Uforudsigeligheder (1D)

18-årige Line flytter hjemmefra, ikke til et andet sted i Danmark, men til London, England. Hun er nemlig kommet ind på den uddannelse hun havde ønsket. Studiet starter først næste år, så hun får et job, så hun kan betale huslejen og en masse andre ting, og hendes fremtid ser lys ud. Men er fremtiden virkelig så lys? Er det hele for godt til at være sandt?

13Likes
5Kommentarer
2136Visninger
AA

7. I al den fuldskab...

 

De næste par dage står jeg backstage, mens drengene er på scenen foran tusinder af fans. Lyden af alle de skrigende fans er utrolig, og selvom jeg ikke er derude sammen med drengene, får jeg alligevel de vildeste kuldegysninger. Herfra hvor jeg står i aften, kan jeg nogle gange lige skimte dem løbe rundt på scenen og opføre sig som tossede. Jeg smiler under hele showet og griner lidt af deres underlige positioner og bevægelser. Det er nu en måned siden, jeg mødte dem første gang. Jeg får en masse flashbacks til mit arbejde i caféen, og mig og drengene sidde hjemme hos Louis og Harry og alle de andre ting, jeg har oplevet med dem.

Midt i min egen verden bliver mit flashback afbrudt af Harry, som kommer løbende hen til mig. Jeg kommer tilbage til virkeligheden og opdager, at de er midt i ”One Thing” og kan ikke rigtig forstå, hvorfor Harry kommer om bag scenen. Harry rækker mig en lille tøjdyrs bamse, som holder et hjerte, og jeg tager imod den.

”Her, Line, den er til dig”, råber han og blinker, inden han løber ud på scenen igen. ’Til mig? Fra hvem? Harry eller en af fansene?’ Mens jeg står og tænker, bliver jeg enig med mig selv om, at det sikkert er en af deres fans, som har smidt den i hovedet på Harry, og så har Harry sikkert ikke vidst, hvor han skulle gøre af den. ’Men de plejer ellers bare at lade det ligge eller smide det ud til siden eller om bag ved scenen, hvor der står nogen og tager imod det. Så hvorfor gav han den søde bamse til mig? Er han mon…? Kan han…? Neeeeej.’

 

Efter koncerten går jeg op på mit hotelværelse. Jeg er vildt træt, selvom jeg egentlig ikke rigtig har lavet noget. Drengene bliver oppe og hygger sig nede i baren, der er på hotellet. De holder sikkert en lille fest for dem selv og drikker lidt. Det har de fået lov til, da de har en fridag i morgen. Det er jeg ikke så meget til lige nu. Jeg lægger bamsen, Harry gav mig på sengen og begynder at klæde om til nattøj og tænder min computer. Efter at have tjekket Twitter for nye tweets, slukker jeg computeren; jeg keder mig lidt meget. Lige da jeg klapper computeren i, banker det på døren.

”Line, kom ned i baren nu!” Det er Louis, der står forpustet foran mig med et bekymret blik i øjnene. Har han løbet herop?

”Hvorfor?” spørger jeg træt. Jeg vil meget hellere sove end at feste med dem.

”Det er Harry. Han vil gerne snakke med dig og vil gerne have dig til at følge ham op, og du må ikke spørge mig hvorfor. Han sagde ikke hvorfor”, siger han stadig lidt forpustet. Han trækker lidt på smilebåndet.

”Men jeg kan da ikke bare gå ned i nattøj, Louis!”

”Så skift!”

”Fint…”, sukker jeg og går ind for at skifte til samme tøj, jeg havde på her til aften. Jeg er hurtig færdig, tager mit nøglekort til mit værelse og går sammen med Louis hen ad gangen, hen til elevatoren.

Da vi kommer ud af elevatoren og hen i baren, ser vi… ingen Harry? Louis kan ikke se ham, der hvor han før sad. Vi går begge rundt og leder efter ham.

”DER!” råber Louis og peger hen mod dansegulvet.

Jeg kan næsten ikke andet end at grine højlydt; musikken er alligevel så høj, at ingen kan høre mig. Harry ser lidt fortabt derude på dansegulvet. Det ligner, at han ikke rigtig kan styre sig selv, så hans dans er noget… usædvanlig. Han skal vist ikke have mere at drikke. Jeg kigger over på Louis, som nærmest også er flad af grin. Men min latter stopper brat, da jeg ser den pige, som nu danser op og ned ad Harry, som om han var en eller anden stripperstang. Harry virker ligeglad, men alligevel bryder jeg mig i om det. Hun lægger sine arme rundt om hans hals og hvisker et eller andet i hans øre. Da hun trækker sig tilbage, smiler han. Mere kan jeg ikke tåle at se. Jeg får det vildt dårligt og beslutter mig for at gå tilbage til mit værelse. ’Vent, Line!’ kan jeg høre en stemme råbe efter mig, men jeg er allerede inde i elevatoren.

