Uforudsigeligheder (1D)

18-årige Line flytter hjemmefra, ikke til et andet sted i Danmark, men til London, England. Hun er nemlig kommet ind på den uddannelse hun havde ønsket. Studiet starter først næste år, så hun får et job, så hun kan betale huslejen og en masse andre ting, og hendes fremtid ser lys ud. Men er fremtiden virkelig så lys? Er det hele for godt til at være sandt?

13Likes
5Kommentarer
2077Visninger
AA

2. Første dag på jobbet

 

Jeg går ind i caféen, hvor jeg har fået at vide, at jeg skulle komme til jobsamtale. Ja, jeg får jo ikke en masse penge med et knipseslag, så jeg har søgt efter en masse jobs. Det her job som servitrice og opvasker, lød ikke så dårligt, så jeg glædede mig til at høre mig jeg havde fået jobbet.

Efter en halv times samtale inde hos chefen, slutter han af.

”Du kan starte på mandag.”

 

Da weekenden er overstået, er jeg klar til det nye job. Jeg har egentlig aldrig arbejdet et offentligt sted før, ikke engang hjemme i Danmark. Jeg har kun været privat babysitter et par gange. Jeg har ”uniform” på, hvis man kan kalde det det. Jeg kan faktisk godt lide mit arbejdstøj. Jeg ligner en rigtig tjener – ligesom min mor, da hun var på min alder, måske var hun lidt ældre. På min første dag kommer jeg ud ”i feltet”. Jeg skal gå hen og spørge folk, som sidder ved bordene inde i caféen, hvad de ønsker sig. Jeg har et navneskilt på, hvor mit fornavn står, og at jeg er ny. Jeg bliver vejledt af en af de andre servitricer, som har arbejdet på caféen i nogle år. Jennifer hedder hun. Hun er omkring 20 år og virkelig sød.

”Okay, prøv at gå over til dét bord”, siger hun og peger over mod en ældre dame. Jeg går derover, mens Jennifer bliver stående bag disken og iagttager mig. Det er hendes job at tage imod nye medarbejdere og være sikker på, at de kommer godt fra start. Jeg kommer tilbage med en bestilling; den ældre dame bestilte en kop Earl Grey te og en chokolade-muffin. Jeg hælder varmt vand op, lægger tebrevet ved siden af koppen og lægger en chokolade-muffin op på en tallerken. Jeg gør sådan, som jeg har fået besked på at skulle gøre. Jeg bærer det på en bakke hen til damen, som takker mig, og jeg går tilbage. Jennifer ser tilfreds ud.

Det hele går som smurt. Solen skinner udenfor, da jeg kommer derud for at tage imod bestillinger. Det er i det hele taget bare en god dag. Men den bliver lige en tand for god, da jeg ser et velkendt ansigt. Jeg hader, når jeg møder nogen jeg kender. Den samtale man altid skal prøve at starte bliver hurtigt så akavet. Og jeg er ikke så meget for akavede situationer. Men hvor har jeg set hende henne? Jeg ved, at jeg kender hende! Jeg går forbi hen til et andet bord for at tage imod bestilling, hvor det så slår mig. Da jeg har fået bestillingen, halvløber jeg nærmest tilbage for at hælde kaffe op. Jeg begynder at ryste på hænderne, og det bliver ikke bedre, når jeg bærer bakken over til bordet. Jeg er ved at vælte kaffen, da jeg sætter den ned foran kunden. Jeg skynder mig tilbage til disken for at gå ud bag ved og falde lidt ned, men Jennifer ser mig.

”Hvor skal du hen?” spørger hun nysgerrigt.

”Jeg skal bare lige ud og se noget”, svarer jeg tøvende.

”Helt sikkert. Du kan lige tage det bord derovre, og så kan du få lov til at gå ud og holde pause.” Hun peger hen mod bordet, hvor et ungt par sidder og snakker og smiler sødt til hinanden. ’Åh gud, han er der også’, tænker jeg. Jennifer skubber mig nærmest af sted, mens jeg tager mig sammen. Da jeg kommer hen til bordet, ryger det bare ud af mig.

”Hej, Louis – hej Eleanor!”

Louis kigger lidt forvirret på mig. ”Hvor kender du vores navne fra?” Så får han øje på mit 1D-armbånd, som gør hele min velkomst lettere at forstå.

Efter at have trukket en latterlig mine, ryster jeg mig selv på plads; tilbage til virkeligheden.

”Hvad skulle det være?” spørger jeg så godt jeg kan. De bestiller to sandwichs og to kopper te. Sandwichene skal jeg ud i køkkenet for at hente, og teen klarer Jennifer. Mens jeg er ude i køkkenet siger jeg stille for mig selv ’åh gud, åh gud, åh gud ’op til flere gange, jeg går nærmest i panik. Nej… jeg fangirler! Men på en stille måde. Jeg åbner døren til caféen fra køkkenet smule, så jeg lige kan nå at se Louis. Han snakker energisk med Eleanor og kigger herover en gang imellem og smiler bredt. Det er som om, han snakker om mig.

Da jeg kommer ud med sandwichene, smiler han stort til mig. Det gør hun også. Gad vide hvad de har snakket om? Jeg vil vildt gerne vide det, men må holde spørgsmålet inde. Jeg går tilbage til disken og tager et glas vand. Jeg når at betjene en kunde mere, før jeg kommer hen til Louis og Eleanor igen. De er færdige med deres sandwichs og vil gerne have en blåbær-muffin og en kop kaffe hver. To go. Regningen beder de også om, så mon ikke jeg snart skulle spørge dem om, hvad de snakkede om, siden de begge smilte så stort til mig?

Jeg går hen til dem med deres bestilling og giver dem regningen. Jeg skal til at spørge dem, men Louis kommer mig i forkøbet.

”Må jeg spørge om noget?” spørger han med et glimt i øjet.

”Ja?” Jeg er ikke helt sikker på, hvad han vil.

”Må jeg ikke få dit nr.? Jeg skal nok love at ringe.”

Jeg bliver næsten helt mundlam, og de begge kigger smilende på mig og venter på et svar. Jeg bliver også nødt til at svare på et tidspunkt. Mit nr.?

”Jo, men hvorfor?” spørger jeg og kan næsten ikke tro, at det her sker. Jeg er ved at give mit nr. ud til selveste Louis Tomlinson fra One Direction! Eleanor siger ikke rigtig noget til det, hun må være lige så ivrig som Louis efter mit nr. Men hvad skal de bruge mit nr. til?

”Det finder du ud af på et tidspunkt”, siger han mystisk, nærmest drillende.

Jeg giver ham mit nr., de rejser sig, krammer mig begge to og går glad hånd i hånd ud af caféen. Det mest underlige er, at Louis sagde ’vi ses’, efter han krammede mig. Sikke en vild første dag på jobbet!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...