Acacia #1 - AA (stoppet)

Ina er en ung, frisk og livlig pige på 16 år. Hun lever i nuet og nyder livet i fulde drag, selvom hun dog føler sig lidt stresset. Emilia, hendes bedsteveninde, har snart fødselsdag og har hun noget kørende med Al? Han smiler sødt til hende, og nu har han vidst også inviteret hende på en date. Dog forandre hele Ina's liv, da hun bliver kørt ned en torsdag eftermiddag, og derefter bliver præsenteret for Acacia Academy.

8Likes
17Kommentarer
1657Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

Græsset føltes rart mod min hud. Det kildede svagt, men samtidig føltes det beroligende. Jeg følte mig utrolig stresset lige nu, så jeg blev liggende lidt længere. Opslugt af beroligheden, hvis det overhovedet var et ord.

Jeg havde alt for meget at tænke på lige i øjeblikket. Vi havde to stile for, Emilia, min bedsteveninde, havde snart fødselsdag, og så havde jeg stadig ikke fundet ud af, om jeg havde noget kørende med Al. Han kiggede altid smilende på mig, når jeg kiggede i hans retning, og her i går havde han inviteret mig ud… På en måde. Han havde i hvert fald spurgt mig, om vi skulle lave lektier sammen. Emilia sagde at det var en date. En pakket-ind-date, som hun kaldte det, men stadig en date.

Et tungt suk slap mine læber, hvilket Emilia åbenbart lagde mærke til.

”Hvad tænker du på?”, spurgte hun mig fraværende. Hun lå med hovedet ind over

sine matematikbøger, hvilket jeg også burde nu. ”Tænker du på Al?” Denne gang lød hun mere nysgerrig, og hun rykkede tættere på mig i håb om nogle saftige detaljer.

Jeg kunne ikke lade vær med at smile af hende.

”Måske”, svarede jeg drillende.

”Lyseslukker”, svarede Emilia mobset og kiggede opgivende ned i sine bøger, hvilket

jeg igen også burde gøre.

Der var bare så mange ting i verden at tænke over. Hvis man ikke ville være en tosse, inden man mødte de 18 år, blev man nødt til at prioritere nogle ting højere end andre – og lige nu prioriterede jeg altså Al højere end matematik. Min matematiklærer vil dog nok ikke give mig ret i min teori.

”Jeg tror”, sagde jeg og holdt en kunstnerpause for at skabe lidt stemning, ”At

der måske er noget i mellem os.”

”Jeg er så meget sikker på, at der er noget mellem jer!”, sagde Emilia med

hævet stemme.

”Shh!”, tyssede jeg på hende hurtigt på hende, imens jeg lagde en finger på hendes

læber. Men hvis Emilia

sagde det, var det så ikke rigtigt? Jeg mener… Emilia og drenge er som kop og kande. Hun kan snog dem om sin lillefinger.

”Men hvis du nu en dag fortryder, så siger du bare til”, sagde hun med et glimt i øjet. ”For så tager jeg ham!”

Et lille fnis krøb ud af hendes sammenpressede læber, og jeg blev i et kort øjeblik i tvivl, og hun mente det.

Emilia og jeg havde været bedsteveninde, siden vi var små. Vi kendte hinanden ud og ind, men så alligevel ikke. Det var et mærkeligt venneforhold, vi havde, men jeg elskede hende som min egen søster.

Vi gik begge to på Newton High School. Første årgang, dog ikke i samme klasse. Emilia var sprogtypen, hvor jeg var mere… Intet-typen. Jeg var hverken sproglig eller matematisk. Jeg var sådan en midtertype, vil jeg nok kalde det. Ja, en midtertype.

Jeg rejste mig dovent op, og samlede min bøger sammen.

”Jeg tror, jeg smutter hjem. Jeg for alligevel ikke lavet noget i dag”, sagde jeg, og

puttede mine bøger ned i min slidte skoletaske. Jeg burde snart købe mig en ny.

”Vi ses trunte”, svarede Emilia bare og viftede med hånden som farvel. ”See ya later.”

Efter den meget følelsesladede afsked med Emilia begyndte jeg så at vende snuden hjemad. Mit hus, eller min families hus var det vel, lå ikke særlig langt væk fra skolen. Cirka 15 minutters gang vil jeg gætte på. Da solen havde skinnede så fantastisk i morges, havde jeg valgt at gå, og derfor blev jeg også nødt til at gå hjem. Jeg var dog en ret doven type, og hvis min mor havde ringet og sagt, at hun var nærheden, så havde jeg ikke tøvet et sekund med at spørge, om hun gad hente mig.

Situationen så dog ikke sådan ud nu, så jeg tog mine høretelefoner i, og drejede så til højre for at gå langs med skolens mur.

Mine forældre var ofte bekymrede for mig, da jeg led af hukommelsestab, og derfor troede de, at jeg var skrøbeligere end andre. Jeg kan ikke huske noget fra første 10 år af mit liv. Mine forældre har altid sagt, at jeg var med i en bilulykke, og at det tog så hårdt på mig, at jeg fik hukommelsestab. Det påvirkede mig ikke særlig meget dagligt, at jeg ikke kan huske noget, selvom det nu ville være rart at kunne huske hele ens liv i stedet for sølle 6 år.

Jeg har altid haft et godt forhold til mine forældre og til min storebror Matt. Matthew, som er hans rigtige navn, går i 3.g på samme skole som mig.

Ifølge Emilia er vi en klam kernefamilie, som er alt for lykkelige. Hun bor sammen med sin mor, da hendes forældre er skilt. Hun er tit ovre hos os, da hun mener, at hendes mor er alt for single dramatisk.

Jeg kunne allerede nu skimte parken, som ikke lå særlig langt fra mit hus. Da jeg var mindre, tog Matt mig altid med derover for at lege. Min far er direktør for et stort genbrugsfirma, og min mor er journalist, og de kommer begge sent hjem.

Når man snakker om solen - lige foran mig så jeg pludselig Matt gå sammen med to af hans venner. Den ene kendte jeg godt, han havde været hjemme ved os flere gange. Han hed… noget med d vidst. Den anden dreng havde jeg dog aldrig set før.

”Matt!” råbte jeg alt hvad jeg kunne, imens jeg viftede med armene af alt kræft. Han så

mig med det samme og kaldte smilende på mig. Jeg satte i fuld løb mod min bror, men da jeg krydsede vejen forandrede hans ansigtsudtryk sig. Hvorfor så han ikke glad ud længere? Hvorfor så han så skræmt ud, imens han råbte… Nej. Imens han skreg mit navn?

Han råbte et eller andet til mig, men jeg kunne ikke høre ham, før det var for sent.

”Pas på Ina!”

Jeg kiggede forskrækket til højre, men jeg kunne intet se. Jeg blev blændet af bilens lys, og da jeg endelig forstod, hvad der skete, var det for sent.

 

____

Okay peoples, dette var så min 1. fantasy.. ever! Jeg ville derfor blive glad, hvis I gad at skrive, hvad I synes. <3 

Jeg har været utrolig nervøs og været i tvivl, og jeg skulle udgive den. Jeg skriver normalt ikke fantasy, som sagt er dette min første, så ja.. Vær sød at skrive hvad I synes, og hvad jeg kan gøre bedre.

Btw. Ved godt der ikke er så meget magi og fantasy-halløj over det endnu, men den skal jo lige starte :-D.

 

- Chieekeke n___n'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...