Da jeg kommer op til mit værelse, har jeg en ret slemt hjertebanken, min mave snurrer sig sammen, samtidig med at den knurrer, og min hals virker tør. Jeg låser min dør op, går ind og lukker den, mens jeg sætter mig op ad den og kan ikke rigtig finde ud af, hvad der sker for mig. Min mave knurrer igen, så jeg finder en chokoladebar frem og spiser den. Sikke et underligt tidspunkt at være sulten på… Det banker på døren igen.

”Hvem er det?” spørger jeg ovre fra min seng.

”Det er Harry! Må jeg komme ind?” Han bliver ved med at banke. Al den banken giver mig hurtigt hovedpine. Jeg går hen og lukker op, og han falder nærmest ind, fordi han stod lænet op ad døren.

”Der er vist én, der har fået lidt for meget at drikke, hva’?” spørger jeg, mens jeg hjælper ham hen til min seng.

”Og der er vist nogen her, som ikke har fået nok at drikke”, siger han fuld og blinker og smiler til mig.

”Harry, hvad vil du? Havde du ikke travlt dernede?” Jeg er vist lidt… jaloux. Ubevidst, tror jeg.

”Er du jaloux?”

”Nej, hvorfor skulle jeg dog være det?” Jeg griner lidt ukontrolleret.

”Jeg så dig løbe væk dernede”, siger han og prøver på at være alvorlig, men det falder lidt til jorden, da han er så fuld. Det er lidt komisk. ”Der skete ikke noget mellem mig og den tøs, nada, niks, ingenting.”

Jeg føler mig lidt mere rolig nu, og min hovedpine er væk.

”Men nu skal du høre, Line. Der er noget, jeg fortælle dig, og helst nu, mens jeg har modet til det. Jeg ved ellers ikke, hvornår jeg kan fortælle det.”

’Åh gud… Please, lad vær. Lad vær med at sige det. Jeg ved ikke hvordan, jeg skal reagere, og jeg ved ikke hvordan jeg føler, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal sige, hvis han siger det, jeg tror han vil sige. Okay, Line, ikke gå i panik. Tag det helt roligt. Det kommer ikke til at ske. Hvorfor skulle han dog føle sådan for dig. Han er jo… og jeg er så grim og underlig. Jeg er i hvert fald ikke lige så køn, som hende nede i baren. Det kommer ikke til at ske.’ Mine tanker flyver rundt, indtil han endelig siger noget.

”Lige fra dag et har jeg godt kunne lide dig. Jeg har hele synes godt om dig, og jeg kan ikke stoppe med at tænke på dig. Jeg har ikke sagt det før, for jeg har været bange for, at du ikke føler det samme om mig, som jeg føler for dig.” Han holder en pause og tager min hånd, og jeg kan ikke andet end at holde vejret. ”Jeg tror… at jeg er forelsket i dig”, siger han, mens han kigger mig dybt i øjnene.

’Okay, han sagde det... Ffff!’

”Harry, du er fuld. Fulde mennesker plejer at sige underlige ting, ikke?” Jeg prøver at tale udenom. Han er jo fuld.

”Line, jeg mener det. Jeg kan rigtig godt lide dig.” Han rødmer og kigger genert ned.

”Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige. Men jeg synes, at du skal gå ind på dit eget værelse og få sovet lidt, ikke? Du virker træt”, siger mens jeg hjælper ham op.

”Men…” Vi står overfor hinanden, og han læner sig ind, ”jeg… elsker dig.” Vi har igen øjenkontakt, men nu har han tårer i øjnene. Han er lidt oprevet over, at jeg ikke har givet respons på hans kærlighedserklæring. Men jeg kan ikke… jeg ved ikke…

”Åh, Harry…” hvisker jeg, mens jeg trækker ham ind til mig for at kramme ham. Jeg hader, når jeg ser andre græde; jeg får så nemt medlidenhed med grædende mennesker, især når det er nogen jeg holder af. Jeg hader det endnu mere, når jeg ved, at det er min skyld. Jeg får trøstet ham og siger, at vi begge skal sove på det. Han nikker, og jeg følger ham sikkert ind på sit værelse et par værelser længere henne på gangen. Jeg følger ham helt ind og får ham ned at lægge på sin seng. Jeg får lige skoene af, inden han selv trækker sig ind under dynen og falder i søvn. Han ligner en engel, når han sover. Jeg giver ham et kys på kinden, slukker lyset og lister ud.

Da jeg ligger i min seng, tænker jeg på, hvad i alverden jeg skal sige i morgen. Hvis han husker det. Han var rimelig fuld, så jeg håber bare på, at han har glemt det hele. Snart falder jeg også i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...