Uforudsigeligheder (1D)

18-årige Line flytter hjemmefra, ikke til et andet sted i Danmark, men til London, England. Hun er nemlig kommet ind på den uddannelse hun havde ønsket. Studiet starter først næste år, så hun får et job, så hun kan betale huslejen og en masse andre ting, og hendes fremtid ser lys ud. Men er fremtiden virkelig så lys? Er det hele for godt til at være sandt?

13Likes
5Kommentarer
2077Visninger
AA

10. Vores lille hemmelighed

”Shot me out of the skyyyy! You’re my kryptoniiiiite! You keep making me week, yeah, frozen and can’t breathe!” Det er ordene, der vækker mig. Det lyder som om, det kommer udefra. Mine øjne er stadig lukkede, og jeg vil egentlig bare gerne sove videre, men så opdager jeg den position, jeg ligger i, og de arme, der hviler om mig. Jeg åbner mine øjne – de er lidt slørede på grund af al den søvn jeg har i øjnene. Mine øjne bliver hurtigt klare, da jeg kigger lige ind på en nøgen overkrop. Jeg kigger op og ser Harry. Han sover stadig. Jeg rykker mig op, så vores ansigter vender mod hinanden. Han er ret sød, når han sover. Jeg kan ikke lade være med at give ham et lille kys på næsen. Det vækker ham. Han smiler stort og siger godmorgen, det samme gør jeg.

”Har du sovet godt, prinsesse?” smiler han, mens han rykker tættere på.                                                                   

”Ja, det har jeg. Hvad med dig?”

”Som en baby”, hvisker han, inden hans læber møder mine. Hans smil i kysset får mig også til at smile. Vi bliver afbrudt af nogen som banker på min dør.

”Line?!! Er du vågen?!” Det er Liam, der står uden for døren. Han bliver ved med at banke, så jeg går hen og åbner op.

”Hvad er der, Liam?!” siger jeg lidt irriteret, både fordi han blev ved med at banke, og fordi det ødelagde et rigtig dejligt kys.

”Undskyld, at jeg vækkede dig, Line, men Harry er ikke på sit værelse, og så tænkte vi, om du vidste, hvor han er? Du var den sidste der så ham i går.”

Inden jeg kan nå at svare, lyser Liams øjne op og et smil breder sig på hans læber. Det går først op for mig, hvad det er, han smiler ad, da Harry dukker op bag mig. Han holder mig om livet.

”Jeg har det helt godt, Liam. Mere end godt”, lyder det fra Harry, mens han kysser mig på kinden. Jeg rødmer og smiler nervøst til Liam. ’Gad vide hvad drengene og deres management siger til at Harry og jeg er kærester?’

”Endelig fik du sagt det, Harry!” Liam er heldigvis glad på vores vegne. ”Nå, jeg går ned til de andre og fortæller dem det og får noget morgenmad”, siger han mens han tager et par skridt baglæns. Harry nikker til ham, som et tegn på, at det er okay, at de andre får det at vide nu.

”Og forresten, er I to virkelig søde sammen”, siger Liam, inden han vender sig om og går hen ad gangen mod elevatoren.

 

Efter et utal af små, søde kys, omklædning og et par kram kommer Harry og jeg ned til de andre ved et stort bord, hvor næsten alle sammen sidder og spiser morgenmad. Vi finder drengene og sætter os ved siden af dem. De er ret nysgerrige og vil vide alt om hvad der skete i går og alt det der, så jeg går hen og finder noget morgenmad for at komme væk fra dem et øjeblik. Da jeg kommer tilbage, bliver der stille, og drengene sidder bare og stirrer på mig. Jeg spørger hvad, der er galt, og tænker på, hvad de kunne have snakket om, mens jeg ikke lyttede. Men de ryster bare på hovedet eller smiler og siger ”Ikke noget” i kor. Måske er det bare, fordi de lige skal komme sig over situationen.

Døren til det rum, vi sidder i bliver lukket, og Paul stiller sig op et sted, hvor alle kan se ham. Han begynder at tale. Det handler om Harry og jeg. Jeg håber virkelig på, at alle er okay med vores forhold. At de ikke bliver mega sure, fordi at drengene kan risikere at miste fans, når Harry ikke er ledig længere. Nu vender Paul blikket mod mig og drengene. Han smiler og fortæller at der ikke er nogen, som er sure på os tværtimod. Alle er åbenbart glade på vores vegne – noget som jeg egentlig ikke havde regnet med, men det håbede jeg inderst inde. Paul slutter af med lavt sige, at vores forhold skal være en hemmelighed i noget tid, da der stadig er nogle fans, som ikke har vænnet sig til at drengene har en veninde med på turné, og som ikke er så glade for mig endnu. Så er talen slut, og det summer igen i lokalet af folk, der snakker.

”Er du okay, søde?” spørger Harry bekymret. Jeg har åbenbart stået og set alvorlig ud. Når jeg tænker eller spekulerer over noget, er det ikke den kønneste grimasse, jeg laver.

”Ja… ja, jeg er helt okay” smiler jeg til ham. Han tager mig tæt ind til sig og krammer mig.

”Hvor længe tror du, vi kan holde på vores lille hemmelighed, Harry?” hvisker jeg til ham.

”Det er et godt spørgsmål. Og det bliver hårdt ikke at vise hele verden, at du er min”, hvisker han tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...