Acacia #1 - AA (stoppet)

Ina er en ung, frisk og livlig pige på 16 år. Hun lever i nuet og nyder livet i fulde drag, selvom hun dog føler sig lidt stresset. Emilia, hendes bedsteveninde, har snart fødselsdag og har hun noget kørende med Al? Han smiler sødt til hende, og nu har han vidst også inviteret hende på en date. Dog forandre hele Ina's liv, da hun bliver kørt ned en torsdag eftermiddag, og derefter bliver præsenteret for Acacia Academy.

8Likes
17Kommentarer
1740Visninger
AA

5. Kapitel 4

 

Vi var på vej ned mod spisesalen med hastige skridt.

”Okay, sådan her ligger landet”, startede Keara og smilede et venligt smil.

”Skolens tider er næsten de samme som menneskenes.” Det havde jeg nær glemt.

Jeg var ikke noget menneske længere. Jeg var død, og jeg skulle nu bo og gå på Acacia Academy. Jeg lagde pludselig mærke til, at jeg ikke lyttede efter hvad Keara sagde mere, og jeg rettede hurtigt min opmærksomhed mod hende. Nu mere jeg vidste om skolen, jo bedre.

”Skolen starter klokken halv 9 om morgen og slutter cirka 3-tiden. Vi går begge

på 1. årgang, så vores timer slutter halv 3. Hov, vi må hellere skynde os lidt. Aftensmaden lukker om et kvarter”, sagde Keara efter at have kigget på sit ur, og vi satte straks i løb.

Jeg havde ikke lagt mærke til det nu, men jeg var egentlig ret sulten. Jeg havde haft så meget andet og tænke på. Det var mærkeligt, men det følte som om, at jeg var ved at glemme. Glemme det liv jeg havde, inden jeg dødede.

Jeg havde kun været her i nogen få timer, men alligevel begyndte jeg at få problemer med at huske ting. Jeg havde ikke sagt til nogen, da jeg selv prøvede ikke at tænke på det. Jeg måtte hellere spørge Keara senere.

Da vi nåede spisesalene åbnede Keara dørene med det samme, og selvom jeg ikke troede, at jeg kunne blive mere overrasket og fascineret, tog jeg fejl.

Jeg burde efterhånden have vænnet mig til skolens stil, men det havde jeg ikke.

Selvom de andre elever var langsomt begyndt at forlade salen, var der stadig utrolig mange herinde. Keara fortalte dog at hendes venner havde spærret to pladser til os, så der var ingen grund til bekymring. Åh gud, hvor var jeg nervøs. Jeg havde altid været god til at møde nye mennesker, men alt var så anderledes her. De var anderledes, eller det var de jo ikke rigtig. De havde været her i længere tid end mig, men i teorien var de ikke anderledes end mig. Men jeg havde ændret mig. Jeg vidste ikke hvad og hvor, og om det var godt eller skidt, men jeg kunne mærke at noget havde forandret sig indeni mig.

Bag nogle elever begyndte to piger at vinke til os – mest til Keara. Jeg skimtede nervøst rundt i salen for at kigge på noget andet, og det var der jeg så ham. Drengen fra tidligere. Han sad sammen med tre andre drenge, som heller ikke var spor grimme. Han var dog helt klart den kønneste. Han grinte. Jeg vidste ikke over hvad, og jeg kunne ikke høre hans grin, men bare den måde han så ud, når han grinte, fik mig til at smile lidt for mig selv.

Keara så mig desværre smile og spurgte ivrigt:

”Hvem er det?” Hun kiggede nysgerrigt rundt i salen. Jeg så forvirret på hende, som

om jeg ikke vidste, hvad hun talte om.

”Jeg ved slet ikke, hvad du taler om”, prøvede jeg at sige selvsikkert. Jeg lød dog ikke

så selvsikkert, som jeg gerne ville have haft det til, men Keara nøjedes heldigvis bare med at fnise.

”Hey sweetie pie!”, sagde en af pigerne smilende til Keara, da vi satte os ned foran

dem efter, at vi havde hentet os noget mad. Maden her var den rene luksus!

”Yo girls, det her er min nye værelseskammerat Ina”, sagde Keara med en hånd

viftende mod mig. Jeg prøvede at smile selvsikkert og vinkede så.

”Hej.”

