Uforudsigeligheder (1D)

18-årige Line flytter hjemmefra, ikke til et andet sted i Danmark, men til London, England. Hun er nemlig kommet ind på den uddannelse hun havde ønsket. Studiet starter først næste år, så hun får et job, så hun kan betale huslejen og en masse andre ting, og hendes fremtid ser lys ud. Men er fremtiden virkelig så lys? Er det hele for godt til at være sandt?

13Likes
5Kommentarer
2088Visninger
AA

6. Turbulens

 

*Lines synsvinkel*

Jeg har lige smidt min kuffert ind i bagagerummet i Louis’ bil. Louis giver mig et lift hen til lufthavnen, og Eleanor kører med for at sige farvel og for at køre bilen hjem til ham igen. Vi skal til USA, og jeg kan ikke vente! Jeg har ikke været så glad, siden jeg fik lejligheden i London. Jeg har gået hele ugen og sunget i lejligheden, og jeg ved godt, det ikke er mig, der skal stå på scenen, men jeg har ikke kunne lade være med at forestille mig selv på scenen. Det er en af mine store drømme: At stå på en scene og synge og høre folk synge mine tekster tilbage til mig. Det må give kuldegysninger på den gode måde. En anden drøm, jeg også har, er at rejse og opleve de store byer rundt omkring i verden. Det starter så fra i dag af! Og en helt tredje drøm, jeg har, er at møde mine idoler. Og den drøm blev til virkelighed for lidt mere end en måned siden, da jeg først mødte Louis og Eleanor og siden resten af One Direction. Utroligt.

Jeg har fortalt min chef at jeg skal på turné med drengene, og han sagde at det var helt i orden. Jeg kunne bare melde mig syg i en måned. Jeg vidste hvornår, jeg kom hjem igen. Når vi efter ca. en måned har været i USA, skal de videre til Australien, hvor jeg bare tager hjem igen.

Vi kommer sikkert ind i lufthavnen på trods af en stor mængde af fans og møder de andre drenge og deres bodyguards. Jeg hilser på Paul først og så de andre. De er skræmmende store, men hyggelige at snakke med – fine fyre. Vi får vores boardingpas og er kommet igennem security-check, og alt hvad der hører med. Efter et par timers vente tid skal vi endelig ind i flyet. Jeg har aldrig nogensinde fløjet i så lang tid, og jeg ved at jeg kommer til at være smadret, når vi lander, fordi jeg bare ikke kan sove i nogen former for køretøjer, der bevæger sig. Det er jeg ret sikker på. Drengene er åbenbart gået mig i forkøbet, og jeg føler mig lidt lost, selvom Andy (en af deres bodyguards) er med mig. Da vi kommer ind i flyet, leder jeg efter en min plads og ser, at jeg skal sidde ved siden af Harry. Det skal nok blive en sjov tur, fordi jeg har det bedst, når jeg er sammen med ham. Selvom jeg er rigtig meget sammen med Niall, Louis, Liam og Zayn også, så er det som om, at Harry og jeg er bedste venner. De alle er som de brødre, jeg aldrig fik.

Jeg sidder ved vinduet og kigger ud, mens vi kører på landingsbanen. Jeg er altid en smule nervøs ved at flyve. Harry spørger mig, om jeg er nervøs, og jeg kan kun nikke og svare ’kun lidt’. Jeg kigger ud af vinduet igen, og flyet begynder at køre hurtigere og hurtigere. Da snuden af flyet bliver hævet, lukker jeg øjnene og trækker vejret dybt, og jeg kan pludselig mærke noget varmt, der tager min hånd. Harry holder min hånd, smiler og beroliger mig.

”Der er ikke noget at være nervøs for. Jeg er her, og jeg passer på dig”, siger han. Det er lidt mærkeligt, men dejligt på samme tid, og jeg kan mærke, at jeg slapper mere af. Da vi er oppe i luftrummet, og vi flyver lige, slipper han min hånd. Vi begge tørrer vores hænder af, da de er ulækkert svedende. Vi griner lidt, da vi gør det på samme tid. Vi hygger os hele turen derhen. Efter nogle timer bliver der næsten helt stille i flyet. Selv Harry er stille. Han sover, og det gør de andre også. De er så søde, når de sover. Jeg sidder og ser Harry stille og roligt trække vejret. Jeg kan ikke dy mig; jeg bliver nødt til at ae ham. Jeg aer ham blidt på kinden, men han vågner. Jeg fjerner min hånd og kan ikke lade vær med at smile.

”Hvad laver du?” spørger han træt.

”Jeg aede dig bare lidt”, forklarer jeg ham. Han rødmer og kigger rundt og ser at drengene sover.

”Line, der er noget jeg skal sige”, begynder han ”Siden første dag…”

Han bliver afbrudt. Flyet begynder at ryste - først svagt, men rystelserne bliver større. ”Spændsikkerheds-bæltet”-ikonet begynder at lyse: Turbulens. Det er første gang, jeg oplever turbulens, og jeg godt fast i armlænene. Det er vildt ubehageligt, og jeg begynder at få vand i øjnene. Da Harry ser en tåre trille ned ad min kind, tager han igen min hånd og knuger den hårdt.

”Få det til at stoppe, Harry”, siger jeg stille, inden jeg lægger mit hoved på hans skulder og hans hoved hviler på mit.

”Bare rolig, jeg er her. Det er bare en smule turbulens, det går over om lidt.” Han aer min kind med sin anden hånd og fjerner en tåre.

Et par minutter efter holder det op, og Harry slipper min hånd, og jeg sætter mig til rette i mit sæde, mens jeg tørrer mine øjne.

 

Vi lander sikkert, kommer sikkert igennem lufthavnen og ind i tour-bussen. Jeg får en hurtig rundtur i bussen af drengene, der er virkelig hyggeligt og større end hvad jeg havde forventet. Jeg får en af de øverste senge, da jeg åbenbart vejer mindst, siger de. Jeg har da ikke fortalt dem, hvor meget jeg vejer! Jeg sætter mig hen ved et af bordene, der er og spiller spil på min mobil. Harry sætter sig ved siden af mig.

”Tak”, siger jeg og kigger på ham, efter jeg har lagt mobilen fra mig.

”For hvad?” spørger han forvirret.

”Fordi du passede på mig i flyet”, siger jeg taknemmeligt.

”Det var da det mindste, jeg kunne gøre. Jeg ville helst ikke se dig ked af det, for det klæder dig ikke”, smiler han.

Nu er det min tur til at rødme. Jeg smiler og griner lidt.

”Se, det er dét, der klæder dig bedst”, siger han og peger på mit ansigt, inden han krammer mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...