Reckless (Justin Bieber fc)

Justin Drew Bieber er 18 år, og er flyttet til London for at undgå at blive fanget af politiet hjemme i Amerika. Han er eftersøgt af mange grunde. Tyveri,mord og smugling af våben over den mexicanske grænse. Da Justin endeligt bestemmer sig for at tage tilbage, virker det sværere end det ser ud til, og det gør det ikke lettere hvis man pludseligt begynder at binde sig til folk uden at man selv er klar over det.

En historie der er fuld af spænding, kærlighed og ting relateret til folk i teenage alderen. Der vil i historien også forekomme misbrug af stoffer, og ting der har med seksualitet at gøre.


12Likes
10Kommentarer
1635Visninger
AA

1. Reckless - Begyndelsen.

RECKLESS - Begyndelsen!

 

"Jeg tror alligevel, at det er et skide godt tidspunkt at tage tilbage" sagde Jose, og rettede på en af hans gyldne lokker der strittede. Han kiggede på sig selv i spejlet på herre toilettet, og Justin grinte hæst af ham. "Jamen, vi er i London!" tilføjede han, og lagde tryk på 'London', og som kirsebæret på toppen tilføjede han en brittisk accent over hans amerikanske. "Det er altså en dårlig idé det her." sagde Daniel, og kiggede sig en sidste gang i spejlet, før han vendte sig over mod Justin og lavede et utilfredst ansigt. Justin Bieber og hans bedste ven Jose Holmes var taget til Europa for et par måneder siden, i forbindelse med noget af deres arbejde. Justin var på dette tidspunkt 18 år, og var stadig uvidende om at alt det han havde gjort, eller ville komme til at gøre, ville være alt afgørende for hans fremtid. Jose var også 18 år, og var dog knap så udsat som Justin. Justin var lederen af en bande tilbage i U.S.A, og den virkelige grund til at de vare taget til England, var faktisk fordi at de måtte tage langt væk i nogen tid, for at politiet ikke ville finde dem. Men hvis nogen spurgte, så studerede de bare i London.   "Nej. Nej det er ej!" fortsatte Justin, imens han smøg ærmerne op på trøjen, og rettede lidt på sit hår. Han smilede til sig selv i spejlet, før at han vendte sig mod Jose. "Du skulle tage at få noget nosser!"  sagde Justin irriteret, og vendte øjne af sin ven som tydeligtvis var bange for aldrig at se sit kære hjemland igen. "Men kun ti dage mere så!" sagde Jose, og fægtede irriteret med armene efter en flue. "Yes,yes!" sagde Justin og smilede hovernede. Han var godt klar over, at han havde vundet. At overtale Jose var måske ikke så svært, men det var en sejer, og alle sejrer skulle hoveres ovenpå hvis man spurgte Justin. "Jeg kunne godt forestille mig lidt Starbucks nu så!" sagde Jose og begyndte at gå ud. "Ja. Jaja så!" sagde Justin som om, at han ikke kunne være mere enig. Han fumlede lidt med at binde et snørrebånd der var gået op, og bagefter fulgte han efter Jose ud af toilettet.    En britisk mand kiggede lidt efter dem, forståeligt nok eftersom at de talte amerikansk, og gik rundt med oprullede ærmer og ingen frakker om vinteren. Justin hoppede igennem sneen, og de steder hvor der var dybest sprang han over, for at undgå våde sokker. "Neeej hvor fint at du passer på dig selv!" siger Jose sarkastisk. Jose selv vader bare igennem sneen som en elefant der er på vandring. "Jeg vil sgu skide på hvad du siger makker, jeg skal ikke have våde tæer!" snerrer Justin og hopper lidt mere, før de når over på en brostensbelagt parkeringsplads hvor sneen er skrabet væk. Justin hiver sine bilnøgler frem til den bil de har lånt. Han trasker langstomt og tøvende over mod bilen, og ryster på hovedet af Jose, som lige er faldet omkuld i sneen efter at have snublet over noget der ikke var til at se under det tykke lag sne. "Det er karma!" råber Justin efter Jose, og sætter sig ind på bilsædet efter at have låst bilen på. Hver gang han ånder kommer der en lille tæt dampsky op foran hans ansigt. Han sidder og puster dampskyer for sjovt, indtil Jose endeligt har kæmpet sig op til bilen. "Jeg glæder mig til den dag gud er med mig!" siger Jose i al forfærdelse efter hans lille styrt. " Undskyld Jose, men du FALDT i SNEEN! Jeg tror ikke gud tager sig af den slags små-buisness" svarer Justin og rynker på næsen. "Du burde vide at bare fordi du kalder dig selv kristen, så betyder det ikke, at du ikke kan tumle rundt i sneen. " fortsætter han, og sender Jose et falsk smil som tegn på at han mener, at Jose er dum at høre på. "Jeg skal bare lære at forstå gud" siger Jose og begynder også på at puste dampskyer ud i luften. "Nej." sukker Justin. "Den eneste ting du skal lære er, at det godt kan betale sig at hoppe igennem sneen istedet for at jokke igennem den med sine store boots" siger Justin og starter bilen.   Justin har en pistol gemt i bilen. Pistoler er gode at have hvis man er et udsat menneske. Det har han efterhånden lært. De kører ned af en hovedvej i London, for at komme til et hjørne hvor der ligger en Starbucks café. "Jeg elsker London!" sukker Justin og parkerer bilen tæt på caféen. "Jeg kan nu bedre lide amerika. Englændere virker ret snerpede gør de ikke?" siger Jose og spænder selen op. "Jovist!" svarer Justin. "Amerika er bedre, men jeg kan nu godt lide London. Dog er Canada altid bedst"  siger han eftersom at han selv er fra Canada. "Jaja. Hvis du siger det" siger Jose som ikke gider at tage kampen op. Den diskussion bliver dog altid ved med at poppe op mellem dem. De forlader bilen låst og lukket, og vandrer op ad gaden for at komme til Starbucks caféen. "Bieberbucks!" siger Justin og griner hæst. "Hvad?" siger Jose. "Ja jeg siger BIEBERBUCKS!..Ville det ikke lyde fedt?!" siger Justin og smiler let. "Nej!" svarer Jose som stadig er lidt fornærmet over al Justin's sarkasme og smarte bemærkninger om hvor vidt man skal kæmpe sig igennem sneen. "Jeg håber at du en dag får dig en sans for humor, ellers ender du med at være mindst ligeså snerpet som du selv synes at englændere er!" siger Justin fornærmet, og åbner døren til caféen. Jose som er tydeligt højere end Justin, kigger over hovedet på ham og får øje på et par pige i hjørnet af Caféen. "Hvad siger du så?" hvisker Jose til Justin og smiler lusket. "Ikke værst" hvisker Justin tilbage og blinker med det ene øje.  "Jeg har skabt mig få kontakter Jose" Hvisker Justin og former et aldeles alvorligt ansigt. Jose rynker på panden. "Hvad mener du ?"  sagde Jose. Han vidste udemærket godt hvad Justin mente med kontakter, og han var ikke vild med det. "Våbner..Vejen hjem..Alt. Vi er udsatte. Har du hørt om de der... London Brothers et eller andet?" Hvisker Justin. Jose nikker, og gør tegn til at de skal vente med at tale til de er alene. Justin nikker, og går op bag i køen.    -------- UNDSKYLD!  JEG VED AT DEN SKIFTER FRA DATID TIL NUTID! Jeg skal NOK få styr på det! det er noget jeg har skrevet for et lille stykke tid siden, og det viser sig at være lidt hulter til bulter! SORRY ------
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...