Acacia #1 - AA (stoppet)

Ina er en ung, frisk og livlig pige på 16 år. Hun lever i nuet og nyder livet i fulde drag, selvom hun dog føler sig lidt stresset. Emilia, hendes bedsteveninde, har snart fødselsdag og har hun noget kørende med Al? Han smiler sødt til hende, og nu har han vidst også inviteret hende på en date. Dog forandre hele Ina's liv, da hun bliver kørt ned en torsdag eftermiddag, og derefter bliver præsenteret for Acacia Academy.

8Likes
17Kommentarer
1655Visninger
AA

7. Kapitel 6

 

Jeg var på vej ned mod Acacia’s kontor. Keara havde nærmest holdt et foredrag for mig, inden jeg tog afsted. Hun havde fortalt mig skolens historie, om eleverne og om Acacia – vores rektor. Acacia var en meget betydningsfuld person, havde Keara sagt, så jeg skulle være forsigtig, når jeg talte til hende.

Det var åbenbart Acacia’s tipoldefar, som havde grundlagt skolen, og det var en tradition at Acacia-slægten tog sig af skolen. De havde de altså gjort fra generation til generation. De var dog ikke kun rektorer på grund af, at det var dem, som havde grundlagt skolen. Familien besad nemlig også nogle særlige kræfter, eller det var i hvert fald det, rygterne fortalte.

Keara havde også fortalt mig omkring kræfterne igen, selvom Aiden allerede havde fortalt mig det vigtigste. Hvad jeg mere havde fundet ud af var, at man kunne dele åndernes kræfter op i et slags hierarki, hvilket egentlig mindede mig lidt om folkeskolen. Der var jo de populære, de kloge, de for almindelige, og så var der også altid de der kiksede typer, som troede, at de var seje, bare fordi de røg, men her var det altså åndernes kræfter, som dannede et hierarki. Der var ånder, som bare havde nogle ”ubetydningsfulde” kræfter, som for eksempel at kunne læse hurtigere og forstå ting hurtigere. Det var de små kræfter. Andre kunne mærke andres følelser, læse en bog uden at kigge på siderne, se igennem ens tøj, og jeg ved ikke hvad. Det Acacia-slægten til gengæld kunne var at styre et af de 4 elementer. Vand, ild, jord eller luft. Der havde været få ånder i slægten, som kunne styre to, men det var ofte kun én.

Men i hvert fald var det tydeligt at høre, hvor meget de andre elevere og lærere respekterede Acacia, når de talte om hende. Storslået, smuk, hengiven, klog og barmhjertig var blandt andet nogle af ordene, som de brugte til at beskrive hende.Jeg stod nu foran Acacia’s kontor, og inden jeg bankede på døren, tog jeg en dyb vejrtrækning.

”Kom ind”, hørte jeg en stemme på den anden side af døren.

Jeg gik nervøst ind på hendes kontor med hurtigere og akavede skridt. Da jeg kom ind på kontoret, begyndte hun med det samme at grine.

”Du behøver altså ikke at være så nervøs Ina Reed”, sagde hun med et smil.

Hendes smil og hendes måde at tale på, fik mig til at slappe af. Hun mindede mig om min mor, og jeg blev straks ked af det ved tanken. Acacia så ud til at have lagt mærke til det.

”Ina hvad er der galt? Sagde jeg noget forkert?” spurgte hun mig bekymret og rejste

sig op.

”Du minder mig om min mor”, sagde jeg uden at nå og overveje mit svar. Det røg bare ud af mig.

Hun smilede beroligende til mig. Jeg kunne dog stadig ane noget bekymring i hendes blik, hvilket mindede mig endnu mere om min mor. Min mor havde altid været der for mig, og hun havde altid lyttet til mine problemer. Når jeg havde været ked af det, kunne jeg altid komme til hende, men det var næsten altid hende der nåede at komme til mig først, da hun altid kunne se, når noget var galt. Acacia smilede på den beroligende og bekymrende måde, som min mor plejede at gøre. Min mor, Joann, var kun lige fyldt 45 år, hvor Acacia nok var i 60’erne, men alligevel lignede de hinanden.

