde fortalt så meget om sig selv, og jeg havde intet givet ham tilbage, det var jo overhovedet ikke fair, og det var jeg godt klar over, men det ville jo være pinligt. 

"Rachel, jeg har lige modtaget et opkald fra skolen, jeg er stolt af dig!" jeg fik et chok da min fars stemme blandede sig med mine tanker, jeg vendte mig rundt og kiggede over ryglændet hvor han kom gående imod mig. Han havde et stort smil planet på sine læber, det var nok for første gang i hele mit liv at jeg havde set ham smile. 

"Du har noget hjælp, Justin var det, det han hed?" min far  kom hen på den anden side af sofaen, hvor han satte sig ned ved siden af mig. Jeg nikkede kort og satte mig ordentligt op, jeg havde aldrig set min far så afslappet før, det undrede mig en hel del.

"Jeg har bestemt mig for at vi invitere dem på middag i morgen aften, så kan jeg se hvad det er for en dreng!" jeg nikkede meget kort og langsomt igen, for jeg kunne ikke lide hvor det førte hen. Vi havde næsten haft sex på sofaen, hvor vi sad lige nu. Og jeg undrede mig over hvorfor i alverden, jeg kunne få mig selv til at sidde der, sammen med min far, det ikke havde nogen som helst anelse om hvad der havde forgået. 

"Det lyder som en god idé!" mumlede jeg og kiggede undersøgende på ham, men ville det så betyde at min mor endelig ville komme lidt hjem, fra sit tidskrævende job.

Min far rejste sig, imens han mumlede noget med at han ville finde deres nummer, eller noget. Jeg var bare ikke sikker på at han kunne, hvis han skulle finde en familie som ikke hed Bieber til efternavn, jeg havde ikke fået at vide hvad hans familie hed, altså den han boede ved, dem der var så støttende, dem jeg overvejede at flytte ind til, for jeg havde ingen støtte end den jeg akkurat lige havde fået. Ikke nok med at jeg aldrig havde set min far smile før, havde jeg eller aldrig modtaget nogle søde ord fra ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...