Hopelessly in love - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2012
  • Opdateret: 17 jan. 2014
  • Status: Igang
En hver skole har den der elev, der er ligeglad med alt. På Eastern High School centralt i Atlanta, er det Rachel Barker. Hun har altid et kækt smil på læberne, og er fløjtenes ligeglad med hendes skolegang, og med hvad andre flok tænker om hende. Det ændre sig dog, da der starter en ny elev på skolen. Justin Bieber kommer fra en hård barndom, med hemmeligheder og fjender, men også karakterer der slå alle af deres trone. Et venskab opstår mellem de to, mere end et venskab, et forhold, men Justin rodder sig stadig ud i ballade, og alt Rachel vil er at hjælpe. Et venskab som deres, er dømt til at gå i vasken.
(Jeg undskylder meget for de første kapitler, havde en dårlig skrive perioder, bær over med det)

42Likes
48Kommentarer
4117Visninger
AA

12. Kisses in the library

 

But if you close your eyes, does it almost feel like nothing changed at all

Pompeii - Bastille

 

Dagen var kommet, og da jeg ankom til skolen blev jeg hurtigt mødt af Justin, der træk mig til siden. Han holdte mig op imellem skabende og væggen og smilede til mig. 

"Har din far inviteret hele min familie til middag hos jer?" jeg nikkede kort og et grin undslap Justins læber, det morede ham tydeligvis, og jeg hadede det. Jeg skubbede ham væk og rystede på hovedet af ham, det var jo ikke ligefrem noget jeg havde valgt. 

"kom eller lad vær!" sagde jeg og gik uden om ham, og ned af gangen. Han kom efter mig og tog fat i min hånd, sådan som jeg kendte ham lige for tiden. Han løb hele tiden efter mig, han ville ikke rigtig lade mig gå. 

"Det var jo ikke sådan ment, jeg var bare overrasket, jeg troede ikke din familie var sådan!" han vendte mig rundt imod ham, og vi stod tættere end hvad nødvendigt var, jeg kunne tydeligt mærke hans varme ånde, der pustede lige omkring min næse, fordi han var lidt højere end jeg. 

"Jeg har brug for at du kommer med mig!" sagde han kort og trak i min hånd, men jeg blev stående på stedet. "forfanden Rachel, følg nu bare med!" jeg sukkede for selvom at jeg blev stående, ville han trække mig med sig. Så jeg fulgte efter. 

Han træk mig med ind på skolens bibliotek, og trak mig med helt ned i bunden, imellem nogle reoler. Her pressede han mig op af reolen og gik ind foran mig, hans åndedrag var allerede begyndt at ændre sig, og jeg kunne se lysten i hans øjne. Så længe det bare var kys, var jeg ikke bekymret. 

"Må jeg kysse dig?" spurgte han formelt med et smil, jeg nikkede kort og hurtigt efter det pressede han sine læber mod mine, og tog fat i mine hænder. Han førte dem op over mit hoved, så jeg stod udstrakt og kyssede mig dybt imens han pressede sin krop tættere på min.

"Rachel Barker til kontoret omgående!" stemmen var tydeligvis rektor, men hun virkede streng og kold. Justin trak sig væk og kiggede på mig, med hans åndedrag på højtryk. Han lod mine arme falde ned, og trådte et skridt væk fra mig.

"Kom tilbage når du er færdig!" sagde han med et klimt i øjet, før jeg gik min vej. Hver gang jeg kom på kontoret tænkte jeg over hvad jeg havde gjort, for det var normalt ikke det åbenlyse, og denne gang kunne jeg slet ikke komme i tanke om det, overhovedet. Jeg gik ned af gangen, hvor elever stille og roligt var begyndt at gå mod deres klasseværelser, efter frikvarteret, også selvom det ikke havde ringet til time.

"To gange på en dag Barker, jeg troede du var et nyt mennesker!" jokede frøken sekretær og smilede falsk til mig, hun var forholdsvist ny gik i stramme nederdele og havde altid håret sat op i en knold, og ikke nok med det, så var hun ikke særlig gammel så hun refererede tit til os elever, med vores efternavn, uden frk eller noget foran.

"Jeg har sådan savnet jer!" sagde jeg og smilede ligeså falsk tilbage til hende, jeg satte på på bænken uden for rektorens kontor, og ventede på at hun kom ud få minutter efter. Lige før klokken ringede.

"Rachel, du skal svare mig ærligt nu, har du gjort noget her på det seneste, som kunne få Erica Wing til at begå selvmord?" hun stod op henne i hjørnet, og hvis det havde været en film, ville hun vænne sig rundt med en mørk skygge hen over sit ansigt. Jeg var chokeret, havde Erica begået selvmord.

"Nej, jeg har ikke mobbet nogen siden Justin begyndte at hjælpe mig!" sagde jeg kort og følte hvordan kuldegysninger begyndte at komme frem over hele min krop, rummet der ellers altid var indhyldet af en varm og imødekommende duft og atmosfære, var nu gået hen at blive koldt og dødt. Jeg kiggede forsigtigt rundt, havde nogle af mine mobberriere ført til at hun begik selvmord.

"Jeg kan se på dig, at du ikke har det ret godt. Er der noget du ved?" spurgte hun og vendte sig rundt, hun havde det bestemt heller ikke godt, skolen her var nok kendt for ikke at have problemer med selvmord og egentlig også mobning, jeg var den eneste på skolen ud over Meranda, til tider, der mobbede.

"Justin og jeg havde historie i forgårs, hun var den eneste på nær os der var i klassen, lidt efter kom Meranda og nogle af hendes venner ind, de skubbede hendes bøger på gulvet, og kaldte hende fede ko og sådan. Men... jeg har det virkelig skidt med det her!" mumlede jeg og kiggede ned, det har var måske en reminder om at jeg skulle vende det her rundt nu, hvis jeg fik en dom for det her eller noget, kunne man det med mobning? Så ville min verden gå under.

"Jeg har også gjort noget, men det er efterhånden længe siden, hvis det var havde hun så ikke gjort det dengang?" rektoren kiggede på mig med sorte øjne, selv hendes ellers varme blik var blevet koldt. Jeg blev mindre og mindre som jeg krympede mig sammen i stolen.

"Det kan være at det i forgårs har været e trigger, måske har det været det der skulle til for at hendes tanker blev virkelighed!" hun var helt seriøs og jeg fik det så skidt, jeg havde det så skidt med hvad jeg havde gjort igennem årene, og måske skulle jeg efter det her sige undskyld til alle de ofre jeg havde haft gennem årene.

"Hør, jeg syntes du skal tage hjem nu og tænke over de ting du har gjort, og først komme tilbage om to uger, du er bortvist i to uger Rachel, og du skal ikke nærme dig skolen. Jeg underretter dine forældre!" jeg kiggede på hende med store øjne, nu når det var begyndt at gå så godt, nu når jeg var begyndt at få styr på det hele.

Jeg rejste mig, og gik ud med et bøjet hoved, jeg lagde ikke engang mærke til den kække sekretær, der lavede endnu en røvsyg joke. Jeg gik ikke tilbage på bibliotekt

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...