Jeg fandt hurtigt ud af, at Keara’s var ret søde. Den ene pige hed Cathryn, men de kaldte hende vidst bare for Cate. Hun lignede lidt en smuk indianerprinsesse. Hun havde gyldenbrun hud, og de pæneste brune slangekrøller. Hvor følte jeg mig grim og almindelig. Hvorfor var alle så kønne her? Der var da ingen, der havde fortalt mig noget om. Var det sådan et krav for at blive optaget på skolen?

Den anden pige var heller ingen undtagelse. Hun var også køn. Hun var dog lige modsat af Cate angående udseende. Hun havde en hvid og klar hud, og så var hun lyshåret. I modsætning til Cate’s hår som havde krøller, var Moriah’s hår, som hun hed, glat og hoftelangt. Cate’s hår gik hende ”kun” til lidt over navlens cirka. De var så ens, men alligevel så forskellige. Næsten som mørk og hvid chokolade.

Jeg fandt også ud af, at de begge var 2. års elever, hvilket ville sige, at de gik en klasse over Keara og jeg.

Jeg begyndte langsomt at sidde i min egne tanker, og mit blik strejfede igen rundt i kantinen som tidligere. Mon han stadig var her? Jeg var lige ved at opgive håbet, da jeg så, at han ikke sad over ved sine kammerater, men så kom han gående, og satte sig ned ved dem igen. Jeg kunne ikke lade vær med at lægge mærke til hans muskler, når han gik. Han var slank, men alligevel havde han muskler, hvilket var tydeligt at se på hans bare arme… Jeg kunne godt lide muskler.

Pludselig så han hen på mig, og vi fik øjenkontakt. Jeg kunne mærke, at min ansigt begyndte at blive varmt, og jeg kiggede med det samme et andet sted hen. Gud, hvor pinligt. Jeg var lige blevet busted i at glo på en dreng.

”Hvem er ham den lyshårede?”, spurgte jeg forsigtigt de andre piger efter lidt tid. Jeg

kunne simpelthen ikke holde min nysgerrighed for mig selv længere.

”Ahh, Aiden?” sagde Moriah og Cate interesseret næsten i munden på hinanden.

”Han er nok skolens populæreste dreng”, forklarede Keara mig, imens hun kiggede i

Aidens retning.

”Han er skolens lækreste, populæreste og klogeste dreng”, tilføjede Cate og lagde

tryk på lækreste, imens hun smilede flirtende.

”Lige nøjagtigt”, bød Moriah ind. ”Han skulle ikke gå to gange rundt om min seng.”

Aha. Det kom faktisk ikke som en overraskelse for mig. Selvfølgelig var han den populære dreng.

”Hvorfor?” spurgte Keara mig så, imens hun gumlede løs på en gulerod. Jeg tror

seriøst, at den pige var afhængig af gulerødder. Vi havde siddet ved spisebordet i, jeg ved ikke hvad, et kvarter, og hun havde allerede spist mindst 10 gulerødder! Og jeg som klager bare min mor gav mig én med i madpakken. Hov, nu hvor jeg tænker over det, så havde jeg slet ikke skænket min familie en tanke. Da jeg begyndte at tænke på min familie, føltes det som om en kold, stram hånd holdte rundt om mit hjerte. Jeg savnede dem så meget, at det gjorde ondt helt ind i hjertet. Hvordan kunne jeg ikke have tænkt på dem? Åh gud, jeg var forhåbentlig heller ikke ved at glemme dem!

Jeg skulle lige til at give Keara en lam undskyld, da hr. populær lige pludselig satte sig ned ved siden af mig. Fuck.

Vi, altså Keara, Moriah, Cate og jeg, fik alle et chok.

”Hey”, sagde han og smilede charmerende. Åh gud, hvor var han dog lækker.

”Fru Montgomery sagde, at jeg skulle vise dig rundt. Jeg er skolens elevrådsformand”,

sagde han, som om det var en normal scorereplik alle brugte, imens han rakte hånden frem.

”Ina”, kvækkede jeg stille og tog imod hans hånd. Jeg kiggede nervøst rundt og så,

at flere af pigerne inde i salen holdt øje med os.

”Aiden.” Han blinkede en enkel gang til mig, og kiggede så på de andre tre piger.

”Jeg stjæler lige jeres veninde i noget stykke tid”, sagde han og smilede igen sit

charmerende smil. Måske var det her himlen?

”Let’s go”, sagde han, tog min hånd og begyndte så at gå mod spisesalens udgang.

Jeg fulgte nervøst efter ham med hurtige og små skridt, imens jeg mærkede alle blikkene i min ryg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...