Gone in the sea

Phillipa Meghan Heaver-Schmidt bor på en stor, gammel herregår. Hendes mor er meget rig og velstående. Phillipa har mange venner, er populær i klassen, hun er køn, sød og intelligent. Men bag ved alt det, under overfladen, gemmer der sig en mørk fortid. Phillipa og hendes mor er i virkeligheden flygtet fra hendes gale og sindsyge far, der stadig holder hendes bror i fanget. Phillipa vil gøre alt for at finde og redde ham. Men det er ikke så let som hun tror, for hendes bror har ændret sig meget gennem årene. Dog begynder det først at gå rigtigt galt, den nat hvor Phillipas mor forsvinder.

9Likes
15Kommentarer
1104Visninger
AA

4. Kapitel 4

Da Phillipa vågnede den næste morgen, stod sollyset ind ad de åbne vinduer. Hun gabte, strakte sig og gned sig i øjnene. Hendes hoved snurrede rundt, og hendes tanker var forvirrende. Hun kunne huske alt hvad der var sket. En irriteret følelse kom op. Hvorfor var hun faldet i søvn? Hun havde bestemt sagt til sig selv, at hun ville holde sig vågen hele natten. Hvis hun havde holdt sig vågen, havde hun vidst, om hendes mor var blevet fundet. Nej, mindede hun så sig selv om. Hvis de havde fundet hende, havde de uden tvivl vækket hende, det var hun sikker på.

Phillipa drejede trist hovedet og kiggede på klokken. Den var næsten tolv. Der var koldt i det store værelse, og Phillipa trak dynen tættere om sig, før hun rakte ud efter telefonen, der stod ved siden af det lille, digitale vækkeur, på natbordet. Hun tastede hurtigt et nummer ind, og stak telefonrøret op til øret. Der gik ikke lang tid, før den blev taget i den anden ende.

"Tryd speaking!" Lød Tryds stemme i røret. Phillipa sagde ikke noget. Hvordan kunne Tryd være så glad og frisk altid? Phillipa følte sig modløs. Hun følte sig trist, nej ked af det. Hun kunne ikke helt beskrive følelsen. Kunne ikke sige andet, end at den var forfærdelig. Det eneste der afholdte hende fra at græde, var tanken om, at hendes mor i det mindste kun var væk. For hun var ikke død, sagde hun til sig selv, ikke død. Hun ER ikke død! Råbte hendes hoved ad hendes fortvivlende tanker. 

"Øh, Phill?" Tryd lød bekymret. Phillipa havde, for et øjeblik, glemt alt om hende.

"Phill, er du der?" Tryd stemme lød mere insisterende nu.

"Øhh, ja ja, jeg er her." Svarede Phillipa groggy.

"Hvad så? Er der noget i vejen? Er der sket noget?" Tryd overhældte Phillipa med spørgsmål.

"Mor er væk." Hun lød grædefærdig, og hun prøvede af al magt, at kontrollere sin stemme.

"Hvad? Er Edna væk?" Tryd havde altid, som den eneste Phillipa kendte, kaldt hendes mor ved fornavn. Alle Phillipas andre venner, sagde altid Fru Schmidt til hende.

"Ja, jeg vågnede op her i nat, efter et mareridt, og havde denne her sære følelse af, at min mor var væk. Jeg gik nedenunder for at kigge, og... og..." Phillipa kunne ikke sige mere. En stor klump i hendes hals spærrede for hendes stemme.

"Jeg er der om fem." Tryd smækkede røret på. Phillipa sad lidt med telefonen i hånden, og hørte på dens taktfaste bippen, før hun, også langsomt, lagde røret på. Hun blev siddende i sengen, indtil hun havde styr på sin gråd og på sig selv igen. Så rejste hun sig, tog Martins alt for store hjemmesko på, og sjokkede ned ad gange, hen imod trappen.

 

 

Nede fra køkkenet kunne Phillipa høre stemmer. Hun åbnede langsomt døren, og kiggede ind. Inde i køkkenet, sad Martin, Krønnik og Angelia med en tom tallerken foran sig. De var tydeligvis midt i en diskussion, men de stoppede alle brat med at snakke, da hun kom ind.

