Uforudsigeligheder (1D)

18-årige Line flytter hjemmefra, ikke til et andet sted i Danmark, men til London, England. Hun er nemlig kommet ind på den uddannelse hun havde ønsket. Studiet starter først næste år, så hun får et job, så hun kan betale huslejen og en masse andre ting, og hendes fremtid ser lys ud. Men er fremtiden virkelig så lys? Er det hele for godt til at være sandt?

13Likes
5Kommentarer
2132Visninger
AA

4. Lidt baggrundshistorie

 

’Okay for lige at opsummere mit liv, så er mit liv faktisk blevet rigtig fedt siden jeg flyttede til London. Min lejlighed ligger skønt i forhold til den indre del af London, og jeg elsker at tage på Starbucks. Jeg fik et okay job og nogle gode venner og veninder derfra, og lønnen er heller ikke dårlig. Og som om det ikke kunne blive bedre, så mødte jeg Louis og Eleanor på min første arbejdsdag. Siden da har jeg også mødt, Liam, Harry, Niall og Zayn og hængt ud med dem del. Især Harry. Vi har spillet golf sammen, hængt ud hjemme hos ham og Louis og været på Starbucks. Så konklusionen er at mit liv ikke kunne blive bedre lige nu. Sådan har jeg det i hvert fald.’ Jeg tænker ret meget over, hvad det er der sker for mig. Om det er mit uheld i kærlighed, der har vendt til held i alt andet, eller hvad det er, der gør, at konstant er glad. Jeg har lige gjort mig klar og er på vej ud af døren.

Jeg går hen ad den gade, jeg har søgt efter på internettet. Jeg skal ind på Milkshake City med Harry. Jeg har aldrig været der og har kommet til at snakke lidt for meget om, at jeg virkelig gerne vil derind. Harry har fortalt mig over telefonen, at ham og drengene har slået om, hvem der skulle følges med mig, og at han ikke havde noget imod det, da det blev ham. Jeg er dog ikke helt sikker på, om det var sådan det skete.

Han kommer gående hen imod mig, og hans smil bliver større, jo mere han nærmer sig. Jeg går ham i møde og krammer ham kort, derefter viser han mig indenfor. Der står allerede nogen i kø, så vi stiller os bag i køen. Der bliver pludselig lidt for stille derinde, og jeg kan høre en masse hvisken, men jeg tør ikke at vende mig om og se efter. Harry har åbenbart ikke opdaget stilheden. Det bliver vores tur til at bestille, bestiller vi begge en milkshake opkaldt efter bandet. Jeg har altid drømt om at få sådan én. Harry insisterer på at betale for begge, og jeg lader ham betale, hvorefter vi stiller os ud til siden, for at vente på vores milkshakes, og da vi får dem, sætter vi os ind ved et bord bagerst i lokalet. Han sætter sig med ryggen mod resten af kunderne og lokalet, og jeg sætter mig overfor ham.

Milkshaken er virkelig god, og jeg er allerede halvvejs, hvor han næsten lige er begyndt at drikke af sin milkshake. Jeg er også virkelig tørstig… eller var. Vi snakker lidt om vores fortid, og siden jeg kender mest til ham, end han kender til mig, så er det mig, der snakker mest. Jeg er ikke så vant til at snakke så meget, så på et tidspunkt begynder min stemme at blive lidt ru i det. Pinligt. I det mindste kan jeg få hvilet min stemme lidt, fordi der lige er kommet en flok piger hen til os, tydeligvis kun for at snakke med Harry og få et billede og en autograf. De er sikkert directioners. Jeg siger ikke noget, for det er jo ikke mig, de er kommet for at se; jeg overlader bare Harry til dem. En af pigerne kommer trods alt hen til mig og spørger, hvem jeg er.

”Åh, jeg er bare en ven af bandet”, svarer jeg venligt, men får bare et ’okay’ tilbage. Da de går væk, hvisker de til hinanden. De står nu nede i den anden ende af lokalet, og jeg kan se, at de kigger på mig men ignorerer dem så godt jeg kan. Harry spørger til mine forældre.

”De er søde og dejlige forældre”, siger jeg, ”de er ikke gift, og de er omkring 50 år.” Jeg forklarer ham, at min far er lastbilchauffør, og at min mor har været tjener og hjemmehjælper.

”Hvad laver din mor så nu?” spørger Harry nysgerrigt.

”Hun sidder derhjemme og hygger sig”, svarer jeg ærligt. Harry hæver det ene øjenbryn og ser lidt forvirret ud. Jeg tager en dyb indånding og forklarer situationen om min mor. ”Hun har fået førtidspension, fordi hun har en livsvarig sygdom. Jeg ved ikke om du har hørt om den, men den hedder Sklerose.” Han nikker trist. ”Min mor er værst ramt i det venstre ben og skal have rollator for at kunne gå sådan nogenlunde.” Hver gang jeg fortæller det til nogen bliver de mere triste end mig, og jeg ender altid med at være positiv. Eller prøve på det i hvert fald. ”Men i det mindste dør man ikke af det, og min mor er en fighter, så hun kan stadig gøre rent, vaske tøj og lave mad som enhver anden, hun er bare ikke så hurtig.”

”Jeg er virkelig ked af det med din mor, det vidste jeg ikke”, siger Harry med et trist blik i øjnene.

”Selvfølgelig vidste du ikke det, hvor skulle du vide det fra? Og du skal ikke være ked af det – vær glad!” Jeg prøver på at smitte ham med mit smil, og det lykkedes.

Vi beslutter os for at forlade Milkshake City, da vi har drukket op. Han inviterer mig med hjem til ham og Louis og giver mig et lift i hans bil. Vi bliver også forfulgt af fans lidt af vejen, indtil de giver op. Vi kommer op i lejligheden og ser Liam i sofaen, travlt optaget af sin computer. Louis er åbenbart inde på sit værelse, og Harry går derind. Det eneste jeg når at høre fra Harry inden han lukker døren er ’jeg troede ikke, der var nogen hjemme!’

Liam sidder og snakker til sin computer. Da jeg har taget jakken og skoene af, går jeg ind i stuen og spørger ham, hvad han laver.

”Jeg er på Twitcam! Kom og vær med”, svarer han glad. Jeg har altid gerne ville prøve at twitcamme, men jeg har aldrig haft modet til det. Jeg sætter mig ned ved siden af ham, og vinker til kameraet på hans computer. Han introducerer mig og vil have at seerne skal stille spørgsmål til mig. Nogen spørger om hvor lang tid, jeg har kendt drengene, og jeg kigger spørgende på Liam.

”Hvor lang tid siden er det?” spørger jeg ham.

”Det må i hvert fald have været mindst 14 dage siden”, svarer han, mens han tænker sig om.

”Hold da op! Ikke mere?” Jeg er lidt overrasket over hvor lidt tid der er gået siden første gang jeg mødte dem. Det er som om, jeg har kendt dem i flere år!

Jeg får nogle flere spørgsmål, og jeg hygger mig rigtig meget med Liam og det her Twitcam-halløj, men jeg bliver nødt til at gå igen, da jeg har nogle ting, der skal ordnes i min lejlighed. Jeg krammer dem alle, inden jeg går og tænker på drengene, mens jeg lytter til deres sange i min lejlighed, mens jeg vasker op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...