Hjemsøgt

Hjemsøgt af sine egne tanker, det er sådan jeg har det hver dag. Jeg søger ikke medlidenhed eller ynk, men dette er blot et kort indblik i min hverdag.

0Likes
0Kommentarer
401Visninger
AA

2. Triston

Det var blevet lørdag morgen og solen stod højt på himlen da jeg vågnede og gned mine søvnige øjne. Jeg satte mig op i sengen, gabte højlydt og strakte min døsige krop.

Klokken havde været 04.21 da Kasper havde sat mig af foran mit hus. Jeg havde gået hen til siden af huset og klatret op til 1. salens vindue der førte til mit værelse.

Langt om længe tog jeg mig sammen, rejste mig fra min højtelskede seng og iklædte mig en oversize T-shirt inden jeg fandt min vej ud til badeværelset. Jeg duftede til T-shirten og smilede svagt ved den velkendte duft af den parfume Christian altid havde på.

Christian og jeg havde været sammen i godt og vel tre måneder, og vi nød hinandens selvskab. Han havde et stort temperament men jeg plejede blot at ryste på hovedet af det og huske på hvorfor jeg elskede ham. Elsker er et stort ord med en stor betydning, og han var den eneste dreng jeg nogensinde har sagt de tre magiske ord til: jeg elsker dig.

 

Jeg børstede tænder, satte mit blonde hår op i en rodet knold, vaskede mig i ansigtet, tog mascara på og en lille eyeliner over øjet. Derefter gik jeg tilbage mod mit værelse, rodede lidt rundt i mit skab og fandt mit ridetøj frem. Et par sorte ridebukser med hvide syninger, sorte læder ridestøvler, små sølv sporer og en beigefarvet top.

Jeg løb ned af trapperne, sytten trin i alt. Siden jeg var helt lille havde jeg altid talt trappetrinene hver gang jeg løb ned af dem, det var en vane, og talte jeg dem ikke, ville jeg blive i tvivl om der nu var de sytten trappetrin og om jeg havde taget fejl i alle de seksten år jeg havde boet på det værelse, for derefter at tage turen op af trappen igen, og tælle på vej ned. Jeg gik ud i køkkenet og drak et glas vand, morgenmad var ikke lige mig, og havde egentlig heller aldrig været det. Jeg fik sådan en forfærdelig kvalme og desuden forsøgte jeg at overbevise mig selv om at hvis jeg bare spiste en god omgang frokost ville det slet ikke være så usundt at skippe morgenmåltidet. Men det var at lyve over for mig selv, for jeg vidste at frokosten også ville blive skippet og jeg i stedet for ville rende rundt og spise æble, gulerødder eller andre ting jeg lige kunne få fat i når jeg tilbragte min dag i stalden.

 

Min mobil afbrød den ellers dejlige stilhed med melodien af en rap sang.

"Heeey søde! Det Jeannie. Skal du have et lift? jeg er på vej ud til hestene nu nemlig." Jeannies altid friske stemme var nærmest irriterende når man for et kort øjeblik siden var vågnet.

"Ja, det vil jeg gerne." Svarede jeg hurtigt. Hellere få et lift end at cykle de syv kilometer ud til stalden selv.

Ikke mange sekunder efter holdt en sølvgrå Toyota og ventede på mig ude foran mit hus. Jeg låste omhyggeligt hoveddøren bag mig og hoppede ind på forsædet.

Jeannie rullede vinduet ned og tændte en smøg.  Hun rakte mig pakken og jeg tændte også en.

"Ska du ud og ride i dag?" Jeannie kiggede på mig og mistede alt fokus på vejen. Men jeg var vant til folk der kørte med hovedet under armen, det gør stort set alle heste mennesker og de havde endnu ikke kørt galt endnu.

"Ja, det regner jeg da med" svarede jeg og trak på skuldrende. Jeannie nikkede bekræftende og skruede op for musikken "Ni**as In Paris".

Jeanie var nået de 30år, men det stoppede hende ikke fra at tage til fester, drikke sig i hegnet, ryge og have en masse en gangs knald. På en måde beundrede jeg hende for det, hun havde sgu ikke et behov for at please andre mennesker, hun gjorde hvad det passede hende, festede når hun følte for det (hvilket var stort set hver weekend) og red ud på sin hest med de største tømmermænd hver mandag.

 

Da vi nåede gården, gik jeg ind i stalden og hen til den bagerste boks der stod afspærret fra de andre. Det var mørkt i stalden, kun et svagt lys kunne trænge ind gennem de støvfyldte, beskidte vinduer.

En stor mørkebrun hest lagde ørerne tilbage, rejste sig en smule på bagbenene og pustede tungt.

"Rolig store dreng, det er bare mig" hviskede jeg og åbnede boksdøren. Vallakken sænkede hovedet og lagde ørerne frem. Jeg ledte ham ud på staldgangen, grime og træktorv havde jeg aldrig så meget som overvejet at benytte mig af til denne hest. Så længe jeg stolede på ham vidste jeg at han ville stole på mig.

Triston betragtede mig med hans store sorte øjne, jeg smilede svagt, strøg min hånd hen over hans bløde mule og klappede ham på halsen. Triston var ikke min hest, men en hest jeg red og passede for ejeren. Ejeren selv havde nemlig både Triston og en anden hest ved navn Forplay.

 

Ikke mange af dem jeg hang ud sammen med vidste at min store passion var heste, faktisk var det meget få der overhovet kunne forestille sig at jeg var en hestepige og havde været det igennem ti år ud af mine i alt seksten år. De fleste ville grine, ryste på hovedet eller endda rynke på næsen da det gik op for dem at jeg tilbragte det meste af min dag i stalden og på gården. Men deres mening var ligegyldig i mine øjne, og det var nok også en af grundende til at folk hurtigt begyndte at accepterer min anden form for livsstil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...