”Det glæder mig, at du tænker sådan Ina”, sagde hun og gjorde tegn til, at jeg

skulle sætte mig på stolen foran hende.

”Og jeg er ked af det, at du ikke har glemt dine forældre endnu. De plejer de

fleste allerede at have gjort.”

Jeg kiggede overraskende på hende. Så man glemte altså normalt sin familie!

”Jeg har ikke glemt dem”, sagde jeg kort og overvejede, om det egentlig

var en god eller dårlig ting. Men selvfølgelig havde jeg ikke lyst glemme dem. De var jo min familie, og jeg elskede dem stadig højt, selvom jeg var død og blevet til en ånd.

”Jeg har ikke glemt dem”, gentog jeg mig selv. ”Jeg tænker bare ofte ikke på

dem, men når jeg så gør, så kan jeg huske alt.” Jeg prøvede at smile lidt for at løse stemning op, som efterhånden var blevet ret sørgelig, men også for at få mig selv i bedre humør.

”Det er stadig mere end andre”. Hun holdt en kort pause, som om hun overvejede, hvad

hun mere skulle sige. Til sidst kiggede hun op på mig og sagde: ”Fortæl mig om dig selv Ina. Hvad kan du huske?”

Jeg kiggede overraskende på hende, men smilede så ved tanken om min familie ingen.

”Jeg er adopteret”, lagde jeg ud, og denne gang var det hende, som kiggede

overraskende på mig. ”Min adoptivfar hedder Curt, og han arbejder som direktør for et stort firma. Min adoptivmor, Joann, er journalist og 45 år. Hov, fik jeg fortalt at min far er 50 år?”

Hun rystede på hovedet og så afventende på mig, så jeg fortsatte.

”Min bror, Matthew, er 19 år. Han går på samme gymnasium som mig.

Han er bare en 3.g’er, hvor jeg kun går i 1.g.” Jeg stoppede mig selv, da jeg lagde mærke til, at jeg hele tiden snakkede i nutid. Jeg var død. Jeg var en ånd, og jeg levede ikke længere i menneskeverden. Ergo går jeg ikke i 1.g. Jeg gik i 1.g.

Det virkede utrolig mærkeligt, at skulle sidde og snakke om sig selv. Som om man skrev en biologi om sig selv eller noget.

Jeg kiggede undskyldende på hende og sagde: ”Det virker lidt mærkeligt at snakke om sig selv på den måde.”

”Åh, det må du undskylde. Jeg var ikke ude på at gøre ubehagelig til mode. Jeg synes

bare, at du virker spændende”, svarede hun smilende.

Jeg kunne ikke lade vær med at smile, når hun smilte. Hun så så sød ud, fordi hendes rynker blev meget mere tydelige, når hun smilte.

”Er der noget, som du gerne vil vide om skolen?” Spurgte hun mig så.

”Jeg regner med, at din værelseskammerat har fortalt dig det meste, men man ved aldrig.”

Der var mange ting, som jeg gerne ville have forklaringer på, men lige nu var der én ting, som pressede på.

”Vil du ikke være sød at fortælle mig noget mere om Acacia-slægten?”

____

Hey guys!

Undskyld, undskyld, undskyld at der først er udkommet et nyt kapitel nu! - og det er endda ikke særlig godt, hvis I spørger mig. (Følte bare at jeg blev nødt til at udgive noget)

Jeg har haft utrolig meget arbejde her på det seneste, og jeg er derfor mega træt, når jeg kommer hjem. Jeg har derfor ikke rigtig fået skrevet noget. ):

Undskyld igen, og undskyld at dette kapitel ikke blev så fantastisk.

xoxo Chieekeke<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...