Acacia #1 - AA (stoppet)

Ina er en ung, frisk og livlig pige på 16 år. Hun lever i nuet og nyder livet i fulde drag, selvom hun dog føler sig lidt stresset. Emilia, hendes bedsteveninde, har snart fødselsdag og har hun noget kørende med Al? Han smiler sødt til hende, og nu har han vidst også inviteret hende på en date. Dog forandre hele Ina's liv, da hun bliver kørt ned en torsdag eftermiddag, og derefter bliver præsenteret for Acacia Academy.

8Likes
17Kommentarer
1735Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

Jeg lå på den kolde asfalt med ansigtet vendt op mod himlen. Skyerne fløj langsomt forbi mig, som om der intet var sket. Som om det bare var en normal dag.

Jeg satte mig langsomt op og kiggede overrasket på mine fingre. Alle ti var der. Men… burde jeg ikke være død? Var jeg ikke blevet kørt ned? Jeg lukkede øjne i et kort øjeblik i håb om en eller anden åbenbaring af en slags, men intet skete. Great.

”Okay Ina, tag det rolig”, hviskede jeg beroligende til mig selv. Jeg kunne godt klare

det her. Nu ville jeg rejse mig op og… Ja, hvad ville jeg gøre?

Jeg tog en dyb indånding, rejste mig op, og så mig så omkring. Jeg var i en sidegade lignede det, og hvis jeg gættede rigtigt, var det en af dem, som lå op af hovedgaden. Stedet så bekendt ud, men så vidst jeg husker, var det en blindgyde, sidst jeg var her.

Uden at være bevidst over det begyndte jeg langsomt at gå ud mod enden af vejen. Ja, jeg havde haft ret, det var hovedvejen. Jeg lod mit blik følge hele vejen og lagde så mærke til, at der længere nede af vejen var et stort spektakel. En bil holdt skråt ind over vejen og en masse mennesker så ud til at danne en kreds foran bilens front. Gad vide hvad der var sket?

Jeg begyndte at nærme mig stedet, da jeg var en ret nysgerrig person. Jeg ville også se, hvad der skete. Pludselig fik jeg øje på min bror Matt. Han stod midt inde i kredsen af menneskerne. Hans øjne var forfærdelige røde, og han græd. Jeg havde aldrig nogensinde set ham græde før, og jeg fik helt lyst til og gå hen og give ham et knus, og fortælle ham at alt var okay. Jeg havde seriøst aldrig set ham sådan før. Det var ikke bare et par tåre, der trillede ned af hans kind. Det var vandfald. Det lignede, at han græd sit hjerte ud.

Pludselig forstod jeg hvad der foregik, og en kvalme så stor pressede på med lynende fart. Jeg skulle brække mig, og det skulle være nu!

Jeg drejede hurtigt omkring og styrtede ned mod vejen, som jeg lå på tidligere… Og så brækkede jeg mig.

Jeg var død. Jeg var blevet kørt over. Død. Færdig. Jeg kunne ikke fatte det. Det kunne ikke passe.

En smerte så stor bredte sig i mit bryst. Det føltes som om mit hjerte ville ud. Ud af min krop fordi det gjorde så ondt. Jeg lagde min højre hånd på mit bryst, imens min vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere. Mine ben gav efter under mig, og jeg sank sammen som en brugt kludedukke, imens jeg stadig gispede efter vejret.

Hvad ville der ske med mig? Hvorfor levede jeg? Levede jeg overhovedet? Alle mulige spørgsmål kørte rundt i mit hoved, og jeg kunne ikke finde svar på nogen af dem. Ikke et eneste.

Uden at have besluttet mig for at gå hen, rejste jeg mig vaklende op på benene igen. Jeg blev nødt til at komme væk. Væk fra hovedvejen. Væk fra denne her gade. Væk fra alt.

Jeg tørrede med bagsiden af min ene hånd brækresterne væk fra min mund, og så begyndte jeg ellers at gå. Jeg havde ingen anelse om, hvor jeg gik hen, men det kunne vel også være ligegyldigt. Jeg skulle bare væk. En ting havde jeg dog besluttet. Næste gang blev jeg simpelthen nødt til at have tyggegummi på mig.

Jeg lagde snart mærke til at murerne begyndte at ændre sig. Jeg vidste dog ikke, hvordan jeg skulle beskrive det. Det var som om, at de så ældre ud. De tidligere sorte og glatte mursten blev efterhånden erstattet med gamle, slidte og røde mursten.

Da jeg havde gået i noget stykke tid og drejet, jeg ved ikke hvor mange gange, stoppede vejen endelig, og jeg kunne ikke lade vær’ med at stoppe og glo. Foran mig lå noget der lignede et slot. Jeg havde aldrig set noget lignende.

”Wow”, hviskede jeg drømmende til mig selv. Det var sent på aftenen, men alligevel

var det tydeligt at se alle de smukke detaljer. Den enorme bygning, de sorte og røde mursten, de gamle egetræer, den velklippede have. Det så alt sammen så magisk og fortryllende ud i månens og gadelygternes skær.

”Ja, det flot ikke?” hørte jeg pludselig en stemme bag mig sige. Jeg vendte mig

hurtigt rundt og stod til ansigt med den smukkeste dreng, jeg nok nogensinde havde set. Al kunne ikke engang hamle op med ham her! Oh gud Al! Jeg havde slet ikke skænket ham en tanke!

Da jeg ikke kunne få en lyd ud af mine læber, nøjedes jeg bare med at nikke som svar. Tag dig så lige sammen Ina!

”Er du ny?”, spurgte han mig, imens han tydeligvis prøvede at fange mit blik. Jeg

turde dog ikke møde hans, og kiggede i stedet for på en blomst ikke langt væk fra min ene fod.

”Ny?”, spurgte jeg forvirret og mødte endelig hans blik. Gud, hvor var han dog lækker.

Hans blå øjne lignede nogle man næsten kunne svømme rundt i, og hans lyse krøller var lige til at spise. Hvor gammel var han mon? Han lignede umiddelbart en på min alder, men jeg har aldrig været så god til det der med alder. Måske et eller to år ældre en mig?

Først så han overrasket ud, hvilket viste sig i et løftet øjenbryn fra hans side, men så begyndte han at grine. Okay, måske var han slet ikke så sød, som han så ud til at være. Måske var han i virkeligheden en nar, som vidste hvor lækker han var. Øv.

”Du ved da slet ikke noget som helst, gør du?” grinede han så af mig. Dobbelt øv.

”Næ”, sagde jeg fraværende, imens jeg prøvede at se ligeglad ud. Hvorfor skulle han

få mig til at føle mig så dum? Selvfølgelig vidste jeg ikke noget. Jeg var lige blevet kørt ned, og det eneste jeg indtil videre havde formået var at brække mig. Det var ikke ligefrem fordi, jeg havde fået en sådan-gør-du-efter-du-bliver-kørt-ned-bog. Selvom det nu ville have været dejligt med sådan en.

Denne gang lo han ikke af mig, men smilede venligt. Det var lige før, jeg kunne skimte noget medlidenhed i hans smil, men det var nok bare vinden, der spillede mig et pus.

”Velkommen til Acacia Academy.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...