"Phillipa." Angelia rejste sig op, og løb hen og gav hende et stort, varmt knus. Så trak hun hende med sig tilbage, og placerede hende på en stol.

"I har ikke fundet hende, vel?" Phillipa kiggede opgivende rundt på deres triste ansigter. De rystede alle tre, nærmest undskyldende, på hovedet. Phillipa sukkede tungt.

"Op med humøret," Krønnik prøvede på at virke optimistisk. Det hjalp bare ikke, når de to andre sad med triste blikke og opgivende øjne. "Vi finder hende igen." Han smilede til hende, og hun forsøgte at smile tilbage, men hun kunne ikke.

"Vil du have noget morgenmad?" Han rejste sig i stedet op, og gik over imod køleskabet. Phillipa nikkede.

"Tryd kommer om fem minutter." Sagde hun.

"Så vil hun sikkert også gerne have noget." Krønnik fandt en bakke æg frem. "Jeg laver lige noget røræg, er det ikke Tryds livret?"

Phillipa smilede en smule. "I hvert fald til morgenmad." Tryd havde været der så mange gange, at alle nærmest betragtede hende som en del af familien. Hun kaldte også Phillipas hus for "hjem", og Phillipas farmor for "farmor", ligesom Phillipa gjorde det. De havde været venner, lige siden den dag, Phillipa for første gang var trådt ind i hendes nye klasse.

Martin rejste sig også op, og fandt toastmaskinen frem. Han greb to brød fra pakken, og startede toasteren. Krønnik placerede en tallerken røræg for næsen af Phillipa.

"Vil du have ketchup?" Spurgte han, og gik over mod køleskabet igen.

"Ja tak." Svarede Phillipa. Han stillede ketchuppen på bordet. Toasteren plingede, og Martin smed det ene brød over på Phillipas tallerken. Det ramte perfekt.

I det samme brasede Tryd ind af døren. Hendes sorte, glatte hår var flettet i to pjuskede fletninger, der gik hende næsten til taljen. Tryd var oprindeligt adopteret fra Kina som to-årig. Dengang havde hendes forældre været et lykkeligt par, men her på det sidste var de begyndte at skændes mere og mere.

Tryd løb hurtigt over køkkengulvet, og slog armene om Phillipa.

"Ohh Phill, altså." Sagde hun. Hun slap Phillipa igen, og satte sig på stolen ved siden af.

"Er det røræg, jeg kan lugte?" Spurgte hun og nedstirrede Krønnik, der stadig stod med panden i hånden. Tryd kunne altid for et smil frem på selv den værste dag. Hverken Phillipa, Martin, Angelia eller Krønnik kunne lade være med at smile.

"Det er det i hvert fald." Smilede Krønnik, og serverede en stor omgang røræg for hende.

 

 

Efter morgenmaden, gik Phillipa og Tryd op på Phillipas værelse. Tryd satte sig på sengen og pillede lidt ved det billede, Phillipa havde til at stå på sengebordet. Det forstillede Phillipa, og hendes to år ældre bror, Christopher, da hun var seks og han otte. De lignede slet ikke hinanden. Hun var lyshåret og havde blå øjne, han var mørkhåret og havde brune øjne. Phillipa satte sig ved siden af Tryd. Hun tog billedet op fra bordet, og studerede det.

"Jeg savner ham." Sagde hun med gråd i stemmen. Store tåre kom op i hendes øjne, og faldt langsomt ned på hendes kind.

"Hvorfor blev vi nød til at efterlade ham? Hvorfor?" Spurgte hun ud i luften, ikke henvendt til nogen bestemt.

Tryd rystede på hovedet. "Det ved jeg ikke." Hun så tænksomt ud i luften.

"Hey," hendes ansigt lyste op, "jeg har en idé."

"Hvilken idé?" Spurgte Phillipa, mens hun tørrede sine tåre væk med natkjolens ærme.

"Hvorfor prøver du ikke at finde ham igen? Vi kunne søge efter ham på internettet eller slå ham op i en telefonbog. Det ville også få dine tanker væk fra din mor." Foreslog hun.

"Ved du hvad? Det var faktisk ikke en helt tosset idé, du fik dig der. Jeg er med." For første gang den morgen, smilede Phillipa bredt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...