Gone in the sea

Phillipa Meghan Heaver-Schmidt bor på en stor, gammel herregår. Hendes mor er meget rig og velstående. Phillipa har mange venner, er populær i klassen, hun er køn, sød og intelligent. Men bag ved alt det, under overfladen, gemmer der sig en mørk fortid. Phillipa og hendes mor er i virkeligheden flygtet fra hendes gale og sindsyge far, der stadig holder hendes bror i fanget. Phillipa vil gøre alt for at finde og redde ham. Men det er ikke så let som hun tror, for hendes bror har ændret sig meget gennem årene. Dog begynder det først at gå rigtigt galt, den nat hvor Phillipas mor forsvinder.

9Likes
15Kommentarer
1077Visninger
AA

3. Kapitel 3

Da Martin ved daggry kom ind på sit værelse, lå Phillipa trygt og sov i hans seng. Han smilede for sig selv. Godt nok havde Phillipa ikke altid vidst hvem han var, men han havde altid vidst hvem hun var. Han havde altid kendt hende, altid vidst, hvad hun ville blive til. Og her lå hun så og sov i hans seng.  Angelia rømmede sig stille bagfra.

"Hun er ikke på den øverste etage." Hviskede hun til Martin. Han vendte sig om og så på hende. Og som så mange gange før, gav hans hjerte altid et lille ekstra hop. Angelia med det lange, brune og krøllede hår. Hendes skinnede brune øjne, og hendes lille krop, der dog var trænet til en hver form for kamp. Hun var ikke skrøbelig, som nogen gik og troede.

Martin sukkede. "Nej, det var hvad jeg troede." Han så trist på hende. "Hun er heller ikke på denne etage."

Krønnik kom nu også gående hen ad gangen.

"Intet spor af hende på de nederste." Sagde han opgivende.

"Har vi prøvet at ringe til hende?" Angelia smilede lidt over sin idé. Hun vidste godt, at de intet ville få ud af det.

"Du ved godt, at det ville være nytteløst." Martin sukkede.

"Hvis hun er væk, er hun blevet tilfangetaget. Enten af Varius, eller det der er værre." Sagde han afgørende og smilede opmuntrende til hende. Men hun gengældte ikke hans smil, som hun plejede.

"Skal vi vække Phillipa?" Spurgte Krønnik.

"Nej, bare lad hende sove. Hun virkede enormt træt, og lige nu er det ekstra vigtigt, at hun får sin søvn." Martin kunne ikke selv sove mere, det kunne han tydeligt mærke.

En tjener kom hen til dem, for at fortælle, at der intet spor af fruen var i overetagen. Altså havde de søgt overalt.

"Bør vi ikke ringe til politiet?" Foreslog tjeneren.

"Nej, vi venter til i morgen." Svarede Krønnik ham. "Du kan ligge dig til at sove igen, hvis det er det du har løst til." Tjeneren nikkede kort, og forsvandt så ovenpå, hvor resten af tjenerne havde deres sovekammer.  Snart var der stille og roligt i huset igen.

"Hvad gør vi så?" Spurgte Angelia. Ingen af dem kunne sove, det kunne de alle tre mærke.

"Vi kan sætte os ned i køkkenet. Klokken er sikkert snart seks, der står køkkendamen op. Hun kan lave os en god kop kaffe, mens vi diskutere hvad der er at gøre." Foreslog Krønnik. Det var typisk Krønnik, tænkte Martin. Han kunne altid få en kop kaffe presset ind i programmet.

"Kan du huske dengang, hvor du ikke vidste hvad kaffe var?" Spurgte han drillende, og stak en albue i siden på Krønnik. Angelia rullede med øjnene, og begyndte at gå hen ad gangen, ned imod køkkenet.  De to mænd satte hurtigt efter hende.

 

 

Uret på væggen nede i køkkenet fortalte, at klokken var kvart i seks.

"Hvornår kom Phillipa ind på dit værelse, Martin?" Spurgte Angelia, mens hun satte sig ned. Martin tænkte tilbage. Havde han overhovedet kigget på klokken? Han plejede altid at kigge på klokken, når han vågnede. Men Phillipas pludselige udbryd havde fået ham til at glemme det.

"Jeg tror, at klokken var lidt i tre, da hun kom ind." Sagde han eftertænksomt. Krønnik nikkede og satte sig ned overfor Angelia. Martin satte sig ved siden af hende.

"Så vi har altså ledt i tre timer." Konstaterede Angelia. De to andre nikkede.

Martin havde altid været én, der handlede hurtigt. Men nu vidste han slet ikke, hvad han skulle handle efter. Det var en ny og fortvivlende følelse. Han kendte ikke til den. Han havde altid vidst hvad han skulle gøre, i hvilken som helst situation. Nu vidste han intet

Skyldfølelsen ramte ham. Skulle han ikke forestille, at være fruens bodyguard? Og alligevel var hun nu væk. Hun havde altid insisteret på at sove nedenunder som den eneste. De første år havde Martin været bekymret for hende når han gik i seng, og var stået bekymret op. Men hun havde altid været nede i køkkenet, smilende og glad som altid. Til sidst havde han sagt til sig selv, at det ikke nyttede at være bekymret. Hun skulle nok være der. Han rystede opgivende på hovedet af sig selv.

"Hvad så Martin?" Krønnik havde set hans hovedrysten.

"Det er min skyld, at Fruen er væk." Han skulede ned i bordpladen. Normalt var han ikke én, der gav sig selv skylden for alt og intet. Men dette havde været hans skyld. Hvis bare han havde insisteret på, at hun skulle sove ovenpå, eller han nedenunder, var det måske ikke sket.

