Uforudsigeligheder (1D)

18-årige Line flytter hjemmefra, ikke til et andet sted i Danmark, men til London, England. Hun er nemlig kommet ind på den uddannelse hun havde ønsket. Studiet starter først næste år, så hun får et job, så hun kan betale huslejen og en masse andre ting, og hendes fremtid ser lys ud. Men er fremtiden virkelig så lys? Er det hele for godt til at være sandt?

13Likes
5Kommentarer
2115Visninger
AA

3. Er jeg vågen?

 

Det føles som flere år siden, du mødte Louis og Eleanor. Jeg går og venter på at min mobil ringer, for jeg er virkelig nysgerrig! Jeg vil vide, hvad Louis er ude på. Pludselig bipper min mobil helt vildt, men det er bare en besked fra din bedste veninde hjemme i Danmark. Jeg bliver lidt skuffet, men så husker jeg mig alligevel på, at det er min bedste veninde, der lige har skrevet til mig. Jeg har ikke set hende siden, jeg havde fødselsdag. Jeg svarer tilbage, men vi skriver ikke så meget på grund af sms-taksterne. Jeg har lige sendt en sidste besked til min veninde, da min mobil vibrerer og spiller høj musik. Jeg får faktisk et chok, så jeg er ved at tabe mobilen, men når at få ordentligt fat og kigger på skærmen: ’Ukendt nummer’. Det må være Louis!

”JA?” siger jeg i et lidt for højt toneleje – det må være mine nerver, der lige har taget over. Jeg rømmer mig og svarer igen, denne gang mere afslappet: ”Ja, hvem er det?”

”Hej Line! Det er Louis!” Han lyder glad. ”Er det egentlig sådan man udtaler dit navn?”

”Hej Louis! Ja, det var et af de bedste forsøg, jeg har hørt indtil videre”, siger jeg og fniser lidt.

”Fedt, haha! Hør, kommer du ikke et smut forbi? Resten af drengene er her, og de vil gerne møde dig”, siger han. Hans stemme bliver mere og mere høj, som om han råber. Og nu kan jeg høre hvorfor. Jeg kan ikke høre, hvem der snakker, men jeg kan høre en masse højlydte stemmer i baggrunden. Det må være drengene!

 

Jeg tager selvfølgelig mod tilbuddet, får en adresse og farer ud af døren. Jeg når lige at lukke den, da jeg opdager, at jeg ikke har nogen jakke på. Det kan godt være at det er forår, men det er stadig ret koldt. Så jeg må løbe ind igen og hiver min jakke af knagen, låser døren, og nærmest løber hen til adressen. Eller… det vil sige, at jeg farer vild et par gange, og begynder at gå hurtigere, fordi jeg bliver mere og mere ivrig efter at møde dem alle sammen. Og når jeg bliver for ivrig og spændt, så kan min hjerne ikke rigtig følge med. Nå, men jeg når hen til adressen, og står ved hoveddøren til en opgang med nogle lejligheder. Jeg ringer på dørtelefonen, og jeg bliver lukket ind i opgangen.

Jeg løber først op ad trappen, men så kommer jeg i tanke om, at det nok ikke er så fedt at jeg møder dem, når jeg er helt forpustet og rød i hovedet. Min kondition er ikke helt på toppen. Så jeg sænker farten og kommer op på 3. sal, hvor drengene er. På døren står der ’Harry Styles og Louis Tomlinson’ på skiltet. Jeg stivner, jeg kan næsten ikke bevæge mig. ’Åh gud. Jeg står lige foran Harry og Louis’ lejlighed, og alle fem er derinde og venter på mig’, tænker jeg. Jeg kan slet ikke tro det! Det må være en drøm. Jeg niver mig selv i min venstre arm. Jep, den er god nok; jeg er vågen. Jeg tager en dyb indånding og puster ud. Nu sker det.

Jeg ringer på, og jeg kan hører fodtrin, som nærmer sig døren indefra. Døren går op. Louis står i døren og rækker armene ud mod mig og krammer mig.

”Velkommen! Kom inden for”, siger han glad, ”dejligt at du ville komme.”

’Hvem ville nogensinde sige nej til Louis?’ tænker jeg, ”Tak, tak”, siger jeg, mens jeg trækker min jakke af og stiller skoene ved siden af de andre sko. Louis lægger en hånd på min ryg og følger mig ind i stuen, hvor Liam og Harry er optaget af et playstation-spil, og Zayn sidder optaget med sin computer. Jeg kan ikke finde Niall i stuen. Så snart de ser, at Louis er tilbage og ser mig, bliver deres opmærksomhed rettet mod mig. Det er et eller andet sted ret skræmmende, men samtidig virkelig fedt. Alle deres ansigter lysner, og de smiler mod mig.

”Drenge, det er så Line – hende, jeg fortalte jer om”, siger Louis, for at bryde tavsheden. Jeg bliver stående i døren, mens Louis går hen mod sofabordet. Liam lægger spillekonsollen roligt ned, mens Harry smider den i sofaen; han er også den første til at komme hen til mig for at hilse. Dejligt kram, han giver. Zayn og Liam kommer også hen og hilser på mig. Jeg spotter Niall i øjenkrogen. Han kommer også hen og hilser på mig. Han har noget mad i hånden, så han har sikkert lige været ude og udforske køkkenet. 

En time senere sidder vi alle rundt omkring fjernsynet og ser en genudsendelse af de mange afsnit af ’FRIENDS’. Jeg sidder i midten med Harry og Louis imellem mig og dukker mig eller flytter mig lidt hver gang de snakker til hinanden, mens jeg prøver på at koncentrere mig om serien, selvom det egentlig er lidt svært med dem siddende så tæt på mig. Det hele virker så uvirkeligt – og så alligevel ikke. Det er som om jeg har kendt dem i flere år, for sådan er de virkelig; helt nede på jorden. Normale og ikke grimme drenge.

Jeg har lænet mig frem, fordi Louis og Harry igen snakker til hinanden. Jeg hviler mit hoved på mine hænder, som hviler stabilt på mine ben. Da de er færdige med at småsnakke, læner jeg mig tilbage. Jeg kan ane Harrys i min øjenkrog; han kigger på mig, og jeg tror, han smiler. Så vender han hovedet igen, mod fjernsynet. Ikke mange sekunder efter lægger han sin arm på ryglænet bag mig. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal reagere, så jeg smiler lidt – også fordi Chandler lige har sagt noget sjovt. Drengene griner lidt. Ad Chandler. ’Det kan simpelthen ikke passe’, tænker jeg, mens jeg igen niver mig selv i armen, for lige at tjekke om det her nu er virkeligt. Jeg er rigtigt nok vågen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...