Uforudsigeligheder (1D)

18-årige Line flytter hjemmefra, ikke til et andet sted i Danmark, men til London, England. Hun er nemlig kommet ind på den uddannelse hun havde ønsket. Studiet starter først næste år, så hun får et job, så hun kan betale huslejen og en masse andre ting, og hendes fremtid ser lys ud. Men er fremtiden virkelig så lys? Er det hele for godt til at være sandt?

13Likes
5Kommentarer
2125Visninger
AA

5. Spørgsmålet

 

Der er gået tre dage, hvor jeg bare har arbejdet hele dagen og har slet ikke set noget til drengene. Jeg har skrevet med dem på Twitter, men det er ikke helt det samme. På Twitter har jeg fået 200 nye følgere, siden jeg var på Twitcam med Liam. Mange af dem skriver ustoppeligt til mig, om ikke jeg vil få drengene til at følge dem eller skrive til dem. Og på den ene side vil jeg gerne, fordi jeg også altid har ønsket, at de ville følge mig på Twitter, men på den anden side så eksploderer efterspørgslerne garanteret, hvis jeg får en af drengene til at følge en af dem, og jeg vil heller ikke irritere drengene med hele tiden at spørge om sådan noget. Folk på Twitter er søde nok imod mig, hvilket jeg er glad for. Hvem ville også følge en på Twitter, som man hader?

Det ringer på døren. Jeg har da ikke nogle aftaler med nogen, og jeg har ikke bestilt pizza – i dag laver jeg det lige selv. Jeg går hen og kigger ud af det lille kighul i døren og ser et velkendt ansigt. Jeg åbner døren, og Harry kommer indenfor. Jeg spørger ham nysgerrigt og undrende, hvad han laver her.

”Jeg ved, jeg skulle have ringet først og spurgt, om det var okay, at jeg lige kom forbi, men det kom jeg først i tanke om på vejen herhen”, siger han. Er det en vis nervøsitet, jeg kan fornemme? Jeg går ud i køkkenet, fordi jeg er i gang med tilberedningen af hjemmelavet pizza.

”Det er helt i orden, Harry”, siger jeg, ”sid ned.” Jeg peger på en af stolene i køkkenet, og han sætter sig ned.

”Jeg kom egentlig bare for at stille dig et spørgsmål.” Han rømmer sig.

Jeg vender hovedet og kigger på ham. ”Ja? Fyr løs”, smiler jeg og vender mig om igen for at rulle pizzadejen ud til en flad cirkel.

”Øh… Jeg… Vil du…” Han er tydeligvis nervøs.

”Ja?” Nu vender jeg mig om, denne gang hele kroppen. Jeg er virkelig nysgerrig. Han rødmer nu. ”Hvad vil du spørge om?” spørger jeg og bliver selv lidt nervøs. ’Jeg håber ikke, at det er… Nej, det er utænkeligt at Harry ville spørge mig om det. Eller er det?’ når jeg at tænke, inden han tager en dyb indånding og lader sit hoved falde, så han kigger på sit skød. Han løfter sit hoved igen og åbner munden.

”Vil du… med os på turné?” spørger han. Smilet kommer lidt forsinket, men jeg kan se, at han mener det.

”Virkelig?!” Jeg begynder at ryste af glæde! Han smiler og nikker som svar til mit spørgsmål. ”Ja, det vil jeg enormt gerne!” udbryder jeg og løber hen til ham og krammer ham. Jeg har mel på hænderne, som også kommer på hans trøje. Ups. Nogle gange er jeg lidt klodset. Der er heldigvis ikke så meget på trøjen, så jeg kan bare lige børste det af, efter at jeg har vasket hænder.

 

*Harrys synsvinkel*

’Hun er egentlig lidt sød, når hun er klodset’, tænker jeg på vej ned til min bil, som er parkeret ud for lejlighederne. Jeg tager mig selv i at smile og bliver hurtigt alvorlig. ’Hvad er det, jeg har gjort? Jeg håber, det er i orden med Paul og alle de andre. Hvorfor kunne jeg dog ikke bare sige det? Jeg plejer aldrig at være så nervøs!’ Jeg hiver min mobil op af lommen for at ringe til Paul og fortælle ham om det. Jeg håber virkelig at det er i orden, for jeg ville have det så dårligt, hvis jeg skulle op til Line igen og fortælle hende, at det bare var noget, jeg sagde. Hun blev så glad.

Jeg sætter mig ind i bilen, mens Paul tager telefonen. Jeg forklarer ham det hele. Heldigvis siger han god for det. Det gør ikke så meget, at der kun kommer én person mere med i bussen. Der har også hele tiden været en tom soveplads i bussen, men når vi skal bo på hotel, skal hun selv betale. Jeg bliver lettet over Pauls reaktion, men hader stadig mig selv for ikke at have sagt det andet.

Jeg kører hjem til resten af drengene; det var dem, der sendte mig afsted, fordi de ikke kunne holde mig ud længere. Jeg tror, at jeg var lidt væk. Jeg har ikke kunne snakke om andet end hende. Men de sendte mig afsted for mit eget bedste. At komme hjem uden at have sagt noget om det, er nok det værste der kunne ske. Nej. Overhovedet at komme tilbage er ret slemt i sig selv.

Jeg kommer op i lejligheden, og straks er de alle henne ved mig og vil høre, hvordan det gik. Da jeg ikke siger noget og bare ryster på hovedet, får de et indtryk af at hun afslog mig.

”Nej, nej, nej, hun sagde ikke nej.” Jeg går hen til køleskabet og finder en dåsesodavand frem og åbner den, og fortæller dem det. ”Jeg fortalte hende det slet ikke.”

”Hvad?!” råber Louis og Niall, og Liam og Zayn tager sig til hovedet.

”Jeg fortalte hende det ikke. Jeg fortalte ikke, hvad jeg føler, og jeg hader mig selv for det.” Jeg tager en slurk af sodavanden.

”Hvorfor ikke?” spørger Liam.

”Jeg ved det ikke. Jeg havde det vildt underligt. Jeg var vildt nervøs og havde det utrolig varmt. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke fik det sagt”, siger jeg og slår hovedet blidt ned i bordet et par gange. Mens jeg gik ind i stuen og satte mig ned hos de andre, gik Louis ud og hentede en sodavand, åbnede den og drak af den. ”Men hun skal med på turné”, siger jeg. Louis får sodavandet galt i halsen og spytter det ud. Det ser lidt komisk ud… I det mindste var der en vask der, hvor han spyttede ud. Nu hoster han lidt, og Liam går ud til ham og banker ham lidt på ryggen.

”Vent… Kan hun det? Har du overhovedet snakket med…”, siger Zayn, inden jeg når at afbryde.

”Ja, jeg har snakket med Paul, og han siger, at det er okay. Han har også snakket med de andre om det.” Jeg drikker lidt mere af min sodavand.

”Okay så. Men så skal du altså også sige det!” Niall er seriøs.  De andre nikker.

”Ja, ja. Jeg skal nok lade være med at pine mig selv så længe”, siger jeg opgivende. Men de har ret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...