"Jeg ved hvad du tænker." Sagde Angelia. Martin kiggede ind i hendes nøddebrune øjne.

"Hvad tænker jeg da?" Spurgte han hende.

"Du sidder og giver dig selv skylden, for noget du ikke kunne standse. Og må jeg minde dig om, at du ikke er fruens eneste bodyguard? Det er lige så meget vores skyld, som det der din." Hun standsede igen.

"Hvis jeg bare havde insisteret på, at fruen skulle sove ovenpå hos os, eller jeg nedenunder ved hende..."

Angelia afbrød, "Det havde ikke hjulpet. Dette er sket lydløst, vi havde ikke mærket spor, om hun så havde sovet i det næste rum, ved siden af." Krønnik så ikke helt overbevist ud.

"Nu skal jeg fortælle jer noget, fruen kun har betroet til mig." Sagde Angelia i stedet for. Martin spærrede øjnene op.

"Hvad har hun da sagt til dig, som hun ikke har fortalt os andre?"

Angelia rullede med øjnene. "Martin, det har ikke noget at gøre med, at hun ikke stoler på dig, hvis det er det du tænker. Lad mig minde dig om, at fruen og jeg er gode veninder, og har været det siden vi var små. Kvinder sladre om ting, ved du nok." Hun smilede et skævt smil til ham.

"Desuden er dette noget, der ville kunne afsløre Phillipa."

"Afsløre Phillipa?" Spurgte Krønnik forvirret.

"Ja." Nikkede Angelia bare.

"Hvad mener du? Hvordan afsløre Phillipa? Hendes sande indentitet, eller hvad?" Spurgte Martin.

"Nej, alle i Svarmarleria ved, hvad Phillipa er. Tilgengæld ved de ikke, hvor hun i virkeligheden befinder sig henne." Angelia kiggede rundt på dem. "Fruen har ladet det gå ud til Svarmarlerne, at Phillipa ikke kom med hende, den nat de flygtede fra Varius." Forklarede hun.

"Hvorfor har hun det? Tror Svarmarlerne, at Phillipa stadig er fanget i Varius klør?" Spurgte Krønnik forfærdet.

"Ja, det tror de." Svarede Angelia.

"Jamen, har de da ikke forsøgt, at få hende fri?" Spurgte Martin.

"Nej," svarede Angelia," da fruen har beordret, at de skulle vente på hendes signal."

"Jamen hvorfor har hun sagt det?" " Spurgte Krønnik igen.

"Rygter og historier går fra Svarmarler til Svarmarler. Derved må fjenden havde det hørt på et tidspunkt. Fjenden tror altså, at Varius har Phillipa. På den måde er Phillipa sikkert gemt her." Angelia smilede træt.

"Så fjenden ville aldrig lede efter hende her." Nærmest konstaterede Martin. Det var smart, måtte han indrømme, men han kunne ikke lade være med, at føle sig en smule stødt. Hvorfor havde fruen ikke sagt noget til ham eller til Krønnik?

"Præcis." Nikkede Angelia.

"Smart." Sammentykkede Krønnik. " Men hvorfor har hun kun sagt det til dig?"

"Ingen skulle vide det." Svarede Angelia, "men nogen gange bliver man nødt til at fortælle sine hemmeligheder alligevel."

"Har hun sagt andet?" Ville Martin have at vide.

"Hun har fortalt mig grunden til, at hun ville sove nedenunder." Nikkede Angelia. "Hun var bange for, at fjenden en dag ville komme efter hende. Hun ville være hundrede procent sikker på, at de ikke ville opdage Phillipa. Derfor sørgede hun for, at Phillipa lå ovenpå, imens hun selv lå nedenunder."

"Men det forklare jo ikke, hvorfor vi ikke måtte sove nedenunder ved hende." Mumlede Krønnik.

"Der var to grunde." Svarede Angelia." Den ene var, og er stadig, at vi skal beskytte Phillipa." De to andre nikkede. Den opgave havde de haft, lige siden de kom med ud på godset for ni år siden.

"Den anden var, at fruen var bange for, at vi ville afsløre Phillipa. Hvis bare én af os løb ovenpå, for at se om hun stadig var der, ville fjende da ikke med det samme få mistanke?"

Martin og Krønnik kiggede på hinanden og nikkede. De havde været venner gennem tykt og tyndt, lige siden deres teenage år. Da de var blev tyve, havde de begge søgt ind ved hoffet, og her havde de mødt Angelia. Dette var grundlaget for mange års venskab imellem de tre.

"Og jeg tror personligt, " Angelia rev Martin ud af hans tankegang, "at der var en tredje grund. Hun ville beskytte os også," hun så rundt på de to andre, "Jeg er ikke helt sikker, og når jeg spurgte fruen om det var rigtigt, svarede hun altid nej. Men jeg tror, hun var bange på vores vegne. Og hvis vi forsvandt, hvem skulle da passe på Phillipa? Ingen Svarmarler ved jo, hvor hun rigtigt befinder sig."

I det samme lød der stemmer udenfor på gangen. Den lukkede dør blev åbnet, og ind kom to af husets køkkendamer.

"Nåda," Sagde den ene, "I er da rigtig nok tidligt på den. Skulle det ikke være en kop kaffe?"

"Og så kan I da passende lige fortælle os, om alt den tumult og larm, vi hørte i nat." Nikkede den anden smilende.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...