Den Eneste Anden

Har du følt at du har mødt 'den eneste ene'?
Har du så oplevet at finde 'den eneste' anden?
Ja det lyder urealistisk ikke? - Det har den pige her... læs og skriv endelig hvad i gør jer af tanker :) TAK<3

1Likes
3Kommentarer
778Visninger
AA

2. Tiden der næsten gik baglæns

Hver nat, hver morgen, hver dag og aften var det samme. Det samme ensformige døgn, der bare skulle overstås. Alt var lige meget. Skolen, var lige meget, forældrene der hjemme var ligemeget, om nogen bekymrede sig for en var lige meget, selv maden og søvnen var lige meget nu. For hvad gjorde det godt for? Det eneste det gjorde var at holde hende i live, og det var ikke hvad hun ønskede mere. hendes liv føltes så meningsløst nu.. nu når han var væk. Det var ham der plejede at lyse hendes verden op. Bare med et "HEEY!" eller et smil, og så var hendes dag reddet. Men ikke længere, nu var han væk, hvorhenne han var og hvorfor, det vidste hun ikke. Hendes bedste veninder var det eneste hun havde nu, for hun kunne ikke snakke med forældrene om det. Hun vidste at forældrene jo bare ville være på deres datters side og have medlidenhed med hende, men det var ikke det hun ville! Hun ville vide hvorfor. Men ingen syntes at kunne svare på det, ikke engang hans klasse.. Nemlig, han var forsvundet fra alt, selv skolen.

Hun savnede ham så meget at alt lod til at falde samme nomkring hende, alt hun ellers normalt værdsatte i hverdagen var bare irriterende, når papfaren var i godt humør fordi han havde weekend, så kiggede hun på ham som om hun ønskede at han bare ville holde mund, og forsvinde. Hun bruge det meste af dagen på sit værelse, og på at høre musik. Det eneste der kunne få hende ud af døren var hendes bedste veninde, der altid stod ved hendes side, klar til at hjælpe hende op fra sit sorte  hul.

Men tiden føles så langsom, som alt bare var lidelse.

Hun loggede på skype flere gange om dagen, bare for at se at han ikke var på, og når han var og hun prøvede at skrive så loggede han af, eller undlod at svare. For hver gang, blev hendes lille triste hjerte revet endnu mere itu. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre? Hun var villig til at prøve alt! Hun prøvede at skrive alt det der faldt hende ind, der muligvis kunne hjælpe til at han ville svare men nej.

Da han endelig svarede få gange efter snart et år, og ja lige pludselig var der gået et år. Men nu svarede han koldt og ligegyldigt. Som om han bare ville have hende ud af verden. Hun troede ellers hun var blevet okay igen, men nu begyndte en lille stille tårer, langsomt at trille ned af hendes kind. En mere, og endnu en. Tilsidst kunne hun ikke længere, og hun gav efter for sorgen, og savnet af ham hun altid havde stolet på med hele sit hjerte, der nu behandlede hende som... som ingenting.

Hun kunne ikke længere kende ham. Ham hun var blevet forelsket i, var hun helt sikker på stadig var derinde et sted, men alt for langt væk for hende. Det var som om hun aldrig havde kendt ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...