Uforudsigeligheder (1D)

18-årige Line flytter hjemmefra, ikke til et andet sted i Danmark, men til London, England. Hun er nemlig kommet ind på den uddannelse hun havde ønsket. Studiet starter først næste år, så hun får et job, så hun kan betale huslejen og en masse andre ting, og hendes fremtid ser lys ud. Men er fremtiden virkelig så lys? Er det hele for godt til at være sandt?

13Likes
5Kommentarer
2137Visninger
AA

11. Syg

Der er nu gået en måned, siden resten af drengene og alle folk omkring dem fik at vide, at Harry og jeg er sammen. Stort set alt er gået som smurt siden da. Vi har alle holdt hemmeligheden om Harry og jeg rimelig tæt, og ingen har fattet mistanke endnu, på trods af at vi nogle gange krammer lidt foran næserne på fansene – dog nogle venskabelige kram. Men der har været et par episoder, hvor vi har… eller jeg har været tæt på at afsløre alt, fordi jeg simpelthen så dårlig til at lyve.

 

*Flashback*

”Oh my god, der er de! AAAAAAAAAHHHH!!!”

Fansene går amok. Drengene har lige været til et interview i et studie og er på vej ud for at hilse på alle de fans, der er mødt op med et lille håb om bare at se drengene. Der er ikke mange fans, men der er heller ikke få fans. Drengene er nu henne ved de første fans, som står forrest og er begyndt at skrive autografer og tage billeder med dem. Jeg kommer ud efter, at jeg har stået i lidt tid indenfor sammen med nogen fra manegement. Vi har fået besked på, at det er ved at tid til at køre. Jeg går hen mod bilen, og helt uforventet er der nogle piger, der kalder på mig. Jeg havde forventet et ”ZAYN!” eller ”NIALL!” Men jeg vender mig om, og ser at en gruppe piger vinker mig hen til dem. Ved siden af dem står Harry. Jeg går hen til dem, og ser at en af dem har et kamera. Harry og jeg står og snakker lidt med dem, da en af dem spørger mig – helt uvidende hvem jeg er: ”Er du Harrys kæreste?” Jeg rødmer, stivner og ved slet ikke, hvad jeg skal svare. De andre piger kigger på hende, så på mig og så på Harry. Jeg kigger på Harry, der ligner en kogt hummer. Han svarer, at vi bare er bedste venner, vi siger farvel og går hen til de andre i bilen. ’Great, nu er vi sikkert afsløret’, tænker jeg, da vi sidder i bilen.

Dagen efter søger jeg på YouTube efter noget, der kunne ligne en video fra dagen før. Pigerne havde nemlig med garanti optaget det. Men jeg finder heldigvis ikke noget.

*Flashback slut*

 

Jeg ligger på sofaen i tour bussen med kleenex og varm te og tænker på, om Harry og jeg nogensinde bliver officielle – altså i offentligheden. Mine tanker bliver afbrudt af et kæmpe nys. Jeg er blevet forkølet. Og der hænger snot ud af min næse nu. Ad. Jeg kan ikke rigtig gøre noget lige pt. Jeg fryser, har en konstant hovedpine og har aldrig haft en værre hosten. Sikke en omgang influenza. Den første del af dagen havde jeg været bange for at smitte de andre, så jeg blev i min seng i bussen, men Harry og Louis bar mig, bogstavelig talt, ind i fællesrummet og over på sofaen, hvor jeg har været lige siden. Her ligger jeg også fint.

Jeg tager et sip af min te. Ad, den er blevet kold. Kold te hjælper ikke ligefrem. I samme øjeblik kommer Harry ind. Jeg går ud fra at han bare lige vil se til mig.

”Hey, ville bare lige se, hvordan du har det nu”, siger han mildt.

Vidste det.

”Tja...” *Snøft* ”Jeg har haft det bedre.”

Han sætter sig på sofaen over for den, jeg ligger på. ”Er der noget, jeg kan gøre, babe?”

”Min te er blevet kold”, siger jeg med en hæs stemme og rødmer lidt. Jeg elsker, når han kalder mig ’babe’.

 

(Harrys synsvinkel)

”Jeg skal nok lave noget nyt”, siger jeg og kysser hende på panden. Jeg går ud i køkkenet for at koge noget vand. Jeg går ind til Line igen for at hente hendes kop, går ud i køkkenet igen og laver kamillete med mælk og honning til hende. Da jeg kommer hen til hende igen, har hun sat sig op. Hun tager imod koppen.

”Pas på, den er varm”, siger jeg til hende og sætter mig ved siden af hende.

”Perfekt”, siger hun og sipper lidt af den. ”Tak.”

”Er den ikke helt vildt varm?”

”Jo… men det hjælper på min hals, og så får jeg varmen igen”, siger hun og smiler det bedste hun kan. Jeg kan ikke lade vær med at smile igen.

 

En time senere sidder jeg og twitcammer og sidder sådan at folk ikke kan se Line. Efter noget tid er der nogen, der spørger til hende, og jeg fortæller dem, at hun ligger og er syg.

”Line, vil du hilse på Twitcam? Vil du hilse på de 30.000 mennesker derude?” spørger jeg hende. Hvis hun ikke var syg, havde jeg bare vendt min computer, så man kunne se hende, men ikke når hun har det så skidt. Det er ikke fair. Hun nikker og siger, at det godt må være lidt kort. Jeg vender min computer, så hun kommer i fokus. Hun ligger ned med halvdelen af ansigtet begravet i de to tæpper, jeg fandt til hende.

”Der er hun jo! Vi kan jo næsten ikke se dig for alle de tæpper. Vink til kameraet!”

Hun begynder at smile og vinker svagt til kameraet på computeren. ”Vas Happenin’?!” siger hun hæst. Jeg kan ikke lade være med at grine. Sødt, haha!

Da jeg vil lukke for Twitcam, siger jeg at jeg lige er nødt til at passe på Line lidt. Kommentarerne vælter ind: ”Awww, hvor sødt!”, ”God bedring, Line!!” og endda et par stykker af ”Aww, hvor er I søde sammen!” Jeg smiler bare af det (de ved jo ikke, at jeg har læst det, når jeg ikke svarer), vinker til kameraet, lukker ned for min computer og kigger på Line. Hun har lukket øjnene. Jeg tror bare, hun har brug for lidt hvile. Jeg sætter mig på hug på gulvet ved hendes hoved og aer hende på kinden. Hun smiler kort, og falder ret hurtigt i søvn.

”Elsker dig”, hvisker jeg og giver hende et kys på panden og lister udenfor til de andre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...